RSS
Alfabetisk indeks
Siden er tilgængelig på 14 sprog
Nye sprog:  CS - HU - PL - RO

We are migrating the content of this website during the first semester of 2014 into the new EUR-Lex web-portal. We apologise if some content is out of date before the migration. We will publish all updates and corrections in the new version of the portal.

Do you have any questions? Contact us.


Regeringsførelse inden for rammerne af den europæiske konsensus om udviklingspolitik

Millenniumsmålsætningerne inden for udvikling kan ikke realiseres uden en god forvaltningspraksis. Formålet med denne meddelelse er at udbygge EU's støtte til god forvaltningspraksis i udviklingslandene og at bringe Fællesskabet og medlemsstaterne til at harmonisere deres indsats på området.

DOKUMENT

Meddelelse af 30. august 2006 fra Kommissionen til Rådet, Europa-Parlamentet og Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg og Regionsudvalget - Begrebet regeringsførelse inden for rammerne af den europæiske konsensus om udviklingspolitik - Mod en harmoniseret approach i EU [KOM(2006) 421 endelig udgave - Ikke offentliggjort i EUT].

RESUMÉ

Som led i den europæiske konsensus om udviklingspolitikken, hvori vigtigheden af at integrere god forvaltningsskik i alle sektorprogrammer blev fremhævet, foreslår Kommissionen EU, at der etableres en fælles politik for god forvaltningsskik.

En ny fremgangsmåde

Kommissionen fremhæver, hvor vigtigt det er at lægge en bredere angrebsvinkel til grund i forbindelse med forvaltningsproblematikken og at tage hensyn til samtlige - såvel politiske, økonomiske, miljømæssige som sociale - aspekter heraf. God forvaltningsskik indebærer ikke blot bekæmpelse af korruption, men også at man sørger for ting som adgang til sundhedspleje, uddannelse og retsvæsen, pluralisme i medierne, parlamentets funktion og forvaltningen af offentlige konti og naturressourcer.

For at tilskynde udviklingslandene til en større reformindsats foreslår Kommissionen en fremgangsmåde, der bygger på politisk dialog, sikrer regeringerne og befolkningen i partnerlandene medbestemmelsesret, og indebærer forskellige fremmende foranstaltninger. Ved undersøgelsen af, hvilke reformer og hvilke støtteforanstaltninger der er nødvendige i det enkelte land, må der gennemføres en evaluering af forvaltningen i landet. En sådan evaluering forudsætter, at de lokale deltagere (regering og civilsamfundsorganisationer) er medbestemmende og selv bidrager til at udvikle analyseværktøjer og analysekapacitet.

Budgetstøtte åbner mulighed for at styrke forvaltning og institutioner på centralt og lokalt plan, men indebærer at der på forhånd er fastlagt vilkår for kontrollen af de demokratiske forhold, finansforvaltningen og udviklingen af institutioner. Kommissionen anbefaler, at der gøres større brug heraf, idet man på denne måde kan imødegå problemerne i forbindelse med den mangel på politisk legitimitet og den ringe kapacitet, der er karakteristisk for mange udviklingslande, ikke mindst de lande, hvor der er risiko for at statsapparatet bryder sammen.

Denne nye fremgangsmådes effektivitet afhænger af en harmoniseret og koordineret donorindsats, bl.a. i forbindelse med analysen af forvaltningen og responsstrategierne. Medlemsstaterne og Kommissionen har på dette punkt gjort store fremskridt i retning af en bedre fælles planlægning og har opstillet en adfærdskodeks, der skal sikre en bedre komplementaritet og arbejdsdeling.

Landene i Afrika, Vestindien og Stillehavet (AVS-landene)

God forvaltningspraksis indgår allerede som fast punkt i den regelmæssige politiske dialog med AVS-landene, og støtten til dette punkt vil blive øget. I planlægningen af programmerne under 9. EUF blev der afsat et beløb på 870 millioner EUR (dvs. 10 % af programrammebeløbet) til programmer på dette felt. Hertil kommer, at der som led i 10. EUF skal afsættes en rate på 3 mia. til tilskyndelsesforanstaltninger, fordelt mellem de nationale rammebeløb (2,7 mia.) og en regionalfond (300 mio.). Hvorvidt et land har adgang til denne reserve, afhænger af udfaldet af en dialog med Kommissionen om landets forvaltningsplan. Som led i denne proces opstilles der en forvaltningsplan for de enkelte lande.

Forvaltningsaspektet kommer til at indgå som et tværgående integrerende element på samtlige samarbejdsområder. Sideløbende hermed indføres der nye metoder afpasset efter de nye bestemmelser i Cotonou-aftalen og regionalstrategierne for Afrika, Vestindien ( (ES) (DE) (EN) (FR)) og Stillehavet ( (ES) (DE) (EN) (FR)).

For Afrikas vedkommende kommer forvaltningsaspektet tillige til at indgå som en integrerende del i dialogen og samarbejdet mellem de fællesafrikanske institutioner og EU. Kommissionen har fremsat forslag om større støtte til Den Afrikanske Unions institutioner og til den afrikanske selvevalueringsmekanisme ("African Peer Review Mechanism" - APRM) under det nye partnerskab for Afrikas udvikling (NEPAD).

Andre udviklingslande

EU støtter arbejdet på at fremme demokrati, menneskerettigheder og god forvaltningspraksis i alle andre udviklingslande; dette sker på grundlag af strategier, der udarbejdes under hensyntagen til de specifikke forhold i de enkelte regioner.

I samarbejdet med lande, der omfattes af naboskabspolitikken udvælges de områder, der i første række kommer i betragtning for finansiel bistand fra EU; udvælgelsen sker inden for rammerne af forskellige handlingsplaner til fremme af god forvaltningsskik, der udarbejdes i samarbejde med de pågældende lande. Der føres regelmæssigt tilsyn med, hvor store fremskridt der gøres på de forskellige forvaltningsfelter. God forvaltningsskik søges endvidere fremmet ved hjælp af samarbejdsordninger såsom parvist samarbejde, Kontoret for Informationsudveksling om Faglig Bistand (TAIEX) og SIGMA-initiativet, der oprindeligt blev etableret som led i EU's udvidelse. Ved etableringen af en finansieringsordning for god forvaltningspraksis skabtes der mulighed for yderligere støtte til politisk og økonomisk reform i disse lande.

Kommissionen gav i en meddelelse af 2005 tilsagn om at ville støtte god forvaltningspraksis i de latinamerikanske lande. Den agter at videreføre støtten til modernisering af statsapparatet i denne verdensdel og opstiller med henblik herpå en strategi, der tilgodeser disse landes særlige forhold, der varierer alt efter landenes stabilitet. Den fortsætter med at støtte integration i regionen, da integration er med til at fremme en god forvaltningspraksis på det økonomiske og handelsmæssige område takket være indførelsen og håndhævelsen af fælles regler.

I Asien vil EU videreføre dialogen med Kina og Indien. Hvad landene i Centralasien angår, suppleres den politiske dialog på regionalt og bilateralt niveau med rapporter om indførelsen af demokratisk forvaltningsskik udarbejdet af en lokal referent. Hertil kommer, at forvaltningsaspektet indgår i samarbejdet med Sammenslutningen af Stater i Sydøstasien (ASEAN) og den uformelle dialog inden for ASEM ( (ES) (DE) (EN) (FR))-møderne mellem Asien og EU. I programplanlægningen for 2007-2013 indgår forvaltningsskik som tværgående element i alle former for samarbejde med landene i regionen; dette aspekt danner fokus for samarbejdet med flere af disse lande.

TILHØRENDE DOKUMENTER

Meddelelse fra Kommissionen af 20. oktober 2003 til Rådet, Europa-Parlamentet og det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg - Regeringsførelse og udvikling [KOM(2003) 615 endelig - Ikke offentliggjort i EUT].

 
Seneste ajourføring: 11.10.2007
Juridisk meddelelse | Om dette websted | Søgning | Kontakt | Sidens top