RSS
Alfabetisk indeks
Siden er tilgængelig på 15 sprog
Nye sprog:  CS - HU - PL - RO

Styrkelse af EU's naboskabspolitik

Kommissionen gør status over EU's naboskabspolitik, dens instrumenter og resultater, 18 måneder efter at den er trådt i kraft. På dette grundlag forekommer det at være nødvendigt at styrke EU's naboskabspolitik, i og med at partnerlandene står over for en lang række problemer. EU's naboskabspolitik indeholder muligheder, der bør udnyttes bedre, så der opnås et nært forhold mellem EU og nabostaterne, og så der skabes et område præget af velstand, stabilitet og sikkerhed langs EU's grænser.

DOKUMENT

Meddelelse fra Kommissionen til Rådet og Europa-Parlamentet af 4. december 2006 om styrkelse af EU's naboskabspolitik [KOM(2006) 726 endelig - Ikke offentliggjort i Den Europæiske Unions Tidende].

RESUMÉ

I løbet af de første 18 måneder efter iværksættelsen af EU's naboskabspolitik (ENP) har den vist, at den udgør et solidt grundlag for at styrke de nære forbindelser mellem Den Europæiske Union (EU) og nabostaterne.

ENP har imidlertid et potentiale, der bør udnyttes yderligere for at øge virkningen. Partnerskabslandene står nemlig over for en lang række problemer, som f.eks. fattigdom, arbejdsløshed, ulige økonomiske situationer, korruption, dårlig regeringsførelse og fastlåste konflikter i visse regioner.

EU støtter og fremmer reformer i partnerlandene, så vore nabostater kan nå frem til en situation præget af velstand, stabilitet og sikkerhed. De problemer, vore naboer står over for, er ofte grænseoverskridende og vedrører ligeledes EU. I den forbindelse har EU og partnerlandene en fælles interesse i at opnå stabilitet for at bekæmpe ulovlig indvandring, miljøforringelse og terrorisme og for at sikre pålidelige forsyningskilder.

ENP's styrke

ENP muliggør politiske fremskridt og udgør grundlaget for en styrket dialog mellem EU og partnerlandene. Den omfatter:

  • En enkel og klar ramme, som fremmer integration. Den dækker alle de aspekter, der indgår i de bilaterale forbindelser med vore naboer, både globalt og på sektorplan.
  • ENP-handlingsplaner (DE) (EN) (ES) (FR), der er gensidigt anerkendt af EU og den berørte partner, og som fremmer et fælles og differentieret ejerskab. Der er til dato blevet udarbejdet 12 handlingsplaner. Deres indhold giver ENP substans og gør det muligt at koncentrere sig om specifikke mål, der er målelige og afgrænset i tid. De bygger på partnerlandenes reformstrategier og udgør ligeledes et arbejdsgrundlag for visse internationale finansieringsinstitutter (IFI).
  • Det Europæiske Naboskabs- og Partnerskabsinstrument (ENPI) til finansiel støtte for reformprocesserne. Dets smidighed forventes at føre til en bedre udnyttelse af midlerne og give bedre resultater, bl.a. på grund af dets samarbejdsværktøjer, som f.eks. grænseoverskridende samarbejde, TAIEX (EN), og twinning-samarbejde (parvist samarbejde).

Konsolidering af ENP for en bedre udnyttelse af dens potentiale

ENP kan komme til virkelig at bære frugt, hvis den tilføres yderligere midler, men også ved at opfylde partnerlandenes behov og ønsker på den rette måde. EU's bestræbelser belønnes i form af de politiske fordele ved de reformer, som partnerlandene iværksætter i deres egen interesse. Resultaterne af ENP afhænger imidlertid også af viljen hos partnerlandene, som er udslaggivende for det nære forhold til EU og bistanden. Kommissionen foreslog derfor i december 2006 en styrkelse af politikken - i den forbindelse afventer man i øjeblikket Rådets reaktion og handling - herunder:

Fremme af den økonomiske og handelsmæssige udvikling gennem en omfattende og global økonomisk og handelsmæssig integration. Først og fremmest støtter EU landenes (f.eks. Ukraines) tiltrædelse af Verdenshandelsorganisationen (EN) (ES) (FR) og tildelingen af forbedrede autonome handelspræferencer (f.eks. til Moldova). Økonomisk integration kunne på lang sigt medføre et samarbejde om andet end varer og tjenesteydelser, som omfattede fuldstændig konvergens inden for handel og på regulerede områder (som f.eks. tekniske normer og standarder, forskning, intellektuel ejendomsret, selskabsret osv.).

Handlingsplanerne er oplagte instrumenter og vil på mellemlang og lang sigt føre til en ny generation af vidtgående, brede, ambitiøse og komplekse frihandelsaftaler som den, der i år vil blive forhandlet med Ukraine om. De vil inddrage handelens indvirkning på den bæredygtige udvikling og bl.a. komme til at dække produkter af stor betydning for partnerne. De bliver bindende. I den forbindelse burde frihandelsaftalerne med Middelhavspartnerlandene udvides.

Sådanne aftaler vil blive indgået gradvis og i takt med det enkelte lands muligheder. Med udgangspunkt i et fælles retsgrundlag og næsten samme markedsadgang vil denne proces på lang sigt fremme et bredere økonomisk fællesskab under naboskabspolitikken mellem EU og partnerlandene i lighed med Agadir-aftalen for Middelhavsområdet.

Fremme af mobilitet og forvaltning af migration ved at forenkle procedurerne for udstedelse af visum for visse kategorier af lovlige rejseaktiviteter (forretningsrejser, officielle møder og uddannelse). Ud fra erfaringerne med fri bevægelighed i EU kan visumprocedurerne udgøre hindringer for mobilitet, når samarbejdet øges.

En ændring af procedurerne kræver en gennemgang af alle relevante spørgsmål: illegal indvandring, bekæmpelse af menneskehandel og -smugling, effektiv grænseforvaltning, tilbagetagelsesaftaler, effektiv tilbagesendelse af illegale indvandrere og passende behandling af anmodninger om beskyttelse og asyl. Med et reelt tilsagn fra partnerne om at gøre en indsats på disse områder burde det være muligt at opnå enklere og hurtigere procedurer og en fælles indsats mod ulovlig indvandring.

Aftaler om visumlempelse og tilbagetagelse går i den retning og er samtidig skræddersyet til de enkelte landes særlige forhold, som f.eks. forholdene i Ukraine, Moldova og Marokko. Sådanne aftaler burde navnlig vedrøre lande, for hvem handlingsplanen indeholder en dialog om migrations- og visumspørgsmål. Endvidere kan udviklingen i EU på disse områder ligeledes være af interesse efter oprettelsen af visuminformationssystemet.

Fremme af mellemfolkelige udvekslinger, som indebærer at give ENP "et menneskeligt ansigt" oven i spørgsmålet om mobilitet. De vedrører kontakter og muligheder for, at EU's borgere og partnerlande kan indgå i et samspil med hinanden. De opfordrer også til at lære mere om hinandens samfund og forstå hinandens kulturer bedre. ENP bliver også mere synlig gennem bilaterale programmer og programmer for udveksling af oplysninger og erfaringer.

Mellemfolkelige udvekslinger vedrører bl.a.:

  • Uddannelsesudvekslinger og udvekslinger af unge som et centralt element for at bygge bro og komme fordomme til livs. I den forbindelse støtter Tempus og Erasmus Mundus universitetssamarbejde og en ny stipendieordning. Moderniserings- og reformindsatsen nyder godt af den forbedrede politiske dialog vedrørende videregående uddannelse. Formidling og udveksling af god praksis vil bidrage til at skabe samarbejde og konvergens i forhold til EU-politikkerne, som f.eks. Bologna-processen. Bistanden til uddannelsesreformer vil blive styrket, bl.a. gennem Det Europæiske Erhvervsuddannelsesinstitut (ETF). Der kan også planlægges et nyt program til fremme af udveksling mellem unge erhvervsaktive, f.eks. inden for kultur og kunst, og mellem regeludstedende myndigheder.
  • Mobilitet blandt forskere med henblik på at opnå forskningssamarbejde og ekspertise ved øget støtte til mobilitet og oplysning.
  • Civilsamfundsudvekslinger af økonomisk, social, kulturel og tværkulturel art, der bygger bro på en lang række områder (fagforeninger, twinning-samarbejde, sundhed, ngo'er). Grænseoverskridende samarbejde i forbindelse med ENPI bliver et af instrumenterne. Desuden opfordres der til, at civilsamfundet i højere grad inddrages i reformprocessen.
  • En styrkelse af kontakten virksomhederne imellem, navnlig de små og mellemstore virksomheder (SMV'erne).

Opbygning af en tematisk ENP-dimension, som indebærer en multilateral tilgang til en række horisontale emner af fælles interesse for EU og partnerlandene, f.eks. energi, transport, miljø, informationssamfundet, forskning, folkesundhed og migration.

Ud over en undersøgelse af og en grundig debat om det enkelte emne kan de behandles uformelt, f.eks. på ad hoc-møder eller mere jævnlige ministermøder eller møder på ekspertplan, eller tages op inden for mere institutionaliserede eller integrerede rammer, f.eks. i form af multilaterale aftaler og processer. De eksisterende multilaterale aftaler, som f.eks. energifællesskabet (EN) og luftfartsaftalerne, kunne udvides. Udvikling af en horisontal dimension af ENP sker normalt ikke ved at oprette nye institutioner, men ved at indkredse mulighederne for at intensivere samarbejdet med partnerlandene om specifikke emner. Partnerlandenes deltagelse i visse fællesskabsprogrammer og -agenturer er et andet middel.

Styrkelse af politisk samarbejde, som skaber mulighed for at bidrage til løsning af konflikter og bedre at kunne tackle de dermed forbundne risici (som f.eks. i forbindelse med at de eskalerer, at der opstår store flygtningestrømme, energiforsyningen, handel, transport, terrorisme, organiseret kriminalitet osv.). Styrkelse af politisk samarbejde vedrører sikkerhed og stabilitet i Europa, og det tilstræbes også at inddrage Rusland.

EU er med til at løse regionale og multilaterale konflikter, f.eks. i kvartetten for fred i Mellemøsten og gennem deltagelse i civil og militær overvågning, fredsbevarende foranstaltninger og grænseforvaltningsopgaver, som f.eks. i Moldova og Rafah. Det nye stabilitetsinstrument vil også gøre det muligt at øge EU's engagement på disse områder. Endvidere burde ressourcerne i højere grad anvendes på bæredygtig udvikling.

ENP indeholder muligheder i form af en udbygget dialog, udviklingsstøtte og regionalt samarbejde. Den kan ligeledes udgøre grundlaget for udvikling af andre midler, som f.eks. muligheden for, at alle partnere bringer sig i overensstemmelse med erklæringer om den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik (FUSP), indbydelse af partnerne til informations- og koordineringsmøder i internationale organisationer, tilrettelæggelse af et uformelt møde på højt plan med alle ENP-partnere for at lancere en styrket EU-naboskabspolitik, styrkelse af det parlamentariske samarbejde eller styrkelse af EU's tilstedeværelse i partnerlandene (medlemsstaternes og EU's diplomatiske repræsentation, kommissionsdelegationer).

Styrkelse af regionalt samarbejde, som vedrører udnyttelse af ENP's dialog- og samarbejdspotentiale på regionalt plan, med støtte fra ENPI:

  • Øget samarbejde i regionen omkring Sortehavet (en "sortehavssynergi" - meddelelse vedtaget af Kommissionen den 11. april 2007), understøttet af en øget regional strategi under den ENP, burde føre til favorable vilkår for konfliktløsning. Alle interesserede parter burde inddrages, herunder Rusland og Tyrkiet. Sektorspecifikke spørgsmål tages op i forbindelse med videnskabeligt samarbejde, en politisk dialog eller med udgangspunkt i eksisterende regionale organisationer, som f.eks. Den Internationale Kommission for Beskyttelse af Sortehavet (EN). Organisationen for økonomisk samarbejde i Sortehavsregionen (BSEC) (EN) udgør i den forbindelse en oplagt ramme for tættere forbindelser og en øget regelmæssig dialog mellem EU og de berørte lande. Regionalt samarbejde burde også tage hensyn til andre regionale initiativer, f.eks. Baku-initiativet (EN) på transport- og energiområdet.
  • I Middelhavsområdet udgør EU's naboskabspolitik et nyt og vigtigt supplement til den mangeårige regionale dialog og integration, der har fundet sted inden for rammerne af Euro-Middelhavspartnerskabet. Den har været en kilde til inspiration for det arbejdsprogram (EN ) (FR ) (pdf), der blev vedtaget på topmødet i Barcelona i 2005 og har gjort det muligt at styrke de bilaterale forbindelser under behørigt hensyn til situationer og interesser i de forskellige partnerlande. De iværksatte handlingsplaner har allerede båret frugt (reformer, fremskridt på følsomme områder, indførelse af én samlet dialog på en række punkter, fastsættelse af fælles prioriteter) og handlingsplanerne for Egypten og Libanon, der blev vedtaget i begyndelsen af 2007, giver ENP en regional dimension. ENP gør det muligt at opnå synergieffekter i økonomiske sektorer, f.eks. sammen med Samarbejdsrådet for Golfstaterne (EN).

ENP skaber også mulighed for at øge det regionale samarbejde og gå længere end til EU's nærmeste naboer og samarbejde med vores "naboers naboer" (Centralasien, Den Arabiske Golf, Afrika). Samarbejdsaktiviteterne vedrører regionale spørgsmål af fælles interesse, som f.eks. energi, transport, migrationer, infrastrukturer, fred, sikkerhed osv., med støtte fra ENPI og Instrumentet til Finansiering af Udviklingssamarbejdet og Det Økonomiske Samarbejde (DCECI). De burde også tiltrække investeringer til udvikling og modernisering i disse lande.

Styrkelse af finansielt samarbejde, som understøttes af finansielle instrumenter, der bidrager til politikkens målsætninger, herunder først og fremmest ENPI, der erstatter programmerne TACIS og MEDA, men også det nye lånemandat for Den Europæiske Investeringsbank (EIB) (DE) (EN) (FR). ENPI udgør med øget støtte en fleksibel ramme, der er tilpasset ENP's prioriteter. Andre tematiske samarbejdsinstrumenter supplerer den støtte, der ydes gennem ENP, bl.a. på menneskerettighedsområdet, inden for nuklear sikkerhed og i forbindelse med tematiske programmer.

Øget koordinering de forskellige donorer imellem bidrager ligeledes til at styrke det finansielle samarbejde. Den bygger bl.a. på mobilisering af investeringer og opnåelse af synergieffekter de forskellige fællesskabsfonde, medlemsstater og finansieringsinstitutter imellem, herunder IFI.

I den forbindelse fremmer ENPI mobilisering af midler gennem sine finansieringsmekanismer, der fokuserer på de i handlingsplanerne fastsatte prioriteter, nemlig:

  • Faciliteten for regeringsførelse, der støtter fremskridt i reformprocessen i partnerlandene på grundlag af deres handlingsplan.
  • Naboskabsinvesteringsfonden. Denne investeringsfond har til formål at støtte IFI-lån i partnerlandene. Denne fond sikrer yderligere sammenhæng og komplementaritet mellem EU's bistand og medlemsstaternes.

Kontekst

ENP blev iværksat for at udvikle et særligt forhold mellem EU og nabolandene. EU har interesse i sine naboers velfærd, stabilitet og sikkerhed og samarbejder med dem for at støtte dem bl.a. i deres overgangsperiode, så der ikke skabes nye skillelinjer. ENP indebærer ingen specifikke tiltrædelsesplaner, og for de europæiske nabolande er et sådant samarbejde ikke afgørende for, hvordan deres forhold til EU vil udvikle sig i fremtiden.

TILHØRENDE DOKUMENTER

Meddelelse fra Kommissionen til Rådet og Europa-Parlamentet af 4. december 2006 om en generel strategi for at sætte naboskabspartnerlande i stand til at deltage i Fællesskabets agenturer og programmer [KOM(2006) 724 endelig - Ikke offentliggjort i Den Europæiske Unions Tidende].

Dette forslag vedrører de metoder, hvorved Fællesskabets forskellige agenturer og programmer kan åbnes for deltagelse fra nabolandene. Rådet (almindelige anliggender og eksterne forbindelser) har allerede i sine konklusioner fra marts 2007 (FR ) (pdf) accepteret dette forslag, og Kommissionen er i færd med at forberede forhandlingsdirektiver vedrørende de forskellige programmer.

Seneste ajourføring: 26.04.2007
Juridisk meddelelse | Om dette websted | Søgning | Kontakt | Sidens top