RSS
Alfabetisk indeks
Siden er tilgængelig på 15 sprog
Nye sprog:  CS - HU - PL - RO

We are migrating the content of this website during the first semester of 2014 into the new EUR-Lex web-portal. We apologise if some content is out of date before the migration. We will publish all updates and corrections in the new version of the portal.

Do you have any questions? Contact us.


Det europæiske energicharter

Ved traktaten om energichartret etableres en international ramme for samarbejde mellem de europæiske lande og andre industrialiserede lande, bl.a. med det formål at udvikle energipotentialet i Central- og Østeuropa og sikre den energimæssige forsyningssikkerhed i Den Europæiske Union. Energicharterprotokollen om energieffektivitet og de hermed forbundne miljøaspekter har til formål at fremme de politikker om energieffektivitet, der er kompatible med bæredygtig udvikling, tilskynde til et mere effektivt og sundt energiforbrug og opfordre til samarbejde inden for energieffektivitet.

DOKUMENT

Rådets og Kommissionens afgørelse af 23. september 1997 om De Europæiske Fællesskabers indgåelse af energichartertraktaten og energicharterprotokollen om energieffektivitet og de hermed forbundne miljøaspekter (98/181/EF, EKSF, Euratom).

RESUMÉ

Kontekst

På Det Europæiske Råd i Dublin (juni 1990) foreslog den nederlandske premierminister at indlede et samarbejde på energiområdet med de østeuropæiske lande og staterne i det tidligere Sovjetunionen for at fremme deres økonomiske genoprejsning og forbedre Fællesskabets forsyningssikkerhed. Rådet opfordrede Kommissionen til at undersøge, hvorledes dette samarbejde bedst kunne iværksættes, og Kommissionen foreslog i 1991 at indføre det europæiske energicharter. Der blev indledt forhandlinger om charteret i Bruxelles i juli 1991, som mundede ud i underskrivelsen af et slutdokument i Haag den 17. december 1991.

Det europæiske energicharters 51 signatarer har forpligtet sig til at følge charterets mål og principper samt at gennemføre deres samarbejde på grundlag af et retligt bindende basisdokument, som senere blev kaldt traktaten om det europæiske energicharter. Formålet er at fremme det industrielle samarbejde mellem Øst- og Vesteuropa ved at skabe retssikkerhed på områder, som f.eks. investering, transit og handel. Den europæiske energichartertraktat og energicharterprotokollen om energieffektivitet og de hermed forbundne miljøaspekter blev undertegnet den 17. december 1994 i Lissabon af samtlige signatarer af charteret fra 1991 bortset fra USA og Canada. De Europæiske Fællesskaber og deres medlemsstater er signatarer i traktaten og protokollen.

Energichartertraktaten og energicharterprotokollen om energieffektivitet og de hermed forbundne miljøaspekter godkendes med denne afgørelse på vegne af Det Europæiske Kul- og Stålfællesskab (EKSF), Det Europæiske Fællesskab (EF) og Det Europæiske Atomenergifællesskab (Euratom).

I afgørelsen fastsættes bestemmelserne for, hvordan Fællesskabet når frem til sin holdning på energicharterkonferencen. Det fastsættes også, hvordan den holdning træffes, som EKSF og Euratom skal indtage.

Energichartertraktaten

Traktaten har til formål at skabe en rammelov, som fremmer samarbejdet på energiområdet på lang sigt i overensstemmelse med principperne i det europæiske energicharter.

De vigtigste bestemmelser i traktaten omhandler beskyttelsen af investeringer, handel med energimaterialer og -produkter, transit og bilæggelse af tvister.

De kontraherende parter skal skabe og fremme stabile, gunstige og transparente forhold for allerede foretagne investeringer og for udenlandske investorer. De skal anvende mestbegunstigelsesprincippet eller de ordninger, de tilbyder deres egne investorer alt efter, hvad der er mest fordelagtigt. For nye investeringer anvendes princippet om national behandling i to etaper. Ifølge traktaten anvendes princippet om "best endeavour" i første etape. I anden etape og under forbehold af betingelser, der vil blive fastlagt i en tillægstraktat, som er under udarbejdelse, vil den nationale behandling blive anvendt i juridisk bindende form på investeringer.

Handelen med energimaterialer og -produkter mellem de kontraherende parter reguleres af GATT-bestemmelserne. Dette er ensbetydende med, at signatarlandene er forpligtet til at anvende GATT-bestemmelserne på handelen med energimaterialer og -produkter, selv om de ikke er en del af GATT eller WTO.

Transit: hver kontraherende part indfører de virkemidler, der er nødvendige for at lette transitten med energimaterialer og -produkter i overensstemmelse med princippet om fri transit og uden forskelsbehandling med hensyn til oprindelsessted, destination eller ejendomsforhold i forbindelse med energimaterialer og -produkter. Der må heller ikke foretages diskriminering ved prissætningen ud fra sådanne forhold, ligesom der ikke må pålægges urimelige forsinkelser, forhindringer eller afgifter.
Hver kontraherende part forpligter sig til, at den pågældendes bestemmelser for transport af energimaterialer og -produkter og anvendelse af udstyr til energitransport behandler energimaterialer og -produkter i transit, så de ikke stilles ringere end materialer og produkter fra partens egne områder, medmindre internationale aftaler rummer andre bestemmelser.
I forbindelse med tvister om transportforholdene er det forbudt at afbryde eller begrænse transitten af energimaterialer og -produkter, førend den fastsatte tvistbilæggelsesprocedure er gennemført.
Andre bestemmelser forpligter de lande, hvorigennem der foregår transit af energimaterialer og -produkter, til ikke at modsætte sig kapacitetsudvidelser.

Med traktaten er der indført strenge bestemmelser om bilæggelse af tvister mellem stater og mellem private investorer og stater, hvor investeringerne har fundet sted. Ved tvister mellem en investor og en stat kan investoren beslutte at forelægge tvisten til international mægling. Ved tvister mellem stater kan der oprettes en midlertidig voldgiftsret, hvis problemet ikke kan løses ad diplomatisk vej. De bestemmelser, der fremkommer på denne måde, er juridisk bindende.

Traktatens bestemmelser om konkurrence, gennemsigtighed, suverænitet, miljø og beskatning beskrives i det følgende.

Konkurrence: hver kontraherende part bekæmper konkurrenceforvridning og hindringer for den frie konkurrence inden for de økonomiske aktiviteter i energisektoren. Dens lovgivning skal være udformet således, at den kan imødegå ensidig eller koordineret konkurrenceforvridning inden for de økonomiske aktiviteter i energisektoren.

Gennemsigtighed: de kontraherende parter skal udpege mindst ét oplysningskontor, hvor man kan anmode om oplysninger vedrørende gældende love, bestemmelser, retslige afgørelser og generelle administrative foranstaltninger for energimaterialer og -produkter.

Suverænitet: hver kontraherende part udøver suverænitet over sine energiressourcer i overensstemmelse med de internationale retsregler og har ret til at beslutte, hvilke af dens geografiske områder den stiller til rådighed for efterforskning og udnyttelse af energiressourcer.

Miljø: princippet om, at forureneren betaler, er indarbejdet i traktaten, og dette fremmer en markedsorienteret prissætning og afspejler miljøomkostninger og -fordele fuldt ud. De kontraherende parter begrænser under hensyn til sikkerhedsstandarder og på økonomisk effektiv vis alle skadelige miljøpåvirkninger, som finder sted som følge af alle energikredsløbets operationer i eller uden for deres områder.

Beskatning: traktaten skaber ikke nye skattemæssige rettigheder eller forpligtelser. Den direkte beskatning henhører fortsat under hvert lands nationale lovgivning eller under bilaterale konventioner.

Statsvirksomheder og enheder med særlige rettigheder: enhver statsvirksomhed eller enhed med særlige rettigheder, der nyder særlige fordele hos en kontrahent, skal overholde de forpligtelser, der påhviler kontrahenten i medfør af traktaten.

Der er fastsat en beskyttelsesklausul i traktaten for at bevare den præferencebehandling, som følger af traktaterne om oprettelse af De Europæiske Fællesskaber. Ifølge de økonomiske integrationsaftaler (EIA) har en kontrahent, der samtidig er part i en EIA, ingen forpligtelse til at give en anden kontrahent en præferencebehandling i EIA-regi, medmindre sidstnævnte også er part i den samme EIA.

Det er ikke alle traktatens bestemmelser, som umiddelbart får virkning i alle signatarlandene efter traktatens ratificering og ikrafttrædelse. Der gælder særlige overgangsbestemmelser for lande med en overgangsøkonomi.

I traktaten fastsættes energicharterkonferencens organisation, struktur, opgaver og finansielle bestemmelser.

Traktaten rummer mulighed for, at en kontraherende part kan opsige den efter en nærmere bestemt frist (fem år fra traktatens ikrafttræden).

Energicharterprotokollen om energieffektivitet og de hermed forbundne miljøaspekter

Protokollen er vedtaget i overensstemmelse med traktatens bestemmelser, som udtrykkeligt åbner mulighed for at forhandle protokoller og erklæringer, som sigter mod at omsætte charterets mål og principper.

Protokollen har til formål at:

  • fremme politikker, der tilskynder til energieffektivitet og bæredygtig udvikling
  • skabe betingelser, som ansporer producenter og forbrugere til at spare energi og udnytte den så effektivt og miljøvenligt som muligt
  • fremme samarbejdet på energieffektivitetsområdet.

De kontraherende parter forpligter sig til at udarbejde energieffektivitetspolitikker og rammelovgivning, som bl.a. fremmer markedsmekanismernes funktion og den markedsorienterede prissætning.

Energichartertraktaten og energicharterprotokollen om energieffektivitet og de hermed forbundne miljøaspekter er begge trådt i kraft den 16. april 1998.

REFERENCER

Retsakt Ikrafttrædelsesdato - Udløbsdato Gennemførelsesdato i medlemsstaterne Den Europæiske Unions Tidende
Afgørelse 98/181/EF, EKSF, Euratom 23.9.1997 - EFT L 69 af 9.3.1998

TILHØRENDE DOKUMENTER

Rådets afgørelse 2001/595/EF af 13. juli 2001 om Det Europæiske Fællesskabs godkendelse af ændringen af energichartertraktatens handelsrelaterede bestemmelser [Den Europæiske Unions Tidende L 209 af 2.8.2001].
Ved denne afgørelse vedtager Det Europæiske Fællesskab ændringen af de handelsrelaterede bestemmelser i energichartertraktaten, der blev midlertidigt vedtaget i juli 1998. Ændringen vedrører indføjelsen af henvisninger til WTO-bestemmelser i stedet for til GATT 1947-bestemmelser og medtagelsen af en liste over energirelateret udstyr i handelsbestemmelserne.

Energicharterkonference - Regler for mæglingsproceduren vedrørende transit [Den Europæiske Unions Tidende L 11 af 16.1.1999].

Seneste ajourføring: 30.01.2007
Juridisk meddelelse | Om dette websted | Søgning | Kontakt | Sidens top