RSS
Alfabetisk indeks
Siden er tilgængelig på 11 sprog

We are migrating the content of this website during the first semester of 2014 into the new EUR-Lex web-portal. We apologise if some content is out of date before the migration. We will publish all updates and corrections in the new version of the portal.

Do you have any questions? Contact us.


Handlingsplan for økoteknologi

Arkiv

Den Europæiske Union har vedtaget en handlingsplan for at fremme økoteknologi (teknologi, der har færre negative virkninger for miljøet end anden teknik) for at formindske presset på naturressourcerne, forbedre EU-borgernes livskvalitet og fremme den økonomiske vækst. Handlingsplanen tager sigte på at afvikle hindringerne for udnyttelse af økoteknologiens fulde potentiale, så EU kan spille en afgørende rolle ved udnyttelsen af den og mobilisere alle de parter, der kan forfølge disse mål.

DOKUMENT

Kommissionens meddelelse til Rådet og Europa-Parlamentet af 28. januar 2004 med titlen: "Fremme af teknologi til bæredygtig udvikling: En EU-handlingsplan for miljøteknolog" [KOM(2004) 38 endelig – Den Europæiske Unions Tidende C 98 af 23. april 2004].

RESUMÉ

Denne handlingsplan til fordel for økoteknologi vedrører teknologi, der tager sigte på at formindske forureningen, produkter og tjenesteydelser, der er mindre forurenende og mindre ressourcekrævende, samt effektive måder at forvalte ressourcerne på. Miljøvenlig teknologi kan anvendes inden for alle sektorer af erhvervslivet. Den formindsker omkostningerne ved at nedbringe ressource- og energiforbruget og forbedrer således konkurrenceevnen, samtidig med at der bliver tale om færre emissioner og mindre affald.

Afgørende faktorer for at fremme økoteknologi

Kommissionen anfører faktorer, der efter dens mening er afgørende for at fremme økoteknologi. Følgende faktorer udgør grundlaget for den nuværende handlingsplan:

  • økoteknologi er meget forskelligartet og kan anvendes inden for alle sektorer af erhvervslivet
  • megen økoteknologi udnyttes ikke tilstrækkeligt bl.a. på grund af forbrugernes ringe kendskab til dens fordele, vanskelig finansiering og markedspriser, der ikke afspejler de økologiske fordele
  • specifikke og effektive incitamenter kan bidrage til en succesfuld udnyttelse af økoteknologi
  • afskaffelse af usikkerheden om markedernes udvikling vil forøge investeringerne i økoteknologi
  • de forskellige parters erfaring og engagement er af væsentlig betydning for at fremme økoteknologi
  • en optimal udnyttelse af de politiske og økonomiske instrumenter (såsom lovgivning, frivillige foranstaltninger osv.) kan fremme udnyttelsen af økoteknologi
  • nogle af de nødvendige foranstaltninger for at fremme økoteknologien påvirker måske ikke straks beslutningerne om investeringer.

I bilag II til denne meddelelse anfører Kommissionen hindringer for udviklingen af miljøvenlig teknologi. Hindringerne inddeles i fire typer: økonomiske, lovgivningsmæssige og teknologiske hindringer samt hindringer for formidling.

Aktioner, der foreslås i handlingsplanen

De aktioner, der foreslås i denne plan, kan ud fra deres virkning samles i følgende tre grupper:

  • bringe økoteknologien fra forskningsstadiet ud til brugerne
  • forbedre markedsvilkårene for at fremme udnyttelsen af økoteknologi
  • fremme økoteknologi på verdensplan.

For at bringe økoteknologien fra forskningsstadiet ud til brugerne foreslås der tre hovedaktioner:

  • udvikle og målrette forsknings-, demonstrations- og formidlingsprogrammer
  • indføre teknologiske platforme for økoteknologi
  • opbygge EU-net for standardisering af samt eksperimentering og kontrol med økoteknologien.

For at forbedre markedsvilkårene foreslår Kommissionen bl.a. at:

  • fastsætte målene for de vigtigste produkter, tjenesteydelser og processer
  • benytte finansielle instrumenter (lån, risikovillig kapital og sikkerhedsmekanismer) for at dele risikoen ved investeringer i økoteknologi
  • revidere retningslinjerne for statsstøtte
  • revidere de tilskud, der har en dårlig miljøvirkning
  • fremme køb af økoteknologi
  • bevidstgøre forbrugerne og virksomhederne om økoteknologi
  • tilrettelægge målrettet uddannelse i økoteknologi.

Med henblik på at fremme økoteknologi på verdensplan består den hovedaktion, som Kommissionen foreslår, i at fremme ansvarlige investeringer i miljøvenlig teknologi samt udnyttelse af økoteknologi i ulande og lande under økonomisk omstilling.

Baggrund

Denne handlingsplan er baseret på resultaterne af høringerne af de forskellige parter og af evalueringen af forhindringerne for udvikling af miljøteknologi.

Handlingsplanen iværksættes i synergi med Lissabon-processen og med det 6. rammeprogram for forskning og udvikling.

TILHØRENDE RETSAKTER

Tilsyn med handlingsplan

Meddelelse fra Kommissionen af 2. maj 2007: Rapport om EU-handlingsplanen for miljøteknologi (2005-2006) [KOM(2007) 162 endelig – Den Europæiske Unions Tidende C 181 af 3. august 2007].
Kommissionen understreger i sin rapport, at miljøtruslerne bliver stadigt større, og at miljøteknologi, der i dag betragtes som et vigtigt element i Lissabonstrategien, har løsninger til at imødegå disse trusler. Miljøteknologiområdet tegner sig i 2006 for 2,1 % af EU’s BNP og 3,5 millioner arbejdspladser. Visse teknologisektorer oplever en støt vækst, særligt vind- og solcelleenergi, vandforvaltning og genbrug, og EU tegner sig for en stor del af verdensmarkedet inden for miljøteknologi. Kommissionen vurderer imidlertid, at der bør ydes en øget indsats til fremme af en bredere udvikling og anvendelse af miljøteknologi i EU og på verdensplan. Kommissionen foreslår fremover at fokusere på fem foranstaltninger, der skal skabe større efterspørgsel (at fremme de grønne offentlige indkøb; at mobilisere større finansielle investeringer; at opstille teknologikontrol- og præstationsmålsystemer; at bygge videre på lovende praksis i medlemsstaterne; at fokusere på sektorer, der kan give store miljøfordele) og på tre støtteforanstaltninger (at udarbejde en strategisk videnbase om miljøinnovation; at fremme miljøbevidsthed og aktiv deltagelse; at udnytte forskningen).

Kommissionens meddelelse af 27. januar 2005: Rapport om gennemførelsen af HMT i 2004 [KOM (2005) 16 endelig- Den Europæiske Unions Tidende C 123 af 21.5.2005].
Kommissionen mener, at iværksættelsen af prioriteterne i handlingsplanen er godt i gang bl.a. med hensyn til indførelse af teknologiske platforme og retningsgivende nøgledokumenter, der gør det muligt at fremme udviklingen af miljøteknologi, finansiel støtte fra Den Europæiske Investeringsbank (EIB) og opbygning af en international støttefond. Kommissionen understreger dog nødvendigheden af at forøge bestræbelserne bl.a. ved tilvejebringelse af EF-midler til finansiering af risikofyldte projekter, ved fastsættelse af miljøkrav for tjenesteydelser, produkter og processer, ved etablering af en EF-ordning for forsøg med og efterprøvning af miljøteknologi i forbindelse med revisionen af retningslinjerne for statsstøtte, ved fastsættelse af indikatorerne for udvikling af markedet og industriens effektivitet, ved fastsættelse af nationale køreplaner for iværksættelsen samt ved fastsættelse af nationale handlingsplaner for offentligt udbud.

Seneste ajourføring: 06.09.2007

Se endvidere

For yderligere oplysninger om handlingsplanen for miljøteknologi, se Europa-kommissionens netsted (EN).

Juridisk meddelelse | Om dette websted | Søgning | Kontakt | Sidens top