RSS
Alfabetisk indeks
Siden er tilgængelig på 23 sprog
Nye sprog:  BG - CS - ET - GA - LV - LT - HU - MT - PL - RO - SK - SL

We are migrating the content of this website during the first semester of 2014 into the new EUR-Lex web-portal. We apologise if some content is out of date before the migration. We will publish all updates and corrections in the new version of the portal.

Do you have any questions? Contact us.


Kyoto-protokollen om klimaændringer

Kyoto-protokollen er en opfølgning på FN’s rammekonvention om klimaændringer og et af de vigtigste internationale retlige instrumenter i kampen mod klimaændringer. Den indeholder de forpligtelser, som industrilandene har indgået med henblik på at reducere deres drivhusgasemissioner, der forårsager verdensomspændende opvarmning. Industrilandenes samlede udledning skal reduceres med mindst 5 % i perioden 2008-2012 sammenlignet med 1990-niveauerne.

DOKUMENT

Rådets beslutning 2002/358/EF af 25. april 2002 om godkendelse på Den Europæiske Unions vegne af Kyoto-protokollen til De Forenede Nationers rammekonvention om klimaændringer og om den fælles opfyldelse af forpligtelserne i forbindelse hermed.

RESUMÉ

Rådet bemyndigede den 4. februar 1991 Kommissionen til på Fællesskabets vegne at deltage i forhandlingerne om De Forenede Nationers rammekonvention om klimaændringer, som blev vedtaget i New York den 9. maj 1992. Rammekonventionen blev ratificeret af Fællesskabet ved en afgørelse 94/69/EF af 15. december 1993. Den trådte i kraft den 21. marts 1994.

Rammekonventionen har i stort omfang bidraget til fastlæggelsen af de centrale principper for den internationale indsats mod klimaændringerne. Den fastlægger først og fremmest princippet om ”fælles men differentieret ansvar”. Den har også bidraget til at gøre folk verden over mere opmærksomme på de problemer, der følger med klimaændringer. Konventionen fastlægger dog ikke detaljerede og kvantificerede forpligtelser for de enkelte landes nedbringelse af drivhusgasudledningerne.

Parterne i konventionen besluttede derfor på parternes første konference i Berlin i marts 1995, at forhandle en protokol, som indeholder foranstaltninger til at nedbringe emissionerne i perioden efter år 2000 i de industrialiserede lande. Efter lange og svære forhandlinger blev Kyoto-protokollen vedtaget den 11. december 1997 i Kyoto.

Den Europæiske Union undertegnede protokollen den 29. april 1998. Det europæiske Råd bekræftede på mødet i Laeken i december 2001 EU’s vilje til at se Kyoto-protokollen træde i kraft inden verdenstopmødet om bæredygtig udvikling i Johannesburg (26. august til 4. september 2002). Med henblik herpå godkendte EU protokollen ved denne beslutning. Medlemsstaterne koordinerer deres deponering af ratificeringsinstrumenter med EU’s, om muligt inden den 1. juni 2002.

Bilag II til denne beslutning indeholder forpligtelser med hensyn til begrænsning og nedbringelse af de emissioner, som EU og dets medlemsstater har aftalt for første forpligtelsesperiode (2008–2012).

Protokollens indhold

Kyoto-protokollen bekæmper emission af 6 drivhusgasser:

  • kuldioxid (CO2)
  • methan (CH4)
  • dinitrogenoxid (N2O)
  • hydrofluorcarboner (HFC)
  • perfluorcarboner (PFC)
  • svovlhexafluorid (SF6).

Det er et stort skridt fremad i bekæmpelsen af jordens opvarmning, for den indeholder svære og mængdebestemte mål for begrænsning af udledningerne af drivhusgasser.

Parterne nævnt i rammekonventionens bilag I (de industrialiserede lande) forpligter sig til kollektivt at nedbringe deres emissioner af drivhusgasser for at opnå en samlet reduktion i de industrialiserede landes udledning på mindst 5 % i forhold til 1990-niveauet i perioden 2008-2012. Protokollens bilag B viser i tal de tilsagn, som parterne har afgivet.

Lande, som var medlem af EU før 2004, skal kollektivt nedbringe deres emissioner af drivhusgasser med 8 % mellem 2008 og 2012. Lande, som har sluttet sig til EU siden 2004, forpligter sig til at nedbringe deres drivhusgasudledninger med 8 % med undtagelse af Polen og Ungarn (6 %) samt Malta og Cypern, der ikke er opført i rammekonventionens bilag I.

For perioden frem til 2008 har parterne forpligtet sig til at gøre dokumenterede fremskridt hen imod at realisere deres mål senest 2005.

1995 kan bibeholdes som referenceår af de parter, som ønsker det, for HFC, PFC og SF6.

Protokollen foreslår en række midler til at nå disse mål:

  • styrke eller iværksætte nationale politikker til nedbringelse af emissionerne (øget energieffektivitet, fremme af bæredygtige former for landbrug, udvikling af vedvarende energikilder, etc.)
  • samarbejde med andre kontraktparter (udveksling af erfaringer eller oplysninger, koordinering af nationale politikker gennem emissionstilladelser, fælles gennemførelse af tiltag og en mekanismen til bæredygtig udvikling).

Senest et år før begyndelsen af den første periode, for hvilken der er givet tilsagn, skal hver part have iværksat et nationalt system til vurdering af menneskeskabte emissioner og fjernelse ved hjælp af dræn af alle drivhusgasser, som ikke er reguleret af Montreal-protokollen.

Der er ligeledes planlagt en gennemgang af tilsagnene senest i 2005 for den anden tilsagnsperiode.

Den 31. maj 2002 ratificerede Den Europæiske Union Kyoto-protokollen. Den trådte i kraft den 16. februar 2005, da Rusland ratificerede den. Adskillige industrilande har nægtet at ratificere protokollen, heriblandt USA og Australien.

REFERENCER

RetsaktIkrafttrædelsesdatoGennemførelsesdato i medlemsstaterneDen Europæiske Unions Tidende

Beslutning 2002/358/EF

2.5.2002

-

EFT L 130 af 15.5.2002

TILHØRENDE DOKUMENTER

Kommissionens beslutning 2006/944/EF af 14. december 2006 Kommissionens beslutning af 14. december 2006 om fastsættelse, i medfør af Rådets beslutning 2002/358/EF, af de respektive emissionsniveauer, der i medfør af Kyoto-protokollen tildeles Fællesskabet og hver af dets medlemsstater [EUT L 358 af 16.12.2006].
Ændret ved:
Kommissionens afgørelse 2010/778/EU af 15. december 2010 [EUT L 332 af 16.12.2010].

Seneste ajourføring: 04.04.2011
Juridisk meddelelse | Om dette websted | Søgning | Kontakt | Sidens top