EUR-Lex Access to European Union law

Back to EUR-Lex homepage

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Godstransportlogistik i Europa

I denne meddelelse tilstræber Kommissionen at forbedre det europæiske transportsystems effektivitet med logistik. Intermodalitet søges fremmet som middel til at gøre godstransport mere miljøvenlig, sikker og energieffektiv. Meddelelsen vil blive fulgt op af en handlingsplan i løbet af 2007.

DOKUMENT

Meddelelse fra Kommissionen om godslogistik i Europa - Nøglen til bæredygtig mobilitet [KOM(2006) 336 endelig - ikke offentliggjort i Den Europæiske Unions Tidende].

RESUMÉ

Globaliseringen og udvidelsen mod øst har medført nye udfordringer for den europæiske transportsektor. Den hastige vækst i godstransportsektoren bidrager til den økonomiske udvikling, men den er også årsag til trafikpropper, støj, forurening og ulykker. Transportsektoren er samtidig blevet mere afhængig af fossile brændstoffer. Kommissionen anfører i sin meddelelse, at uden passende foranstaltninger vil situationen fortsat forværres og i stigende grad underminere Europas konkurrenceevne og miljøet.

Kommissionen går ind for at modernisere logistikken for at øge effektiviteten af individuelle transportformer og kombinationer heraf. Den ønsker navnlig at sprede trafikken på mere miljøvenlige, sikre og energieffektive transportformer. Kommissionen bekendtgør således, at der forelægges en handlingsplan på dette område i løbet af 2007.

Status over det europæiske logistikmarked

Den globale logistikindustri skønnes at have en værdi af omkring 5 400 mia. euro, hvilket svarer til 13,8 % af det globale BNP. Logistikomkostningerne andrager i gennemsnit 10-15 % af de endelige omkostninger ved det færdige produkt. Men selv om logistikindustrien er konstant voksende, er der endnu ikke foretaget pålidelige statistiske undersøgelser heraf. Dog erkender virksomhederne i EU i stigende grad, at der findes konkurrencedygtige alternativer til vejtransport.

Forbindelserne mellem logistik og transportpolitik styrkes

I den foreliggende meddelelse stadfæster Kommissionen, at der er behov for en ligevægt mellem krav til sikringen (se [KOM(2006) 79]) og færrest mulige gener for trafikafviklingen. Det er således hensigten at indføre et logistikperspektiv i transportpolitikken, hvor førstnævnte bliver en grundlæggende faktor for sidstnævnte på tværs af transportformer.

Kommissionen ønsker at sætte ind på følgende områder:

  • flaskehalse afdækkes: Kommissionen ønsker at afdække disse for at afhjælpe de hindringer, de skaber for logistikken og trafikafviklingen
  • der drages fordel af informations- og kommunikationsteknologier: Kommissionen ønsker at skabe sammenhæng mellem systemer, som f.eks. Galileo, og logistikken for at kunne følge og efterspore gods. Virksomhederne bør ligeledes have adgang til denne teknologi til rimelige priser. Logistikken bør fortsat have prioritet i det syvende rammeprogram for forskning
  • der etableres europæisk certificering: der er store forskelle på undervisningen og uddannelsen på transportområdet i Europa. Kommissionen har derfor til hensigt at oprette en certificering for transportlogistikere. Arbejdet på dette område er allerede påbegyndt inden for rammerne af Leonardo Da Vinci om erhvervsuddannelse
  • der opstilles statistiske indikatorer: Kommissionen ønsker at kunne disponere over et pålideligt billede af logistikkens kvalitet på det europæiske transportmarked. Kommissionen planlægger med henblik herpå at arbejde på at udvikle egnede metoder og indikatorer.
  • infrastrukturerne udnyttes bedre: visse situationer skaber flaskehalse og indvirker negativt på trafikafviklingen Anlæg af ny infrastruktur er ikke den eneste løsning på dette problem. Kommissionen er af den opfattelse, at omskibningsfaciliteter, herunder havne og lufthavne, bør anvende moderne teknologiske løsninger såsom avanceret informatik. Lovgivningen bør skabe egnede rammer for at føre udviklingen i den retning
  • et kvalitetsmærke indføres: transportsektoren anvender allerede en række præstationsindikatorer eller referenceværdier for at evaluere eller kontrollere kvaliteten af sine tjenester (bl.a. i lufttransportsektoren). Der kunne oprettes et kvalitetsmærke, som udbredes til logistikkædens øvrige transportformer
  • de multimodale kæder forenkles: trafikafviklingen kunne forenkles og lettes med en administrativ etstedsbetjening, hvor alle toldmæssige formaliteter klares på koordineret vis
  • et multimodalt regelsæt på globalt plan fremmes: ansvar og erstatningsansvar inden for international transport er fastsat i konventioner. Reglerne heri afviger ofte mellem de forskellige transportformer, hvilket gør det vanskeligt at kombinere dem. Kommissionen ønsker at fremme etableringen af et regelsæt på globalt plan. Der kunne rettes op på erstatningsansvarsordningernes fragmenterede natur ved at benytte et globalt transportdokument
  • europæiske lastestandarder etableres: Bestemmelserne om køretøjers og lasteenheders dimensioner skal svare til behovene for avanceret logistik og bæredygtig mobilitet. Kommissionen har foreslået fælles europæiske standarder for intermodale lasteenheder. Der findes en mangfoldighed af forskellige konfigurationer, hvilket øger omkostningerne ved transport mellem EU-lande.

Kontekst

Kommissionen offentliggjorde allerede i 1997 en meddelelse om intermodal transport, hvori den understregede betydningen af intermodalitet for at gøre den europæiske godstransport mere effektiv og miljøvenlig. I dokumentet fremhæves en række strategier til fordel for "bæredygtig mobilitet", bl.a. en modernisering af logistiksystemerne. Desuden bekendtgjorde Kommissionen, at PACT-programmet ville blive erstattet af Marco Polo. I forbindelse med midtvejsevalueringen af hvidbogen fra 2001 [KOM(2006) 314 - ikke offentliggjort i Den Europæiske Unions Tidende] blev der lagt vægt på logistikkens betydning. Denne meddelelse er herefter den centrale faktor i begrebet "bæredygtig mobilitet".

TILHØRENDE DOKUMENTER

Rådets direktiv 92/106/EØF af 7. december 1992 om indførelse af fælles regler for visse former for kombineret godstransport mellem medlemsstaterne [Den Europæiske Unions Tidende L 368 af 17.12.1992].

Seneste ajourføring: 25.04.2008

Top