RSS
Alfabetisk indeks
Siden er tilgængelig på 9 sprog

We are migrating the content of this website during the first semester of 2014 into the new EUR-Lex web-portal. We apologise if some content is out of date before the migration. We will publish all updates and corrections in the new version of the portal.

Do you have any questions? Contact us.


Malta

Arkiv

1) REFERENCER

Kommissionens udtalelse [KOM(1998) 69 endelig - ikke offentliggjort i Den Europæiske Unions Tidende]
Kommissionens udtalelse [KOM(1999) 508 endelig - ikke offentliggjort i Den Europæiske Unions Tidende]
Kommissionens udtalelse [KOM(2000) 708 endelig - ikke offentliggjort i Den Europæiske Unions Tidende]
Kommissionens rapport [KOM(2001) 700 endelig - SEK(2001) 1751 - ikke offentliggjort i Den Europæiske Unions Tidende]
Kommissionens rapport [KOM(2002) 700 endelig - SEK(2002) 1407 - ikke offentliggjort i Den Europæiske Unions Tidende]
Kommissionens rapport [KOM(2003) 675 endelig - SEK(2003) 1206 - ikke offentliggjort i Den Europæiske Unions Tidende]
Traktat om tiltrædelse af Den Europæiske Union [Den Europæiske Unions Tidende L 236 af 23.9.2003]

2) RESUMÉ

I den første rapport blev det understreget, at det ville være nødvendigt med en betydelig indsats for at bringe Maltas lovgivning på linje med EU-retten på miljøområdet. Malta skulle udarbejde et detaljeret program for overtagelsen af lovgivningen samt gennemførelsen og håndhævelsen deraf. Investeringsplanerne for miljørelaterede sektorer skulle tydeligt fokusere på gennemførelsen af EU-retten.
Kommissionen konstaterede i sin rapport af 1999, at der fortsat skulle gøres en stor indsats på alle miljøområder.
I sin rapport af november 2000 understregede Kommissionen, at overtagelsen af EU-retten for miljø ikke skred fremad på noget område.
I rapporten fra november 2001 nævntes, at der var gjort fremskridt med tilpasningen, men ikke inden for så vidt angår styrkelse af den administrative kapacitet.
Rapporten fra oktober 2002 understregede, at overtagelsen af EU-retten var skredet godt fremad, men at man kun lige var begyndt at udbygge den administrative kapacitet. Der manglede stadig at blive vedtaget gennemførelsesbestemmelser inden for en række områder for at kunne afslutte overtagelsen. Der skulle lægges særlig vægt på gennemførelsen af EU-retten.
I rapporten fra november 2003 fremhæves det, at Malta i det væsentlige overholder de tilsagn, der er afgivet på miljøområdet i forbindelse med tiltrædelsesforhandlingerne (afsluttet i december 2002). Malta burde kunne gennemføre størsteparten af EU-retten på miljøområdet fra tiltrædelsestidspunktet den 1. maj 2004, hvis den administrative kapacitet udbygges på alle niveauer.
Tiltrædelsestraktaten blev underskrevet 16. april 2003 og tiltrædelsen fandt sted 1. maj 2004.

EU-RETTEN

Fællesskabets miljøpolitik, der udledes af traktaten, sigter mod bæredygtighed baseret på integrering af miljøbeskyttelse i EU's sektorpolitikker, forebyggende indsats, forureneren betaler-princippet, bekæmpelse af skader ved kilden og delt ansvar. EU-retten omfatter omkring 200 retsakter, der dækker en lang række spørgsmål, herunder vand- og luftforurening, forvaltning af affald og kemikalier, bioteknologi, strålingsbeskyttelse og naturbeskyttelse. Medlemsstaterne skal sikre, at der foretages en vurdering af virkninger på miljøet, inden der gives tilladelse til visse offentlige og private projekter.

EVALUERING

Den horisontale lovgivning er overtaget og i overensstemmelse med EU-retten, undtagen hvad angår bestemmelser vedrørende strategisk vurdering af virkningerne på miljøet. Disse bestemmelser skal vedtages inden juli 2004. Den maltesiske myndigheder, der er ansvarlig for miljø og planlægning, bør gøre en større indsats for at gennemføre EU-retten. Der er vedtaget en forordning om fri adgang til miljøoplysninger og ændringer af udviklingsplanloven.

Med hensyn til luftkvalitet har Malta vedtaget lovgivning, som er på linje med EU-retten. Tilpasningen for så vidt angår bestemmelserne vedrørende svovlindholdet i flydende brændstof mangler. Planerne og programmerne på området luftkvalitet bør omsættes. Den administrative kapacitet hos kontrolmyndighederne bør udbygges. Wien-konventionen og Montreal-protokollen er blevet indlemmet i den maltesiske lovgivning. Der er aftalt en overgangsperiode, der løber frem til december 2004, for emission af flygtige organiske forbindelser fra benzinlagre og ved benzindistribution.

Malta har fortsat tilpasningen inden for området vandkvalitet. Vedtagelsen af bestemmelserne om drikkevand og badevand samt den seneste lovgivning på vandområdet skal omsættes inden den 1. maj 2004. Der skal også vedtages et handlingsprogram og en adfærdskodeks for nitrater. Det samme gælder programmer vedrørende depoter for farligt affald. Der skal udnævnes en myndighed, som skal være ansvarlig for vand. Koordineringen mellem de kompetente organer bør forbedres. Der er aftalt overgangsperioder for byspildevand, drikkevand og depoter for farligt affald. De løber frem til henholdsvis marts 2007, december 2005 og marts 2007.

Fællesskabslovgivningen vedrørende affaldshåndtering er overtaget og er i overensstemmelse med EU-retten, med undtagelse af visse bestemmelser om emballage og udtjente køretøjer. Planen for affaldshåndtering skal overholde EU-retten. Der mangler stadig at blive indrettet et system til overvågning af affaldstransporter, et register for udtjente køretøjer og godkendelse af vilkårene for udledninger. Det haster med at få udarbejdet systemer til affaldsindsamling. Der skal laves et register over indsamlingspunkter og deponeringstilladelser for spildolie. Man er fortsat ved at bygge genbrugs- og affaldsbegrænsningsanlæg. Den administrative kapacitet på affaldsområdet skal øges. For genvinding og genbrug af emballageaffald er der indrømmet en overgangsperiode, der løber frem til december 2009.

Inden for forureningsbekæmpelse og risikostyring i industrien er overtagelsen afsluttet og lovgivningen er i overensstemmelse med EU-retten, med undtagelse af bestemmelserne vedrørende risikoen for større ulykker. Disse bestemmelser skal vedtages inden tiltrædelsen. Der er vedtaget en lov om civilbeskyttelse. I 2002 er der vedtaget forordninger om integreret forebyggelse og bekæmpelse af forurening samt om store forbrændingsanlægs emissioner. Der mangler dog at blive en udarbejdet en strategi for anlæg, som er omfattet af direktivet om integreret forebyggelse og bekæmpelse af forurening, og der skal udstedes tilladelser. Den administrative kapacitet til udstedelse af tilladelser og til kontrol bør udbygges. Der er tildelt en overgangsperiode for visse store forbrændingsanlæg frem til december 2005.

For så vidt angår strålingsbeskyttelse, er lovgivningen vedtaget og overholder EU-retten, med undtagelse af bestemmelserne vedrørende bestråling i forbindelse med medicinske formål. Disse bestemmelser skal vedtages inden tiltrædelsen. I december 2001 offentliggjordes en forordning om overvågning og kontrol med transport af radioaktivt affald.

Med hensyn til genetisk modificerede organismer (GMO) og kemiske stoffer er lovgivningen overtaget og i overensstemmelse med EU-retten, med undtagelse af lovgivningen om biocider. Malta har underskrevet Stockholm-konventionen om persistente forurenende organiske stoffer. En lov om produktsikkerhed trådte i kraft i marts 2001. Der er etableret et kemikaliekontor i 2002. Koordineringen mellem de berørte organer bør forbedres.

Inden for naturbeskyttelse er overtagelsen af den nødvendige lovgivning afsluttet. Der mangler dog at blive udpeget områder, der er af fællesskabsinteresse, og særligt beskyttede områder. Vedtagelsen af disse bestemmelser og iværksættelsen af gennemførelsesforansstaltningerne skal ske i god tid inden Maltas EU-tiltrædelse. Lovgivningen vedrørende fugle skal overholdes bedre. Det nationale «Ornis»-udvalg bør udarbejde en gennemførelsesstrategi. Der er oprettet en jagtkontrolkommission. Desuden bør indsamlingen af data afsluttes med sigte på at få jagtsæsonen fastlagt ud fra videnskabelige kriterier. Der er aftalt en overgangsperiode frem til 2008, hvor det stadig er tilladt at fange syv finkearter med anvendelse af traditionelle net.

For så vidt angår støj, er lovgivningen vedtaget og i overensstemmelse med EU-retten.

Malta skal gøre en væsentlig indsats for at øge den administrative kapacitet generelt på miljøområdet inden EU-tiltrædelsen den 1. maj 2004.

Malta deltager i Det Europæiske Miljøagentur (EN).

Forhandlingerne vedrørende dette kapitel er afsluttet.

Dette resumé tjener udelukkende til orientering. Det hverken fortolker eller erstatter referencedokumentet.

 
Seneste ajourføring: 13.02.2004
Juridisk meddelelse | Om dette websted | Søgning | Kontakt | Sidens top