RSS
Alfabetisk indeks
Siden er tilgængelig på 11 sprog

We are migrating the content of this website during the first semester of 2014 into the new EUR-Lex web-portal. We apologise if some content is out of date before the migration. We will publish all updates and corrections in the new version of the portal.

Do you have any questions? Contact us.


Cypern

Arkiv

1) REFERENCER

Kommissionens udtalelse [KOM(93) 313 endelig - ikke offentliggjort i Den Europæiske Unions Tidende]
Kommissionens udtalelse [KOM(98) 710 endelig - ikke offentliggjort i Den Europæiske Unions Tidende]
Kommissionens udtalelse [KOM(99) 502 endelig - ikke offentliggjort i Den Europæiske Unions Tidende]
Kommissionens udtalelse [KOM(2000) 702 endelig - ikke offentliggjort i Den Europæiske Unions Tidende]
Kommissionens rapport [KOM(2001) 700 endelig - SEK(2001) 1745 - ikke offentliggjort i Den Europæiske Unions Tidende]
Kommissionens rapport [KOM(2002) 700 endelig - SEK(2002) 1401 - ikke offentliggjort i Den Europæiske Unions Tidende]
Kommissionens rapport [KOM(2003) 675 endelig - SEK(2003) 1202 - ikke offentliggjort i Den Europæiske Unions Tidende]
Traktat om tiltrædelse af Den Europæiske Union [Den Europæiske Unions Tidende L 236 af 23.9.2003]

2) RESUMÉ

I sin udtalelse af juli 1993 vurderede Kommissionen, at Cypern ikke kunne forventes at få større vanskeligheder i forbindelse med gennemførelsen af EU-retten, forudsat at man fortsatte på det samme grundlag.
I rapporten af november 1998 påpegedes det derimod, at Cypern stadig mangler at gennemføre størstedelen af EU-retten på miljøområdet, og at de bestående miljøforvaltningsstrukturer er utilstrækkelige.
Rapporten af 1999 understregede, at der var sket få synlige fremskridt. Der var imidlertid iværksat et omfattende forberedende arbejde, så der kunne sikres overensstemmelse på tiltrædelsesdatoen.
I rapporten fra november 2000 anførtes, at der var sket fremskridt med overtagelsen af EU-retten. Et tilpasnings- og gennemførelsesprogram, som sigtede mod at tilnærme lovgivning, institutioner, programmer og den cypriotiske politik til regelværket, var afsluttet. Det var ønskeligt med en strategi og et gennemførelsesprogram for hvert direktiv samt en plan for finansiering af investeringerne. De administrative strukturer skulle fortsat styrkes.
I rapporten af november 2001 anførtes, at Cypern havde gjort gode fremskridt med tilpasningen til EU-retten, navnlig inden for horisontal lovgivning, vandkvalitet og stoffer, som ødelægger ozonlaget. Tilpasningen var derfor på et fremskredent stade.
I rapporten af oktober 2002 anførte Kommissionen, at der var sket store fremskridt med hensyn til tilpasning af lovgivningen. Der var vedtaget vigtige love, og den administrative kapacitet, som skal sørge for anvendelsen af EU-retten, var blevet udbygget.
I rapporten fra november 2003 anføres, at Cypern overholder de tilsagn, der blev givet på miljøområdet i forbindelse med tiltrædelsesforhandlingerne (afsluttet i december 2002), og at Cypern burde kunne gennemføre størstedelen af EU-retten på miljøområdet pr. 1. maj 2004, hvor landet bliver medlem af Den Europæiske Union.
Tiltrædelsestraktaten blev underskrevet 16. april 2003 og tiltrædelsen fandt sted 1. maj 2004.

EU-RETTEN

Fællesskabets miljøpolitik, der udledes af traktaten, sigter mod bæredygtighed baseret på integrering af miljøbeskyttelse i EU's sektorpolitikker, forebyggende indsats, forureneren betaler-princippet, bekæmpelse af skader ved kilden og delt ansvar. EU-retten omfatter omkring 200 retsakter, der dækker en lang række spørgsmål, herunder vand- og luftforurening, forvaltning af affald og kemikalier, bioteknologi, strålingsbeskyttelse og naturbeskyttelse. Medlemsstaterne skal sikre, at der foretages en vurdering af virkninger på miljøet, inden der gives tilladelse til visse offentlige og private projekter.

EVALUERING

Cypern undertegnede den 16. juli 1999 Kyoto-protokollen om klimaændringer.

Cypern er begyndt at inddrage bæredygtig udvikling i andre politikker, navnlig inden for områderne landbrug, energi, turisme og transport. Loven om vurdering af virkninger på miljøet har givet mulighed for at inddrage miljøspørgsmål ved udarbejdelsen af andre politikker.

For så vidt angår horisontal lovgivning, er der i april 2001 trådt en lov i kraft vedrørende FN's konvention om vurdering af virkningerne på miljøet ved grænseoverskridende forurening. Den anvendes siden februar 2002. Der er udarbejdet en handlingsplan for effektivisering af energisektoren og en strategisk energiplan. Direktivet om fri adgang til miljøoplysninger er overtaget. Overtagelsen af den horisontale lovgivning er afsluttet og i overensstemmelse med EU-retten, med undtagelse af strategiske vurderinger af virkningerne på miljøet. Denne lovgivning skal være overtaget og anvendes senest fra juli 2004.

Der er knaphed på vand i Cypern, så vandbeskyttelse har høj prioritet i Cyperns miljøpolitik. EU's lovgivning på området er overtaget, med undtagelse af visse bestemmelser vedrørende spildevand, kloakering og rammedirektivet om vand. Disse bestemmelser skal vedtages inden EU-tiltrædelsen. Der skal udpeges områder, som er udsat for nitratforurening, og listen over udledte farlige stoffer skal ajourføres. Herudover skal der inden tiltrædelsen etableres programmer for nitrater og udledning af farlige stoffer. I maj 2001 blev bestemmelserne i direktivet om drikkevand overtaget. Forsyningszonerne er katalogiseret og kortlagt. Der er vedtaget en lov om bekæmpelse af vandforurening og forordninger om vandforurening med asbest og renseslam. Der er etableret et overvågningsprogram for vandkvalitet. Direktivet om badevand er fuldstændig overtaget. Der er aftalt en overgangsordning vedrørende byspildevand frem til december 2012.

For så vidt angår affaldshåndtering, er lovgivningen vedtaget, og den er i overensstemmelse med EU-retten. Det nationale program for affaldshåndtering er dog ikke blevet vedtaget. Det samme gælder en plan for håndtering af farligt affald. Ordningerne for overvågning af overførsel af affald og tilladelser til anlæg, som behandler udtjente biler, skal være fuldstændig gennemført før Cyperns tiltrædelse. Der er vedtaget en lov, der ratificerer ændringen af Basel-konventionen om farligt affald. Etableringen af indsamlingsordninger for affald og centrene for nyttiggørelse og bekæmpelse af affald skal være afsluttet. Loven om emballageaffald og de tilhørende gennemførelsesbestemmelser blev vedtaget i april 2002. Det gælder også retsakter vedrørende batterier, PCB/PCT, spildolie og akkumulatorer. Der er aftalt en overgangsperiode frem til december 2005 for emballageaffald. Der skal gøres en indsats for at udbygge kapaciteten inden for affaldshåndtering.

Handlingsprogrammerne vedrørende luftkvalitet mangler at blive gennemført og forbedret, inden Cyperns EU-tiltrædelse. Hele EU-retten på dette område er overtaget. Der er dog stadig problemer med kvaliteten af benzin og diesel samt svovlindholdet i flydende brændstoffer. Cypern har fået en overgangsordning for nedbringelse af svovlindholdet frem til 2005. I december 2001 begyndte man med målinger af luftkvaliteten i henhold til direktiverne om luftkvalitet og ozon.

Hvad angår industriforurening og risikostyring, er al lovgivning vedtaget, med undtagelse af bestemmelserne vedrørende store forbrændingsanlæg og de nationale emissionslofter. Disse bestemmelser skal vedtages inden EU-tiltrædelsen. Cypern har en særordning for store forbrændingsanlæg. De nødvendige administrative strukturer til en effektiv overvågning af sektoren er på plads. Der må i særlig grad fokuseres på Seveso II-direktivet (om styring af risiciene i forbindelse med større ulykker), som nødvendiggør en revision af de interne beredskabsplaner og etablering af eksterne beredskabsplaner inden EU-tiltrædelsen. I februar 2001 blev der gennemført en undersøgelse om indførelse af afsvovlning af røgen fra anlægget i Vasilikos. Overtagelsen af direktivet om integreret forebyggelse og begrænsning af forurening (IPPC) er afsluttet. Der skal dog udstedes tilladelser til de berørte anlæg inden for direktivets tidsfrist (oktober 2007).

For så vidt angår genetisk modificerede organismer (GMO) og kemiske stoffer, er lovgivningen overtaget og er i overensstemmelse med EU-retten, med undtagelse af bestemmelserne vedrørende indesluttet anvendelse af GMO. Der mangler stadig at blive vedtaget en lov om biocidprodukter. Hvad angår indesluttet anvendelse af GMO, skal anmeldelsesprocedurerne være på plads inden EU-tiltrædelsen.

På områderne nuklear sikkerhed og strålingsbeskyttelse er lovgivningen helt tilpasset og i overensstemmelse med EU-retten. Sikkerhedsudstyret er forbedret. En lov om ioniserende stråling og en forordning om oplysninger til offentligheden ved en strålingsulykke blev vedtaget i 2002.

Inden for naturbeskyttelse er lovgivningen vedtaget. I rapporten anføres, at på grund af den store ansvarsspredning kan gennemførelsen komme til at volde problemer.Der skal opstilles en liste over områder af fællesskabsinteresse og udpeges særligt beskyttede områder inden EU-tiltrædelsen. Cypern er aktiv part i Washington-konventionen om handel med udryddelsestruede vilde dyr og planter (CITES). Lovgivningen, som skal omsætte konventionens retningslinjer, blev vedtaget i juli 2000. Konventionen om ørkendannelse og konventionen om beskyttelse af migrerende arter af vilde dyr er blevet ratificeret. I marts 2001 blev FN's konvention om vådområder af international betydning ratificeret. I oktober 2001 ratificerede Cypern Barcelona-konventionens protokoller vedrørende særligt beskyttede områder og biodiversiteten i Middelhavsområdet og protokollen om beskyttelse af Middelhavet mod landbaseret forurening. EU-retten vedrørende vilde dyr i fangenskab er overtaget.

På området støj forløber overtagelsen af EU-retten efter planen. Lovgivningen er i overensstemmelse med EU-retten, men ikke helt ajourført for så vidt angår ekstern støj. Det skal være bragt i orden inden juli 2004. Der skal udpeges organer, som står for prøvningerne. I april 2002 er der vedtaget rammebestemmelser, som omfatter alle direktiver efter den nye metode. Et udkast til en lov om støjemissioner fra husholdningsmaskiner er også blevet godkendt.

Endelig deltager Cypern i Det Europæiske Miljøagenturs arbejde (EN).

Den administrative kapacitet er tilstrækkelig og arbejder på en tilfredsstillende måde. Brug af den private sektor og midlertidigt ansat personale er den foreløbige løsning på ressourcemanglen. Der er gennemført oplysnings- og uddannelsesaktiviteter. Den cypriotiske miljøstyrelse bør udpeges som ansvarlig myndighed for strategiske vurderinger af virkningerne på miljøet.

Dette resumé tjener udelukkende til orientering. Det hverken fortolker eller erstatter referencedokumentet, som er det eneste bindende retsgrundlag.

 
Seneste ajourføring: 06.02.2004
Juridisk meddelelse | Om dette websted | Søgning | Kontakt | Sidens top