RSS
Alfabetisk indeks
Siden er tilgængelig på 15 sprog
Nye sprog:  CS - HU - PL - RO

We are migrating the content of this website during the first semester of 2014 into the new EUR-Lex web-portal. We apologise if some content is out of date before the migration. We will publish all updates and corrections in the new version of the portal.

Do you have any questions? Contact us.


Ren luft til Europa

Dette direktiv ændrer EU-lovgivningen vedrørende luftkvalitet med det formål at reducere forureningen til et niveau, som minimerer skadelige virkninger på menneskers helbred og på miljøet, samt at forbedre informationen til offentligheden om de risici, man kan pådrage sig.

RETSAKT

Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2008/50/EF af 21. maj 2008 om luftkvaliteten og renere luft i Europa.

RESUMÉ

Dette direktiv fastsætter foranstaltninger, der har til formål at:

  • definere og fastsætte mål for luftkvaliteten * for at mindske skadevirkningerne på helbred og miljø;
  • vurdere luftkvaliteten i medlemsstaterne på grundlag af fælles kriterier og metoder;
  • sammenstille luftkvalitetsdata specielt for at overvåge langtidstendenser;
  • påse at oplysninger om luftkvalitet stilles til rådighed for offentligheden;
  • beskytte luftkvaliteten, når den er god, og forbedre den, når den ikke er god;
  • fremme samarbejde mellem medlemsstaterne med henblik på at mindske luftforureningen.

Medlemsstaterne udpeger de kompetente autoriteter og organer, der har til opgave at vurdere luftkvaliteten, godkende foranstaltninger, garantere nøjagtigheden af målinger, analysere vurderingsmetoder og samarbejde med de andre medlemsstater og Kommissionen.

Vurdering af luftkvalitet

Dette direktiv indfører et system til vurdering af luftkvalitet, hvad angår svovldioxid, kvælstofdioxid og kvælstofoxider, PM10- og PM2,5-partikler, bly, benzen og carbonmonoxid (kulilte), såvel som ozon.

Medlemsstaterne inddeler hele deres område i zoner (by-, forstads-, land-, baglandszoner) og foranstalter en evaluering af luftkvaliteten og af forvaltningen af luftkvaliteten.

Dette direktiv fastsætter grænseværdier for hvert forurenende stof, kriterierne i forbindelse med vurderingsmetoden (specielt valg af prøvetagningssteder), målereferencer, grænseværdier * med henblik på helbredsbeskyttelse og miljøbeskyttelse, målet med såvel som forpligtelsen til at mindske befolkningernes eksponering for PM2,5, informations-* og alarmtærskelværdier *, kritiske niveauer* for beskyttelse af vegetation og en fortegnelse over oplysninger, som skal findes i handlingsplaner til at forbedre luftkvaliteten.

Hver medlemsstat opretter mindst en målestation og kan gå sammen med tilgrænsende medlemsstater om at oprette en eller flere fælles målestationer.

Forvaltning af luftkvalitet og handlingsplaner

Når koncentrationen af forurenede stoffer i luften er under de værdier, som er fastlagt i dette direktiv, ser medlemsstaterne til at holde niveauet for disse forurenende stoffer inden for grænseværdierne og bestræber sig på at opretholde en luftkvalitet, som er forenelig med en bæredygtig udvikling.

Når niveauet af luftforurenende stoffer i luften overstiger en grænseværdi eller en målsætningsværdi forhøjet med en overskridelsesmargen, etablerer medlemsstaterne luftkvalitetsplaner for den pågældende zone eller byområde for at komme ned på målsætningsværdien eller den fastsatte grænseværdi.

For det tilfælde at grænseværdierne overskrides efter fristen for disses ikrafttrædelse, skal luftkvalitetsplanerne indeholde passende foranstaltninger til at overskridelsesperioden bliver så kort som muligt, og de kan indeholde yderligere, nærmere angivne foranstaltninger til at beskytte udsatte befolkningsgrupper. Man kan overveje foranstaltninger i lighed med dem, som er medtaget i handlingsplanerne på kort sigt.

Når der foreligger risiko for, at niveauet af forurenende stoffer overskrider de angivne tærskelværdier, etablerer medlemsstaterne handlingsplaner, som anviser forholdsregler, som skal tages på kort sigt, for at mindske risikoen eller reducere dens varighed. Specielt kan disse handlingsplaner standse de aktiviteter, som bidrager til risikoen for overskridelse (biltrafik, bygningsarbejde, drift af industrianlæg etc.). Disse handlingsplaner kan desuden omfatte nærmere angivne foranstaltninger til at beskytte følsomme befolkningsgrupper, især børn.

Såfremt en overskridelse af grænserne skyldes en grænseoverskridende transport af atmosfæriske luftforurenende stoffer, samarbejder de berørte medlemsstater og koordinerer med hinanden for at bringe overskridelsen til ophør.

Information til offentligheden

Medlemsstaterne påser, at offentligheden og de berørte organer informeres systematisk på passende måde om luftkoncentrationerne af forurenende stoffer omfattet af dette direktiv. Hvis alarmtærskler og informationstærskler overskrides, offentliggør medlemsstaterne:

  1. oplysninger om den eller de observerede overskridelser (sted, type af tærskelværdi, tidspunkt og varighed af overskridelsen, højest observerede koncentration);
  2. udsigterne for de nærmeste timer og dage;
  3. oplysninger om, hvilke personer det angår, de mulige helbredsvirkninger og den anbefalede adfærd;
  4. oplysninger om forebyggende foranstaltninger for at mindske udledningen.

Medlemsstaterne stiller ligeledes årlige rapporter over alle de forurenende stoffer, som er omfattet af direktivet, til rådighed for offentligheden.

Sanktioner

Medlemsstaterne fastsætter, hvilke sanktioner der skal gælde, hvis de nationale bestemmelser, som vedtages til gennemførelse af dette direktiv, overtrædes samt tager alle nødvendige forholdsregler til iværksættelse af disse. Sanktionerne skal være effektive, proportionelle og afskrækkende.

Baggrund

Dette direktiv ophæver og erstatter direktiv 96/62/EF om vurdering og forvaltning af luftkvalitet, direktiv 1999/30/EF (EN) om fastsættelse af grænseværdier for svovldioxid, kvælstofdioxid og kvælstofoxider, partikler og bly i luften, direktiv 2000/69/EF om grænseværdier for benzen og carbonmonoxid i luften, direktiv 2002/3/EF om ozon i luften samt beslutning 97/101/EF (EN) om oprettelse af en gensidig udveksling af information og data vedrørende luftforureningen i medlemsstaterne.

Retsaktens nøglebegreber
  • Luft: Udendørsluften i troposfæren, undtagen på arbejdspladser som defineret ved direktiv 89/645/EØF.
  • Grænseværdi: et niveau, fastsat på grundlag af videnskabelig kundskab med det formål at undgå, afværge eller mindske skadevirkninger på menneskers helbred og/eller på miljøet som helhed, som skal nås inden for en given frist, og som derefter ikke skal overskrides.
  • Målsætningsværdi: et niveau, fastsat med det formål at undgå, afværge eller mindske skadevirkninger på menneskers helbred og/eller på miljøet som helhed, der så vidt muligt skal nås inden for en given periode.
  • Informationstærskelværdi: et niveau ud over hvilket en kortvarig eksponering frembyder en sundhedsrisiko for befolkningsgrupper, som er særligt følsomme, og for hvilke øjeblikkelig og fyldestgørende information er påkrævet.
  • Alarmtærskelværdi: et niveau ud over hvilket en kortvarig eksponering udgør en sundhedsrisiko for hele befolkningen, og ved hvilket medlemsstaterne straks skal tage forholdsregler.
  • Kritisk niveau: et niveau, fastsat på grundlag af videnskabelig kundskab, ud over hvilket direkte skadevirkninger kan afstedkommes på visse receptorer som træer, andre planter eller naturlige økosystemer, men ikke på mennesker.

REFERENCER

RetsaktIkrafttrædelsesdatoGennemførelsesdato i medlemsstaterneDen Europæiske Unions Tidende

Direktiv 2008/50/EF [vedtagelse 2005/0183/COD]

11.6.2008

10.6.2010

EUT L 152 af 11.6.2008

Seneste ajourføring: 07.08.2008

Se endvidere

  • For yderligere oplysninger om Europa-politik angående luftkvalitet henvises til Generaldirektoratet for Miljøs websted om dette emne (EN).
Juridisk meddelelse | Om dette websted | Søgning | Kontakt | Sidens top