RSS
Alfabetisk indeks
Siden er tilgængelig på 15 sprog
Nye sprog:  CS - HU - PL - RO

We are migrating the content of this website during the first semester of 2014 into the new EUR-Lex web-portal. We apologise if some content is out of date before the migration. We will publish all updates and corrections in the new version of the portal.

Do you have any questions? Contact us.


Juridiske aspekter ved elektronisk handel ("direktivet om elektronisk handel")

Direktivet om elektronisk handel har til formål at styrke retssikkerheden inden for e-handel for at øge forbrugernes tillid til denne måde at handle på. Derfor fastlægger det et stabilt retsgrundlag, der indebærer, at informationssamfundstjenester omfattes af principperne for det indre marked (fri bevægelighed for tjenesteydelser og fri etableringsret), og som indeholder et begrænset antal harmoniserede foranstaltninger.

DOKUMENT

Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2000/31/EF af 8. juni 2000 om visse retlige aspekter af elektronisk handel i det indre marked ("Direktivet om elektronisk handel").

RESUMÉ

Direktivet, som bygger på betragtningerne i Kommissionens meddelelse [KOM(97) 157 endelig] om elektronisk handel, har til formål at skabe sammenhængende retlige rammer for elektronisk handel på europæisk plan. Den valgte fremgangsmåde sigter især mod at undgå overregulering, idet den bygger på det indre markeds friheder og tager hensyn til erhvervsforholdene, samtidig med at der sikres en effektiv beskyttelse af målsætninger af generel interesse. Direktivet er desuden et udtryk for ønsket om at fjerne forskellene mellem medlemsstaternes retspraksis for at skabe retssikkerhed og øge forbrugernes og virksomhedernes tillid til elektronisk handel.

Anvendelsesområde

Direktivet omfatter alle informationssamfundstjenester *: tjenesteydelser mellem virksomheder indbyrdes og mellem virksomheder og forbrugere, tjenesteydelser, der er gratis for modtageren, og som finansieres f.eks. ved reklameindtægter eller sponsorering, tjenesteydelser, der muliggør elektroniske transaktioner via internet (f.eks. interaktivt fjernsalg af varer og tjenesteydelser og netbutikker).

Det dækker navnlig følgende sektorer og aktiviteter: netaviser, netdatabaser, finansielle tjenesteydelser på nettet, liberale erhverv (advokater, læger, revisorer, ejendomsmæglere), underholdningstjenester på nettet (f.eks. bestillingsvideo), direkte markedsføring og reklame via nettet og internetadgangstjenester.

Direktivet finder kun anvendelse på tjenesteydere *, der er etableret i EU. For ikke at hæmme e-handelen på verdensplan, sigter direktivet imidlertid mod at undgå forhold, der er uforenelige med den retlige udvikling i andre egne af verden.

Anvendelse af lovgivningen i den stat, hvor tjenesteyderen er etableret

Ifølge artikel 3 er udbydere af informationssamfundstjenester (f.eks. operatører af internetsteder) undergivet lovgivningen i den medlemsstat, hvor de er etableret (princippet om oprindelsesland eller "indremarkedsklausulen"). Direktivet definerer tjenesteyderens etableringssted som det sted, hvor tjenesteyderen faktisk udøver erhvervsmæssig virksomhed i et ikke nærmere angivet tidsrum ved hjælp af en fast indretning. Dette princip om oprindelsesland udgør hjørnestenen i direktivet, eftersom det skaber den retlige sikkerhed og klarhed, der er nødvendig, for at tjenesteydere kan tilbyde deres ydelser overalt i EU.

Princippet om, at der ikke kræves forhåndsgodkendelse

Ifølge direktivet må medlemsstaterne ikke indføre særlige godkendelsesordninger for informationssamfundstjenester, som ikke gælder for tilsvarende tjenester, der ydes ad anden vej. Det ville således være i modstrid med direktivet at gøre åbning af et netsted betinget af en tilladelse. Dog kan der stilles krav om forhåndsgodkendelse for et netsted, hvis den pågældende aktivitet er reguleret ved lov (f.eks. bank- og finansydelser via nettet)

Åbenhed

Medlemsstaterne skal i deres lovgivning fastsætte, at udbydere af informationssamfundstjenester skal give modtagerne * og de kompetente myndigheder nem, direkte og vedvarende adgang til grundlæggende oplysninger om virksomheden: navn, adresse, e-mailadresse, registreringsnummer i handelsregistret, erhvervsbetegnelse og medlemskab af erhvervssammenslutninger, momsnummer.

Kommerciel kommunikation og spamming *

Kommerciel kommunikation * skal klart og utvetydigt kunne identificeres som sådan (artikel 6) for at øge forbrugernes tillid og sikre en loyal handelspraksis. Uopfordret kommerciel kommunikation via elektronisk post skal klart og utvetydigt være angivet som sådan, når modtageren modtager den. Medlemsstaterne skal desuden træffe foranstaltninger for at sikre, at tjenesteydere, som fremsender uopfordret kommerciel kommunikation via elektronisk post, regelmæssigt konsulterer "opt-out" * -registre, hvor personer, der ikke ønsker at modtage denne type post, kan registrere sig, og at tjenesteudbyderne respekterer disse personers ønsker. Direktivet forhindrer dog ikke medlemsstaterne i at vælge et system baseret på "opt-in" *.

Kontrakter, der er indgået elektronisk

Direktivet forpligter medlemsstaterne til at ophæve eventuelle forbud mod eller begrænsninger for at anvende elektroniske kontrakter. Desuden skaber direktivet retssikkerhed ved at indføre visse krav om oplysningspligt i forbindelse med indgåelse af elektroniske kontrakter. Disse bestemmelser supplerer bestemmelserne i direktivet af 1999 om elektroniske signaturer ( castellano deutsch english français ).

Formidleransvar for tjenesteydere

Spørgsmålet om formidleransvar, navnlig hvad angår oplagringstjenester (hosting) er et yderst ømtåleligt spørgsmål. Det drejer sig om at afgøre, i hvilken udstrækning disse tekniske formidlere kan holdes ansvarlige for ulovligt og skadeligt indhold, der offentliggøres på deres net eller servere.

For at rette op på den nuværende retsusikkerhed fritager direktivet tjenesteydere, der spiller en passiv rolle, idet de blot foretager ren videreformidling af information fra tredjemand, for ethvert ansvar. Endvidere begrænses ansvaret for tjenesteydere, for så vidt angår andre formidlingsaktiviteter, såsom oplagring af information. Med andre ord: udbydere af infrastruktur- og adgangstjenester kan ikke gøres ansvarlige for den transmitterede information, hvis de ikke selv har iværksat transmissionen eller udvalgt modtageren af transmissionen eller den transmitterede information.

Direktivet præciserer dog, at medlemsstaterne kan indføre krav om, at operatører af netsteder hurtigst muligt underretter de kompetente offentlige myndigheder, hvis de har formodning om ulovlige aktiviteter blandt internetbrugerne. Tilsvarende kan medlemsstaterne forpligte udbydere af værtstjenester til at meddele de offentlige myndigheder de oplysninger, der er nødvendige for at identificere ejerne af de sider, som disse udbydere stiller lagerplads til rådighed for.

Gennemførelse af direktivet

Medlemsstaterne og Kommissionen opfordrer til, at erhvervssammenslutninger eller -organisationer på fællesskabsplan udarbejder adfærdskodekser, som skal bidrage til, at direktivets bestemmelser anvendes efter hensigten. Kommissionen vil dog holde øje med, om kodekserne er forenelige med fællesskabsretten, og om de er gennemskuelige på fællesskabsplan. Forbrugersammenslutninger skal i spørgsmål, der kan vedrøre dem, inddrages i udarbejdelsen og iværksættelsen af adfærdskodekser (artikel 16).

Medlemsstaterne drager omsorg for, at deres lovgivning i tilfælde af uenighed mellem en tjenesteyder og en modtager af en informationssamfundstjeneste gør det muligt i praksis at anvende ordninger for udenretslig bilæggelse af tvisten, herunder ad hensigtsmæssig elektronisk vej. Medlemsstaterne skal sikre, at organer til udenretslig bilæggelse af forbrugstvister anvender principperne om uafhængighed og åbenhed, kontradiktion og effektiv fremgangsmåde, samt om afgørelsens lovlighed, om partsfrihed og om retten til repræsentation (artikel 17).

Medlemsstaterne drager omsorg for, at klager over virksomhed i forbindelse med informationssamfundstjenester effektivt kan indbringes for domstolene. Sådanne søgsmål skal gøre det muligt at vedtage forholdsregler for at bringe den påståede overtrædelse til ophør og forhindre, at der opstår yderligere skade for de berørte interesser (artikel 18).

Medlemsstaterne drager omsorg for, at deres kompetente myndigheder råder over de kontrol- og undersøgelsesbeføjelser, der er nødvendige for en effektiv iværksættelse af direktivet. De drager ligeledes omsorg for, at deres kompetente myndigheder samarbejder med de nationale myndigheder i andre medlemsstater og med henblik herpå udpeger en kontaktperson, hvis navn og adresse meddeles til de øvrige medlemsstater og til Kommissionen (artikel 19).

Undtagelser fra anvendelsesområdet

Direktivet omfatter tre typer undtagelser fra anvendelsesområdet:

  • visse aktiviteter, som notarvirksomhed eller repræsentation og forsvar af en klient for retten, er ikke omfattet af anvendelsesområdet
  • artikel 3 (bestemmelsen om oprindelsesland) finder ikke anvendelse på en række særlige områder (f.eks. ophavsret og kontraktforpligtelser i forbindelse med forbrugerkontrakter)
  • medlemsstaterne kan iværksætte foranstaltninger, som begrænser den fri bevægelighed for tjenester, som har oprindelse i en anden medlemsstat (undtagelser vurderes sag for sag), hvis særlige grunde taler herfor (f.eks. for at beskytte mindreårige, folkesundheden eller forbrugerne).
Retsaktens nøglebegreber
  • informationssamfundstjenester: enhver tjeneste, der normalt ydes mod betaling, og som teleformidles ad elektronisk vej på individuel anmodning fra en tjenestemodtager
  • tjenesteyder: enhver fysisk eller juridisk person, som leverer en informationssamfundstjeneste
  • etableret tjenesteyder: en tjenesteyder, som faktisk udøver erhvervsmæssig virksomhed i et ikke nærmere angivet tidsrum ved hjælp af en fast indretning. Det forhold, at der findes og anvendes tekniske og teknologiske hjælpemidler, som benyttes til at levere tjenesten, medfører ikke i sig selv, at tjenesteyderen er etableret
  • tjenestemodtager: enhver fysisk eller juridisk person, som, uanset om det er til erhvervsmæssig eller anden brug, anvender en informationssamfundstjeneste, bl.a. for at søge information eller gøre information tilgængelig
  • kommerciel kommunikation: alle former for kommunikation, bortset fra de særlige undtagelser, der er anført i direktivet, bestemt til direkte eller indirekte at fremme afsætningen af varer eller tjenester eller til etablering af et image for en virksomhed, en organisation eller en person, som udøver handels-, industri- eller håndværksvirksomhed eller et lovreguleret erhverv.
  • opt-out (fravalg): ikke godkendt afsendelse af kommerciel kommunikation til en liste over elektroniske e-postadresser på internetbrugere, der ikke forudgående har givet deres samtykke til at modtage sådanne reklameforsendelser, men som har mulighed for at få deres navn slettet af listen. Under denne ordning er internetbrugerens samtykke underforstået.
  • opt-in (tilvalg): godkendt afsendelse af kommerciel kommunikation til en liste over elektroniske e-postadresser på internetbrugere, der forudgående har givet deres samtykke til at modtage sådanne reklameforsendelser. Under denne ordning er der således tale om udtrykkeligt samtykke fra internetbrugerne.
  • spamming: spam (amerikansk slang) er uønsket elektronisk post. "Spamming" er afsendelse af samme meddelelse til et stort antal internetbrugere. Det er også en metode til ikke-målrettet markedsføring, hvor man gør brug af elektroniske adresser til at sende reklamemeddelelser, som så optager plads i internetbrugernes e-postkasser.

REFERENCER

Retsakt Ikrafttrædelse Gennemførelse i medlemsstaterne Den Europæiske Unions Tidende
Direktiv 2000/31/EF [vedtagelse: fælles beslutningstagning COD/1998/0325] 17.7.2000 - EFT L 178 af 17.7.2000

TILHØRENDE DOKUMENTER

Rapport fra Kommissionen af 21. november 2003: Første rapport om anvendelsen af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2000/31/EF af 8. juni 2000 om visse retlige aspekter af informationssamfundstjenester, navnlig elektronisk handel, i det indre marked ("direktivet om elektronisk handel")

Denne rapport indeholder den første evaluering af gennemførelsen og anvendelsen af direktivet om elektronisk handel. Den viser, at direktivet har haft en betydelig og positiv effekt på e-handlen i Europa, som er støt stigende.

Gennemførelsen af direktivet i medlemsstaterne er generelt tilfredsstillende. Med undtagelse af Nederlandene besluttede medlemsstaterne at gennemføre direktivet i form af en horisontal lov om e-handel for at skabe en så klar national lovgivning som mulig. I forbindelse med gennemførelsen var man mest opmærksom på indremarkedsklausulen og bestemmelserne om internettjenesteformidlernes ansvar. Visse medlemsstater har i deres nationale lov tilføjet en række supplerende elementer, der ikke var omfattet af direktivet, herunder formidleransvar for leverandører af hyperlinks og søgeværktøjer, procedurer for anmeldelse og fjernelse af ulovligt indhold, krav om registrering af leverandører af informationssamfundstjenester, filtrering, kryptering og sikring af oplysninger. Rapporten understreger endvidere, at det synes at være lykkedes med direktivet at reducere antallet af retssager og dermed retsusikkerheden, særlig hvad angår internetudbydernes ansvar. Dette tyder på, at det er lykkedes at skabe et velfungerende retsgrundlag for informationssamfundstjenester.

Hvad angår opfølgningen på direktivet, vil Kommissionen bestræbe sig på at:

- sikre, at direktivet gennemføres korrekt
- fremme det administrative samarbejde og udveksling af oplysninger mellem medlemsstaterne
- sikre øget oplysning til virksomheder og borgere
- følge udviklingen inden for politikken på området og kortlægge eventuelle behov for supplerende tiltag
- styrke det internationale samarbejde og dialogen på det retlige område.

Kommissionens meddelelse, af 14. maj 2003, til Rådet, Europa-Parlamentet og Den Europæiske Centralbank: "Anvendelsen af artikel 3, stk. 4-6, i direktivet om elektronisk handel" [KOM(2003) 259 - Ikke offentliggjort i Den Europæiske Unions Tidende].

Denne meddelelse har til formål at sikre, at de mekanismer, der er omhandlet i artikel 3, stk. 4-6, i direktivet om elektronisk handel, og som gør det muligt for medlemsstaterne af hensyn til den almene interesse at anvende ad hoc-begrænsninger over for elektroniske tjenester leveret fra en anden medlemsstat, anvendes strengt og korrekt. Meddelelsen skal være til hjælp for de medlemsstater, der ønsker at benytte sig af disse mekanismer, men der er ikke er tale om et fortolkningsdokument. Analysen i meddelelsen er baseret på EF-Domstolens retspraksis. Den er ikke et systematisk forsøg på at dække alle aspekter af de omhandlede stykker, men behandler kun de aspekter, for hvilke Kommissionen har konstateret, at der er brug for forklaringer og hjælp.

Seneste ajourføring: 05.01.2005
Juridisk meddelelse | Om dette websted | Søgning | Kontakt | Sidens top