RSS
Alfabetisk indeks
Siden er tilgængelig på 11 sprog

We are migrating the content of this website during the first semester of 2014 into the new EUR-Lex web-portal. We apologise if some content is out of date before the migration. We will publish all updates and corrections in the new version of the portal.

Do you have any questions? Contact us.


Udvidelsesstrategien og 2003-rapporten om kandidatlandene

Arkiv

1) MÅL

At give en oversigt over de fremskridt, som Bulgarien, Rumænien og Tyrkiet har gjort i retning af tiltrædelse af Den Europæiske Union, og fastlægge Unionens fremtidige strategi over for disse tre kandidatlande.

2) DOKUMENT

« Videreførelse af udvidelsen » Europa-Kommissionens strategidokument og rapport af 5. november 2003 om Bulgariens, Rumæniens og Tyrkiets fremskridt i retning mod tiltrædelse [KOM(2003) 676 endelig - Ikke offentliggjort i Den Europæiske Unions Tidende].

3) RESUMÉ

Kommissionen finder, at Bulgarien, Rumænien og Tyrkiet har gjort vigtige fremskridt med hensyn til at overholde tiltrædelseskriterierne. Tiltrædelsesforhandlingerne med Bulgarien og Rumænien er på rette vej og styres fortsat af de samme principper, som blev anvendt for de ti tiltrædende lande (Estland, Cypern, Letland, Litauen, Ungarn, Malta, Polen, Tjekkiet, Slovenien og Slovakiet). Unionen støtter Bulgariens og Rumæniens mål om at blive medlemmer i 2007. For så vidt angår Tyrkiet skal det fortsætte med at gøre fremskridt med overholdelse af tiltrædelseskriterierne. I december 2004 vil Det Europæiske Råd træffe afgørelse om indledning af tiltrædelsesforhandlinger med Tyrkiet.

Bulgariens og Rumæniens fremskridt

Bulgarien og Rumænien opfylder fortsat de politiske Københavnskriterier. Korruption er dog stadig et problem i de to lande. Der er derfor fortsat behov for en indsats for at skabe effektive og velkvalificerede offentlige foranstaltninger. I Bulgarien er der fortsat problemer i forbindelse med levevilkårene for mentalt handicappede og børn på institutioner. Det samme gælder visse former for nedværdigende praksis fra politiets side og med hensyn til menneskehandel. Rumænien må på sin side løse problemerne med tunge administrative procedurer, manglende gennemsigtighed og begrænset kapacitet til at gennemføre politikker.

Med hensyn til de økonomiske kriterier fremgår det af rapporten, at de to kandidatlande har fungerende markedsøkonomier. Hvis Bulgarien og Rumænien fortsætter med at gennemføre deres reformprogrammer, vil disse økonomier i nær fremtid være i stand til at klare konkurrencepresset og markedskræfterne i Unionen.

For så vidt angår kriteriet om overtagelse af EU-retten er Bulgarien og Rumænien langt fremme. Hvis de fortsætter med at gøre fremskridt i samme tempo, skulle gennemførelsen af EU-retten kunne være afsluttet før det forventede tiltrædelsestidspunkt. Den administrative og retlige kapacitet bør dog stadig forbedres for at sikre en korrekt anvendelse af EU-retten. I Rumænien er den gennemførte lovgivning ikke altid af den bedste kvalitet, og der er behov for ændringer.

Førtiltrædelsesstrategi for Bulgarien og Rumænien

I begyndelsen af 2004 vil Kommissionen fremlægge en finansiel ramme for tre år med henblik på Bulgariens og Rumæniens tiltrædelse.

Forbedringen af kandidatlandenes institutionelle kapacitet og investeringerne i forbindelse med EU-retten er fortsat de vigtigste mål for Fællesskabets førtiltrædelsesbistand, særlig inden for rammerne af Phare-programmet. Fremme af økonomisk og social samhørighed er en anden prioritet for denne bistand.

Afslutning af forhandlingerne med Bulgarien og Rumænien

Der er åbnet forhandlinger med Bulgarien og Rumænien om 31 af EU-rettens kapitler. På tidspunktet for offentliggørelsen af rapporten var 26 kapitler foreløbigt lukket med Bulgarien og 20 med Rumænien. Fremskridtene i forhandlingerne afhænger af de fremskridt, som hvert enkelt land gør med overtagelsen og gennemførelsen af EU-retten. For at de to lande skal kunne tiltræde Unionen i 2007, skal tiltrædelsestraktaten undertegnes senest ved udgangen af 2005, og forhandlingerne skal være afsluttet nogen tid inden da.

Tyrkiets fremskridt

Tyrkiet har øget tempoet i reformerne af lovgivningen med henblik på at opfylde de politiske kriterier. Landet opfylder imidlertid endnu ikke disse kriterier fuldt ud. Det er fortsat nødvendigt med bestræbelser for at fjerne kløften mellem lovgivningen og praksis. Kommissionen understreger, at den manglende løsning på det cypriotiske problem kan medføre alvorlige problemer for Tyrkiets ønske om EU-medlemskab. Kommissionen finder, at det er muligt at finde en samlet løsning på problemet før Cyperns tiltrædelse af Unionen (1. maj 2004).

For så vidt angår de økonomiske kriterier har den tyrkiske markedsøkonomi gjort betydelige fremskridt. Der findes dog fortsat makroøkonomiske ubalancer.

Med hensyn til kriteriet om overtagelse af EU-retten har Tyrkiet gjort gode fremskridt på visse områder, men der er stadig behov for en indsats på en række andre områder. Den administrative kapacitet skal styrkes, så gennemførelsen af EU-retten kan forbedres. Der skal ske forbedringer af retsvæsenets uafhængighed og funktion, de samlede rammer for udøvelsen af grundlæggende frihedsrettigheder, tilpasning af forbindelserne mellem civilsamfundet og militæret til europæisk praksis, situationen i den sydøstlige del af landet og de kulturelle rettigheder.

Førtiltrædelsesstrategi for Tyrkiet

Der forudses en finansiel bistand til Tyrkiet på 1 050 mio. EUR for perioden 2004-2006.

Tyrkiet deltager i en række fællesskabsprogrammer inden for forskellige områder og i Det Europæiske Miljøagentur.

Åbning af forhandlinger med Tyrkiet

Før udgangen af oktober 2004 vil Kommissionen offentliggøre en rapport om Tyrkiets opfyldelse af de politiske tiltrædelseskriterier. I december 2004 vil Det Europæiske Råd benytte dette dokument til at træffe beslutning om en eventuel indledning af tiltrædelsesforhandlinger med landet.

4) GENNEMFØRELSESFORANSTALTNINGER

5) VIDEREFØRELSE AF ARBEJDET

Seneste ajourføring: 31.05.2006
Juridisk meddelelse | Om dette websted | Søgning | Kontakt | Sidens top