RSS
Alfabetisk indeks
Siden er tilgængelig på 11 sprog

We are migrating the content of this website during the first semester of 2014 into the new EUR-Lex web-portal. We apologise if some content is out of date before the migration. We will publish all updates and corrections in the new version of the portal.

Do you have any questions? Contact us.


Udfordringerne i forbindelse med udvidelsen af EU

Arkiv

Siden afholdelsen af Det Europæiske Råd i Helsinki i december 1999 har listen over kandidater til optagelse i EU omfattet 13 lande. Det drejer sig om:

  • 10 lande i Central- og Østeuropa, samt
  • Cypern, Malta og Tyrkiet.

Alle disse lande undtagen Tyrkiet indledte enten i 1998 (Cypern, Estland, Polen, Tjekkiet, Ungarn og Slovenien) eller i 2000 (Malta, Letland, Litauen, Slovakiet, Rumænien og Bulgarien) optagelsesforhandlinger med EU. Et lands optagelse er betinget af, at de såkaldte Københavnskriterier (EN), der blev fastlagt i 1993, er opfyldt. Bortset fra Rumænien og Bulgarien afsluttede kandidatlandene tiltrædelsesforhandlingerne i december 2002 på Det Europæiske Råds møde i København. Fra maj 2004 får EU således i alt 25 medlemsstater. De nye medlemsstater deltager i det kommende valg til Europa-Parlamentet i juni 2004.

Der kan ikke herske tvivl om, at udvidelsen vil blive en milepæl i opbygningen af et forenet Europa, en milepæl, som i de kommende årtier vil få stor indflydelse på den politiske situation på hele kontinentet. Sådanne ændringer kan ikke finde sted, uden at der gennemføres en forudgående reform af Fællesskabets institutioner, da samarbejdet ellers simpelthen vil blive lammet.

AFGØRENDE NYE MULIGHEDER OG BEHOV

Muligheder

Kommissionens første interimsrapport om udvidelsens indvirkning på EU's politik blev fremlagt i december 1995. Den opfordrede Kommissionen til at foretage en vurdering af udvidelsens konsekvenser for EU's politik inden for forskellige områder, navnlig landbrugs- og strukturpolitikken. Agenda 2000 (castellanodeutschfrançais) er et første svar på denne opfordring. De finansielle overslag, der behandles deri, skal ses som det første tiltag til reform af EU's politik på en række områder.

Udvidelsen, der vil resultere i et EU med næsten 30 medlemsstater, vil medføre fantastiske politiske og økonomiske muligheder for alle involverede parter. Med hensyn til de økonomiske virkninger af udvidelsen vil den vigtigste konsekvens være udvidelsen af det indre marked, som vil komme til at bestå af 455 i stedet for de nuværende 370 mio. forbrugere. Desuden vil EU's stilling på den internationale politiske scene og på verdensmarkederne blive styrket.

Samtidig vil stigningen i antallet af modsatrettede interesser inden for EU medføre et betydeligt tilpasningspres, både hvad sektorer og regioner angår. Det vil derfor være nødvendigt før tiltrædelsen at:

  • gennemføre reformer af EU's institutioner og organer
    Funktionsmåden for det udvidede EU er fastlagt ved Nice-traktaten, som har været i kraft siden februar 2003.
  • kandidatlandene indarbejder den gældende EU-ret i deres nationale lovgivninger og forbereder sig på, hvordan det indre marked fungerer.

Store finansieringsbehov

Den anden situationsrapport om økonomisk og social samhørighed (castellanodeutschenglishfrançais) viser, at de øst- og centraleuropæiske landes gennemsnitlige velstand, udtrykt ved bruttonationalproduktet (BNP), stadig ligger langt under de nuværende medlemsstaters. EU's areal og befolkningstal vil med udvidelsen øges med en tredjedel, men dets BNP kun med 5 %. Af de 105 mio. mennesker, der lever i de nye medlemslande, bor 98 mio. i områder, hvor BNP pr. capita ligger under 75 % af det udvidede EU's gennemsnitlige BNP.

Ansøgerlandenes behov inden for alle økonomiske og sociale sektorer er enorme. Det gælder industrien, tjenesteydelsessektoren, transport, miljø, landbrug og menneskelige ressourcer. Der skal en betydelig indsats til for at udvikle de nationale transportnet og integrere dem i de transeuropæiske net. På miljøområdet vedrører de mest akutte problemer vandforurening, affaldsforvaltning og luftforurening. På beskæftigelsesområdet er der i forbindelse med forberedelserne til tiltrædelsen allerede sket betydelige forandringer, og denne tendens tager til. Antallet af job i industrien og landbruget er meget højt, tjenesteydelsessektoren er svagt repræsenteret uden for de større byområder, og produktiviteten ligger under det europæiske gennemsnit.

HVILKE KONSEKVENSER KAN MAN FORVENTE FOR REGIONALPOLITIKKEN?

Optagelsen af kandidatlandene er en stor udfordring for EU's samhørighedspolitik på det sociale og økonomiske område, for udvidelsen vil rent faktisk medføre, at der skabes en ny gruppe lande i Fællesskabet, nemlig lande med en gennemsnitsindkomst på under 40 % af EU-gennemsnittet. I henhold til solidaritetsprincipperne bør EU's strukturpolitik koncentrere sig omkring de tilbagestående områder i disse lande, hvilket stort set vil sige deres samlede territorium. Der vil imidlertid også fortsat være forskelle mellem de 15 nuværende medlemsstater, hvilket regionalpolitikken naturligvis også i fremtiden må tage hensyn til.

Indførelsen af en regional udviklingspolitik er en ny opgave for myndighederne i kandidatlandene. Med hensyn til forvaltningen af strukturfondene, som disse lande snart vil få adgang til, vil det være nødvendigt med omfattende tilpasninger, hvad angår arbejdsgange og kompetencefordeling på alle administrative niveauer, så de EU-bestemmelser, der ligger til grund for strukturfondenes arbejde, overholdes. Der udfoldes betydelige bestræbelser hvad nedenstående punkter angår:

  • udarbejdelse af hensigtsmæssige juridiske rammer
  • indførelse af en administrativ områdeinddeling af NUTS (castellanodeutschenglishfrançais)-typen
  • opstilling af integrerede og flerårige regionale udviklingsprogrammer
  • definering af kompetencefordelingen for alle de parter, der deltager i gennemførelsen af den fremtidige regionalpolitik i kandidatlandene
  • respekt for de generelle principper for strukturfondenes arbejde, dvs.: programplanlægning, partnerskaber, komplementaritet, forvaltning, opfølgning, evaluering, udbetalinger og finanskontrol.

FØRTILTRÆDELSESSTRATEGIEN

Førtiltrædelsesstrategien fastlægger specifikke prioriteter, hvis hovedformål er at sikre, at kandidatlandene indarbejder EU-retten i deres nationale lovgivninger. Denne proces foregår etapevis, efterhånden som de bilaterale forhandlinger mellem Kommissionen og kandidatlandene vedrørende de 31 kapitler, der udgør EU's kompetenceområde, påbegyndes og afsluttes.

Ifølge Kommissionens udvidelsesstrategi, som Det Europæiske Råd i Nice godkendte i december 2000, har kapitel 21 om regionalpolitik og koordination med strukturinstrumenterne førsteprioritet på grund af de finansielle implikationer. Forhandlingerne vedrørende dette kapitel blev midlertidigt afsluttet med Cypern og Tjekkiet i april 2002 og med Estland, Letland og Litauen juni 2002. I slutningen af juli 2002 indgik ligeledes Malta, Slovakiet, Slovenien og Ungarn en aftale med Kommissionen, hvad dette kapitel angår. Polen er det sidste ansøgerland der, i begyndelsen af oktober 2002, afsluttede forhandlingerne vedrørende dette kapitel. I december 2003 hilste Det Europæiske Råd i Bruxelles på ny Rumæniens og Bulgariens reformindsats inden for området velkommen og opmuntrede disse to lande til at fortsætte reformerne. De to lande optages i EU i 2007.

Tiltrædelsesstrategien omfatter endvidere en styrkelse af den institutionelle og administrative kapacitet i disse lande, således at EU-retten kan finde anvendelse, og landenes virksomheder kan bringes op på EU-niveau. Der udarbejdes - til forelæggelse for Rådet - periodiske rapporter om kandidatlandenes resultater med hensyn til indarbejdelse af EU-retten i de nationale lovgivninger. For at bistå kandidatlandene i Central- og Østeuropa med at opfylde kravene i forbindelse med førtiltrædelsesstrategien har Kommissionen sammen med landene udarbejdet tiltrædelsespartnerskaber og åbnet de fleste EU-programmer for dem. Den har yderligere fordoblet sin bistand pr. 1. januar 2000, og endelig overvåger den fortsat Europaaftalernes gennemførelse.

Førtiltrædelsesinstrumenter

Europaaftalerne er det grundlæggende juridiske instrument, som fastlægger forholdet mellem EU og kandidatlandene. De vedrører handelsmæssige spørgsmål, den politiske dialog foruden andre samarbejdsområder Aftalerne giver mulighed for at følge kandidatlandenes fremskridt, hvad angår vedtagelsen af og indarbejdelsen af den gældende EU-ret i de nationale lovgivninger samt sikre, at prioriteterne i tiltrædelsespartnerskaberne respekteres.

Tiltrædelsespartnerskabet er hovedelementet i den strategi, der inden for en fælles ramme omfatter alle former for bistand til kandidatlandene, der vedrører gennemførelsen af nationale programmer til forberedelse af landenes optagelse i EU. Ved hjælp af en flerårig programplanlægning fastlægges der v.h.a. dette instrument prioriteter på kort og mellemlang sigt for hvert kandidatland (navnlig hvad angår demokrati, makroøkonomisk stabilisering, kernekraftsikkerhed og indarbejdelse af den gældende EU-ret i den nationale lovgivning) og der angives, hvilke midler der står til rådighed for at forberede kandidatlandene på medlemskab.

De kommende medlemsstater deltager i EU-programmerne. Disse programmer, der dækker EU's politik inden for de fleste områder (uddannelse, miljø, transport, forskning), er en nyttig forberedelse på tiltrædelsen, idet de associerede lande og deres befolkninger på denne måde kan gøre sig bekendt med EU's politik inden for forskellige områder samt EU's arbejdsmetoder.

Tilnærmelse af de nationale lovgivninger til EU-retten er et prioriteret mål. Kontoret for udveksling af information om Teknisk Bistand, TAIEX (EN), fremskaffer oplysninger om hele den gældende EU-ret. Det samarbejder aktivt i kandidatlandene, ikke blot med myndighederne, men også med virksomheder bl.a. gennem tilrettelæggelse af specielle seminarer og studiebesøg.

Denne tilnærmelse af de nationale lovgivninger alene er imidlertid ikke tilstrækkelig. Det er også nødvendigt at styrke de institutioner, der er ansvarlige for gennemførelsen og håndhævelsen af EU-retten. Et vigtigt instrument til styrkelse af institutionerne er det parvise samarbejde (EN), som bl.a. omfatter udstationering af eksperter fra EU i kandidatlandene. Denne proces er påbegyndt med udstationering af såkaldte "førtiltrædelsesrådgivere", som enten kan være tjenestemænd fra medlemsstaterne eller uafhængige eksperter. Disse eksperter informerer deres kolleger i kandidatlandene om EU-retten med henblik på at lette vedtagelsen, gennemførelsen og styrkelsen af nøgleområder inden for denne i kandidatlandene.

Finansielle instrumenter

Målene i førtiltrædelsesstrategien kan ikke nås uden anvendelse af støtte- og bistandsinstrumenter. For at kunne opfylde ansøgerlandenes behov vedtog Det Europæiske Råd i Berlin i 1999 at fordoble førtiltrædelsesbistanden fra år 2000 samt at oprette to specifikke instrumenter, nemlig:

  • Det strukturpolitiske førtiltrædelsesinstrument (ISPA) med et årligt budget på 1 040 millioner EUR fra og med 2000, og
  • Førtiltrædelsesinstrumentet på landbrugsområdet (SAPARD) med et årligt budget på 520 mio. EUR.

Disse to instrumenter supplerer den bistand, der siden 1989 finansieres inden for rammerne af Phare-programmet, hvorigennem hovedparten af bistanden til kandidatlandene fortsat kanaliseres.

Phare

Målsætningen for Phare-programmet har ændret sig i årenes løb i takt med de behov, der har vist sig i forbindelse med kandidatlandenes indarbejdelse af EU-retten i deres nationale lovgivninger. Phare koncentreres nu omkring to hovedprioriteter, nemlig:

"Institution building", dvs. styrkelse af den administrative og institutionelle kapacitet i kandidatlandene, som bidrager til, at der på alle administrative niveauer etableres strukturer med såvel kompetence som kapacitet til at udarbejde flerårige regionale udviklingsplaner.

"Investment Support", dvs. finansiering af investeringer, der bidrager til at tilpasse virksomheder og infrastrukturer til EU's standarder. 70 % af de 1,56 mia. EUR på Phare's budget er afsat til dette formål.

Førtiltrædelsesstøtte til landbruget

Denne støtte (dvs. SAPARD) har siden 2000 været på 520 mio. EUR om året. Der ydes støtte inden for en række prioriterede områder, såsom til forbedring af forarbejdningsstrukturerne, afsætningskredsløbene og kontrollen med levnedsmiddelkvaliteten. Sådanne foranstaltninger gennemføres på grundlag af nationale programmer og giver endvidere mulighed for at finansiere målrettede integrerede udviklingsprojekter til støtte for lokale initiativer.

Strukturpolitisk førtiltrædelsesstøtte

Det strukturpolitiske førtiltrædelsesinstrument (ISPA), der siden 2000 har haft et årligt budget på 1,04 mia. EUR, yder hovedsageligt støtte til investering i infrastrukturer inden for miljø- og transportsektoren.

FORVALTNING AF STRUKTURFONDENE OG SAMHØRIGHEDSFONDEN MELLEM 2004 OG 2006

  • På mødet i København afsluttede Det Europæiske Råd tiltrædelsesforhandlingerne og banede således vej for ti nye medlemsstaters tiltrædelse den 1. maj 2004. For perioden 2004-2006 tildelte det de nye medlemsstater ekstra midler på i alt 21,7 mia. EUR. Dette beløb er mindre end det, som Det Europæiske Råd i Berlin i 1999 fastsatte inden for Agenda 2000.

De kommende medlemsstater har på grundlag af Kommissionens retningslinjer (castellanodeutschenglishfrançais) færdiggjort regionalprogrammerne for 2004-2006, som kan modtage støtte fra strukturfondene fra januar 2004. De deltager også i to EU-initiativer: INTERREG III og EQUAL.

De nye medlemsstater tildeles 5,76 mia. EUR til udvikling af landdistrikterne for perioden 2004-2006. Næsten halvdelen af beløbet går til Polen, som i høj grad er et landbrugsland. Med denne støtte får bedrifterne i de nye medlemsstater hjælp til modernisering, omstrukturering og tilpasning til produktionsnormerne i EU. Støtten vil også bidrage til en bæredygtig udvikling af landdistrikterne bl.a. i kraft af følgende foranstaltninger: støtte til ugunstigt stillede områder, fødevarekvalitet, miljøvenligt landbrug og dyrevelfærd, skovrejsning og oprettelse af producentsammenslutninger.

I forbindelse med debatten om den fremtidige regionalpolitik (ES) (DE) (EN) (FR) (IT) i det udvidede EU er Kommissionen ved at udarbejde forslag til en samhørighedspolitik efter 2006. Den tredje samhørighedsrapport offentliggøres i begyndelsen af 2004. Mens det synes sikkert, at samhørighedspolitikken vil blive bevaret, er spørgsmålet om, hvordan den som helhed skal finansieres, stadig uafklaret. Som det tegner sig i øjeblikket, skulle hovedlinjerne i den fremtidige regionalpolitik blive:

  • Et nyt mål 1, der omfatter strukturinterventioner for regioner med et udviklingsefterslæb. Det vil gælde de regioner i det nuværende EU, der endnu ikke har opnået økonomisk konvergens, og næsten alle regionerne i de nye medlemsstater. De eneste undtagelser for disses vedkommende er Cypern og regionerne Prag (Tjekkiet) og Bratislava (Slovakiet). Der forudses en overgangsstøtte til de regioner i det nuværende EU, der efter udvidelsen ikke længere vil opfylde støtteberettigelseskriterierne alene på grund af den statistiske effekt. Mål 1 forudses at ville tegne sig for 75 % af bevillingerne til den fremtidige regionalpolitik.
  • Et fornyet mål 2, som med 20 % af bevillingerne vil omfatte støtte til projekter for udvikling af den regionale konkurrenceevne, beskæftigelsen og erhvervsuddannelsen i de regioner, der ikke er støtteberettigede under mål 1. Hver medlemsstat vil få et nationalt rammebeløb med en forpligtelse til at overholde en tematisk, finansiel og tidsmæssig koncentration.
  • Støtten til tværregionalt samarbejde forventes videreført med 5 % af bevillingerne. Det vil dreje sig om tværregionalt samarbejde over både de indre grænser i EU og grænserne udadtil.
Seneste ajourføring: 21.01.2004

Se endvidere

For yderligere oplysninger om Agenda 2000 og udvidelsen henvises til:

[Agenda 2000 på EUROPA]

Regionalpolitik og udvidelsen på INFOREGIO (ES, DE, EN, FR, IT) (Generaldirektoratet for Regionalpolitik)

Kapitlet om udvidelsen på databasen SCAD+

Netstedet for Generaldirektoratet for udvidelse

Juridisk meddelelse | Om dette websted | Søgning | Kontakt | Sidens top