EUR-Lex Access to European Union law

Back to EUR-Lex homepage

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Slovakiets tiltrædelsespartnerskab

Formålet med tiltrædelsespartnerskabet er at bistå kandidatlandets myndigheder i deres bestræbelser for at opfylde tiltrædelseskriterierne. Der fastsættes detaljerede prioriteter for det tiltrædende lands forberedelser, navnlig gennemførelsen af EU-retten, og det danner grundlaget for, hvordan førtiltrædelsesbistanden fra fællesskabsfonde som Phare-programmet programmeres. Efter undertegnelsen af tiltrædelsestraktaten den 16. april 2003 og landets officielle tiltrædelse af Den Europæiske Union den 1. maj 2004 eksisterer tiltrædelsespartnerskabet ikke længere.

I Europa-Kommissionens meddelelse "Agenda 2000 (es de fr)" har den formuleret en række forslag til styrkelse af førtiltrædelsesstrategien for samtlige central- og østeuropæiske ansøgerlande. Det overordnede formål med denne strategi er at tilbyde disse lande et sammenhængende program, der skal forberede dem til medlemskabet af Den Europæiske Union, og som går ud på:

  • at sammenfatte de forskellige former for støtte, som Den Europæiske Union tilbyder, inden for en enkelt ramme i form af et tiltrædelsespartnerskab
  • at gøre ansøgerlandene fortrolige med EU's procedurer og politikker ved at give dem mulighed for at deltage i diverse fællesskabsprogrammer.

1) MÅL

Formålet med tiltrædelsespartnerskabet (der blev indgået i marts 1998 og revideret i december 1999 og januar 2002) er at fastlægge en retlig ramme for de prioriterede arbejdsområder, der er beskrevet i Kommissionens udtalelse om Slovakiets ansøgning om medlemskab, samt for de finansielle midler, der er til rådighed for at hjælpe Slovakiet med at realisere disse prioriteter, og for betingelserne for at opnå denne bistand. Partnerskabet danner basis for en række instrumenter, der tager sigte på at støtte ansøgerlandene i deres bestræbelser på at forberede tiltrædelsen.

Disse instrumenter omfatter bl.a. et nationalt program for landets overtagelse af EU's regelværk (NPAA), en samlet evaluering af de økonomisk-politiske prioriteringer på mellemlang sigt, pagten mod organiseret kriminalitet, den nationale udviklingsplan, samt andre sektorprogrammer, der er nødvendige for landets deltagelse i strukturfondene efter tiltrædelsen og gennemførelse af ISPA og SAPARD før tiltrædelsen. I 2002 var tiltrædelsespartnerskabet udgangspunkt for udarbejdelsen af en handlingsplan til styrkelse af Slovakiets administrative og retslige kapacitet.

Disse instrumenter udgør ikke en integrerende del af partnerskabet, men prioriteringerne i forbindelse hermed vil være forenelige med partnerskabet.

Overvågningen af gennemførelsen af tiltrædelsespartnerskabet foregår inden for rammerne af den Europaaftale, der er indgået mellem Den Europæiske Union og Slovakiet.

2) PRIORITETER

De prioriterede opgaver er opdelt i to grupper, på kort og mellemlang sigt. Den første gruppe omfatter de prioriteringer, som der var sandsynlighed for, at Slovakiet ville have realiseret fuldt ud eller i væsentlig grad i løbet af 2000. Arbejdet med opgaverne i den anden gruppe forventes afsluttet før udgangen af 2003.

Slovakiet har i stort omfang realiseret de prioriterede opgaver vedrørende de politiske kriterier. De prioriterede opgaver vedrørende de økonomiske kriterier er realiseret delvis. Hvad angår konkurrencepolitik, statistik, kultur og det audiovisuelle område, miljø, forbrugerbeskyttelse og sundhed, samarbejde om retlige og indre anliggender, toldunion og finanskontrol, er de realiseret i stort omfang. På de øvrige områder er de realiseret delvis.

Prioriteringerne i tiltrædelsespartnerskabet blev revideret i december 1999 (se punkt 3 i bilaget til afgørelse 1999/853/EF). I februar 2002 blev der offentliggjort en sidste revision (afgørelse 2002/93/EF). Den danner grundlag for Kommissionens rapport for 2002).

Følgende områder blev prioriteret:

(Opdateret information findes i analysen af overtagelse af EU-retten)

3) DEN FINANSIELLE RAMME

Phare

2000- Phare-programmet for Slovakiet bestod af en national tildeling på 28 mio. EUR. Derudover blev der tildelt 6 mio. EUR til et program for grænseoverskridende samarbejde med Østrig, 4 mio. til samarbejdet med Polen og 2 mio. til samarbejdet med Ungarn. Med Phare 2001 blev der tildelt 43,5 mio. Programmet havde ligeledes afsat 25 mio. EUR til nedlukning af kernekraftværket i Bohunice. Yderligere 12 mio. blev bevilget til grænseoverskridende samarbejde med Østrig (6 mio.), Polen (4 mio.) og Ungarn (2 mio.). Med Phare 2002 fik Slovakiet en national tildeling på 37 mio. EUR. Der blev yderligere tildelt 20,1 mio. via den facilitet, der er fastsat i programmet med henblik på at styrke landets institutioner. I den nationale tildeling indgik der et beløb på 12 mio. til grænseoverskridende samarbejde.

Myndighederne i partnerlandet er ansvarlige for kontraktindgåelse og betalinger i forbindelse med støtten. Finansforordningen for Det Europæiske Fællesskab kræver imidlertid, at Kommissionen fører tilsyn med kontraktproceduren og godkender alle Phare-finansierede kontrakter, som partnerlandet indgår, inden de træder i kraft.

Førtiltrædelsesbistand

Fra 2000 vil den finansielle bistand omfatte støtte til landbrug og udvikling af landdistrikter (SAPARD) og et strukturinstrument (ISPA), som først og fremmest skal støtte foranstaltninger på miljø- og transportområdet. Forordningen om samordningen af støtten fra Phare, SAPARD og ISPA, som blev vedtaget i juni 1999, giver Kommissionen mulighed for at foretage efterfølgende kontrol af kontrakterne, hvis den skønner, at partnerlandets finanskontrol ikke er tilstrækkeligt effektiv.

I perioden 2000-2002 beløb den samlede årlige finansielle bistand sig til 80,5 mio. EUR fra Phare-programmet, 18,6 mio. EUR fra SAPARD og mellem 3,5 og 5,5 mio. EUR fra ISPA. Fra SAPARD 2002 fik Slovakiet tildelt et beløb på 19,2 mio. EUR. ISPA-tildelingen udgjorde mellem 38,1 og 59,9 mio.

4) REFERENCER

Afgørelse 98/262/EF af 30.03.1998De Europæiske Fællesskabers Tidende L 121 af 23.4.1998

Afgørelse 1999/853/EF af 06.12.1999De Europæiske Fællesskabers Tidende L 335 af 28.12.1999

Kommissionens udtalelse KOM(97) 2004 endelig udg.Ikke offentliggjort i Den Europæiske Unions Tidende

Kommissionens rapport KOM(98) 703 endelig udg.Ikke offentliggjort i Den Europæiske Unions Tidende

Kommissionens rapport KOM(1999) 511 endelig udg.Ikke offentliggjort i Den Europæiske Unions Tidende

Kommissionens rapport KOM(2000) 711 endeligIkke offentliggjort i Den Europæiske Unions Tidende

Kommissionens rapport KOM(2001) 700 endelig - SEK(2001) 1754Ikke offentliggjort i Den Europæiske Unions Tidende

Afgørelse 2002/93/EF af 28.1.2002De Europæiske Fællesskabers Tidende L 44 af 14.2.2002

Kommissionens rapport KOM(2002) 700 endelig - SEK(2002) 1410Ikke offentliggjort i Den Europæiske Unions Tidende

Traktaten om tiltrædelsen af Den Europæiske Union [Den Europæiske Unions Tidende L 236 af 23.9.2003]

Seneste ajourføring: 19.11.2004

Top