RSS
Alfabetisk indeks
Siden er tilgængelig på 15 sprog
Nye sprog:  CS - HU - PL - RO

We are migrating the content of this website during the first semester of 2014 into the new EUR-Lex web-portal. We apologise if some content is out of date before the migration. We will publish all updates and corrections in the new version of the portal.

Do you have any questions? Contact us.


Plan for hovedopgaverne i sammenkoblingen af forsyningsnet

En effektiv energiinfrastruktur skal sikre, at det indre marked for energi fungerer optimalt, og at EU’s mål for bæredygtighed, konkurrenceevne og forsyningssikkerhed nås. Endvidere er det nødvendigt at investere betragteligt i de eksisterende gas- og elektricitetsforsyningsnet og særligt hurtigt at udvikle deres sammenkoblinger.

DOKUMENT

Meddelelse fra Kommissionen til Rådet og Europa-Parlamentet af 10. januar 2007 - "Plan for hovedopgaverne i sammenkoblingen af forsyningsnet "[KOM(2006) 846 endelig – Ikke offentliggjort i Den Europæiske Unions Tidende].

RESUMÉ

Sammenkoblingen af forsyningsnet gør det muligt at transportere elektricitet og gas mellem markeder, der oftest er indrettet på nationalt plan, og udgør et nøgleelement i oprettelsen af regulære transeuropæiske gas- og elektricitetsforsyningsnet.

Forsyningsnet med velfungerende sammenkoblinger er nødvendige for udviklingen af en sund konkurrence og udgør en betingelse for gennemførelsen af det indre energimarked. De giver ligeledes mulighed for at fjerne risikoen for svigtende forsyningssikkkerhed ved at sprede forsyningskilderne, f.eks. hvad angår elektricitet, og ved at integrere "grøn elektricitet" produceret fra vedvarende energikilder i forsyningsnettet.

Udvikling af Europas energiinfrastruktur

Da investeringerne på området svigter, er udviklingen af de transeuropæiske forsyningsnet stadig utilstrækkelig. Visse dysfunktioner viser, at der er behov for en koordinering mellem de nationale energiforsyningsnet samt en regulær adskillelse af henholdsvis produktions-, transmissions- og distributionsfunktionerne. Netoperatører, der er tilknyttet vertikalt integrerede virksomheder, har i virkeligheden intet incitament til at udvikle deres sammenkoblinger med de andre forsyningsnet og udsætte sig for konkurrence fra nye aktører på produktions- og forsyningsområdet.

Infrastrukturerne belastes i stigende grad tæt på deres fysiske kapacitet, hvilket bremser integreringen af supplerende energikilder, der ikke desto mindre er nødvendige for markedernes vækst. Den massive produktion af elektricitet fra vedvarende energi kan derfor blive hæmmet i visse regioner. Belastningen af forsyningsnettene truer også med at medføre midlertidige afbrydelser i forsyningen samt en stigning i energipriserne. Da mange regioner er dårligt eller slet ikke sammenkoblet med resten af det indre marked, forbliver de "øer" i energimæssig henseende.

Planen for hovedopgaverne i sammenkoblingen af forsyningsnet redegør nøje for udviklingen i de 42 projekter, der er udnævnt til projekter af europæisk interesse i retningslinjerne for de transeuropæiske net på energiområdet (TEN-E), som blev vedtaget i 2006.

60 % af projekterne for elektricitetsnet er forsinkede, navnlig på grund af kompleksiteten i og manglen på harmonisering af planlægnings- og godkendelsesprocedurerne. Andre hindringer vedrører finansieringsvanskeligheder samt miljø- og sundhedsmæssige indsigelser.

Mens udviklingen i gasprojekter af europæisk interesse skrider frem på mere tilfredsstillende vis, så står arbejdet med terminaler og lagerfaciliteter til flydende naturgas til tider over for store vanskeligheder i visse medlemsstater, hvor flere projekter er blevet opgivet eller stoppet. De eksterne sammenkoblinger kræver en særlig opmærksomhed, da mere end 50 % af EU’s forsyninger afhænger heraf, og da deres politiske dimension er stadigt stigende.

Centrale tiltag for et stabilt, investeringsvenligt klima

Planen for hovedopgaverne i sammenkoblingen af forsyningsnet omfatter fem centrale tiltag, der kan medvirke til at skabe et stabilt, investeringsvenligt klima:

  • Iværksættelse af en undersøgelses- og opfølgningsproces med fokus på vigtige projekter for indførelsen af det indre marked for energi, der mindst skal sikre, at potentielt vanskelige projekter af europæisk interesse bliver gennemført inden for en rimelig frist.
  • Udpegning af koordinatorer for projekter af europæisk interesse, først og fremmest for følgende fire: højspændingsforbindelse mellem Tyskland, Polen og Litauen; forbindelse af havvindmølleparker i Nordsøen; højspændingsforbindelse mellem Frankrig og Spanien; udvikling af en gaskorridor, der skal forbinde områderne omkring Det Kaspiske Hav og Det Sorte Hav med EU, og som navnlig omfatter rørledningsprojektet Nabucco, der løber fra Tyrkiet over Bulgarien, Rumænien, Ungarn og slutter i Østrig.
  • Planlægning af forsyningsnet på grundlag af forbrugernes behov og ved hjælp af en regional tilgang, der omfatter et styrket samarbejde mellem de transmissionssystemoperatører, der er ansvarlige for overvågning og analyse af udviklings- og investeringsplanlægningen.
  • Fremskyndelse af planlægnings- og godkendelsesprocedurer via forenkling, harmonisering og en forpligtigelse for medlemsstaterne til at iværksætte nationale procedurer, der skal sikre, at planlægningen og godkendelsen af projekter af europæiske interesse er udført inden for højest 5 år.
  • Vurdering af behovet for en øget EU-støtte og incitament for de europæiske banker (EIB og EBRD) til at prioritere finansiering af sammenkoblinger af energiforsyningsnet højt.

Problemstilling

Gennemførelsen af planen for hovedopgaverne i sammenkoblingen af forsyningsnet vil skabe et egentligt indre marked for energi, hvor priserne vil være acceptable for alle forbrugertyper, og de eksterne forsyninger og interne udvekslinger vil være sikre med begrænset risiko for overbelastning og afbrydelse. Planen vil sikre den ekstra kapacitet, der er nødvendig for at opfylde den uundgåelige stigning i efterspørgslen efter gas og elektricitet, og opfylde målene for reduktion af CO2-emissioner gennem en massiv anvendelse af nye vedvarende energikilder. Målsætningen om samhørighed vil også blive opfyldt, idet den nødvendige kapacitet vil blive sikret selv i isolerede eller tyndt befolkede regioner.

TILHØRENDE DOKUMENTER

Europa-Parlamentets og Rådets beslutning nr. 1364/2006/EF af 6. september 2006 om retningslinjer for de transeuropæiske net på energiområdet og om ophævelse af beslutning nr. 96/391/EF og nr. 1229/2003/EF [Den Europæiske Unions Tidende L 262 af 22.9.2006].

Meddelelse fra Kommissionen til Europa-Parlamentet af 10. januar 2007 – "Udsigterne for det indre gas- og elmarked" [KOM(2006) 841 endelig - Ikke offentliggjort i Den Europæiske Unions Tidende].

Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2005/89/EF af 18. januar 2006 om foranstaltninger til fremme af elforsyningssikkerhed og infrastrukturinvesteringer [Den Europæiske Unions Tidende L 33 af 4.2.2006].

Rådets direktiv 2004/67/EF af 26. april 2004 om foranstaltninger til opretholdelse af naturgasforsyningssikkerheden[EUT L 127 af 29.4.2004].

Seneste ajourføring: 14.03.2008
Juridisk meddelelse | Om dette websted | Søgning | Kontakt | Sidens top