RSS
Alfabetisk indeks
Siden er tilgængelig på 11 sprog

We are migrating the content of this website during the first semester of 2014 into the new EUR-Lex web-portal. We apologise if some content is out of date before the migration. We will publish all updates and corrections in the new version of the portal.

Do you have any questions? Contact us.


Handlingsplanen for risikovillig kapital (RCAP)

Meddelelsen vil fremme en samordnet indsats på fællesskabsniveau med henblik på at tilskynde til en udvidelse af markeder for risikovillig kapital.

DOKUMENT

Meddelelse fra Kommissionen af 31. marts 1998 med titlen "Risikovillig kapital: en nøgle til jobskabelse i Den Europæiske Union" (DE ) (EN ) (FR ) [SEK(1998) 552 endelig - ikke offentliggjort i Den Europæiske Unions Tidende].

RESUMÉ

I meddelelsen understreges det, at markederne for risikovillig kapital, som fremskaffer kapital til finansiering af små og mellemstore virksomheder (SMV) og virksomheder i kraftig vækst, spiller en afgørende rolle for opstarten og udviklingen af nye virksomheder og derved også for jobskabelse i Den Europæiske Union.

I en sammenligning med USA fremgår det, at markederne for risikovillig kapital stadig er tydeligt underudviklede i Den Europæiske Union. Dette er ikke kun tilfældet for børsmarkeder specialiseret i finansiering af virksomheder med kraftig vækst, men også for risikovillige kapitalinvesteringer i virksomheder, der er i opstarts- og vækstfasen og i højteknologivirksomheder. Andre slående forskelle er, at de amerikanske pensionsfonde i høj grad bidrager til at fremskaffe risikovillig kapital, og at der skabes en dynamik igennem den geografiske koncentration af aktører i USA, der har interesse i virksomheders udvikling (venturekapitalister, forskere, iværksættere).

Europæiske iværksættere kan ikke få tilstrækkelig adgang til den kapital, der er nødvendig for at opstarte og udvikle deres virksomheder. Desuden mangler investorer med risikovillig kapital gode investeringsmuligheder. Denne mangel på dynamik har negative følger for kapaciteten i Den Europæiske Union til at udvikle egne innovative idéer og til at skabe job.

I meddelelsen kortlægges der seks kategorier af barrierer for at kunne skabe markeder for risikovillig kapital på europæisk plan:

  • de nationale markeder er stadig stærkt opsplittet, hvilket mindsker markedernes kapitalisering såvel som likviditet;
  • de institutionelle og reguleringsmæssige barrierer fortsætter i mangel af en tilfredsstillende reguleringsmæssig ramme på europæisk eller nationalt plan. Dette er især tilfældet for bestemmelser om venturekapitalfonde, institutionelle investorer (forsikringsselskaber, pensionsfonde), investeringsservice, grænseoverskridende emissioner og børsnoteringer samt regnskabsregler;
  • det lader til, at medlemsstaternes nationale skattesystemer straffer venturekapitalinvesteringer. For det første er indkomster af direkte kapitaldeltagelse i selskaber (dividender) generelt underlagt en større skattesats end risikofrie investeringer i obligationer og bankkonti (renter). For det andet er det vigtigt, at kapitalvindingsskat hverken bremser investeringer eller anvendelse af aktieoptionskøb som supplement til ansattes lønninger. For det tredje er der generelt mangel på klarhed i de skatteordninger, der anvendes på venturekapitalfonde;
  • i den højteknologiske sektor er knapheden på nye SMV og den deraf følgende mangel på investeringsmuligheder særdeles alvorlig. Denne knaphed forstærkes af mangelen på netværk eller geografiske koncentrationer af højteknologiske SMV samt af virksomhedslovgivninger og reguleringer (bestemmelser om intellektuel ejendomsret og administrative krav i forbindelse med oprettelsen af virksomheder), som er lidet gunstige for innovation og oprettelse af virksomheder;
  • de menneskelige ressourcer til risikovillige kapitalprojekter (kvalificerede iværksættere og eksperter) er utilstrækkelige;
  • "kulturelle" faktorer, såsom investorers indstilling til det at tage en risiko og mangel på en iværksætterkultur i skoler og på universiteter, hindrer, at der opstår en ny generation af europæiske iværksættere.

I meddelelsen fremsættes der en handlingsplan til at fjerne ovennævnte barrierer og derved forbedre vilkårene for udviklingen af risikovillig kapital i Den Europæiske Union. Nogle af de fremsatte initiativer (for eksempel reformen af det europæiske patentsystem) kræver en indsats på EU-plan, mens andre (præcisering af skattemiljøet for virksomheder) bør udføres i selve medlemsstaterne.

TILHØRENDE DOKUMENTER

Meddelelse af 4. november 2003 fra Kommissionen til Rådet og Europa-Parlamentet om gennemførelsen af handlingsplanen for risikovillig kapital (risk capital action plan (RCAP)) [KOM(2003) 654 - ikke offentliggjort i Den Europæiske Unions Tidende].
Denne meddelelse redegør for gennemførelsen af handlingsplanen for risikovillig kapital (RCAP) i 2002 og, når det er muligt, for de første tre kvartaler i 2003. Det er den femte og sidste rapport af denne type, og Kommissionen gør derfor ligeledes status over hele gennemførelsesperioden for RCAP (1998-2003). Det anføres, at der kan konstateres store fremskridt: alle politiske målsætninger og også mange tekniske målsætninger er opfyldt.
Gabet i forhold til USA er ganske vist fortsat stort, idet der investeres dobbelt så meget i USA som i Europa. Det må dog konstateres, at dette gab er halveret siden år 2000. Selv om det europæiske marked fortsat er opsplittet som følge af de vedvarende forskelle mellem medlemsstaterne, er branchen nu meget større, mere moden og professionel end i 1998. Regelsættet har undergået en stor forbedring. Skattespørgsmålene er fortsat det svageste punkt. Der er nu skabt større bevidsthed om sektorens strategiske betydning og de muligheder, som finansieringsformen tilbyder, blandt både virksomhederne og de offentlige myndigheder. RCAP har spillet en politisk rolle ved at støtte aktørerne på området både direkte og indirekte. RCAP har påvirket politikker og programmer på såvel regionalt og nationalt plan som på fællesskabsplan. For at bevare dynamikken vil Kommissionen fortsat nøje følge de europæiske markeder for risikovillig kapital. Kommissionen vil i 2004 nærmere undersøge de områder, som stadig ikke fungerer optimalt og påtænker i givet fald at fremsætte anbefalinger og forslag under hensyntagen til Lissabon-fristen i 2010.

Meddelelse af 16. oktober 2002 fra Kommissionen til Rådet og Europa-Parlamentet om gennemførelsen af handlingsplanen for risikovillig kapital (risk capital action plan (RCAP)) [KOM(2002) 563 - ikke offentliggjort i Den Europæiske Unions Tidende].
Meddelelsen er den fjerde årlige situationsrapport om gennemførelsen af RCAP, siden den blev vedtaget i 1998. Den gennemgår resultaterne i 2001 og på visse punkter i første halvdel af 2002, idet det står fast, at tidspunktet for afslutningen af handlingsplanen er ved udgangen af 2003.
Det understreges i meddelelsen, at den europæiske sektor for risikovillig kapital er inde i en justeringsperiode, hvor der gennem rationaliseringsbestræbelser skal ske forbedringer, bl.a. med hensyn til aktiemarkedernes funktion, regulering og likviditet samt den tværeuropæiske dimension af markedet for risikovillig kapital.
Desuden konstateres det i meddelelsen, at det er lykkedes at fortsætte moderniseringen af regelsættet i et finansielt miljø, der har været domineret af den vellykkede indførelse af euroen. Der noteres vigtige fremskridt med hensyn til den obligatoriske indførelse af internationale regnskabsstandarder senest i 2005 og med hensyn til den forestående lovgivning om supplerende pensionsfonde. Desuden understreges det, at den andel, strukturfondene anvender til finansiering af risikovillig kapital, er blevet øget betydeligt.
Meddelelsen konkluderer, at ledsageforanstaltninger til fremme af anvendelsen af risikovillig kapital i Europa har gennemgået gennemgribende og positive ændringer i de sidste fire år. Ifølge meddelelsen skal indsatsen for at forbedre betingelserne for denne investeringsform fastholdes i et langsigtet perspektiv uden hensyn til konjunkturbetingede betragtninger, og det foreslås, at der overvejes nye foranstaltninger til fremme af risikovillig kapital for de følgende år.

Meddelelse af 25. oktober 2001 fra Kommissionen til Rådet og Europa-Parlamentet om gennemførelsen af handlingsplanen for risikovillig kapital (risk capital action plan (RCAP)) [KOM(2001) 605 endelig - ikke offentliggjort i Den Europæiske Unions Tidende].
Meddelelsen redegør for, hvilke fremskridt der er sket med gennemførelsen af RCAP i 2000 og 2001, og fungerer som en midtvejsevaluering af RCAP, som forventes afsluttet i 2003.
Kommissionen udtrykker tilfredshed med den bemærkelsesværdige udvikling af de europæiske markeder for risikovillig kapital og glæder sig over, at samtlige medlemsstater har nydt godt af denne vækst, men samtidig minder Kommissionen om, at der fortsat er store forskelle, og at det europæiske marked stadig er fragmenteret. Faldet på aktiemarkederne, opbremsningen i den økonomiske vækst og begivenhederne i USA den 11. september 2001 har påvirket sektorens udvikling i Europa negativt. Selv om etableringen af egentlige reguleringsmæssige rammer for udvikling af risikovillig kapital skrider frem, er der stadig mange hindringer, såsom fraværet af et fælles patent og visse skattemæssige diskrimineringer. Indførelsen af euroen bør dog kunne fremme fjernelsen af eksisterende barrierer på tværs af landegrænserne. Udviklingen og indsatsen til fordel for den europæiske iværksætterkultur har fået stor støtte, ligesom der er truffet vigtige foranstaltninger i forbindelse med offentlig finansiering: Kommissionen har f.eks. præciseret sin politik omkring statsstøtte.
Det konkluderes, at der på trods af fremskridtene bør ske en styrkelse af aktiviteterne omkring risikovillig kapital, hvis Europa skal blive en ledende kraft i verden, som bebudet i Lissabon.

Meddelelse af 20. oktober 1999 fra Kommissionen til Rådet og Europa-Parlamentet med titlen "Risikovillig kapital: gennemførelse af handlingsplanen - forslag til at komme videre" [KOM(1999) 493 - ikke offentliggjort i Den Europæiske Unions Tidende].
I denne meddelelse gennemgår Kommissionen de foranstaltninger, der siden vedtagelsen af handlingsplanen i marts 1998 er truffet med henblik på at fjerne hindringerne for en udbredt anvendelse af risikovillig kapital. Kommissionen insisterer på en accelerering af gennemførelsen af handlingsplanen og foreslår, at det via sammenlignende evaluering med reference til bedste praksis regelmæssigt vurderes, hvilke fremskridt der er opnået.

Meddelelse fra Kommissionen af 11. maj 1999 med titlen "Etablering af en ramme for de finansielle markeder: en handlingsplan" [KOM(1999) 232 - ikke offentliggjort i Den Europæiske Unions Tidende].
Denne handlingsplan, som er forelagt på opfordring af Det Europæiske Råd, tager udgangspunkt i den handlingsramme, som Kommissionen offentliggjorde i oktober 1998, og i overvejelserne i politikgruppen for finansielle tjenesteydelser. Handlingsplanen indeholder en række politiske målsætninger og specifikke foranstaltninger, som tager sigte på at forbedre det fælles marked for finansielle tjenesteydelser i løbet af de næste fem år. Helt konkret opstilles der en række prioriterede indsatsområder og en tidsplan for lovgivningsmæssige foranstaltninger og andre foranstaltninger, som skal gøre det muligt at nå tre strategiske målsætninger:

  • etablering af et fælles engrosmarked for finansielle tjenesteydelser
  • etablering af åbne og sikre detailmarkeder
  • modernisering af forsigtighedsregler og tilsyn.

I handlingsplanen anbefales det ligeledes, at Rådet og Europa-Parlamentet inden udgangen af 1999 vedtager forslagene til direktiv om kollektive investeringsinstitutter, fjernsalg af finansielle tjenesteydelser og elektroniske penge.

 
Seneste ajourføring: 01.08.2006
Juridisk meddelelse | Om dette websted | Søgning | Kontakt | Sidens top