RSS
Alfabetisk indeks
Siden er tilgængelig på 11 sprog

We are migrating the content of this website during the first semester of 2014 into the new EUR-Lex web-portal. We apologise if some content is out of date before the migration. We will publish all updates and corrections in the new version of the portal.

Do you have any questions? Contact us.


Malta

Arkiv

1) REFERENCER

Kommissionens rapport [KOM(1999) 69 endelig udg. - Ikke offentliggjort i Den Europæiske Unions Tidende]
Kommissionens rapport [KOM(1999) 508 endelig udg. - Ikke offentliggjort i Den Europæiske Unions Tidende]
Kommissionens rapport [KOM(2000) 708 endelig - Ikke offentliggjort i Den Europæiske Unions Tidende]
Kommissionens rapport [KOM(2003) 675 endelig - SEK(2003) 1206 - Ikke offentliggjort i Den Europæiske Unions Tidende]
Traktat om tiltrædelse af Den Europæiske Union [Den Europæiske Unions Tidende L 236 af 23.9.2003]

2) RESUMÉ

Siden udtalelsen af 1993 har Malta gjort fremskridt navnlig med hensyn til gennemførelsen af EF-lovgivningen på områderne arbejdsret, sundhed og sikkerhed på arbejdspladsen samt lige behandling af mænd og kvinder. De foranstaltninger, der er truffet, er imidlertid kun delvis i overensstemmelse med regelværket, og der er behov for en yderligere indsats for at supplere de gældende bestemmelser samt for at sikre, at anvendelsen er i overensstemmelse med EF-retten på de vigtigste områder. Det vil i den forbindelse være afgørende, at staten ansporer arbejdstager- og arbejdsgiverrepræsentanterne til at etablere en selvstændig, indbyrdes arbejdsmarkedsdialog, ikke mindst på sektorplan.

Rapporten for 2003 oplyser, at Malta opfylder de forpligtelser og de krav, der følger af tiltrædelsesforhandlingerne på områderne arbejdsret, ligebehandling af mænd og kvinder, dialogen på arbejdsmarkedet, beskæftigelsespolitik, social integration og social sikring. Landet skulle være i stand til at gennemføre EU-retten på disse områder inden tiltrædelsen af EU.
Malta opfylder desuden de fleste af kravene i forbindelse med landets tiltrædelse på områderne sundhed og sikkerhed på arbejdspladsen, folkesundhed (for så vidt angår overførbare sygdomme), Den Europæiske Socialfond og bekæmpelse af forskelsbehandling. Landet må fortsætte med at tilpasse sin lovgivning med henblik på at sikre gennemførelsen af hele EU-retten på disse områder.
Tiltrædelsestraktaten blev underskrevet 16. april 2003 og tiltrædelsen fandt sted 1. maj 2004.

EU-RETTEN

Fællesskabets socialpolitik omfatter foruden de forskellige specifikke handlingsprogrammer, bl.a. vedrørende folkesundhed og Den Europæiske Socialfond, bestemmelser om sundhed og sikkerhed på arbejdspladsen, arbejdsret og arbejdsvilkår, lige muligheder for mænd og kvinder, koordinering af socialsikring for vandrende arbejdstagere samt tobaksvarer.

Der har i sociallovgivningen i Unionen på alle områder været fastlagt minimumsnormer med beskyttelsesklausuler for de medlemsstater, der er længst fremme.

Desuden er konsultationen af og dialogen med arbejdsmarkedets parter på europæisk niveau nedfældet i traktatens artikel 138 og 139 (tidligere artikel 118A og 118B).

EVALUERING

I sin udtalelse af 1993 vurderede Kommissionen, at Maltas EU-medlemskab ikke ville give større vanskeligheder på det sociale område. Landets sociale situation er nogenlunde på niveau med EU-medlemsstaternes. Skønt den registrerede arbejdsløshed er steget i de seneste år og oversteg 5 % i 1999, er den dog stadig lavere end EU-gennemsnittet. Ledigheden er langt større for mænd end for kvinder. Arbejdsløsheden er fortsat steget og androg 7 % i 2000, 6,7 % i 2001 og 7,4 % i 2002.

Rapporten fra 2003 understreger, at Malta må arbejde på at sikre, at konklusionerne fra den fælles evaluering af de prioriterede områder inden for beskæftigelsespolitikken føres effektivt ud i livet. Det er især vigtigt at iværksætte foranstaltninger, der kan øge beskæftigelsesfrekvensen, specielt hos kvinder og ældre arbejdstagere, udligne det voksende misforhold mellem udbud og efterspørgsel af kvalifikationer, tilskynde ledige til at tage imod jobtilbud, behandle problemet med uofficielt og sort arbejde og forbedre den offentlige arbejdsformidling.

Malta har tradition for at føre en dialog mellem arbejdsgivere og fagforeninger, som dog bør styrkes yderligere i lighed med tilgangen i EU-medlemsstater. Den maltesiske regering konsulterer Maltas økonomiske udviklingsråd, der består af repræsentanter for arbejdsgivere, fagforeninger og andre organer med kompetence inden for de sociale problemer. Rapporten fra 2003 påpeger, at trepartsdialogen bør gøres mere effektiv, og den bilaterale sektordialog bør styrkes.

De første evalueringsrapporter noterede, at der var gjort en indsats for at bringe den maltesiske lovgivning inden for arbejdsret på linje med EU-retten, for eksempel vedrørende arbejdsvilkårene for deltidsansatte.
Rapporten fra 2003 påpeger, at Malta endnu ikke har gennemført lovgivningen for tidsbegrænset beskæftigelse. Lovene for udstationering af arbejdstagere, salg af virksomheder eller arbejdsgivers insolvens skal tilpasses på flere punkter. Malta har fået en overgangsordning for tilrettelæggelse af arbejdstiden indtil slutningen af juli 2004 og indtil december 2004 for de kollektive overenskomster i de pågældende områder.
Malta har til hensigt at overtage de nye EU-bestemmelser vedrørende arbejdstagermedindflydelse inden for rammerne af det europæiske selskab samt vedrørende information og høring af arbejdstagere efter landets tiltrædelse.

For så vidt angår ligebehandling af mænd og kvinder er der vedtaget flere love siden 1992 for at fjerne enhver kønsbaseret forskelsbehandling. Malta bekendtgjorde i januar 2000 en ligestillingslov, der trådte i kraft i oktober samme år. Rapporten fra 2003 præciserer, at landet fortsat må tilpasse sin lovgivning, bl.a. hvad angår erhvervstilknyttede sociale sikringsordninger. Malta bør desuden etablere de nødvendige gennemførelsesinstanser på dette område.

For så vidt angår bekæmpelse af forskelsbehandling oplyser rapporten fra 2003, at Malta endnu ikke har gennemført de bestemmelser, der ikke er omfattet af direktivet om ligebehandling af alle uanset race. Der bør desuden oprettes et organ til fremme af ligebehandling, som fastsat i EU-retten.

Malta har indledt en gennemgribende revision af sin lovgivning om sundhed og sikkerhed på arbejdspladsen. Den 1. juli 2000 trådte et sæt bestemmelser om sikkerhedsskiltning på arbejdspladsen i kraft. Andre bestemmelser, som har til formål at sikre henholdsvis mødres rettigheder og beskyttelse af unge på arbejdspladsen, blev bekendtgjort i april 2000.
Rapporten fra 2003 oplyser, at EU-retten er delvis gennemført på dette område. Tilpasningen af lovgivningen må videreføres for så vidt angår bestemmelserne for minedrift, fiskefartøjer og arbejde i eksplosionsfarlig atmosfære. Der er blevet oprettet et organ til beskyttelse af sundhed og sikkerhed på arbejdspladsen, men dets personale og tekniske udstyr bør styrkes yderligere. Direktiverne om mobile byggepladser og støj på arbejdspladsen er endnu ikke blevet gennemført. Malta har fået bevilget en overgangsperiode indtil slutningen af december 2005 for arbejdstageres anvendelse af arbejdsudstyr.

Rapporten fra 2003 præciserer, at Malta for nylig har vedtaget en lov inden for offentlig sundhed, der skal gennemføre EU-retten om bekæmpelse af tobaksrygning. Landets lovgivning om overvågning og kontrol med overførbare sygdomme er blevet bragt i overensstemmelse med EU-retten, men myndighederne bør dog styrke gennemførelsen heraf. Malta har behov for nyt laboratorieudstyr, uddannelse inden for moderne epidemiologi og datamatisering. Landet bør fortsætte sin indsats for at udvikle et sundhedsovervågningssystem, der gør det muligt at udarbejde sundhedsdata og -indikatorer, der er sammenlignelige med EU-systemets.

Inden for social bistand er der oprettet en offentlig institution, "Social Welfare Development Programme". Statens udgifter er steget meget på dette område, ligesom inden for tjenesteydelser til ældre. Under 1,5 % af arbejdskraften er vandrende arbejdstagere, hvoraf halvdelen stammer fra EU-medlemsstaterne. Malta og Det Forenede Kongerige har indgået en bilateral aftale til koordinering af den sociale sikring for vandrende arbejdstagere, som indeholder en klausul om gensidighed. I løbet af 2004 skal Kommissionen og Malta færdiggøre et fælles notat om social integrering, der opstiller de vigtigste udfordringer med hensyn til at fremme den sociale integrering og de forskellige retningslinjer for politikken på dette område. Der vil på grundlag heraf blive udarbejdet en integreret strategi og en handlingsplan om social integrering på nationalt plan.

Dette resumé tjener udelukkende til orientering. Det hverken fortolker eller erstatter referencedokumentet.

Seneste ajourføring: 20.01.2004
Juridisk meddelelse | Om dette websted | Søgning | Kontakt | Sidens top