RSS
Alfabetisk indeks
Siden er tilgængelig på 11 sprog

We are migrating the content of this website during the first semester of 2014 into the new EUR-Lex web-portal. We apologise if some content is out of date before the migration. We will publish all updates and corrections in the new version of the portal.

Do you have any questions? Contact us.


Slovakiet

Arkiv

1) REFERENCER

Kommissionens udtalelse KOM(97) 2004 endelig - Ikke offentliggjort i Den Europæiske Unions Tidende
Kommissionens rapport KOM(98) 703 endelig - Ikke offentliggjort i Den Europæiske Unions Tidende
Kommissionens rapport KOM(1999) 511 endelig - Ikke offentliggjort i Den Europæiske Unions Tidende
Kommissionens rapport KOM(2000) 711 endelig
- Ikke offentliggjort i Den Europæiske Unions Tidende
Kommissionens rapport KOM(2003) 675 endelig - SEK(2003) 1209 endelig - Ikke offentliggjort i Den Europæiske Unions Tidende
Traktat om tiltrædelse af Den Europæiske Union [Den Europæiske Unions Tidende L 236 af 23.9.2003]

2) RESUMÉ

Europa-Kommissionen vurderede i sin udtalelse fra juli 1997, at Slovakiet siden 1993 ganske vist havde taget en række betydningsfulde skridt, men at det var nødvendigt at videreudvikle de sociale reformer, styrke den sociale dialog og forbedre sundhedssystemet. Kommissionen anførte ligeledes, at Slovakiet for at sikre tilpasning til EU-standarderne måtte gøre væsentlige fremskridt med hensyn til sundhed og sikkerhed på arbejdspladsen og arbejdsret. Kommissionen konkluderede, at såfremt Slovakiet fortsatte sine allerede omfattende bestræbelser, ville landet sandsynligvis på mellemlang sigt kunne opfylde de betingelser, der knytter sig til EU-medlemskab.

I rapporten fra november 1998 blev der konstateret visse fremskridt i henseende til lovgivningen såvel inden for arbejdsret (især med hensyn til lige muligheder) som sundhed og sikkerhed på arbejdspladsen. Til gengæld var der ikke gjort nogen fremskridt med gennemførelsen af denne lovgivning. Den sociale dialog var gået i stå, men er siden kommet i gang, og der er sket fremskridt. En lov om trepartsforhandling mellem arbejdsmarkedets parter trådte i kraft i juni 1999, og i 2000 blev en generel trepartsaftale undertegnet.

I rapporten fra november 2000 blev det bemærket, at Slovakiet fortsat gjorde fremskridt, navnlig når det gjaldt arbejdslovgivning.

Af rapporten fra 2003 fremgår det, at Slovakiet i det væsentlige opfylder de forpligtelser og krav, der følger af tiltrædelsesforhandlingerne, når det gælder arbejdsret, ligebehandling af mænd og kvinder, sundhed og sikkerhed på arbejdspladsen, social dialog, beskæftigelsespolitik, bekæmpelse af social udstødelse og socialsikring. Slovakiet skulle være i stand til at implementere det relevante regelværk ved tiltrædelsen.
Derudover opfylder Slovakiet delvis kravene for tiltrædelsen, for så vidt angår folkesundhed, Den Europæiske Socialfond og bekæmpelse af diskrimination. Slovakiet må gøre en ekstra indsats på disse områder.
Tiltrædelsestraktaten blev underskrevet 16. april 2003 og tiltrædelsen fandt sted 1. maj 2004.

EU-RETTEN

Fællesskabets socialpolitik omfatter foruden de forskellige specifikke handlingsprogrammer, bl.a. vedrørende folkesundhed, og Den Europæiske Socialfond bestemmelser om sundhed og sikkerhed på arbejdspladsen, arbejdsret og arbejdsvilkår, lige muligheder for mænd og kvinder, koordinering af socialsikring for vandrende arbejdstagere samt tobaksvarer.

Der har i sociallovgivningen i Unionen på alle områder været fastlagt minimumsnormer med beskyttelsesklausuler for de medlemsstater, der er længst fremme.

Desuden er konsultationen af og dialogen med arbejdsmarkedets parter på europæisk niveau nedfældet i traktatens artikel 138 og 139 (tidligere artikel 118A og 118B).

EVALUERING

Siden udtalelsen fra juli 1997 er arbejdsløsheden steget markant fra 11,8 % i 1997 til over 16 % i 1999. I 2000 var den oppe på 18,7 %, dernæst 19,4 % i 2001. Tendensen synes at vende. Arbejdsløsheden falder nemlig, men er fortsat høj, da den er faldet fra 18,6 % i 2002 til 17,7 % i første halvdel af 2003.

Ifølge rapporten fra 2003 er det nødvendigt med en yderligere indsats på det beskæftigelsespolitiske område for reelt at kunne gennemføre konklusionerne af den fælles vurdering af de beskæftigelsesmæssige prioriteringer mere konsekvent og effektivt. Det er vigtigt at forbedre beskæftigelsesfrekvensen, navnlig blandt kvinder og ældre arbejdstagere, og forsøge at mindske de regionale skævheder. Reformen af uddannelses- og erhvervsuddannelsessystemerne, især systemet for livslang uddannelse, skal også fremskyndes.

Med hensyn til Den Europæiske Socialfond (ESF) understreges det i rapporten fra 2003, at udviklingen af de administrative strukturer, der er nødvendige for forvaltningen af fonden, er blevet forsinket og skal følges nøje. Generelt næres der især stadig bekymring over, i hvilket omfang den regionale administration er forberedt på at sikre, at ESF-programmerne gennemføres korrekt.

Med hensyn til sundhed og sikkerhed på arbejdspladsen vedtog man i 1997 en lov, men dens anvendelse er ikke tilfredsstillende. I rapporten fra 1999 bemærkes det, at behovet for lovgivningsmæssige fremskridt på området er ved at blive påtrængende. I november 2000 opfordrer Kommissionen på ny Slovakiet til at forstærke indsatsen på dette område.
Ifølge rapporten fra 2003 er den væsentlige lovgivning vedtaget og skulle træde i kraft inden tiltrædelsen. Det er dog nødvendigt at foretage endnu en række tilpasninger for at sikre, at regelværket gennemføres korrekt, især rammedirektivet (beskyttelses- og forebyggelsestjenester, underretning, oplæring og høring af arbejdstagere) og direktivet om midlertidige eller mobile byggepladser.
De myndigheder, der skal sørge for, at lovgivningen om sundhed og sikkerhed overholdes, er oprettet, men de skal forstærkes med både personale og tekniske midler.

Hvad angår ligebehandling af mænd og kvinder, er Slovakiet ganske langt fremme. Lige muligheder er blevet forbedret med f.eks. ophævelsen af det totale forbud mod natarbejde for kvinder. I april 1998 trådte en anden lovændring, som indeholder bestemmelser om lige løn, i kraft. Regeringen vedtog i 1997 en national handlingsplan for kvinderne, og der er oprettet et center for ligestilling mellem kønnene med det formål at udvikle forsknings- og oplysningsindsatsen. I august 1999 indførtes en ændring af loven om socialtilskud, således at der ikke længere udelukkende ydes tilskud til moderen.
Lige inden tiltrædelsen har Slovakiet gennemført al nødvendig lovgivning om ligebehandling af mænd og kvinder. Der skal dog foretages endnu nogle juridiske tilpasninger, før overtagelsen af EU-retten er fuldstændig.

Det fremgår af rapporten fra 2003, at det væsentlige af fællesskabslovgivningen om arbejdsret er blevet gennemført korrekt i slovakisk ret, især siden der i maj 2003 blev vedtaget nye ændringer til arbejdsmarkedslovgivningen.
Man venter stadig på en gennemførelse, for så vidt angår arbejdstiden for søfarende og flyvende personale inden for civil luftfart. Det nye regelværk om medarbejderindflydelse i det europæiske selskab planlægges gennemført efter tiltrædelsen.

Hvad angår den sociale dialog, er de administrative rammer på plads umiddelbart før tiltrædelsen , men systemet skal gradvis forbedres. Det er navnlig nødvendigt at fremme den uafhængige sociale topartsdialog, så flere arbejdstagere og virksomheder kan blive omfattet af kollektive overenskomster.

Med hensyn til folkesundheden fastslår rapporten fra 2003, at den lovmæssige gennemførelse af regelværket om tobak skal fuldendes. Hvad angår overvågning af og kontrol med overførbare sygdomme, skal Slovakiet træffe ekstra foranstaltninger for at nå op på den kapacitet, der er nødvendig for at opfylde EU-kravene på dette område. Der skal lægges særlig vægt på at forbedre befolkningens sundhedstilstand, og der skal holdes øje med udgifterne på dette område.

I løbet af 2004 skal Kommissionen og Slovakiet færdiggøre det fælles notat om social integrering, der fastlægger de største udfordringer i forbindelse med fremme af social integrering og de mulige retningslinjer for politikken på dette område. På dette grundlag skal der på nationalt plan udarbejdes en integreret strategi og en handlingsplan om social integrering.

Når det gælder socialsikring, er det stadig nødvendigt at gøre en stor indsats for at gennemføre de vedtagne reformer, bl.a. reformen om sundhedssektoren og pensionsområder.

Endelig er EU-retten om bekæmpelse af forskelsbehandling kun gennemført meget delvist, bl.a. med hensyn til seksuel orientering, invaliditet og race eller etnicitet. Den slovakiske lovgivning er endnu ikke tilpasset fuldstændigt, og det organ, der får til opgave at fremme ligestillingen i henhold til regelværket, skal oprettes. Trods stadige bestræbelser er situationen for rom-minoriteten meget vanskelig (forskelsbehandling med hensyn til uddannelse og adgang til beskæftigelse, domstole og offentlige tjenester). Der skal gøres en kraftig, vedholdende indsats for at rette op på situationen.

Dette resumé tjener udelukkende til orientering. Det hverken fortolker eller erstatter referencedokumentet.

Seneste ajourføring: 16.01.2004
Juridisk meddelelse | Om dette websted | Søgning | Kontakt | Sidens top