RSS
Alfabetisk indeks
Siden er tilgængelig på 11 sprog

We are migrating the content of this website during the first semester of 2014 into the new EUR-Lex web-portal. We apologise if some content is out of date before the migration. We will publish all updates and corrections in the new version of the portal.

Do you have any questions? Contact us.


Polen

Arkiv

1) REFERENCER

Kommissionens udtalelse [KOM(97)2002 endelig - Ikke offentliggjort i Den Europæiske Unions Tidende]
Kommissionens rapport [KOM(98) 701 endelig - Ikke offentliggjort i Den Europæiske Unions Tidende]
Kommissionens rapport [KOM(1999) 509 endelig - Ikke offentliggjort i Den Europæiske Unions Tidende]
Kommissionens rapport [KOM(2000) 709 endelig - Ikke offentliggjort i Den Europæiske Unions Tidende]
Kommissionens rapport [KOM(2003)675 endelig - SEK(2003) 1207 endelig - ikke offentliggjort i Den Europæiske Unions Tidende].
Traktat om tiltrædelse af Den Europæiske Union [Den Europæiske Unions Tidende L 236 af 23.9.2003]

2) RESUMÉ

I sin udtalelse af juli 1997 fandt Kommissionen det nødvendigt, at Polen udfoldede bestræbelser for at overtage EU-retten i den nationale lovgivning, navnlig på området sundhed og sikkerhed på arbejdspladsen. Det var dens vurdering, at dette ville kunne realiseres på mellemlang sigt, såfremt Polen fortsatte sine bestræbelser.
Rapporten af november 1998 konstaterede imidlertid en mangel på konkrete fremskridt i overtagelsesprocessen og opfordrede til en forstærket indsat på det sociale område samt en styrkelse af de relevante institutioner.
Rapporten af oktober 1999 bekræftede konklusionerne i den foregående rapport, og Polen blev opfordret til at gøre en særlig indsats på det sociale område, især inden for sundhed og sikkerhed på arbejdspladsen, men også inden for folkesundhed, beskæftigelse og ligestilling. Landet bør desuden i væsentlig grad styrke den centrale arbejdsformidlings og arbejdstilsynenes institutionelle kapacitet. Den sociale dialog bør udvikles, navnlig hvad angår arbejdsgiverorganisationerne.
I rapporten af november 2000 konstaterede Kommissionen, at der kun var gjort få fremskridt i gennemførelsen af EU-retten på dette område.
I rapporten fra 2003 konstateres det, at Polen generelt overholder sine forpligtelser og opfylder kravene i forbindelse med forhandlingerne inden for følgende områder: lige behandling af kvinder og mænd, den sociale dialog, beskæftigelsespolitik, social integration samt social beskyttelse. Polen burde være i stand til at gennemføre denne del af EU-retten fra tidspunktet for tiltrædelsen.
Derimod overholder Polen kun delvist sine forpligtelser og kravene i forbindelse med medlemskabet inden for følgende områder: arbejdsret, arbejdsmiljø, folkesundhed, Den Europæiske Socialfond og bekæmpelse af forskelsbehandling.
Tiltrædelsestraktaten blev underskrevet 16. april 2003 og tiltrædelsen fandt sted 1. maj 2004.

EU-RETTEN

EU-retten på det sociale område dækker foruden de forskellige specifikke handlingsprogrammer, bl.a. på folkesundhedsområdet, og Den Europæiske Socialfond bestemmelser om sundhed og sikkerhed på arbejdspladsen, arbejdsret og arbejdsvilkår, lige muligheder for kvinder og mænd, koordinering af socialsikringsordningerne for vandrende arbejdstagere samt tobaksvarer.

Der har i sociallovgivningen i Unionen på alle områder været fastlagt minimumsnormer med beskyttelsesklausuler for de medlemsstater, der er længst fremme.

Desuden er konsultationen af og dialogen med arbejdsmarkedets parter på europæisk plan nedfældet i traktatens artikel 138 og 139 (tidligere artikel 118A og 118B).

EVALUERING

I rapporten fra 2003 henvises der til, at den polske arbejdsret fortsat kun delvist er tilpasset EU-retten med hensyn til arbejdsret, og at gennemførelsen heraf bør prioriteres højt. Endvidere skal lovgivningen vedrørende arbejdstid, deltidsarbejde, overførsel af virksomheder samt udstationering af arbejdstagere bringes i overensstemmelse med EU-retten.

I rapporten fra 2003 bemærkes det, at beskæftigelsessituationen fortsat forværres. Arbejdsløshedsprocenten var allerede i 1999 på 15 % og steg til 16,4 % i 2000. I 2002 steg den til 19,9 %. Arbejdsløsheden rammer først og fremmest unge og ufaglærte, og der er betydelige regionale forskelle.

Hvad beskæftigelsespolitikken angår, er der truffet foranstaltninger til at forbedre arbejdsformidlingssystemet og der er iværksat en "national handlingsplan for udvikling af beskæftigelsen" baseret på de fire søjler i den europæiske beskæftigelsesstrategi.
I rapporten fra 2003 understreges det, at der ikke er sket en gennemførelse af de prioriterede områder, som blev fremhævet i den fælles evaluering af prioriterede områder i beskæftigelsespolitikken. I rapporten henstilles det til Polen at gennemføre foranstaltninger for at øge beskæftigelsesfrekvensen, især for kvinder og ældre, fortsat at forbedre foranstaltninger, der fremmer oprettelsen af arbejdspladser og tilskynder til arbejde, og at videreføre reformen af uddannelsessystemerne.

Med hensyn til Den Europæiske Socialfond, herunder også Equal-initiativet, er det tvingende nødvendigt med en yderligere indsats for at styrke den administrative kapacitet, når det gælder styring, gennemførelse, opfølgning, tilsyn og kontrol, både på regionalt og nationalt niveau, om end der er sket store fremskridt i løbet af 2003.

Den sociale dialog har været omfattet af lovgivningen i Polen siden 1999. Den fremherskende form for dialog er trepartsdialogen, og det ser ud til, at der fortsat mangler en selvstændig social dialog på sektorniveau. I rapporten fra 2003 understreges det, at der findes en fungerende institutionel og administrativ ramme for den sociale dialog. Men strukturerne for partshøringer bør fungere på et mere regelmæssigt grundlag og føre til en mere effektiv høring af arbejdsmarkedets parter om en mere omfattende række spørgsmål og føre til mere konkrete resultater. Man bør også styrke og fremme en uafhængig social dialog, bl.a. på sektorniveau, regionalt niveau og i virksomhederne.

EU-bestemmelserne om ligebehandling af mænd og kvinder indgår i en lov om ændring af pensionsordningerne, der herefter trådte i kraft i april 2000.
Det bemærkes i rapporten fra 2003, at umiddelbart inden tiltrædelsen er størstedelen af lovgivningen om ligebehandling af mænd og kvinder gennemført.

Polen har vedtaget og gennemført lovgivning til gennemførelse af direktivet på grundlag af EF-traktatens artikel 13 om bekæmpelse af forskelsbehandling på grund af race eller etnisk oprindelse. Polen skal i løbet af 2004 gennemføre de dele af dette direktiv, som ikke vedrører arbejde, og oprette en institution, der skal tage sig af ligestilling.

I rapporten fra 2003 slås det fast, at der fortsat er mangler i lovgivningen om arbejdsmiljøet med hensyn til rammedirektivet og flere særdirektiver: kræftfremkaldende agenser, biologiske og kemiske agenser på arbejdsstedet, asbest og støj, lægebehandling om bord på fiskerfartøjer, som kun delvist er gennemført. Polen har fået en overgangsordning for arbejdstagernes anvendelse af arbejdsudstyr indtil udgangen af 2005. Det nationale arbejdstilsyn er blevet oprettet, men der er fortsat for få ansatte, ligesom det tekniske udstyr er utilstrækkeligt.

Inden for området folkesundhed skal gennemførelsen af lovgivningen om den nyeste EU-ret vedrørende tobak afsluttes. Der er oprettet en administrativ og juridisk ramme for kontrol og overvågning af smitsomme sygdomme, men der skal fortsat gøres en stor indsats med hensyn til gennemførelsen og anvendelsen af lovbestemmelserne. De polske myndigheder skal fortsætte deres anstrengelser for at forbedre befolkningens sundhedstilstand, og der skal ofres flere ressourcer på sundhed.

I januar 1999 tog Polen hul på en reform af socialsikringssystemet samt reformen af sundhedsvæsenet. Sidstnævnte skabte stor uro inden for lægestanden med alvorlige driftsforstyrrelser på hospitaler og skadestuer til følge. Ændringerne drejer sig om sundhedsvæsenets struktur, retten til fordele, definitionen af statens nye rolle på især det sundhedspolitiske område og om borgernes øgede ansvar for eget helbred.
I rapporten fra 2003 konstateres det, at Polen på området social beskyttelse skal fortsætte sin indsats for at gennemføre reformer af sundhedssystemet og pensionsordninger, hvilket vil bidrage til en forbedring af niveauet og effektiviteten i den sociale beskyttelse.

I løbet af 2004 skal Kommissionen og Polen afslutte det fælles memorandum om social integration, der fastlægger de vigtigste udfordringer i forbindelse med en bedre social integration og mulige retningslinjer for politikken inden for dette område. Der bør udarbejdes en samlet strategi og en handlingsplan for social integration på nationalt niveau på grundlag heraf.

Dette resumé tjener udelukkende til orientering. Det hverken fortolker eller erstatter referencedokumentet.

Seneste ajourføring: 19.01.2004
Juridisk meddelelse | Om dette websted | Søgning | Kontakt | Sidens top