EUR-Lex Access to European Union law

Back to EUR-Lex homepage

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Enklere lovgivningsmæssige rammer

Virksomhederne og borgerne i EU beklager sig over de administrative byrder i forbindelse med lovgivningen. Lovgivningen medfører somme tider omkostning og kan virke bremsende for innovation, produktivitet og vækst. Denne meddelelse sigter mod at rette op på disse uheldige virkninger og fastlægge en ny EU-strategi for forenkling af de lovgivningsmæssige rammer.

DOKUMENT

Meddelelse fra Kommissionen til Europa-Parlamentet, Rådet, Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg og Regionsudvalget - Gennemførelse af Fællesskabets Lissabon-program: En strategi til forenkling af de lovgivningsmæssige rammer [KOM(2005) 535 endelig - Ikke offentliggjort i Den Europæiske Unions Tidende]

RESUMÉ

I forbindelse med gennemførelsen af Lissabon-strategien er en forenkling af de lovgivningsmæssige rammer blevet fastlagt som en højt prioriteret aktion. Der skal skabes en lovgivning, der ikke går ud over, hvad der er nødvendigt for at opfylde de mål, der søges nået. Visse bestemmelser er overdrevent præskriptive og medfører for store omkostninger. Andre er inkonsekvente, uklare eller forældede. De små og mellemstore virksomheder i EU lider uforholdsmæssigt under lovgivningsmæssige og administrative krav og kræver særlig opmærksomhed. De lovgivningsmæssige rammer skal være enklere og mere effektive. Kommissionen understreger dog, at forenkling ikke er lig med deregulering: den skal hjælpe borgerne og de økonomiske operatører med at finde rundt i lovgivningen.

Denne meddelelse er en opfølgning af meddelelsen fra marts 2005 om bedre regulering til gavn for vækst og beskæftigelse.

En ny forenklingsstrategi på EU-niveau

For at gennemføre strategien har Kommissionen iværksat et rullende forenklingsprogram. I dette program præciseres det, hvilke retsakter Kommissionen vil forenkle i de kommende tre år. Gennem en internethøring har Kommissionen taget hensyn til medlemsstaternes, erhvervslivets og borgernes synspunkter. Forenklingsprogrammet er rettet mod bestemte områder af stor betydning for virksomhedernes konkurrenceevne, som f.eks. selskabsret, finansielle tjenester, transport, forbrugerbeskyttelse og affald. Det vil blive gjort til genstand for systematisk revision og ajourføring. Kommissionen vil desuden lade alle større lovgivningsmæssige forenklingsinitiativer indgå i sit årlige lovgivningsmæssige arbejdsprogram. En række supplerende meddelelser vil dreje sig om sektorerne landbrug, miljø, sundhed og sikkerhed på arbejdspladsen, fiskeri, told, statistikker og arbejdsret. Det rullende program omfatter generelle forenklingsinitiativer, sektorspecifikke regler og horisontale regler på tværs af sektorerne.

Kommissionen bygger sit forenklingsarbejde på sektorvurderinger. Den vil måle den generelle lovgivnings og den sektorbestemte lovgivnings konsekvenser, især med hensyn til økonomiske, miljømæssige og sociale konsekvenser for alle de berørte parter i de enkelte sektorer. En sådan evaluering vil også omfatte en analyse af fordelene og omkostningerne, administrative og andre, i forbindelse med den pågældende lovgivning. Fokus vil i første omgang blive rettet mod tre sektorer: motorkøretøjer, bygge- og anlæg samt affald. Kommissionen vil så gradvist udvide arbejdet til at omfatte andre industrisektorer som f.eks. lægemidler, maskinindustri, informations- og kommunikationsteknologi og energiintensive sektorer. Endelig vil Kommissionen tage fat på tjenesteydelsesområdet, der tegner sig for mere end 70 % af EU's BNP.

Kommissionens fremgangsmåde ved forenkling

Kommissionen har til hensigt at anvende følgende metoder til gennemførelse af forenklinger:

  • Ophævelse: Kommissionen vil fortsætte sine bestræbelser på at sikre ophævelsen af retsakter, som er irrelevante eller forældede. Medlemsstaterne skal ligeledes ophæve nationale bestemmelser, der svarer til de ophævede EU-regler. Kommissionen har til hensigt at indføre revisionsklausuler eller ophørsklausuler i sine egne lovgivningsforslag.
  • Kodificering: dette fremmer gennemskuelighed og håndhævelse. Kommissionens målsætning er at afslutte kodificeringen inden 2007.
  • Omarbejdning: ved omarbejdning ændres og kodificeres de pågældende retsakter samtidigt, og dette bidrager til at skabe mere klare og enklere lovgivningsrammer for de økonomiske operatører. Kommissionen agter at anvende denne metode i forbindelse med forslag til ændring af allerede eksisterende retsakter, især ved de ændringer, der har størst betydning med hensyn til forenkling.
  • Ændret lovgivningsmetode: først og fremmest har Kommissionen til hensigt at begrænse anvendelsen af lovgivning ved hjælp af metoder som samregulering og fastlæggelse af essentielle krav inden for rammerne af harmonisering. Standardisering er et eksempel på samregulering, som Kommissionen aktivt støtter. For så vidt angår teknisk harmonisering, ønsker Kommissionen at begrænse indholdet i fællesskabslovgivningen til at omfatte de væsentlige krav. Med hensyn til detaljerede tekniske specifikationer, henviser Kommissionen virksomhederne til harmoniserede europæiske standarder. Kommissionen har til hensigt at indføre enkle og "bløde" procedurer til overensstemmelsesvurdering. Disse metoder gør det muligt at begrænse de offentlige myndigheders involvering. Kommissionen ønsker at udvide denne fremgangsmåde til flest mulige industrisektorer og endda tjenesteydelsesområdet. En ændring af lovgivningsmetoden består også i et bedre valg af det mest hensigtsmæssige lovgivningsinstrument. I nogle tilfælde kan det at erstatte direktiver med forordninger fremme forenklingen, fordi man med forordninger undgår afvigende gennemførelse i medlemsstaterne.
  • Styrkelse af brugen af informationsteknologi: anvendelse af e-forvaltning kan være med til at reducere de administrative byrder og vil blive fremmet af Kommissionen.

Opbakning fra institutionerne og medlemsstaterne

Forenkling betyder, at der ikke blot skal være fælles metoder men også en fælles tankegang. Alle institutionerne og medlemsstaterne er blevet opfordret til at gøre en indsats for at forenkle de lovgivningsmæssige rammer. Kommissionen vil på sin side udarbejde forenklingsforslag baseret på efterfølgende evalueringer, høringer og omhyggelige vurderinger af forskellige løsningsmuligheder. Den vil etablere interne foranstaltninger for at overvåge fremskridtene. Europa-Parlamentet og Rådet skal også fremme forenklingen, bl.a. ved fuldt ud at gennemføre den interinstitutionelle aftale om bedre lovgivning fra 2003 [PDF], eller ved at godkende en fælles fremgangsmåde til konsekvensanalyse inden udgangen af 2005. Endelig skal medlemsstaterne opfølge de initiativer, der tages på EU-plan, med lige så ambitiøse nationale programmer.

Kommissionen er fast besluttet på at gennemføre denne forenklingsstrategi. Derfor vil den regelmæssigt ajourføre programmet under hensyntagen til de berørte parters synspunkter.

TILHØRENDE DOKUMENTER

Meddelelse fra Kommissionen af 14. november 2006 "Arbejdsdokument fra Kommissionens tjenestegrene - første statusrapport om strategien til forenkling af de lovgivningsmæssige rammer" [KOM(2006) 690 endelig - ikke offentliggjort i Den Europæiske Unions Tidende]. Hensigten med denne meddelelse er at evaluere de fremskridt, der er gjort med hensyn til forenkling siden oktober 2005. Kommissionen noterer en vis forsinkelse i gennemførelsen af forenklingsstrategien. I perioden 2005-2006 godkendte Kommissionen 27 af de planlagte 71 initiativer. Alle de forsinkede initiativer er dog udskudt til 2007. Kommissionen har vedtaget forslag på områder af meget stor betydning for virksomhederne og borgerne, bl.a. en modernisering af toldkodeksen, miljøområdet og arbejdskraftens frie bevægelighed.

Den tilføjer 43 initiativer for perioden 2006-2009.

For så vidt angår kodificering er 52 af de 500 retsakter, der indgår i programmet, blevet kodificeret. Kommissionen redegør for de vigtigste faktorer for en vellykket gennemførelse af forenklingsstrategien, som f.eks. metoden, samarbejdet mellem institutionerne, den øgede anvendelse af samregulering og selvregulering og endelig gennemførelsen af forenklinger på nationalt plan.

Meddelelse fra Kommissionen til Rådet, Europa-Parlamentet, Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg og Regionsudvalget af 11. februar 2003 - "Ajourføring og forenkling af EU-retten" [KOM(2003) 71 endelig - Ikke offentliggjort i Den Europæiske Unions Tidende]. Denne meddelelse er en opfølgning til handlingsplanen for "Bedre og enklere lovgivningsmæssige rammer". Siden Fællesskabets oprettelse er der aldrig blevet foretaget en gennemgang af EU-retten i sin helhed. Kommissionen foreslår en aktionsramme til forenkling af EU-retten og opstiller følgende seks mål:

  • forenkling af EU-retten
  • konsolideringen af EU-retten og efterfølgende ajourføring
  • kodifikation af EU-retten
  • gennemgang af EU-rettens opstilling og præsentation
  • sikre åbenhed og effektiv overvågning på det politiske og tekniske plan
  • en effektiv gennemførelsesstrategi

Meddelelse fra kommissionen af 5. juni 2002, handlingsplan om "bedre og enklere lovgivningsmæssige rammer" [KOM(2002) 278 endelig - Ikke offentliggjort i Den Europæiske Unions Tidende].

Seneste ajourføring: 28.02.2007

Top