RSS
Alfabetisk indeks
Siden er tilgængelig på 15 sprog
Nye sprog:  CS - HU - PL - RO

We are migrating the content of this website during the first semester of 2014 into the new EUR-Lex web-portal. We apologise if some content is out of date before the migration. We will publish all updates and corrections in the new version of the portal.

Do you have any questions? Contact us.


Ligestilling mellem mænd og kvinder på arbejdsmarkedet

Formålet med dette direktiv er at forenkle, modernisere og forbedre Fællesskabets lovgivning om ligebehandling af mænd og kvinder i forbindelse med beskæftigelse.

DOKUMENT

Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2006/54/EF af 5. juli 2006 om gennemførelse af princippet om lige muligheder for og ligebehandling af mænd og kvinder i forbindelse med beskæftigelse og erhverv (omarbejdning) [Den Europæiske Unions Tidende L 204 af 26.7.2006].

RESUMÉ

Ligestilling mellem mænd og kvinder er et grundlæggende princip i fællesskabsretten, der vedrører alle områder af det sociale liv, som arbejdslivet ubestrideligt udgør en del af.

Ligestilling i beskæftigelse og arbejdsvilkår

Nærværende direktiv forbyder alle former for direkte eller indirekte * forskelsbehandling mellem mænd og kvinder vedrørende vilkår for

  • rekruttering og adgang til beskæftigelse eller ulønnet arbejde
  • afskedigelse
  • uddannelse og faglig forfremmelse
  • organisering i arbejdstager- og arbejdsgiverorganisationer.

Derudover forbyder traktaten om Den Europæiske Unions (EU) funktionsmåde (artikel 157) forskelsbehandling på baggrund af køn med hensyn til aflønning for samme arbejde eller arbejde, der tillægges samme værdi. Princippet gælder ligeledes for faglige klassifikationssystemer, der anvendes til lønfastsættelse.

Forskelsbehandling mellem mænd og kvinder kan imidlertid berettiges, når det begrundes i de pågældende erhvervsaktiviteters art, forudsat at målet hermed er legitimt og står i rimeligt forhold hertil.

Medlemsstaterne tilskynder arbejdsgivere og faglige undervisere til at modvirke forskelsbehandling på baggrund af køn, navnlig chikane og sexchikane *.

Ligestilling inden for social sikring

Ligebehandling af mænd og kvinder skal sikres inden for de erhvervstilknyttede sociale sikringsordninger, og navnlig vedrørende

  • anvendelsesområde og betingelser for adgang til ordningerne
  • bidrag
  • beregning af ydelser, herunder tillæg, varighed og bevarelse af retten.

Princippet gælder for hele den aktive befolkning, herunder

  • selvstændige erhvervsdrivende, dog kan medlemsstaterne for denne kategori tillade forskelsbehandling, navnlig vedrørende pensionsalder
  • arbejdstagere, der midlertidigt er uden arbejde på grund af sygdom, graviditet og barsel, ulykke eller ufrivillig arbejdsløshed
  • personer, der søger arbejde, pensionerede og invalide arbejdstagere samt disse arbejdstageres ydelsesberettigede pårørende.

Forældreorlov

Efter endt barselsorlov, forældreorlov og adoptionsorlov har arbejdstagerne ret til

  • at vende tilbage til det samme eller tilsvarende arbejde og til ikke at få dårligere arbejds- og ansættelsesvilkår
  • at nyde godt af enhver forbedring i arbejdsvilkårene, som de ville have været berettiget til under deres fravær.

Klageadgang

Medlemsstaterne sørger for at sikre klageadgang ved forligsinstanser eller retsinstanser for arbejdstagere, der har været udsat for forskelsbehandling. Ligeledes træffes de nødvendige foranstaltninger til beskyttelse af arbejdstagerne og disses repræsentanter mod enhver form for ugunstig behandling fra arbejdsgiverens side som reaktion på en klage, inden for virksomheden eller enhver form for retsforfølgning.

Endelig skal medlemsstaterne fastsætte sanktioner samt muligheder for erstatning eller godtgørelse i forhold til den lidte skade.

I tilfælde af søgsmål påhviler bevisbyrden den part, der er sagsøgt for forskelsbehandling, som således skal bevise, at ligebehandlingsprincippet ikke er blevet krænket.

Fremme af ligebehandling

Medlemsstaternes udpeger de organer, der har til opgave at fremme, analysere og overvåge princippet om ligebehandling samt varetage opfølgningen af lovgivningen og bistå ofre for forskelsbehandling.

Virksomhederne skal endvidere fremme ligestillingsprincippet og understøtte arbejdsmarkedsparternes og de ikkestatslige organisationers rolle.

Dokumentets nøglebegreber
  • Direkte forskelsbehandling: at en person behandles ringere på grund af køn, end en anden bliver, er blevet eller ville blive behandlet i en tilsvarende situation.
  • Indirekte forskelsbehandling: at en tilsyneladende neutral bestemmelse, betingelse eller praksis stiller personer af det ene køn særlig ufordelagtigt i forhold til personer af det andet køn, medmindre den pågældende bestemmelse, betingelse eller praksis er objektivt begrundet i et legitimt mål, og midlerne til at opfylde det er hensigtsmæssige og nødvendige.
  • Chikane: at der udvises uønsket adfærd i relation til en persons køn med det formål eller den virkning at krænke denne persons værdighed og skabe et truende, fjendtligt, nedværdigende, ydmygende eller ubehageligt klima.
  • Sexchikane: at der udvises enhver form for uønsket verbal, ikke-verbal eller fysisk adfærd med seksuelle undertoner med det formål eller den virkning at krænke en persons værdighed, navnlig ved at skabe et truende, fjendtligt, nedværdigende, ydmygende eller ubehageligt klima.

REFERENCER

RetsaktIkrafttrædelsesdatoGennemførelsesdato i medlemsstaterneDen Europæiske Unions Tidende

Direktiv 2006/54/EF

15.8.2006

15.8.2008

EUT L 204, 26.7.2006

Seneste ajourføring: 24.05.2011
Juridisk meddelelse | Om dette websted | Søgning | Kontakt | Sidens top