RSS
Alfabetisk indeks
Siden er tilgængelig på 15 sprog
Nye sprog:  CS - HU - PL - RO

We are migrating the content of this website during the first semester of 2014 into the new EUR-Lex web-portal. We apologise if some content is out of date before the migration. We will publish all updates and corrections in the new version of the portal.

Do you have any questions? Contact us.


Beskyttelse af arbejdstagerne i tilfælde af arbejdsgiverens insolvens

Direktivet tager sigte på at sikre arbejdstagerne lønudbetaling i tilfælde af arbejdsgiverens insolvens. Det forpligter reelt medlemsstaterne i Den Europæiske Union (EU) til at oprette garantiinstitutioner og fastsætter vilkårene i forbindelse med arbejdsgiverens insolvens ved grænseoverskridende ansættelsesforhold.

DOKUMENT

Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2008/94/EF af 22. oktober 2008 om beskyttelse af arbejdstagerne i tilfælde af arbejdsgiverens insolvens (EØS-relevant tekst).

RESUMÉ

Direktivet beskytter arbejdstagere, der har et løntilgodehavende over for arbejdsgivere, der er insolvente.

En arbejdsgiver anses for at være insolvent, når der er indgivet begæring om bobehandling, der medfører, at arbejdsgiveren helt eller delvist mister rådigheden over sine aktiver, at der udpeges en kurator, og den myndighed, som har kompetence i henhold til nævnte bestemmelser:

  • har truffet afgørelse om indledning af bobehandlingen
  • har konstateret, at arbejdsgiverens virksomhed eller bedrift er lukket endeligt, og at de foreliggende aktiver ikke er tilstrækkelige til at berettige indledning af bobehandlingen.

Medlemsstaterne i Den Europæiske Union (EU) kan undtagelsesvis udelukke visse kategorier af arbejdstageres tilgodehavender, såfremt der findes andre former for garanti, der sikrer arbejdstagerne en tilsvarende beskyttelse. Medlemsstaterne kan udelukke tjenestefolk, der beskæftiges af en fysisk person, samt partsfiskere fra at være omfattet af direktivets beskyttelse.

Ud over ovennævnte undtagelser nyder alle arbejdstagere beskyttelse ifølge direktivet uanset arbejdsforholdes varighed og arbejdsforholdets natur. Direktivet omfatter ligeledes arbejdstagere, der arbejder på deltid, på tidsbegrænset arbejdskontrakt eller på vikarkontrakt.

Garantiinstitutioner

Medlemsstaterne etablerer garantiinstitutioner, der sikrer arbejdstagerne betaling af løntilgodehavender, herunder også fratrædelsesgodtgørelse ved ansættelsesforholdet ophør. De kan fastsætte lofter over garantiinstitutionernes betalinger. Disse lofter skal mindst være på et socialt niveau, der er foreneligt med dette direktivs sociale målsætning.

Minimumsperioden for udbetaling via garantiinstitutionen beregnes i forhold til:

  • en referenceperiode på mindst seks måneder med mulighed for udbetaling af tilgodehavende i mindst tre måneder
  • en referenceperiode på mindst 18 måneder med mulighed for udbetaling af tilgodehavende i mindst otte uger. De perioder, der er mest favorable for arbejdstagerne, lægges til grund for beregningen af minimumsperioden.

Arbejdsgiverne bidrager til finansieringen af institutionerne, medmindre disse sikres fuldstændigt af offentlige myndigheder.

Social sikring

Medlemsstaterne kan bestemme, at garanti for udbetaling ikke finder anvendelse på bidrag i henhold til:

  • sociale sikringsordninger
  • supplerende faglige eller tværfaglige forsikringsordninger, som ikke er omfattet af de nationale lovbestemte sociale sikringsordninger.

Medlemsstaterne træffer de nødvendige foranstaltninger for at sikre, at manglende indbetaling til deres forsikringsinstitutioner af tvungne bidrag, som arbejdsgiveren i henhold til nationale lovbestemte sociale sikringsordninger var pligtig at betale, inden han blev insolvent, ikke begrænser arbejdstagerens ret til ydelser over for disse forsikringsinstitutioner, i det omfang arbejdstagerbidragene på forhånd er fradraget den udbetalte løn.

Lønmodtagernes interesser beskyttes i forbindelse med ret til ydelser i forbindelse med alderdom, herunder ydelser til efterladte, i henhold til supplerende forsikringsordninger. Dette gælder ligeledes arbejdstagere, der allerede havde forladt arbejdsgiverens virksomhed eller bedrift før datoen for dennes insolvens.

Bestemmelser vedrørende situationer, der er grænseoverskridende

Såfremt en virksomhed, der har aktiviteter i mindst to medlemsstater, bliver insolvent, er det garantiinstitutionen i den medlemsstat, hvor arbejdstageren sædvanligvis udfører eller udførte sit arbejde, der skal dække betalingen af arbejdstagernes tilgodehavender.

Ligeledes fastslås omfanget af arbejdstagernes rettigheder i henhold til den lovgivning, der gælder for den pågældende garantiinstitution.

REFERENCER

DokumentIkrafttrædelsesdatoGennemførelsesdato i medlemsstaterneDen Europæiske Unions Tidende

Direktiv 2008/94/EF

17.11.2008

17.11.2008

EUT L 283 af 28.10.2008

TILHØRENDE DOKUMENTER

Rapport fra Kommissionen til Europa-Parlamentet og Rådet af 28. februar 2011 om gennemførelsen og anvendelsen af visse bestemmelser i direktiv 2008/94/EF om beskyttelse af arbejdstagerne i tilfælde af arbejdsgiverens insolvens [KOM(2011) 84 endelig – ikke offentliggjort i Den Europæiske Unions Tidende].
Bestemmelserne vedrørende beskyttelse af arbejdstagerne indført ved direktiv 2008/94/EF har vist sig at være effektive og nyttige. 3,4 millioner arbejdstagere har modtaget udbetalinger fra garantiinstitutionerne i perioden 2008 til 2011, især som følge af den globale økonomiske krise.

Seneste ajourføring: 06.05.2011
Juridisk meddelelse | Om dette websted | Søgning | Kontakt | Sidens top