RSS
Alfabetisk indeks
Siden er tilgængelig på 15 sprog
Nye sprog:  CS - HU - PL - RO

We are migrating the content of this website during the first semester of 2014 into the new EUR-Lex web-portal. We apologise if some content is out of date before the migration. We will publish all updates and corrections in the new version of the portal.

Do you have any questions? Contact us.


EU-strategi for unge

Denne meddelelse indeholder forslag til en ny strategi for den europæiske ungdomspolitik. Den indfører en politisk tilgang på tværs af sektorer på ungdomsområdet og styrker samarbejdet i den politiske beslutningstagning på alle niveauer.

DOKUMENT

Meddelelse fra Kommissionen til Rådet, Europa-Parlamentet, Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg og Regionsudvalget af 27. april 2009 – En EU-strategi for unge - investering og mobilisering - En fornyet åben koordinationsmetode tilpasset udfordringer og muligheder på ungdomsområdet [COM(2009) 200 endelig – ikke offentliggjort i Den Europæiske Unions Tidende].

RESUMÉ

Meddelelsen indeholder en strategi for den fremtidige ungdomspolitik. Formålet er at etablere en sektoroverskridende tilgang for at mobilisere unge i Europa over for en række aktuelle udfordringer, særligt vedrørende uddannelse, beskæftigelse, social inddragelse og sundhed. De unge skal have de nødvendige ressourcer og muligheder til at opnå selvstændighed.

Den nuværende samarbejdsramme, der udløber i 2009, har indført ungdomsaspektet i andre politikområder samt fungeret som middel til at øve indflydelse på de nationale politiske beslutninger. Der er dog behov for at udbygge samarbejdsrammen yderligere, både hvad angår selve samarbejdet og effekten på andre politikområder. Samarbejdsrammen skal udvides, så man i større omfang når de dårligt stillede unge.

EU’s vision for unge er baseret på to tilgange: investering og mobilisering. Den foreslåede nye strategi lægger særlig vægt på dårligt stillede unge. Der skal skabes en bedre sammenhæng mellem ungdomspolitikker og andre politikområder, og via den fornyede åbne koordinationsmetode skal koordineret politisk beslutningstagning på ungdomsområdet forbedres. I sidstnævnte sammenhæng vil unge også få mulighed for at komme til orde via en struktureret dialog.

Den nye langsigtede strategi opsætter tre overordnede og sammenhængende mål, som hører tæt sammen med målene i den nye sociale dagsorden, og strategien beskriver flere indsatsområder under hvert mål. For hvert indsatsområde beskrives kortsigtede målsætninger og konkrete aktioner, der skal gennemføres af medlemsstaterne og Kommissionen alt efter disses respektive ressortområder. Der foretages en evaluering hvert tredje år.

Under målet om flere muligheder for unge inden for uddannelse og beskæftigelse foreslås følgende indsatsområder:

  • Uddannelse: Den ikke-formelle uddannelse skal integreres bedre som supplement til den formelle uddannelse, og man skal sikre udvikling af kvaliteten og anerkendelse af resultaterne.
  • Beskæftigelse: For at lette de unges overgang fra skolen, ledighed eller arbejdsløshed til arbejdsmarkedet skal de politiske tiltag på nationalt og EU-plan følge flexicurity princippet. Derudover skal de unge via uddannelse sikres de kvalifikationer, som arbejdsmarkedet efterspørger.
  • Kreativitet og iværksætterkultur: Udvikling af talent, kreative færdigheder, iværksætterkultur og kulturelle udtryksformer skal fremmes blandt unge.

Følgende indsatsområder foreslås under målet om forbedret adgang og fuld deltagelse af alle unge i samfundet:

  • Sundhed og sport: Området omfatter forebyggelse og behandling af fedme, skader, afhængighed og stofmisbrug, fremme af sund livsstil blandt unge og fremme af samarbejde mellem ungdomsarbejdere, sundhedseksperter og sportsorganisationer.
  • Deltagelse: Man sigter mod at øge unges deltagelse i samfundslivet og det repræsentative demokrati, støtte ungdomsorganisationer, fremme deltagelse blandt unge, der ikke er medlem af en organisation, og sikre informationstjenester af høj kvalitet målrettet mod unge.

Målet om at fremme gensidig solidaritet mellem samfundet og unge omfatter følgende indsatsområder:

  • Social inddragelse: Man skal forebygge social udstødelse blandt unge og mobilisere de relevante aktører såsom forældre, lærere, socialarbejdere, og ungdomsarbejdere.
  • Volontørarbejde: Støtte til unges volontørarbejde bør øges gennem udvikling af flere muligheder og styrkelse af unge volontørers mobilitet på tværs af grænserne, hindringerne for volontørarbejde bør fjernes og anerkendelse af volontørarbejde som en betydningsfuld form for ikke-formel uddannelse bør sikres.
  • Unge og verden: De eksisterende ungdomsnetværk og værktøjer skal udnyttes til at involvere unge i den globale politiske beslutningstagning.

Ungdomsarbejde kan skabe merværdi i kampen mod arbejdsløshed, manglende uddannelse og social udstødelse. Ungdomsarbejdet skal i større omfang støttes og anerkendes, og der skal sikres en større faglighed i arbejdet. Til det formål opfordres medlemsstaterne og Kommissionen til at støtte finansiering og kvalitetsopbygning i ungdomsarbejdet samt ungdomsarbejdernes kvalifikationer og mobilitet. Kommissionen forpligter sig til yderligere at undersøge ungdomsarbejdets økonomiske og sociale virkninger.

Der skal udvikles en sektoroverskridende politisk tilgang på alle niveauer med henblik på at understøtte den nye integrerede samarbejdsramme på ungdomsområdet. Til overvågning af gennemførelsen af strategien etableres en permanent og løbende dialog på EU-plan og mellem medlemsstaterne og unge. For at sikre en bedre politisk beslutningstagning foreslås peer-læring i form af seminarer på højt plan i det politiske samarbejde og klynger af tekniske eksperter, hvor også relevante interessenter inddrages. Den politiske beslutningstagning bør være vidensbaseret. Til det formål benyttes og videreudvikles de eksisterende redskaber til vidensopbygning på ungdomsområdet. Kommissionen foreslår også udvikling af yderligere vidensopbyggende instrumenter såsom undersøgelser og Eurobarometerundersøgelser. Derudover bør de eksisterende EU-programmer og fonde, især Aktive unge-programmet, udnyttes til at understøtte ungdomspolitikken og skabe muligheder for unge, og man skal sikre udbredelse af information om disse muligheder.

Seneste ajourføring: 09.10.2009
Juridisk meddelelse | Om dette websted | Søgning | Kontakt | Sidens top