RSS
Alfabetisk indeks
Siden er tilgængelig på 11 sprog

We are migrating the content of this website during the first semester of 2014 into the new EUR-Lex web-portal. We apologise if some content is out of date before the migration. We will publish all updates and corrections in the new version of the portal.

Do you have any questions? Contact us.


Leonardo da Vinci (fase II) 2000-2006

Arkiv

Leonardo da Vinci bidrager til opbygning af et europæisk uddannelsesområde, hvor udvikling af livslang læring nyder fremme, og samtidig at videreføre samarbejdet på EU-plan mellem aktører i erhvervsuddannelsessektoren.

DOKUMENT

Rådets afgørelse nr. 1999/382/EF af 26. april 1999 om iværksættelse af anden fase af Fællesskabets handlingsprogram inden for erhvervsuddannelse Leonardo da Vinci [Se ændringsretsakt(er)].

RESUMÉ

Baseret på erfaringerne fra den første fase af Leonardo Da Vinci-programmet og på de retningslinjer, Kommissionen har fremsat i meddelelsen "For et kundskabernes Europa ( (DE) (EN) (ES) (FR))" iværksættes ved denne afgørelse anden fase af handlingsprogrammet for gennemførelse af en erhvervsuddannelsespolitik i EU "Leonardo da Vinci". Det iværksættes for perioden 1. januar 2000 til 31. december 2006.

Programmet har følgende hovedmål:

  • at forbedre færdigheder og kvalifikationer hos personer, især unge, i erhvervsmæssig grunduddannelse på alle niveauer; dette kan gennemføres bl.a. ved hjælp af erhvervsmæssig vekseluddannelse og lærlingeuddannelse med henblik på at fremme beskæftigelsesegnetheden og lette den erhvervsmæssige integration og reintegration
  • at forbedre kvaliteten af og adgangen til erhvervsmæssig efter- og videreuddannelse og tilegnelse af færdigheder og kvalifikationer hele livet igennem med henblik på at øge og udvikle tilpasningsevnen
  • at fremme og styrke erhvervsuddannelsens bidrag til innovationsprocessen med henblik på at forbedre konkurrenceevnen og iværksætterånden.

Gennemførelsen af disse mål på EU-plan støtter og supplerer de aktioner, der gennemføres af medlemsstaterne. Kommissionen påser, at programmets aktioner gennemføres i sammenhæng med Fællesskabets øvrige aktioner og politikker.

Der rettes særlig opmærksomhed mod grupper, der står svagt på arbejdsmarkedet, herunder handicappede, praksis, der letter disse gruppers adgang til erhvervsuddannelse, fremme af ligestilling og lige muligheder for mænd og kvinder samt bekæmpelse af diskrimination.

Programmets mål søges nået ved hjælp af følgende foranstaltninger:

  • støtte til tværnational mobilitet for personer under erhvervsuddannelse, især unge, og for personer, der er ansvarlige for uddannelse i Europa
  • støtte til pilotprojekter, der bygger på tværnationale partnerskaber, og som tager sigte på innovation og større kvalitet i erhvervsuddannelserne
  • fremme af sprogkundskaber, herunder de sprog, der er mindre udbredt, og som der kun i begrænset omfang undervises i, og af forståelse for andre kulturer i forbindelse med erhvervsuddannelse
  • udvikling af tværnationale samarbejdsnetværk, som letter udveksling af erfaringer og god praksis
  • udvikling og ajourføring af referencemateriale på fællesskabsplan og af sammenlignelige data
  • udvikling af fælles aktioner, der gennemføres sammen med andre fællesskabsaktioner
  • udvikling af supplerende foranstaltninger.

Ved gennemførelsen af foranstaltningerne skal der være mulighed for særlig støtte til tværnationale aktioner til fremme og brug af informations- og kommunikationsteknologi (ikt) i erhvervsuddannelsen.

Alle offentlige og/eller private organer eller institutioner, der er involveret i erhvervsuddannelse, kan deltage i programmet. Det gælder navnlig:

  • uddannelsesinstitutioner, -centre og -organer på alle niveauer, herunder universiteter
  • forskningscentre og -organer
  • virksomheder og sammenslutninger af virksomheder, bl.a. små og mellemstore virksomheder
  • erhvervsorganisationer, herunder handelskamre
  • arbejdsmarkedsorganisationer på alle niveauer
  • lokale og regionale myndigheder og organer
  • nonprofit-organisationer, frivillige organer og ngo'er.

Kommissionen sørger for iværksættelse af fællesskabsaktionerne under programmet. Medlemsstaterne bestræber sig på at træffe de fornødne foranstaltninger med henblik på at sikre, at programmet kommer til at fungere efter hensigten. Medlemsstaterne skal navnlig etablere nationale kontorer (EN), som skal varetage den praktiske gennemførelse af programmet..

Forslag, der indsendes af projektledere som led i indkaldelsen af forslag, vil blive udvalgt efter en af følgende procedurer:

  • Procedure A finder anvendelse på mobilitetsaktioner. Foranstaltningens generelle mål er at yde finansiel støtte til enkeltpersoner til uddannelse i udlandet. Denne procedure forvaltes af de nationale kontorer, som modtager et samlet årligt tilskud fra Kommissionen.
  • Procedure B finder anvendelse på pilotprojekter med undtagelse af temaaktioner, på sprogkundskaber og tværnationale netværk. Denne procedure omfatter en udvælgelse i to trin. Medlemsstaterne vurderer og udvælger forslagene, hvorefter Kommissionen evaluerer forslagene og opstiller en liste herover.
  • Procedure C finder anvendelse på referencemateriale, temaaktioner, projekter i forbindelse med fællesaktioner, forslag indgivet af europæiske organisationer. Dette er en decentraliseret procedure, hvor Kommissionen står for indgåelse af aftaler og for forvaltning og opfølgning af projekterne.

Kommissionen bistås af et udvalg, der består af repræsentanter for medlemsstaterne, og som har Kommissionens repræsentant som formand.

Som led i programmets gennemførelse arbejder Kommissionen og arbejdsmarkedets parter på EU-niveau tæt sammen om at udbygge den sociale dialog på EU-niveau.

Kommissionen indgår i et samarbejde med Det Europæiske Center for Udvikling af Erhvervsuddannelse (CEDEFOP) og sørger for koordinering med Det Europæiske Erhvervsuddannelsesinstitut.

. Følgende lande kan deltage i programmet: Den Europæiske Unions medlemsstater (Belgien, Tjekkiet, Danmark, Tyskland, Estland, Grækenland, Spanien, Frankrig, Irland, Italien, Cypern, Letland, Litauen, Luxembourg, Ungarn, Malta, Nederlandene, Østrig, Polen, Portugal, Slovenien, Slovakiet, Finland, Sverige, Det Forenede Kongerige), de 3 lande i Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde (EØS - Island, Liechtenstein, Norge) og de to kandidatlande (Bulgarien og Rumænien). Det forventes, at Tyrkiet vil kunne deltage fra 2004.

Kommissionen styrker samarbejdet med tredjelande og de relevante internationale organisationer.

Kommissionen fører løbende tilsyn med programmet i samarbejde med medlemsstaterne. På grundlag af de rapporter, som medlemsstaterne indsender senest den 31. december 2003 og den 30. juni 2007, forelægger Kommissionen følgende for Europa-Parlamentet, Rådet og Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg:

  • senest den 30. juni 2002 en midlertidig anden rapport om programmets indledende praktiske gennemførelse
  • senest den 30. juni 2004 en midlertidig rapport om programmets gennemførelse
  • senest den 31. december 2004 en meddelelse om programmets videreførelse, evt. ledsaget af et passende forslag
  • senest den 31. december 2007 en endelig rapport om programmets gennemførelse.

REFERENCER

Retsakt Ikrafttrædelsesdato - Udløbsdato Gennemførelsesdato i medlemsstaterne Den Europæiske Unions Tidende
Rådets afgørelse 1999/382/EF 26.4.1999-31.12.2006 - EFT L 146 af 11.6.1999

Ændringsretsakt(er) Ikrafttrædelsesdato Gennemførelsesdato i
medlemsstaterne
Den Europæiske Unions Tidende
Forordning (EF) nr. 1882/2003 20.11.2003 - EUT L 284 af 31.10.2003
Forordning (EF) nr. 885/2004 1.5.2004 - EUT L 168 af 1.5.2004

TILHØRENDE DOKUMENTER

Europa-Parlamentets og Rådets afgørelse nr. 1720/2006/EF af 15. november 2006 om etablering af et integreret handlingsprogram inden for livslang læring [Den Europæiske Unions Tidende L 327 af 24.11.2006].

Beretning fra Kommissionen - Foreløbig rapport om gennemførelsen af anden fase af Leonardo da Vinci-programmet (2000-2006) [KOM(2004) 152 endelig - Ikke offentliggjort i Den Europæiske Unions Tidende].
Målene
og de prioriterede områder for Leonardo da Vinci II-programmet svarer tilsyneladende generelt til projektledernes og de reelle modtageres forventninger og behov. I rapporten bemærkes det, at over 80 % af budgettet for de seneste fire år er gået til mobilitetsforanstaltninger og pilot-projekter. Dette efterlader meget få budgetmidler til de andre initiativer, som sandsynligvis vil modtage mere støtte.
For perioden 2000-2003 viser tallene tydeligt, at mobilitetsforanstaltningerne og pilotprojekterne har været effektive, og de øvrige foranstaltninger svage:

  • Tværnational mobilitet. Der var afsat et samlet budget på omkring 300 mio. EUR til omkring 7 000 projekter vedrørende praktikophold og omkring 2 300 udvekslingsprojekter med deltagelse af i alt 143 000 studerende og unge arbejdstagere og 22 000 undervisere.
  • Pilotprojekter. 825 pilotprojekter modtog støtte, hvilket svarede til en samlet forpligtelse på 271 mio. EUR, og over 8 000 organisationer tog del i projekterne.
  • Sprogkompetence. 88 projekter vedrørende sprogkundskaber modtog støtte, hvilket svarede til en samlet forpligtelse på 26,7 mio. EUR. Ca. 800 organisationer deltog i projekternes. Selvom ingen stiller spørgsmålstegn ved relevansen af sprog- og kulturkompetencer i forbindelse med erhvervsuddannelse i europæisk regi, ser iværksætterne ikke ud til at have forståelse for aktionens værdi og mål. I rapporten anbefales det at indarbejde hele aktionen "sprogkompetence" i pilotprojekterne.
  • Tværnationale netværk. 45 tværnationale netværk modtog støtte, hvilket svarer til en samlet forpligtelse på 13,1 mio. EUR. Disse netværk havde deltagelse af hen ved 720 organisationer. Netværkenes specifikke rolle skal udvikles og forklares bedre og deres rolle i forbindelse med "normale" projekter skal styrkes.
  • Referencemateriale. 46 tværnationale projekter vedrørende "referencemateriale" modtog støtte, hvilket svarer til en samlet forpligtelse på 19 mio. EUR. Disse projekter havde deltagelse af 500 organisationer. Metoden med indkaldelser af forslag fungerede ikke som forventet. Derfor besluttede Kommissionen i 2002 at lancere en række udbud med det formål at indsamle de krævede statistiske oplysninger.
  • Fælles aktioner med andre fællesskabsprogrammer og initiativer. I alt 37 fælles projekter har modtaget støtte svarende til en samlet budgetforpligtelse på 7,6 mio. EUR. Projekterne havde deltagelse af hen ved 300 organisationer. Indtil videre har aktionen været begrænset til samarbejdsprojekter med Youth- og Socrates-programmerne. Gennemførelsen af denne foranstaltning begrænses imidlertid af et tungt administrativt system.

I rapporten fremhæves det, at den decentralisering af en væsentlig del af programmets aktiviteter, som er blevet gennemført af de nationale myndigheder og de nationale kontorer, har haft en positiv virkning på programgennemførelsen. I rapporten konkluderes det, at programmets effektivitet er blevet forbedret i forhold til den foregående programfase.

Beretning fra Kommissionen - Europa-Kommissionens foreløbige rapport om den indledende praktiske gennemførelse af anden fase af Leonardo da Vinci-programmet (2000-2006)
[KOM(2002)315 endelig - Ikke offentliggjort i Den Europæiske Unions Tidende].
Ved Det Europæiske Råds møde i Lissabon understregede stats- og regeringslederne den store rolle, som livslang læring spiller med hensyn til at gøre Europa til det mest konkurrencedygtige og dynamiske videnbaserede samfund i verden, og fastlagde et nyt perspektiv for strategien for livslang læring. I fremtiden vil livslang læring være det ledende princip for alle aktiviteter under programmet. Forslag, som indsendes under programmet, vil derfor skulle relatere til et af følgende prioriterede områder:

  • værdsættelse af læring, anerkendelse af ikke-formel og uformel læring og gensidig anerkendelse af certifikater og eksamensbeviser
  • fremme nye former for læring og undervisning (f.eks. at lære at lære), fremme de grundlæggende færdigheder inden for uddannelses- og erhvervsuddannelsesområdet (f.eks. inden for ikt og fremmedsprog)
  • forbedre vejledning og rådgivning via udveksling af erfaringer og normer.

Nedbringelsen af antallet af prioriterede indsatsområder fra seks til tre (jf. Kommissionens afgørelse af 20. januar 2000) vil forenkle og rationalisere programmet yderligere.
Hvad angår programmets tilrettelæggelse og forvaltning understreges det i rapporten, at der er foregået et stort arbejde med decentralisering til fordel for de nationale myndigheder og de nationale kontorer (EN). I realiteten administrerer de nationale kontorer ca. 83 % af programmets budgetmidler. Kommissionen forestår iværksættelsen af programmet i overensstemmelse med Rådets afgørelse, og bistås i den henseende af Leonardo da Vinci-udvalget, som består af repræsentanter for hver af medlemsstaterne, deltagerlandene og for arbejdsmarkedets parter. Denne decentralisering har gjort behandlingen mere fleksibel og behandlingstiden for projekterne er blevet nedbragt, således at den nu i gennemsnit er på ca. syv måneder.
På baggrund af den store succes med procedure A for mobilitetsprojekter, som har deltagelse af ca. 75 500 personer med et samlet EU-tilskud på 141,2 mio. EUR, har Kommissionen besluttet at tillægge denne procedure større betydning. I den forbindelse ønsker Kommissionen at forbedre kvaliteten af instrumenterne til anerkendelse af erfaringer i udlandet, og især Europass-uddannelsen.
Inden for rammerne af procedure B udgør pilotprojekterne det langt største budget med 36 % af det samlede budget. I 2000 og 2001 blev der udvalgt 373 pilotprojekter, heraf 45 projekter om sprogfærdigheder, og der blev oprettet 27 netværk. På baggrund af den store succes har Kommissionen valgt at øge budgettet til pilotprojekter. For procedure C registreres der i rapporten knap så positive resultater. Der blev kun ydet tilskud til 5 temaprojekter, 7 fællesaktioner med det formål at fremme koordineringen af Leonardo-programmet med andre initiativer og 27 projekter, som havde til formål at indsamle sammenlignelige oplysninger. Kommissionen har dog besluttet at udvide adgangen til disse værktøjer og styrke livslang læring.
Euroguidance-nettet , som især yder tilskud til mobilitetsfremmende projekter i Europa og til projekter, der understøtter udveksling af information om uddannelsessystemer og kvalifikationer i Europas, består fremover af 50 centre fordelt i alle deltagerlandene. Nettet spiller en vigtig rolle i forbindelse med gennemførelsen af livslang læring og en afgørende rolle ved det europæiske vejledningsforum.
Hvad angår målgruppernes deltagelse i uddannelsesprojekter, har Kommissionen til hensigt at gennemføre en forenkling af procedurerne med henblik på at fremme de små og mellemstore virksomheders deltagelse, fremme lige muligheder for mænd og kvinder (DE) (EN) (FR) med henblik på en aktiv deltagelse blandt kvinder og fremme kandidatlandenes deltagelse. Tyrkiet er det eneste land, der endnu ikke deltager i programmet.
Kommissionen har til hensigt at styrke udbredelsen af programmets resultater gennem oprettelsen af en database på internettet og en handlingsplan til valorisering af projekternes resultater og ved at sikre større sammenhæng mellem Leonardo og andre finansielle instrumenter, der har til formål at udvikle de menneskelige ressourcer, særligt Den Europæiske Socialfond (ESF) og den europæiske beskæftigelsesstrategi.

Seneste ajourføring: 21.02.2007
Juridisk meddelelse | Om dette websted | Søgning | Kontakt | Sidens top