RSS
Alfabetisk indeks
Siden er tilgængelig på 15 sprog
Nye sprog:  CS - HU - PL - RO

We are migrating the content of this website during the first semester of 2014 into the new EUR-Lex web-portal. We apologise if some content is out of date before the migration. We will publish all updates and corrections in the new version of the portal.

Do you have any questions? Contact us.


Hvidbog om idræt

Hvidbogen om idræt, som er det første stort anlagte initiativ på dette område på europæisk plan, indeholder en række strategiske retningslinjer for idrættens rolle i EU, især i et socialt og økonomisk perspektiv

DOKUMENT

Hvidbogen om idræt af 11. juli 2007, forelagt af Europa-Kommissionen for Rådet, Europa-Parlamentet, Regionsudvalget og Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg [KOM(2007) 391 endelig - Ikke offentliggjort i EUT].

RESUMÉ

Hvidbogen er Kommissionens vigtigste indlæg i debatten om idræt og idrættens rolle i de europæiske borgeres dagligdag.

Den bekræfter, at idræt kan have betydning for alle EU's politikker.

Desuden identificerer den de særlige behov og forhold, der kendetegner idrættens verden.

Endelig ser den på fremtidsudsigterne for idrætten på europæisk plan i behørig respekt for subsidiaritetsprincippet, idrætsorganisationernes selvstændighed og fællesskabsretten.

Mål

Hvidbogen om idræt tager frem for alt sigte på:

  • at udstikke strategiske retningslinjer
  • at tilskynde til debat om konkrete problemer
  • at øge idrættens synlighed i EU's beslutningsproces
  • at kortlægge de behov og særlige forhold, der er kendetegnende for sektoren
  • at klarlægge, på hvilket niveau der skal træffes beslutninger om fremtidige aktioner.

Mere konkret vil Kommissionen bruge hvidbogen til:

  • at sørge for, at idrætsaspektet inddrages fuldt ud i alle EU's politikker
  • at skabe større juridisk klarhed om anvendelsen af EU's regelværk på idrættens område og derigennem bidrage til at forbedre den måde, idrætten forvaltes på i Europa.

Temaer

Hvidbogen behandler tre temaer:

  • Idrættens rolle i samfundet eller idrætten som socialt fænomen
  • Idrættens økonomiske aspekter eller idrættens bidrag til vækst og jobskabelse i Europa
  • Idrættens organisering eller de enkelte aktørers rolle (offentlige eller private, økonomiske eller sportslige) i ledelsen af idrætsbevægelsen.

Handlingsplan

En handlingsplan, der bærer Pierre Coubertins navn som en hyldest til grundlæggeren af de moderne Olympiske Lege, fuldender hvidbogen.

I handlingsplanen fremsætter Kommissionen forslag til en lang række konkrete aktioner, der berører idrættens økonomiske og samfundsmæssige aspekter såsom sundhed, social integration, frivillig arbejdskraft, uddannelse og forbindelser udadtil.

I handlingsplanen indgår følgende forslag:

  • udarbejdelse af retningslinjer for fysisk aktivitet og etablering af et europæisk net, der skal tilskynde til udøvelse af idræt som sundhedsfremmende aktivitet
  • bedre koordineret indsats i kampen mod doping på europæisk plan
  • tildeling af et europæisk emblem til skoler, der tilskynder eleverne til at være fysisk aktive
  • iværksættelse af en undersøgelse af frivilligt arbejde inden for idræt
  • styrkelse af idrættens rolle som socialt integrerende faktor gennem EU-programmer og -tilskud
  • fremme af udveksling mellem politiet og idrættens organisationer af oplysninger, erfaringer og god praksis vedrørende forebyggelse af racistiske og voldelige optrin
  • større inddragelse af idrætten som instrument for EU's udviklingspolitik
  • indførelse af statistiske beregninger, der gør det muligt at kvantificere idrættens økonomiske betydning
  • gennemførelse af en undersøgelse om offentlig og privat finansiering af idræt
  • gennemførelse af en konsekvensanalyse af spilleragenternes aktiviteter og en evaluering af merværdien af en eventuel EU-intervention på dette område
  • en bedre struktureret dialog om idræt på EU-plan, f.eks. ved afholdelse af et årligt forum med idræt som tema
  • styrkelse af regeringssamarbejdet om idræt
  • fremme af nedsættelse af europæiske dialogudvalg for idrætssektoren og støtte til arbejdsgiverne og arbejdstagerne.

Opfølgning

Kommissionen varetager opfølgningen af de initiativer, der er fremlagt i denne hvidbog, gennem en struktureret dialog med deltagelse af alle aktører i idrætsverdenen:

  • europæiske sportsforbund
  • europæiske paraplyorganisationer på idrætsområdet, såsom de europæiske olympiske komitéer (EOC), Den Europæiske Paralympiske Komité (EPC) og europæiske ikke-statslige idrætsorganisationer
  • nationale paraplyorganisationer på idrætsområdet og nationale olympiske og paralympiske komitéer
  • andre aktører på idrætsområdet, som er repræsenteret på europæisk plan, herunder arbejdsmarkedets parter
  • andre europæiske og internationale organisationer (organer under Europarådet og FN, UNESCO, WHO osv.)

Kontekst

Idræt som social og økonomisk fænomen bidrager til at virkeliggøre strategiske solidaritets- og velfærdsmål i EU. Idrætten repræsenterer værdier som fred, tolerance, gensidig forståelse og uddannelse, helt i EU's ånd

Idrætten står i dag over for nye problemer såsom menneskehandel, kommercielt pres, doping, racisme, vold, korruption og hvidvaskning af penge.

I sin erklæring fra december 2000 anerkendte Det Europæiske Råd idrættens særlige rolle. Det Europæiske Råd fastlagde regeringskonferencens mandat på mødet i juni 2007. Det forventes, at der vil blive indsat en særlig bestemmelse om idræt i traktaten.

Hvidbogen er blevet til på baggrund af en række udvidede høringer, som er blevet gennemført siden 2005 med deltagelse af bl.a. de olympiske komitéer, idrætsforbundene og medlemsstaterne.

 
Seneste ajourføring: 26.09.2007
Juridisk meddelelse | Om dette websted | Søgning | Kontakt | Sidens top