RSS
Alfabetisk indeks
Siden er tilgængelig på 15 sprog
Nye sprog:  CS - HU - PL - RO

We are migrating the content of this website during the first semester of 2014 into the new EUR-Lex web-portal. We apologise if some content is out of date before the migration. We will publish all updates and corrections in the new version of the portal.

Do you have any questions? Contact us.


Fri bevægelighed for sportsfolk

Retten til fri bevægelighed er en af de vigtigste rettigheder, som Den Europæiske Union (EU) garanterer sine borgere. Denne rettighed omfatter også sportsfolk, både professionelle og amatører. Følgelig er enhver direkte diskrimination baseret på nationalitet og enhver unødig eller uforholdsmæssig indirekte diskrimination samt andre hindringer, der begrænser retten til fri bevægelighed for sportsfolk, forbudt ifølge EU-lovgivningen.

Den Europæiske Union (EU) garanterer unionsborgerne fri bevægelighed som en af de grundlæggende rettigheder. Artikel 18 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde (TEUF) forbyder diskrimination på baggrund af nationalitet, hvilket omfatter situationer, hvor EU-borgere udøver deres ret til fri bevægelighed og til ophold på EU-landenes område (artikel 21 i TEUF). Derudover garanterer traktaten arbejdskraftens frie bevægelighed inden for EU, hvilket indebærer et forbud mod diskrimination mellem arbejdstagere fra EU-landene baseret på nationalitet (artikel 45 i TEUF), og den garanterer etableringsfrihed og fri udveksling af tjenesteydelser (artikel 49 og 56 i TEUF).

Bestemmelserne gælder også for professionelle og halvprofessionelle sportsfolk (som arbejdstagere), andre erhvervsudøvere i sportssektoren som f.eks. trænere, instruktører og holdledere (som serviceleverandører) og amtørsportsudøvere (som unionsborgere). Ved gennemførelsen af EU-retten erkender Kommissionen dog, at der er en række særlige forhold, som kendetegner sporten, som fastlagt i artikel 165 i TEUF. På den baggrund accepteres begrænsede og forholdsmæssige begrænsninger af princippet om fri bevægelighed med henblik på

  • udvælgelse af landsholdsdeltagere
  • begrænsning af antallet af deltagere i en konkurrence
  • fastlæggelse af tidsfrister for transfer af spillere inden for holdsport.

Fri bevægelighed for professionelle sportsudøvere

Selvom Lissabontraktaten ved sin ikrafttrædelse den 1. december 2009 gav EU en koordinerende, supplerende og supporterende kompetence inden for sportssektoren (artikel 165 i TEUF), forbliver området under national kompetence, hvor sportsklubberne ofte udsteder de regler, der regulerer sporten. Dog er disse regler underlagt EU-lovgivningen om arbejdskraftens frie bevægelighed for så vidt angår professionelle og halvprofessionelle sportsudøvere ansat i lønnede stillinger, hvilket ved flere lejligheder er blevet stadfæstet i afgørelser afsagt af Den Europæiske Unions Domstol (EU-Domstolen).

Den mest kendte af EU-Domstolens afgørelser omhandlede Bosman-sagen i 1995, der også omhandlede transferregler som hindringer for den frie bevægelighed og nationalitetskvoter som en form for indirekte diskrimination. Jean-Marc Bosman, en belgisk fodboldspiller, mente ved udløbet af den kontrakt, han havde med en belgisk klub, at det transfersystem, som FIFA (Fédération Internationale de Football Association) havde indført, havde forhindret ham i at få en transfer til en fransk klub. Han anlagde sag mod sin klub, den belgiske fodboldunion og UEFA (Union of European Football Associations), fordi han mente, at transfersystemet og reglerne om nationalitet gav sig udslag i forskelsbehandling og ikke måtte anvendes, da de udgjorde en overtrædelse af retten til arbejdstagernes frie bevægelighed i EU. Domstolen udtalte, at reglerne for transfer og om nationalitet ganske rigtigt kunne være en hindring for spillernes frie bevægelighed. Derfor hedder det i dommen, at en klub ikke kan forhindre en spiller fra ét EU-land i ved udløbet af sin kontrakt at underskrive en ny kontrakt med en anden klub i et andet EU-land eller vanskeliggøre dette ved at bede den nye klub om at betale en transfersum eller en trænings- eller uddannelsesgodtgørelse. Ifølge dommen er de nationalitetsregler, som siger, at en klub kun kan have et begrænset antal spillere fra et andet EU-land, ulovlige.

Etableringsfrihed og fri udveksling af tjenesteydelser leveret af erhvervsudøvere i sportssektoren

Der er mange forskellige nationale bestemmelser for uddannelse og kvalifikationer inden for idrætserhvervene, fordi de alt efter omstændighederne kan henhøre under idrætsforbundene, skole- og universitetssystemet, de offentlige myndigheder eller de faglige organisationer. Derudover er betingelserne for at udøve idrætserhverv er også forskellige fra EU-land til EU-land. I visse EU-lande skal man for at kunne få beskæftigelse som lærer, træner eller leder have opnået et statsdiplom, mens det i andre EU-lande ikke er obligatorisk at have et diplom for at have en ledende stilling inden for idrætserhvervene. Disse forskelle kan i nogle tilfælde være en forhindring for den frie bevægelighed for personer, der er beskæftiget i idrætserhvervene, og således føre til, at der opstår konflikter, da uddannede instruktører fra et EU-land har ment, at de på deres eget nationale område har fået konkurrence fra instruktører fra andre EU-lande, som har fulgt en anden uddannelse end deres, eller som slet ikke har taget nogen uddannelse.

Ifølge princippet om etableringsfrihed og fri udveksling af tjenesteydelser kan det almindelige system for anerkendelse af eksamensbeviser i et vist omfang løse dette problem. Systemet gælder for lovregulerede erhverv, dvs. erhvervsaktiviteter der udelukkende kan udøves af indehavere af et eksamensbevis eller et andet bevis for kvalifikationer, som er udstedt gennem det nationale uddannelsessystem. Systemet anvendes således i forbindelse med udøvelse af visse erhverv inden for sport (f.eks. skilærere). Det er tilfældet, når det er nødvendigt at have et eksamensbevis for lovligt at kunne udøve et idrætserhverv. Systemet betyder, at det modtagende EU-land ikke kan nægte en statsborger fra et andet EU-land at udøve et erhverv, hvis han/hun er indehaver af et eksamensbevis, som er anerkendt i hans/hendes eget land, til udøvelse af det pågældende erhverv. Der findes dog undtagelser, nemlig hvis der er væsentlige forskelle med hensyn til kvalifikationsniveauet eller uddannelsens varighed.

Beviser for idrætsfaglige kvalifikationer udstedt af nationale idrætsforbund eller andre idrætsorganisationer falder ligeledes ind under systemets anvendelsesområde, for så vidt som disse instanser har fået formel tilladelse af en offentlig myndighed til at udstede kvalifikationsbeviser.

Seneste ajourføring: 19.04.2011
Juridisk meddelelse | Om dette websted | Søgning | Kontakt | Sidens top