RSS
Alfabetisk indeks
Siden er tilgængelig på 11 sprog

We are migrating the content of this website during the first semester of 2014 into the new EUR-Lex web-portal. We apologise if some content is out of date before the migration. We will publish all updates and corrections in the new version of the portal.

Do you have any questions? Contact us.


De overordnede retningslinjer for de økonomiske politikker (1999)

Arkiv

1) MÅL

At sikre varig økonomisk vækst og høj jobskabelsesevne gennem en omfattende og sammenhængende strategi baseret på en sund makroøkonomisk politik og politikker, der forbedrer tilpasningsevnen.

2) DOKUMENT

Rådets henstilling af 12. juli 1999 om de overordnede retningslinjer for medlemsstaternes og Fællesskabets økonomiske politikker [De Europæiske Fællesskabers Tidende L 217 af 17.08.1999].

3) RESUMÉ

Euroens indførelse den 1. januar 1999 var en milepæl i den europæiske integrationsproces. Samtidig venter der nye udfordringer, da de økonomiske og sociale forhold i de enkelte deltagende medlemsstater i højere grad end hidtil vil blive påvirket af den økonomiske udvikling og politik i de andre medlemsstater. Hvis Den Økonomiske og Monetære Union skal forblive en succes, kræves der disciplin fra alle økonomisk-politiske beslutningstagere, herunder også arbejdsmarkedets parter, ligesom samordningen af de økonomiske politikker bør udbygges og styrkes. Der er nu indført nye institutionelle rammer til fremme af vækst, beskæftigelse og prisstabilitet samt bedre overvågnings- og samordningsinstrumenter. Opgaven består nu i at få dem til at fungere optimalt.

Siden sommeren 1998 har opsvinget i EU-økonomien mistet pusten på grund af den verdensomspændende krise. Med baggrund i grundlæggende sunde økonomiske nøgletal og en tillidsvækkende økonomisk politik forventes den økonomiske aktivitet snart at genfinde rytmen og, hvis inflationen er lav, endog øge rytmen mere end potentiellet for 2000. Selv om beskæftigelsesgraden fortsat er lav, øges jobskabelsen, og ledighedsprocenten faldt i 1998 til under 10%. De lande, der har ført en sund makroøkonomisk politik ledsaget af strukturreformer, har opnået de største forbedringer. Det er nødvendigt at investere i infrastruktur og erhvervsuddannelse, så tempoet kan sættes op i udbygningen af sektorer inden for højteknologi.

Hvis der på mellemlang sigt skal opnås økonomisk vækst og et højt permanent beskæftigelsesniveau, fordrer det en omfattende og sammenhængende strategi baseret på tre elementer:

  • sund makroøkonomisk politik, der understøtter prisstabilitet samordnet med lønudviklingen;
  • en politik, der forbedrer arbejdsmarkedernes funktion;
  • økonomiske reformer, der effektiviserer og øger fleksibilitet på vare-, tjeneste- og kapitalmarkederne.

Alle de økonomisk-politiske aktører må yde deres bidrag til strategien for at opnå en selvbærende, ikke-inflationær og investeringsledet vækst. Samtlige aktørers opmærksomhed bør være rettet mod at udstyre EU med en hensigtsmæssig lønudvikling, sunde offentlige finanser, økonomiske reformer og en stabilitetsorienteret monetær politik. Den europæiske beskæftigelsespagt () bør definere en proces, hvorved alle de politiske aktører kan indgå i en dialog for at opfylde EU's centrale økonomiske og arbejdsmarkedsmæssige målsætning om en høj beskæftigelse inden for rammerne af en kraftig og vedholdende vækst på mellemlang sigt. Et sådant projekt fordrer naturligvis en samordning på såvel nationalt plan som europæisk plan. På europæisk plan er det endvidere nødvendigt at styrke dialogen mellem Kommissionen, Rådet, Den Europæiske Centralbank (ECB) og arbejdsmarkedets parter.

Et vækst-, beskæftigelses- og stabilitetsfremmende policy-mix i euroområdet bør bestå af en indsats inden for finanspolitik, lønudvikling og strukturpolitik. De allerede opnåede resultater i budgetsaneringen bør følges op. Det vil give den nødvendige margen for at imødegå en eventuel konjunkturafmatning, og det vil mindske budgetternes sårbarhed overfor rentestigninger, skaffe råderum for fiskale og budgetstyrede vækstfremmende initiativer og jobskabelse, ligesom det vil hjælpe landene i deres forberedelser på de mere langsigtede udfordringer, som den aldrende befolkning udgør. Staterne bør således:

  • forbedre deres budgetstilling via udgiftstilbageholdenhed snarere end via skatteforhøjelser;
  • sikre effektiviteten i de offentlige finanser (reformere pensionssystemerne, investere i menneskelig kapital, reducere det samlede skattetryk, styrke skattekoordineringen på fællesskabsplan).

De medlemsstater, der ikke deltager i euroområdet, bør føre en monetær politik og en budgetpolitik, der fastholder og/eller øger konvergensen med hensyn til inflation og budgetstilling som forberedelse til overgangen til euroen. Grækenland og Danmark bør absolut overholde valutakursbindingerne, da de deltager i ERM II.

Euroområdet bør påtage sig et ansvar på verdensplan, og det bør tale med én stemme og lade sig effektivt repræsentere.

Med hensyn til de enkelte medlemsstaters økonomiske situation bør de svage punkter kortlægges, og der bør findes passende politiske løsninger (makroøkonomiske, strukturelle), der kan forbedre disse. I de enkelte lande er situationen som følger:

I Belgien vil der i 1999 ske en opbremsning af den økonomiske vækst til trendvækstraten, men denne rytme skulle dog kunne sikre en nedbringelse af ledigheden.

Der vil i 1999 sandsynligvis indtræffe en opbremsning i den danske økonomiske vækst, idet den økonomiske aktivitet ligger tæt på kapacitetsgrænsen og vil påvirkes af regeringens konjunkturdæmpende foranstaltninger. Ledigheden ventes at stabilisere sig på det nuværende niveau.

Den økonomiske afmatning er meget markant i Tyskland. Dette skyldes, at den tyske økonomi er mere sårbar over for den svækkede verdenshandel, men der er også flere udelukkende nationale forhold, der spiller ind (f.eks. den lave aktivitet i bygge- og anlægssektoren). Dette indebærer risiko for, at det igangværende fald i ledigheden ophører.

Den græske økonomi har været i kraftig vækst i de senere år, og en eventuel opbremsning i 1999 vil formentlig kun være beskeden. Ledigheden ventes at falde gradvis.

Den spanske økonomiske vækst ventes at fortsætte, selv om vækstraten bliver noget lavere end i tidligere år. Ledigheden ventes at falde, men den er fortsat meget høj.

Den økonomiske vækst i Frankrig vil falde i 1999 til omkring trendvæksten. Der ventes et yderligere, men langsommere fald i ledigheden.

Den meget kraftige vækst i den irske økonomi ventes at fortsætte i 1999, om end ikke i så kraftigt et tempo som i de foregående år. Ledigheden skulle falde yderligere i betydeligt omfang.

Den økonomiske vækst i Italien er fortsat lav, idet både den indenlandske og den eksterne efterspørgsel mangler styrke, og der har endnu ikke været noget væsentligt fald i ledigheden.

Den økonomiske aktivitet i Luxembourg ventes at øges i et lavere tempo end i 1998. Der er meget høj beskæftigelse.

Efter adskillige år med kraftig vækst ventes en opbremsning i væksten i den nederlandske økonomi i 1999. Den i forvejen lave ledighed ventes at falde yderligere.

Situationen i Østrig svarer til den i Nederlandene.

Selv om den økonomiske vækst i Portugal ventes at aftage i 1999, vil den dog holde sig tæt på trendvæksten og skulle kunne bane vej for et yderligere fald i ledigheden.

Den finske økonomi ventes at vokse langsommere i 1999, men ledigheden ventes dog at falde yderligere.

Situationen i Sverige svarer til den i Finland.

I Det Forenede Kongerige ventes den økonomiske vækst at blive lavere i 1999 ledsaget af en stigende ledighed.

Med hensyn til budgetpolitikken er medlemsstaternes indsats inden for rammerne af stabilitetspagten blevet kronet med succes i Danmark, Irland og Sverige. Derimod bør de fleste medlemsstater udvise større finanspolitisk forsigtighed (Belgien, Tyskland, Grækenland, Spanien, Frankrig, Italien og Portugal). De øvrige lande bør lægge mere vægt på en systematisk udgiftstilbageholdenhed, hvis de skal opretholde en overordnet balance i de offentlige finanser. De første tegn på befolkningsaldring begynder nu at vise sig i visse medlemsstater (Finland), hvorfor de sociale udgifter på pensionsområdet bør tilpasses.

Det ser ud til, at de fleste medlemsstater har vanskeligheder med gennemførelse af direktiverne om det indre marked (Belgien, Grækenland, Spanien, Frankrig, Irland, Italien, Luxembourg, Nederlandene, Østrig, Portugal og Det Forenede Kongerige). Flere medlemstater viser sig tøvende med hensyn til fuldstændigt at gennemføre liberaliseringspolitikken inden for en række områder, såsom telekommunikation, transport, posttjenester og energi. Deres indsats skal være vedholdende og bør endog intensiveres.

I Tyskland, Grækenland, Frankrig, Italien, Østrig, Portugal og Det Forenede Kongerige synes der behov for en indsats inden for innovation, og det er medlemsstaternes ansvar at lette de administrative byrder, som er til hinder for oprettelsen af nye virksomheder.

En række medlemsstater (Spanien, Luxembourg, Portugal, Italien, Irland og Frankrig) bør tilpasse deres nationale lovgivninger yderligere for at efterleve kravene i EU's konkurrenceregler.

Med hensyn til beskæftigelsesniveauet i EU fremviser Det Forenede Kongerige de mest opløftende resultater. Dette skyldes en beskæftigelsespolitik, der er baseret på en stor grad af fleksibilitet. Beskæftigelsesgraden er meget lav i Belgien, Grækenland, Frankrig og Italien og for Spaniens vedkommende overordentlig lav. Der synes at være behov for at indføre uddannelsesprogrammer rettet mod de langtidsledige for at reintegrere dem på arbejdsmarkedet. Indsatsen bør ledsages af skattelettelser for de indkomstkategorier, der vil kunne fremme deres deltagelse på arbejdsmarkedet.

4) GENNEMFØRELSESFORANSTALTNINGER

5) VIDEREFØRELSE AF ARBEJDET

Seneste ajourføring: 25.10.2002
Juridisk meddelelse | Om dette websted | Søgning | Kontakt | Sidens top