RSS
Alfabetisk indeks
Siden er tilgængelig på 11 sprog

We are migrating the content of this website during the first semester of 2014 into the new EUR-Lex web-portal. We apologise if some content is out of date before the migration. We will publish all updates and corrections in the new version of the portal.

Do you have any questions? Contact us.


Overordnede retningslinjer for de økonomiske politikker (1998)

Arkiv

1) MÅL

Sikre en tættere samordning mellem medlemsstaternes og Fællesskabets økonomiske politikker og vedvarende økonomisk konvergens.

2) DOKUMENT

Rådets henstilling af 6. juli 1998 om de overordnede retningslinjer for medlemsstaternes og Fællesskabets økonomiske politikker [De Europæiske Fællesskabers Tidende L 200 af 16.07.1998].

3) RESUMÉ

Medlemsstaternes bestræbelser på at gennemføre politikker rettet mod tilvejebringelse af en høj grad af vedvarende økonomisk konvergens i Fællesskabet har givet konkrete resultater, således at Rådet for Den Europæiske Union den 3. maj 1998 besluttede, at elleve medlemsstater opfyldte de nødvendige betingelser for indførelse af euroen. Imidlertid er det i mange medlemsstater ikke hidtil lykkedes at mindske ledigheden tilstrækkeligt.

Siden sommeren 1997 har et stadig mere robust økonomisk opsving fået fodfæste i sammenhæng med en historisk lav inflation. Desuden er de underliggende økonomiske fundamentale forhold sunde og i fortsat bedring, hvorfor der skulle være mulighed for en solid vækst. Med et forstærket opsving kan det forventes, at ledigheden vil falde en smule frem til 1999.

På det makroøkonomiske område bekræftes det i de overordnede retningslinjer, at den fælles strategi fortsat skal fokuseres om følgende tre hovedelementer:

  • en monetær politik, der er orienteret mod prisstabilitet;
  • en vedholdende indsats for at opnå og fastholde en sund budgetstilling, der er i overensstemmelse med stabilitets- og vækstpagten;
  • en udvikling i de nominelle lønninger, der er forenelig med prisstabilitetsmålet; samtidig bør reallønsudviklingen være i overensstemmelse med produktivitetsstigningerne for at øge investeringsafkastet.

Jo mere den monetære politiks opgave med at opretholde prisstabiliteten støttes af hensigtsmæssige budgetpolitikker og en passende lønudvikling, jo mere sandsynligt er det, at de monetære vilkår, herunder omvekslingskurserne og de lange renter, vil virke fremmende på vækst og beskæftigelse.

Det overordnede makroøkonomiske policy-mix i euroområdet vil især være resultatet af et samspil mellem den fælles monetære politik på den ene side og de specifikke budgetudviklinger og løntendenser i de deltagende lande på den anden. Den økonomiske politik bliver genstand for en nøjere overvågning og koordinering for at opnå et passende policy-mix.

For de lande, der ikke indfører den fælles mønt i første omgang (Danmark (castellanodeutschenglishfrançais), Det Forenede Kongerige (castellanodeutschenglishfrançais) og Sverige (castellanodeutschenglishfrançais)), bliver der lige så stort behov for stabilitetsorienterede makroøkonomiske politikker.

Såvel i det kommende euroområde som i Danmark, Sverige og Det Forenede Kongerige er den gennemsnitlige inflation faldet til under 2%. Opgaven består nu for disse lande i at opretholde monetære og økonomiske politikker, der fortsat giver prisstabilitet, for at kunne opretholde vækstfremmende monetære vilkår og undgå for store inflationsforskelle.
Grækenland (castellanodeutschenglishfrançais) bør imidlertid øge sin indsats for at nedbringe inflationen, især for at modvirke konsekvenserne af devalueringen af drakmen efter landets indtræden i ERM i marts 1998.

Der er behov for yderligere fremskridt i de fleste lande for at sikre opfyldelse af stabilitets- og vækstpagten s mål, dvs. budgetstilling tæt på balance eller med overskud. Denne konsolidering er nødvendig for at:

  • lette den fælles monetære politik og den monetære politik for de lande, der ikke indfører den fælles mønt i første omgang;
  • opretholde den lange rente på et lavt niveau, hvilket vil fremme de private investeringer;
  • genoprette det nødvendige finanspolitiske råderum for at imødegå en eventuel ugunstig økonomisk udvikling;
  • sikre, at gældskvoter over 60% fortsat nærmer sig referenceværdien i et tilfredsstillende tempo.

Det er ligeledes vigtigt, at medlemsstaterne giver tilsagn om at fortsætte deres budgettilpasning.

I denne henseende har Rådet på ny fremsat de samme generelle principper som i de overordnede retningslinjer fra de foregående år:

  • der bør snarere foretrækkes en afdæmpning af de offentlige udgifter end generelle skattestigninger;
  • for at øge den økonomiske effektivitet og fremme økonomisk dynamik er en lettelse af det samlede skattetryk ønskelig i de fleste medlemsstater;
  • i de tilfælde, hvor det offentlige underskud eller den offentlige gældskvote/bruttonationalproduktet (BNP) stadig ligger på et højt niveau, må en eventuel skattenedsættelse ikke bremse nedbringelsen af underskuddet;
  • offentlige udgifter til investeringer i infrastrukturer og i menneskelig kapital samt aktive arbejdsmarkedsinitiativer bør fremmes.

På samme måde som medlemsstaterne skal Fællesskabet også fortsat opretholde en streng budgetdisciplin.

For de enkelte lande er retningslinjerne som følger:

Belgien skal gennemføre målsætningen om at opretholde et overskud på den primære saldo på 6% af BNP på mellemlang sigt for hurtigt at nedbringe den fortsat meget høje gældskvote.

Tyskland bør fremskynde budgettilpasningen for sikkert at bringe gældskvoten ind i en faldende bane og igen bringe den ned under referenceværdien på 60% af BNP i den nærmeste fremtid.

Spanien bør udnytte de gunstige økonomiske betingelser for at fremskynde realiseringen af den mellemfristede målsætning om en budgetstilling tæt på balance eller med overskud.

Frankrig skal fortsætte budgettilpasningsbestræbelserne for at overholde forpligtelserne i stabilitets- og vækstpagten efter 1999 og stabilisere gældskvoten.

Irland må gennemføre en stram finanspolitik for at reducere risikoen for overophedning. De stigende overskud i den offentlige sektor bør kunne bringe gældskvoten ned under referenceværdien i 1998, og faldet vil kunne fortsætte derefter.

Italien bør øge budgetkonsolideringsindsatsen yderligere for at opfylde forpligtelserne i stabilitets- og vækstpagten og hurtigt nedbringe den fortsat meget høje gældskvote.

Luxembourg forventes at fastholde et budgetoverskud i de kommende år, samtidig med at landets gældskvote fortsat vil ligge på et meget lavt niveau.

Nederlandene bør ikke slække budgetpolitikken for at sikre et fortsat regelmæssigt fald i gældskvoten.

Østrig bør fortsætte sine konsolideringsbestræbelser for at realisere den mellemsigtede målsætning om en budgetstilling tæt på balance eller med overskud samt fastholde gældskvoten i en faldende tendens.

Portugal bør fortsætte sine budgettilpasningsbestræbelser for at opfylde forpligtelserne i stabilitets- og vækstpagten. Gældskvoten forventes bragt ned under referenceværdien i 1998, og faldet forventes at fortsætte i de kommende år.

I Finland forventes budgettet at udvise overskud i 1998, og der sigtes på øgede overskud i de kommende år. Den planlagte lettelse af indkomstskatten for 1999 bør ikke hindre denne proces.

Danmark forventes at øge budgetoverskuddene i de kommende år. Gældskvoten forventes at falde til under referenceværdien i 1998 og fortsætte med at falde i de kommende år.

Grækenland bør fortsætte sin budgetkonsolideringsindsats for at virkeliggøre målsætningen om at tilslutte sig euroområdet i 2001. Underskuddet faldt til 4% af BNP i 1997 og forventes at falde til under referenceværdien i 1998. Gældskvoten faldt for første gang i 1997.

I Sverige skal de offentlige udgifter fortsat undergives streng kontrol, hvis budgetoverskuddet skal opretholdes.

I Det Forenede Kongerige forventes budgettet at nå en stilling tæt på balance inden årtiets slutning. Den planlagte indsats skal fastholdes, så meget desto mere som der er behov for at tilvejebringe de planlagte generelle stabilitetsbetingelser for den britiske økonomi.

Arbejdsmarkedets parter skal fastsætte lønningerne i overensstemmelse med følgende generelle regler:

  • den samlede nominelle lønudvikling skal være i overensstemmelse med prisstabiliteten;
  • reallønsstigninger set i forhold til væksten i arbejdsproduktiviteten bør tage hensyn til behovet for at opretholde, og endog styrke, investeringernes rentabilitet;
  • lønaftalerne bør tage større hensyn til forskelle i produktivitetsniveauer alt efter kvalifikationer, færdigheder og geografiske områder;
  • lønomkostningsforskelle mellem medlemsstaterne bør fortsat afspejle forskelle i arbejdsproduktiviteten i de forskellige medlemsstater.

I ØMU-sammenhæng er der behov for en højere tilpasningsgrad i løndannelsesprocessen, da det kan blive af stor betydning i tilfælde af landespecifikke forstyrrelser. Det er derfor væsentligt at styrke dialogen på arbejdsmarkedet på alle niveauer.

Strukturreformer på vare-, tjeneste-, kapital- og specielt arbejdsmarkederne er fortsat nødvendige for at sætte medlemsstaterne i stand til at imødegå specifikke økonomiske forstyrrelser og forbedre Fællesskabets konkurrenceevne.

For at forbedre effektiviteten på vare-, tjeneste- og kapitalmarkederne bør der gøres en indsats på følgende områder:

  • forbedre det indre markeds virkemåde, herunder navnlig en hurtig implementering af handlingsplanen for det indre marked for at nedbringe andelen af ugennemførte direktiver;
  • øge konkurrencen ved at strømline og decentralisere håndhævelsen af kartelreglerne for at øge effektiviteten og reducere omkostningerne for virksomhederne;
  • udvikle forskriftsmæssige og skattemæssige rammer, der er mere gunstige for virksomhederne;
  • fjerne retlige og finansielle hindringer for integrationen af de europæiske kapitalmarkeder.

Med hensyn til arbejdsmarkederne er det vigtigt, at der iværksættes en modernisering for at øge beskæftigelsesindholdet i væksten og sikre arbejdsstyrkens beskæftigelsesegnethed. Samme målsætninger gælder for retningslinjerne for beskæftigelsen. Medlemsstaterne bør især fokusere på:

  • en aktiv arbejdsmarkedspolitik, for at sætte arbejdsformidlingerne i stand til effektivt at udfylde deres rolle, ledsaget af uddannelsesforanstaltninger;
  • foranstaltninger, som gør skatte- og socialsikringssystemerne mere beskæftigelsesvenlige, navnlig for at modvirke tendensen til den stigende forskel mellem det, arbejdstagerne modtager, og det virksomhederne betaler;
  • reform af velfærdssystemerne for at skifte fra passiv indkomstopretholdelse til velfærdsstøtte gennem arbejde; især skal lønindtægter efter skat fortsat være attraktive, og dagpengekriterierne bør tilpasses for at styrke forpligtelsen til aktiv job- og uddannelsessøgning;
  • udveksling af erfaringer og de bedste metoder inden for tilrettelæggelse af arbejdstiden; aftaler om deltidsarbejde bør under ingen omstændigheder undergrave tilpasningsevnen og resultere i en reduktion af arbejdskraftudbud og produktion.

4) GENNEMFØRELSESFORANSTALTNINGER

5) VIDEREFØRELSE AF ARBEJDET

Seneste ajourføring: 25.10.2002
Juridisk meddelelse | Om dette websted | Søgning | Kontakt | Sidens top