RSS
Alfabetisk indeks
Siden er tilgængelig på 11 sprog

We are migrating the content of this website during the first semester of 2014 into the new EUR-Lex web-portal. We apologise if some content is out of date before the migration. We will publish all updates and corrections in the new version of the portal.

Do you have any questions? Contact us.


Euroområdet i verdensøkonomien - Status over de første tre år

Meddelelsen gør status over de første tre år af Den Økonomiske og Monetære Union (ØMU) og euroområdet i verdensøkonomien.

DOKUMENT

Meddelelse fra Kommissionen «Euroområdet i verdensøkonomien - Udviklingen de første tre år » [KOM(2002) 332 endelig - ikke offentliggjort i Den Europæiske Unions Tidende].

RESUMÉ

Tredje fase af Den Økonomiske og Monetære Union blev indledt den 1. januar 1999. Tre år senere er euroen blevet en realitet med indførelsen af euromønter og -sedler. Gennemførelsen af ØMU'en er en historisk begivenhed, som har afgørende betydning for økonomien i medlemsstaterne i euroområdet.

DEN ØKONOMISKE SITUATION

Økonomisk vækst. Efter en økonomisk vækst på 3 % i gennemsnit i ØMU'ens to første år kunne der spores en kort afmatning af økonomien i euroområdet i 2001 som følge af en række faktorer såsom de stigende oliepriser, eksplosionen af spekulationsboblen på aktiemarkederne og begivenhederne den 11. september.

Arbejdsmarkedet. Der er sket en bedring i situationen på arbejdsmarkedet i de seneste tre år med den fælles mønt. Der er blevet skabt ca. 6 millioner arbejdspladser, og denne tendens er endog fortsat i en periode med lavkonjunktur. Arbejdsløsheden i euroområdet er faldet til 8,3 % i 2001 som følge af strukturreformer, løntilbageholdenhed og økonomisk vækst.

Inflation. Fra en moderat inflationssats på 1,1 % i 1999 steg forbrugerpriserne til 2,5 % i 2001, dels på grund af de stigende oliepriser, men også på grund af euroens svagere stilling over for den amerikanske dollar. Også de stigende fødevarepriser som følge af kogalskabskrisen og mund- og klovesygen har bidraget til denne udvikling.

Vekselkurs. Siden euroens lancering den 1. januar 1999 har den fælles valuta mistet mere end 20 % af sin værdi over for den amerikanske dollar, men er senere steget 10 %. Euroen anses for at være undervurderet. Dette har givet økonomien i euroområdet en stærk position over for konkurrenterne, hvilket afspejles i den stigende eksport og den positive indvirkning på bruttonationalproduktet (BNP).

Betalingsbalancerne (løbende poster) og konkurrenceevnen. Der er sket en fortsat forbedring af de løbende poster i euroområdet i 2001, således at der endte med at være et mindre overskud. Konkurrenceevnen var forskellig i de forskellige medlemsstater: i de første tre år af ØMU'en skete der en forbedring i Tyskland, Grækenland og Østrig. Budgetpolitikken og strukturreformerne er de eneste midler til gennem tilpasning at forhindre øgede problemer med hensyn til konkurrenceevnen og de løbende poster.

MAKROØKONOMISKE POLITIKKER

Stabilitets- og vækstpagten. Stabilitets- og vækstpagten har som mål en konsolidering af de offentlige finanser. Medlemsstaterne har forpligtet sig til inden 2004 at få overskud på deres budgetter. Fra 1999 er forbedringen af budgetsituationen gået langsommere, og budgetunderskuddet i euroområdet er endog steget i 2001. Der er fortsat to store udfordringer på budgetområdet, nemlig for det første at fortsætte politikken med ophævelse af budgetuligevægte for at kunne imødegå de normale konjunkturelle svingninger, og for det andet at forberede EU-landene på en aldrende befolkning ved at reducere samfundenes samlede gældsætning.

Den monetære politik. Den monetære politik henhører nu under Den Europæiske Centralbanks (ECB's) ansvar, og bankens primære målsætning ifølge traktaten er at sikre prisstabiliteten. Ifølge ECB er der prisstabilitet, når inflationen er på under 2 %. Den monetære politik bygger på to søjler, hvoraf den første er en forøgelse af den brede pengemængde, M3, som ECB har fastsat til 4,5 %. Den anden søjle består af en lang række andre økonomiske indikatorer, blandt andet omkostnings- og prisindekser, valutakursen og indikatorer for realøkonomien.

Renten. ECB har ved flere lejligheder i 2000 og 2001 hævet renten som følge af inflationspres på grund af de stigende oliepriser og svækkelsen af euroen over for dollaren. Men som følge af verdensøkonomiens udvikling i 2001 og efter begivenhederne den 11. september har ECB hurtigt sænket renten.

Samordning af de økonomiske politikker. Kernen i denne samordning er de overordnede retningslinjer for den økonomiske politik, der er Ministerrådets retningslinjer til medlemsstaterne. De indeholder retningslinjer på det makroøkonomiske område og henstillinger vedrørende strukturreformer. Sigtet er at øge potentialet for økonomisk vækst og produktivitet i EU.

Eurogruppen. Euroområdet har indført et andet koordineringsorgan, Eurogruppen, der består af økonomi- og finansministrene for de medlemsstater, der har indført euroen. Deres uformelle møder afholdes dagen før økonomi- og finansministrenes ØKOFIN-møder og giver lejlighed til åbenhjertige drøftelser af ØMU-relaterede spørgsmål.

LØNUDVIKLINGEN

ØMU'en gør forbindelsen mellem lønudviklingen og beskæftigelsen tydeligere. Det betyder nødvendigvis et tab af konkurrenceevne, når det ikke længere er muligt med en valutakurstilpasning. Lønudviklingen i et land i euroområdet har indvirkning på hele området, især på inflationsrisikoen. Den fælles valuta øger prisgennemsigtigheden og gør det lettere at foretage sammenligninger, hvilket kunne føre til en vis "lønimitation".

Den samlede lønudvikling. Inflationsbekæmpelsen i Europa har haft indvirkning på lønningerne, hvis stigning er afhængig af prisinflationen. Variationen i stigningstakterne for lønnen fra land til land er også klart aftaget de sidste ti år, om end den stadig er udtalt, hvilket kan skyldes de forskellige produktivitetsniveauer.

Arbejdsløsheden. Til trods for en væsentlig nedgang i arbejdsløsheden de seneste år er der kun få tegn på en ny mærkbar stigning i lønomkostningerne i euroområdet. Der har kunne konstateres en reallønstilbageholdenhed i næsten alle landene i euroområdet. Denne tilbageholdenhed har båret frugt og ført til en dynamik med skabelse af nye arbejdspladser. Arbejdsløsheden er blevet reduceret fra 11,5 % til 8,5 %. Størstedelen af denne nedgang skyldes en mindskelse af den strukturelle arbejdsløshed. Det skal bemærkes, at der fortsat er en relativt høj strukturel arbejdsløshed i alle de større lande i ØMU-samarbejdet.

Socialpagter. I en række lande har socialpagter bidraget til et gunstigt klima for forhandlingerne mellem de offentlige myndigheder og arbejdsmarkedets parter, hvilket har ført til en fortsat løntilbageholdenhed. Risikoen for konflikter mellem virksomhederne og de ansatte er væsentligt forringet. Lønfleksibiliteten har fået større betydning for, at ØMU'en kan fungere korrekt. Gennem differentierede aftaler eller en vis decentralisering, for eksempel i form af åbningsklausuler, der muliggør en sektors eller virksomheds tilpasning til regionale forhold, er denne fleksibilitet blevet forøget.

INVESTERINGER

Investeringspotentiale. Euroen har i væsentlig grad øget investeringspotentialet i euroområdet. For det første har den fjernet vekselkursrisikoen mellem tolv markeder og stimuleret konkurrencen på dette integrerede marked. Endvidere er virksomhedernes finansieringsmuligheder blevet forbedret gennem en øget integration af finansmarkederne. Derudover skulle ØMU'en fungere som en katalysator for strukturreformerne i medlemsstaterne, særlig på arbejdsmarkedet. Den har også en positiv indvirkning på renten i kraft af konsolideringen af de offentlige finanser.

Offentlige og private investeringer. På grund af privatiseringspolitikken i 1990'erne er de offentlige investeringers andel i BNP faldet regelmæssigt. Til gengæld er virksomhedsinvesteringerne, særlig inden for informations- og kommunikationsteknologi (IKT), steget de seneste år. Forskellene mellem landene med hensyn til investeringsrate er i stort omfang blevet udvisket i den seneste tiårsperiode, et forhold, der peger i retning af konvergens mellem landene i euroområdet. Siden 1999 har der imidlertid kunnet konstateres lidt mere udtalte forskelle i investeringsraten, hvilket delvis skyldes mere dynamiske investeringer i lande i indhentningsfasen.

Udenlandske direkte investeringer. I kraft af fjernelsen af en række barrierer i den europæiske integrationsproces blev det i 1990'erne lettere at foretage udenlandske direkte investeringer. Denne udvikling blev styrket ved indførelsen af euroen, der fjernede valutakursudsving og -risiko. Udenlandske direkte investeringer fra og til euroområdet er blevet væsentligt forøget. Dette skyldes i høj grad virksomhedernes globale ekspansion og de dermed forbundne fusioner og overtagelser.

Virkningerne af ØMU'en. Volatiliteten i valutakurserne er afskaffet. På grund af budgetkonsolideringen kunne den kort- og langfristede rente sænkes. Finans-, arbejds- og produktmarkederne bør blive endnu mere fleksible, således at der bliver bedre investeringsbetingelser inden for euroområdet. Der er en forbindelse mellem strengere regler og lavere investeringer. Euroområdet bør således kunne udnytte de chancer, der følger med ØMU'en, maksimalt. Øgede investeringer medfører et højere vækstpotentiale inden for euroområdet. Dette er så meget mere vigtigt, når man tager de negative virkninger af sådanne faktorer som befolkningsudviklingen for den langsigtede vækst i betragtning.

DET FINANSIELLE SYSTEM

Den generelle udvikling. Integrationen af finansmarkederne er på grund af globaliseringen, men også på grund af indførelsen af fælles bestemmelser og overgangen til euroen gået mærkbart hurtigere. Finanssektoren befinder sig i en fase med hurtige strukturelle ændringer, og integrationen ledsages af en generel ekspansion og øget konkurrence. Vekselkursrisikoen er forsvundet ligesom også omkostningerne i forbindelse med fragmenteringen af systemet. Liberaliseringen af markedet og euroens indførelse skulle fremme kapitalmarkedsfinansieringen af virksomhederne på bekostning af bankfinansieringen.

Pengemarkederne. Markedsintegrationen er noget forskellig inden for de forskellige pengemarkedssegmenter. Markedet for simple interbankindskud og derivatmarkedet udviser en høj grad af integration. Til gengæld er de forskellige segmenter af pengemarkedet med sikkerhedsstillelse (for eksempel private tilbagekøbsaftaler, statsgældsbeviser, handelsveksler og indlånsbeviser) fortsat væsentligt mindre integrerede. Dette fænomen skyldes først og fremmest vedvarende forskelle i medlemsstaternes lovgivning. Direktivet om sikkerhedsstillelse skulle forbedre denne situation.

Obligationsmarkederne. Med indførelsen af euroen er de nationale obligationsmarkeder blevet integreret, hvilket har resulteret i et langt mere homogent obligationsmarked i euro. Den store likviditet afspejles i en kraftigere obligationsudstedelse. Udstedelserne inden for den private sektor er på grund af den stramme budgetpolitik steget kraftigt på bekostning af den offentlige sektors udstedelse. Det stigende antal fusioner og overtagelser samt auktionerne vedrørende UMTS-licenser ( (DE) (EN) (ES) (FR) (DE) (EN) (ES) (FR) (DE) (EN) (ES) (FR) (DE) (EN) (ES) (FR)), der ofte finansieres ved obligationsudstedelse, har bidraget til ekspansionen af denne del af finansmarkedet.

Statsobligationer. Statsobligationerne udgør stadig ca. 40 % af den samlede obligationsudstedelse. Der er sket en stærk tilnærmelse med hensyn til udbyttet i de forskellige medlemsstater. Likviditeten på dette marked er dog fortsat forholdsvis begrænset, eftersom statsobligationerne udstedes af tolv separate organer, hvis obligationsudstedelse, strategier, instrumenter og procedurer er forskellige. Alt i alt er euroen blevet den andenvigtigste valuta for international obligationsudstedelse efter US-dollaren.

Aktiemarkederne. Euroens indførelse har øget efterspørgslen efter aktieinvesteringer på tværs af grænserne. Investorerne synes i stadig højere grad at gå i retning af en mere sektorkorreleret strategi på europæisk plan og fjerne sig mere og mere fra en rent landebaseret strategi. Endvidere har euroens indførelse bidraget til at øge aktiviteten med hensyn til handelen med new economy-aktier på børsmarkederne. Europas børser har reageret på den europæiske integration med sammenlægninger og fusioner.

Venturekapital. Venturekapital spiller ofte en afgørende rolle på de indledende stadier i en virksomheds livscyklus. Unionen har gjort en indsats for at øge virksomhedernes adgang til denne finansieringsform, blandt andet handlingsplanen for risikovillig kapital (Risk Capital Action Plan, RCAP). De europæiske markeder for risikovillig kapital er fortsat opdelte, og størstedelen af investeringerne er fortsat indenlandske. Dette skyldes blandt andet de vedvarende forskelle i EU-landenes lovgivningsmæssige og skattemæssige struktur. Sammenbruddet på aktiemarkedet for teknologivirksomheder har ført til en mærkbar nedgang i venturekapitalinvesteringerne.

Finansielle tjenesteydelser. Det europæiske marked for finansielle tjenesteydelser til virksomhederne er stadig mere åbent over for den internationale konkurrence. Bankerne har reageret med omstrukturering og omlægning af deres traditionelle aktiviteter til mere investeringsorienterede bankaktiviteter med udvikling og salg af nye finansielle produkter, kunderådgivning eller fusioner og overtagelser. Sammenlægningerne foregår især på nationalt plan, hvor det kommer til en koncentration på området. På grund af juridiske forskelle er det endnu ikke muligt at udvikle et udvalg af virkeligt paneuropæiske produkter.

Fremtidens udfordringer. Euroen er en af de vigtigste faktorer for den øgede integration. Målsætningen om et indre kapitalmarked er endnu ikke opfyldt, og reformen skal fortsætte for at drage flere økonomiske fordele af integrationen. Sparerne og investorerne ville have fordel af flere valgmuligheder med lavere transaktionsomkostninger. Dette ville medføre en højere produktivitet og dermed en øget økonomisk vækst. Det er grunden til, at Det Europæiske Råd ved flere lejligheder har fastslået, at integrationen af kapitalmarkederne er en af de vigtigste økonomiske reformer i EU. Inden 2005 skulle handlingsplanen for finansielle tjenesteydelser (Financial Services Action Plan, FASP), en pakke bestående af 42 politiske initiativer, være gennemført. For handlingsplanen for risikokapital (Risk Capital Action Plan, RCAP) er tidspunktet fastsat til 2003.

EUROEN SOM INTERNATIONAL VALUTA

Den amerikanske dollar er fortsat den førende internationale valuta, men euroen er blevet verdens næstvigtigste valuta. Dette skyldes euroområdets økonomiske vægt samt euroens stabilitet, der afspejler det sunde økonomiske grundlag.

Euroens brug internationalt. Inden indførelsen af euromønter og -sedler i 2002 blev det anslået, at euroens andel i faktureringen af internationale transaktioner udgjorde mellem 15 % og 17 % af de samlede faktureringer. Dollaren er fortsat den fremherskende valuta på dette område. Euroens rolle som faktureringsvaluta skulle stige, især på regionalt plan. Euroens anvendelse som internationalt betalingsmiddel er steget i de første tre år og skulle stige endnu mere efter indførelsen af mønter og sedler. Euroen er blevet den andenvigtigste finansierings- eller investeringsvaluta internationalt. Euroen tegner sig for ca. 34 % af det samlede antal transaktioner på disse områder, hvilket også skyldes euroområdets historisk lave rente.

Referencevaluta. Mere en 50 lande har knyttet deres valuta til euroen, blandt andet ved ordninger med kontrollerede flydende kurser eller med "currency board"-ordninger. Der er for størstedelens vedkommende tale om lande i Europa og Afrika, der motiveres af den omfattende handel og de øvrige finansielle forbindelser med EU samt EU-tiltrædelsesprocessen. Euroen anvendes også som interventionsvaluta, en funktion, der er nøje forbundet med dens rolle som referencevaluta. Størstedelen af interventionerne foregår inden for den ny valutakursmekanisme (ERM2). I øjeblikket er kun den danske krone knyttet til euroen inden for ERM2. Endelig tjener euroen som værdireserve, og den indtager andenpladsen som centralbankernes reservevaluta på verdensplan. Dollaren tegnede sig i 2000 for 68 % af alle udenlandske reserver. Euroens andel har stort set været uændret de seneste år.

Kandidatlandene. Kandidatlandene til EU skal integrere EU-retten i sin helhed og har pligt til at deltage i ØMU'en. Til at begynde med vil der for ansøgerlandene gælde en undtagelse fra traktaten, indtil de kan opfylde konvergenskriterierne. Før indførelsen af euroen skal de deltage i ERM2 i to år.

Samordning på verdensplan. Den monetære politik og valutapolitikken er områder, hvor EU har enekompetence. Med hensyn til den interne samordning af politikker er det Rådet (i dette tilfælde de medlemsstater, der har vedtaget euroen), der træffer afgørelse om EU's repræsentation på internationalt plan. I Eurogruppen fastlægges der fælles holdninger. Udadtil har Ministerrådet endnu ikke truffet nogen afgørelse for eksempel med hensyn til Den Internationale Valutafond (IMF) og G7. Den Europæiske Centralbank har fået observatørstatus i IMF og i visse af G7's arbejdsgrupper. ØMU-projektet er således endnu ikke fuldført med hensyn til repræsentationen udadtil.

Seneste ajourføring: 25.08.2005
Juridisk meddelelse | Om dette websted | Søgning | Kontakt | Sidens top