RSS
Alfabetisk indeks
Siden er tilgængelig på 15 sprog
Nye sprog:  CS - HU - PL - RO

We are migrating the content of this website during the first semester of 2014 into the new EUR-Lex web-portal. We apologise if some content is out of date before the migration. We will publish all updates and corrections in the new version of the portal.

Do you have any questions? Contact us.


På vej mod én fælles valuta: kort historisk oversigt over ØMU'en

Euroen er i dag en del af dagligdagen for borgerne i 17 medlemsstater i Den Europæiske Union (EU). På lang sigt vil også andre medlemsstater indføre Euroen. Der er ubestridte fordele ved den fælles valuta, idet den medfører færre omkostninger i forbindelse med finansielle transaktioner, den gør det lettere at rejse, og den øger EU’s rolle internationalt set osv. Men hvordan er ideen med en fælles valuta overhovedet opstået?

Den første opfordring til at indføre en europæisk mønt blev lanceret inden krisen i 1929

Den 9. september 1929 stillede den tyske politiker Gustav Stresemann Folkeforbundet spørgsmålet "hvor er den europæiske mønt og det europæiske frimærke, som vi har brug for?".Seks uger senere, den 25. oktober 1929, indtraf den "sorte fredag" på børsen i New York, og den verdensomspændende krise begyndte. Den skabte voldsomme økonomiske problemer på globalt plan, betød virksomhedslukninger og resulterede i en arbejdsløshedsprocent uden fortilfælde.

Landene reagerede på krisen med en politik, der gik under betegnelsen "beggar thy neighbour". De anvendte en deflatorisk pengepolitik til at øge konkurrenceevnen for deres eksport og indførte toldtariffer på import fra andre lande. Politikken fik en forværrende effekt på krisen. På kort sigt betød det en fordel for staten, men på lang sigt havde det alvorlige økonomiske konsekvenser i form af inflation, forringet efterspørgsel, øget arbejdsløshed og en afmatning i handlen på globalt plan.

Afslutningen på Den Anden Verdenskrig: en ny start

I 1944, hvor Den Anden Verdenskrig endnu hærgede i Europa, blev der afholdt en konference i Bretton Woods i USA om genetableringen af de finansielle og pengemæssige forbindelser på internationalt plan. Mere end 40 lande deltog, og de underskrev Bretton Woods-aftalen den 22. juli 1944. Aftalen indeholdt bestemmelser og procedurer med henblik på at lede den globale økonomi, herunder etableringen af Den internationale Bank for Genopbygning og Udvikling (IBRD - som i dag er en del af Verdensbanken (EN) (ES) (FR)) og Den Internationale Valutafond (EN) (ES) (FR) (IMF). Derudover indebar Bretton Woods-aftalen også indførelsen af guldstandarden. Det var et monetært system med stabile valutakurser, hvor guld var referencestandard. Den amerikanske dollar var den eneste valuta, der kunne konverteres til guld, og de øvrige valutaers kurs blev beregnet i forhold til dollaren.

Verden efter Den Anden Verdenskrig gennemgik store forandringer. Erfaringerne fra krigen skabte bevidstheden om, at internationalt samarbejde var afgørende for at undgå nye lidelser. De Forenede Nationer (FN) (EN) (ES) (FR) blev dannet i 1945. På det europæiske kontinent lagde man grundstenene til det, der senere skulle blive Den Europæiske Union i form af tre traktater underskrevet af seks lande (Tyskland, Belgien, Frankrig, Italien, Luxembourg og Nederlandene)

Dannelsen af den økonomiske og monetære union

På topmødet i Haag i december 1969 fastlagde stats- eller regeringscheferne et nyt mål for den europæiske integration, nemlig Den Økonomiske og Monetære Union (ØMU). En gruppe på højt plan med den luxembourgske premierminister Pierre Werner som formand fik til opgave at udarbejde en rapport om, hvorledes dette mål kunne nås inden 1980.

Werner-gruppen fremlagde sin endelige rapport i oktober 1970. Gruppen foreslog indførelse af en fuldstændig økonomisk og monetær union over en tiårig periode efter en plan i flere faser. Det endelige mål var at sikre helt frie kapitalbevægelser og uigendriveligt at fastlåse valutakurserne. Rapporten foreslog indførelsen af en fælles europæisk valuta som muligt udkomme af processen, men betragtede den endnu ikke som et mål i sig selv. Rapporten anbefalede også at styrke den økonomiske politik og at fastlægge retningslinjer for medlemsstaternes finanspolitik.

I marts 1971 gav De Seks på trods af uenighed om visse hovedanbefalinger i rapporten principiel tilslutning til indførelsen af ØMU'en i flere faser. Den første fase, der skulle tjene til at nedbringe valutakursudsvingene, blev iværksat på forsøgsbasis uden forpligtelse til at fortsætte processen.

Sammenbruddet i Bretton Woods-systemet og den amerikanske beslutning om at lade dollaren flyde i august 1971 fremkaldte en bølge af ustabilitet på valutakursmarkederne, der såede alvorlig tvivl om paritetsforholdene mellem de europæiske valutaer. ØMU-projektet blev sat alvorligt i stå.

I marts 1972 prøvede De Seks på ny at få gang i valutasamarbejdet ved at oprette "slangen i tunnelen"; der var tale om en mekanisme, hvor man var enige om at lade valutaerne flyde ("slangen") inden for snævre udsvingsmargener i forhold til dollaren ("tunnelen"). På grund af oliekrisen, den svækkede dollar og uenighed om den økonomiske politik tabte "slangen" på mindre end to år de fleste af sine medlemmer og blev til sidst til en "mark"-zone bestående af Tyskland, Benelux og Danmark.

Skabelse af det europæiske monetære system (EMS)

Bestræbelserne på at skabe et område med monetær stabilitet fortsatte i marts 1979 på initiativ af Frankrig og Tyskland med indførelsen af det europæiske monetære system (EMS), der var baseret på faste, men justerbare valutakurser. Samtlige medlemsstater med undtagelse af Det Forenede Kongerige deltog i valutakursmekanismen.

Princippet var, at valutakurserne var baseret på centralkurser defineret i forhold til ecuen (European Currency Unit) - den europæiske regningsenhed - der var sammensat af et vægtet gennemsnit af de deltagende valutaer. Der blev beregnet et bilateralt paritetsgitter på basis af centralkurserne i ecu, og det var kun tilladt med udsving på +/- 2,25 % i forhold til de bilaterale kurser (bortset fra den italienske lire, der fik en margen på 6 %).

EMS'en gjorde det muligt i en tiårsperiode at nedbringe valutakursudsvingene betragteligt; systemets smidighed og en politisk vilje til at sikre konvergens for økonomierne betød en varig valutakursstabilitet.

Med vedtagelsen af programmet for det indre marked i 1985 blev det stadig mere klart, at det indre markeds muligheder ikke kunne udnyttes fuldt ud, så længe der fortsat var de forholdsvis høje vekselomkostninger og omkostninger forbundet med usikkerheden om valutaudsving, uanset hvor små disse måtte være. Endvidere undsagde en række økonomer, det de kaldte "den umulige trekant", nemlig kapitalens frie bevægelighed, valutastabilitet og en uafhængig monetær politik, der ikke på sigt var forenelige størrelser.

Etableringen af Den Økonomiske og Monetære Union

I juni 1988 nedsatte Det Europæiske Råd i Hannover et udvalg, der skulle undersøge og stille forslag om de konkrete etaper, der skulle føre til Den Økonomiske og Monetære Union; formanden var Jacques Delors, der på det tidspunkt også var for formand for Kommissionen. De øvrige medlemmer af udvalget var direktørerne for de nationale centralbanker for at sikre, at disse var tæt knyttet til udarbejdelsen af forslag.

I udvalgets rapport, der blev forelagt i april 1989, blev det foreslået at fremme etableringen af en økonomisk og monetær union i tre faser. Rapporten understregede især behovet for en bedre koordinering af den økonomiske politik, regler om loft over nationale budgetunderskud og oprettelse af en ny og helt uafhængig institution, der skulle være ansvarlig for EU's monetære politik, nemlig Den Europæiske Centralbank (ECB).

På basis af Delors-rapporten besluttede man på Det Europæiske Råd i Madrid i juni 1989 at iværksætte den første fase af ØMU'en, der indebar helt frie kapitalbevægelser fra 1. juli 1990.

I december 1989 anmodede Det Europæiske Råd i Strasbourg om, at der blev indkaldt en regeringskonference for at definere de traktatmæssige ændringer, der var nødvendige for gennemførelsen ØMU’en. Regeringskonferencens arbejde førte til en traktat om Den Europæiske Union, der formelt blev godkendt af stats- eller regeringscheferne på Det Europæiske Råd i Maastricht i december 1991 og undertegnet den 7. februar 1992.

Traktaten foreskriver oprettelse af ØMU’en i tre faser

  • 1. fase (1. juli 1990 til 31. december 1993): frie kapitalbevægelser mellem medlemsstaterne
  • 2. fase (1. januar 1994 til 31. december 1998): konvergens af medlemsstaternes økonomiske politik og styrket samarbejdet mellem medlemsstaternes centralbanker. Samordningen af den monetære politik blev institutionaliseret med oprettelsen af Det Europæiske Monetære Institut (EMI), hvis opgave det var at foretage den nødvendige forberedelse af indførelsen af den fælles valuta. Under denne fase blev de nationale centralbanker uafhængige.
  • 3. fase (fra 1. januar 1999 og frem): gradvis indførelse af euroen som fælles valuta og gennemførelse af en fælles penge- og valutapolitik under ECB’s ansvar. Overgangen til tredje fase kræver, at der er opnået en høj grad af varig konvergens, der måles med en række traktatfæstede objektive kriterier. I denne fase bliver budgetreglerne bindende, og de medlemsstater, der ikke overholder disse regler, kan idømmes sanktioner. Der føres en ensartet monetær politik, der overlades til Det Europæiske System af Centralbanker (ESCB), som består af medlemsstaternes centralbanker og ECB, der erstatter EMI.

ØMU’ens to første faser er således gennemført. Den tredje fase er stadig i gang. I princippet skal alle EU-landene fuldføre den tredje fase og dermed indføre euroen (artikel 119 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde). Enkelte medlemsstater opfylder imidlertid endnu ikke konvergenskriterierne. Disse medlemslande er omfattet af en midlertidig undtagelsesordning, indtil de bliver i stand til at gennemføre ØMU’ens tredje fase.

Yderligere har Det Forenede Kongerige og Danmark erklæret, at de ikke ønsker at fuldføre ØMU’ens tredje fase og altså ikke indfører euroen. De to lande har således aftalt en række forbehold med hensyn til deres deltagelse i ØMU’en. Undtagelsesordningens bestemmelser er beskrevet i protokollerne til de grundlæggende traktater, som omhandler de to lande. Det Forenede Kongerige og Danmark har samtidig stadig mulighed for at opgive forbeholdene og melde sig som kandidat til gennemførelse af ØMU’ens tredje fase.

I øjeblikket har 17 medlemsstater ud af 27 gennemført ØMU’ens tredje fase og dermed indført euroen som fælles valuta.

Seneste ajourføring: 19.07.2011
Juridisk meddelelse | Om dette websted | Søgning | Kontakt | Sidens top