EU’s økonomiske og monetære union

 

RESUMÉ AF:

Artikel 119 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde

Artikel 140 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde

HVAD ER FORMÅLET MED ARTIKEL 119 OG 140 I TRAKTATEN OM DEN EUROPÆISKE UNIONS FUNKTIONSMÅDE?

• Af artikel 119 fremgår det, at Den Europæisk Union (EU) og EU- medlemsstaterne vil koordinere deres økonomiske politik samt definere og gennemføre en fælles monetær politik og valutakurspolitik. Den omhandler indførelsen af en fælles valuta, euroen, og fastlægger visse vejledende principper.
• Af artikel 140 fremgår det, at medlemsstaterne skal opfylde bestemte »konvergenskriterier«, hvis de skal deltage i den tredje fase af EU’s økonomisk og monetær union (EMU). Den tredje fase omfatter at indføre euroen som valuta og gennemføre en fælles monetær politik i de berørte medlemsstater.

HOVEDPUNKTER

• ØMU’en er processen med at harmonisere økonomiske og monetære politikker i medlemsstaterne. Den består af tre faser:
  • Første fase (1990-1993). Kapitalens frie bevægelighed mellem medlemsstaterne.
  • Anden fase (1994-1998). Koordinering af medlemsstaternes monetære politik, styrkelse af samarbejdet mellem landenes centralbanker og sammenføring af økonomierne (dvs. økonomisk konvergens)
  • Tredje fase (1. januar 1999 og fremefter). Den gradvise indførelse af euroen og gennemførelse af en fælles monetær politik under Den Europæiske Centralbank (ECB).

De første to faser af ØMU’en er blevet gennemført i alle medlemsstater, men den sidste fase er endnu ikke gennemført i alle medlemsstater. Foreløbig har blot 20 medlemsstater — som samlet kaldes »euroområdet« — indført euroen som valuta.

Overgang til euroen

• Før en medlemsstat kan indføre euroen, skal det opfylde adskillige økonomiske og lovgivningsmæssige krav — konvergenskriterierne.
• Formålet med de økonomiske konvergenskriterier er at sikre, at EU har en stabil økonomi og finansiel situation.
• De lovgivningsmæssige krav anfører, at medlemsstaternes lovgivning skal være forenelig med EU’s traktater, navnlig punkterne vedrørende den nationale centralbank og valutaen.
• Når en medlemsstat opfylder alle disse krav, kan det indføre euroen som valuta. Euroen erstatter dermed den tidligere nationale valuta og bliver landets officielle valuta.
• Mindst hvert andet år evaluerer Europa-Kommissionen og ECB fremskridtene i medlemsstaterne i forbindelse med opfyldelse af konvergenskravene. Hvis de vurderer, at en medlemsstat kan gå videre til den tredje fase af ØMU’en, træffer Rådet for Den Europæiske Union afgørelse om, at den pågældende medlemsstat kan indføre euroen som valuta.

Den Europæiske Centralbank

ECB spiller en afgørende rolle i ØMU’en. Den fastlægger uafhængigt den monetære politik i medlemsstaterne i euroområdet. Den har også beføjelse til at tillade udstedelse af eurosedler. Medlemsstater kan udstede euromønter, men ECB skal godkende det beløb, der udstedes årligt.

Euroområdets første lande

• Den 3. maj 1998, en historisk dato med hensyn til lanceringen af den tredje fase af ØMU, vedtog Rådet en afgørelse, der anerkendte, at 11 medlemsstater (Belgien, Tyskland, Irland, Spanien, Frankrig, Italien, Luxembourg, Nederlandene, Østrig, Portugal og Finland) opfyldte de nødvendige betingelser for at indføre den fælles valuta den 1. januar 1999. I 2000 blev en lignende afgørelse vedtaget for Grækenland, som påbegyndte den tredje fase af ØMU’en i januar 2001.

• Euroen blev herefter indført i to trin.
  • 1. januar 1999. Euroen blev indført som kontopenge*, og omregningskurserne blev låst fast til de gamle valutaer, der blev betragtet som underenheder af euroen.
  • 1. januar 2002. Euromønterne og -sedlerne blev indført i de relevante medlemsstater. Dermed kunne indbyggerne og virksomhederne i EU anvende euroen som kontant betalingsmiddel.

Udvidelse af euroområdet

• I princippet forventes alle medlemsstater at tiltræde tredje fase af ØMU’en og indføre euroen. Nogle lande opfylder dog endnu ikke de økonomiske og lovgivningsmæssige krav. De er undtaget, indtil de kan indføre euroen.
• Euroområdet er flere gange blevet udvidet til at omfatte flere medlemsstater:
  • Slovenien den 1. januar 2007;
  • Cypern og Malta den 1. januar 2008;
  • Slovakiet den 1. januar 2009;
  • Estland den 1. januar 2011;
  • Letland den 1. januar 2014;
  • Litauen den 1. januar 2015;
  • Kroatien den 1. januar 2023.

Undtagelser

Danmark har en undtagelse fra at deltage i ØMU’en. Detaljerne om undtagelsen fremgår af protokol nr. 16 i bilagene til EU’s stiftende traktater. Danmark forbeholder sig retten til at ophæve undtagelsen og ansøge om at indføre euroen, men har endnu ikke meddelt hensigt herom.

BAGGRUND

For yderligere oplysninger henvises til:

• Udvidelse af euroområdet (Europa-Kommissionen)
• Den økonomiske og monetære union (ØMU) (Den Europæiske Centralbank).

VIGTIGE BEGREBER

HOVEDDOKUMENTER

Konsolideret udgave af traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde — Tredje del — Unionens interne politikker og foranstaltninger — Afsnit VIII — Den økonomiske og monetære politik — Artikel 119 (tidl. artikel 4 i TEF) (EUT C 202 af 7.6.2016, s. 96-97).

Konsolideret udgave af traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde — tredje del — Unionens interne politikker og foranstaltninger — afsnit VIII — Den økonomiske og monetære politik — kapitel 5 — Overgangsbestemmelser — artikel 140 (tidl. artikel 121, stk. 1, 122, stk. 2, andet punktum, og artikel 123, stk. 5, i TEF) (EUT C 202 af 7.6.2016, s. 108-110).

seneste ajourføring 23.02.2023