RSS
Alfabetisk indeks
Siden er tilgængelig på 9 sprog

We are migrating the content of this website during the first semester of 2014 into the new EUR-Lex web-portal. We apologise if some content is out of date before the migration. We will publish all updates and corrections in the new version of the portal.

Do you have any questions? Contact us.


Partnerskab med Afrika om udvikling af bomuldssektoren

Bomuld er en vigtig økonomisk sektor i adskillige afrikanske lande, især Vestafrika. Den Europæiske Union (EU) og Afrika har etableret et samarbejde til udvikling af bomuldssektoren med handels- og udviklingselementer. I denne sammenhæng støtter EU den afrikanske bomuldssektors konkurrenceevne og satser på at gøre den mindre sårbar.

DOKUMENT

Meddelelse fra Kommissionen til Rådet og Europa-Parlamentet af 12. februar 2004 - Forslag til en EU/Afrika-partnerskabsaftale til støtte for udviklingen i bomuldssektoren [KOM(2004) 87 endelig - ikke offentliggjort i Den Europæiske Unions Tidende].

RESUMÉ

Afrikansk bomuld og udfordringerne på verdensmarkedet

Bomuldseksporten er af afgørende betydning for adskillige afrikanske lande, især i Vest- og Centralafrika. For eksempel tegner den sig for 30 % til 40 % af Benins, Burkina Fasos, Tchads og Malis eksportindtægter. Den Europæiske Union (EU) er nettoimportør af bomuld. Da den europæiske bomuldsproduktion kun udgør 2 % af produktionen på verdensplan, har EU kun yderst begrænset indflydelse på prisdannelsen på det internationale marked.

Denne sektor står over for en række udfordringer, både internationalt og nationalt. På internationalt plan er priserne for nedadgående på lang sigt, og der sker kraftige udsving på kort sigt. Samtidig yder flere industrilande produktionstilskud, hvilket fører til fordrejning af samhandelen. På nationalt plan trues sektoren af begrænset fleksibilitet over for ændringer i efterspørgselen og den langsomme teknologiske innovation.

Partnerskab til støtte for afrikansk bomuld

EU agter at understøtte den afrikanske bomuldssektor ved et partnerskab, der står åbent for samtlige afrikanske lande, der hører ind under landene i Afrika, Vestindien og Stillehavet AVS, hvis økonomi overvejende afhænger af dette produkt.

Formålet med partnerskabet er først og fremmest at skabe mere retfærdige handelsvilkår på det internationale bomuldsmarked i de landbrugsforhandlinger, der foregår som led i Doha-runden i Verdenshandelsorganisationen (WTO) (EN). Der er især tale om:

  • at give fuld markedsadgang i industrilandene til bomuld og tekstiler fra de mindst udviklede lande (MUL), f.eks. med udgangspunkt i EU's initiativ "alt andet end våben". EU forslår desuden at undersøge forskellige løsninger på problemet med progressiv told * og udfasningen af udviklingslandenes handelspræferencer
  • mindskning af samtlige former for støtte til eksport af bomuld samt produktionsstøtte, der medfører konkurrencefordrejning ved at fremme fremstilling og eksport
  • teknisk handelsbistand med henblik på at hjælpe de afrikanske lande med at kortlægge og forsvare deres interesser inden for den multilaterale handel.

Dernæst er formålet med partnerskabet at støtte de afrikanske lande og regioners bomuldsproducenter. Med henblik på at forbedre konkurrenceevnen i de økonomier, der er afhængige af bomuld, ønsker Kommissionen:

  • at fremme iværksættelse af overordnede planer for bæredygtig udvikling i produktionsregioner og -lande samt diversificering med udgangspunkt i bomuldssektoren
  • at styrke udviklingen af bomuldspolitik og -institutioner, som vil gøre det muligt at gennemføre sektorreformer
  • fremme af investering i integrering af bomuldsbranchen
  • at fremme teknologisk tilpasning og innovation blandt producenterne, især små brug
  • at fremme kvalitetsmærkning af afrikansk bomuld på det internationale marked
  • at anvende forhandlingerne om de økonomiske partnerskabsaftaler (ØP) til at forbedre sektorens konkurrenceevne.

Med henblik på at mindske indtægtsrisikoen ved prisudsving foreslår Kommissionen:

  • at hjælpe bomuldsproducenterne med at få adgang til risikostyringsmekanismer på markedet
  • at opfordre de internationale finansieringsinstitutter til at indføje bestemmelser, der gør det muligt at tage hensyn til udsving i grundprisen i deres nuværende mekanismer
  • at lette AVS-landenes adgang til FLEX-mekanismen.

Iværksættelse af dette partnerskab kræver fælles deltagelse af EU's medlemsstater og de bomuldsproducerende lande i Afrika. Kommissionen foreslår, at der oprettes "indsatsgrupper" for bomuld med deltagelse af repræsentanter for producentlandene, Kommissionen og andre deltagere, som har til formål at undersøge og koordinere indsatsen. Iværksættelsen vurderes løbende.

Finansieringen af partnerskabet baseres på eksisterende instrumenter og bestemmelser, især inden for Den Europæiske Udviklingsfond (EUF). Desuden vil revisionen af betingelserne for anvendelse af FLEX-mekanismen gøre det lettere at få adgang til denne mekanisme.

Kontekst

Dette forslag er en gennemførelse af principperne i meddelelsen om en handlingsplan om landbrugsråvarer (castellanodeutschenglishfrançais), der er vedtaget sideløbende.

Dokumentets nøglebegreber

Progressive satser: Satser, der øges, i takt med at et produkt forarbejdes


Dokumentets nøgletal

Vest- og Centralafrika: 5,1 % af verdens samlede produktion og 12,7 % af verdenseksporten af bomuld (2001-2002). 70 % af denne eksport går til EU.
EU er nettoimportør af bomuld: det tegner sig for 2,6 % af verdens samlede produktion og 4,7 % af verdenseksporten af bomuld (2001-2002). En tredjedel af bomuldsimporten kommer fra Vest- og Centralafrika.

TILHØRENDE DOKUMENTER

En rapport om arbejdet med etablering af partnerskabet mellem EU og Afrika om udvikling af bomuldssektoren blev forelagt Rådet den 10. april 2006 sammen med meddelelsen om handlingsplanen for landbrugsråvarer (PDF) (EN ). I rapporten blev der især lagt vægt på de skete fremskridt med iværksættelsen af partnerskabet samt de tilbageværende udfordringer vedrørende forbedring af konkurrencedygtigheden i produktionen og forhøjelse af driftsherrernes indtægter. Endelig forelagde Kommissionen i november 2007 en ny rapport om arbejdet med iværksættelse af partnerskabet for arbejdsgruppen i Rådet. I denne rapport blev der lagt vægt på de hurtigere resultater med iværksættelse af partnerskabet i 2007.

Rådets konklusioner om landbrugsråvarer, afhængighed og fattigdom og en EU-Afrika-partnerskabsaftale til støtte for udviklingen af bomuldssektoren. Rådet (almindelige anliggender og eksterne forbindelser) - den 27. april 2004 [ikke offentliggjort i Den Europæiske Unions Tidende] (PDF) (EN ).
11. Rådet godkender meddelelsen om forslag til et partnerskab med Afrika i bomuldssektoren og opfordrer Kommissionen til at undersøge muligheden for, at Det Europæiske Fællesskab kan tiltræde Den Internationale Rådgivende Bomuldskomité (IRB) (EN).

 
Seneste ajourføring: 15.01.2008
Juridisk meddelelse | Om dette websted | Søgning | Kontakt | Sidens top