RSS
Alfabetisk indeks
Siden er tilgængelig på 15 sprog
Nye sprog:  CS - HU - PL - RO

We are migrating the content of this website during the first semester of 2014 into the new EUR-Lex web-portal. We apologise if some content is out of date before the migration. We will publish all updates and corrections in the new version of the portal.

Do you have any questions? Contact us.


Ligestillingsstrategi i udviklingspolitikken

Kommissionen fremlægger retningslinjer for, hvordan ligestillingsproblematikken kan inddrages og kvindernes rolle styrkes i EU's politik for udviklingssamarbejdet. Den fremsætter også et forslag til konkrete foranstaltninger på de felter, hvor forskelsbehandlingen mellem kønnene er størst i udviklingslandene.

DOKUMENT

Meddelelse fra Kommissionen til Europa-Parlamentet og Rådet om ligestilling og styrkelse af kvinders position i udviklingssamarbejdet [KOM(2007) 100 endelig udgave - Ikke offentliggjort i EUT].

RESUMÉ

Kravet om lige muligheder er et vigtigt element i en bæredygtig udvikling, og det navnlig på de felter, hvor forskelsbehandlingen mellem kønnene er størst i udviklingslandene, dvs.:

  • beskæftigelse og erhvervsliv: de fleste kvinder arbejder inden for den uformelle sektor, hvor de har lav produktivitet og indkomst, dårlige arbejdsforhold og ringe eller slet ingen social sikring
  • forvaltningspraksis: kvinder holdes i mange lande uden for beslutningsprocessen. Ligestillingslovgivningen bør håndhæves effektivt, og kvinders grundlæggende rettigheder tilgodeses
  • adgang til uddannelse: forskelsbehandling bunder ofte i det daglige husholdningsarbejde, kvinderne må udføre
  • sundhedsområdet: kvinder har ofte kun ringe adgang til sundhedspleje, og herunder sundhedspleje på det seksuelle/reproduktive område
  • vold mod kvinder.

Kommissionen konstaterer, at der er gjort gode fremskridt i retning af større ligestilling inden for udviklingssamarbejdet. Ligestilling har fået en stadig større plads i dialogen med partnerlandene og i EU's høringer af civilsamfundsorganisationerne. Der er også gjort fremskridt i forbindelse med iværksættelsen af ligestillingsprojekter og -programmer og udbygningen af medlemsstaternes og Kommissionens kapacitet.

Kommissionen må dog konstatere, at visse udfordringer stadig ikke er indfriet i forbindelse med:

  • realisering af millenniumsmålsætningerne på udviklingsområdet, herunder ligestilling mellem drenge og piger i undervisningen på grund- og sekundærtrinnet. Det bør i øvrigt nævnes, at millenniumsmålsætningerne kun omfatter sundheds- og uddannelsesaspektet, men udelader andre aspekter af ligestillingsproblematikken
  • sociale og kulturelle hindringer med tilknytning til de traditionelle samfundsstrukturer, der ikke tilskynder til ændring af den traditionelle rollefordeling mellem mænd og kvinder
  • inddragelse af ligestillingsproblematikken i landestrategierne og EU's udviklingssamarbejde.

Målsætninger i den nye strategi

Den første målsætning i EU's strategi er at sikre en mere effektiv integration af ligestillingsaspektet. Dette indebærer en trestrenget indsats:

  • på det politiske plan lægger Kommissionen stor vægt på, at ligestillingsproblematikken drøftes på højeste plan med partnerlandene
  • inden for udviklingssamarbejde foreslår Kommissionen, at
    1. der indledes en reel dialog med de vigtigste beslutningstagere i forbindelse med tilrettelæggelsen af landestrategierne og støtteprogrammerne
    2. der oprettes en ordning, der sikrer den gensidige ansvarlighed
    3. der opstilles resultatindikatorer
    4. udbetaling af finansiel støtte gøres afhængig af forskellige ligestillingsindikatorer.
  • hvad angår spørgsmålet om styrkelse af institutionernes kapacitet anbefaler Kommissionen, at man gør større brug af praktiske værktøjer i evaluerings- og gennemførelsesfasen. Den henviser endvidere til, at det er nødvendigt at give partnerlandene og personalet bedre adgang til information, herunder information om god praksis, og at afholde kurser om ligestillingsproblematikken.

Den anden målsætning er en omlægning af specifikke foranstaltninger i partnerlandene, således at de i højere grad tilgodeser kvindefrigørelsen. Kommissionen agter at iværksætte foranstaltninger på følgende felter:

  • samfundsforvaltning: herunder politisk kvindefrigørelse, fremme af menneskerettighederne, opstilling af indikatorer til måling af ligestillingsgraden, styrkelse af kvindernes rolle i konfliktsituationer og tiden efter en konflikt
  • beskæftigelse og erhvervsliv: herunder fremme af kvinders økonomiske og sociale frigørelse, ligestilling på arbejdsmarkedet, konstatering af, hvor stor en del af budgettet der er afsat til ligestillingsproblematikken, samt forvaltning af de offentlige finanser på en måde, der fremmer ligestilling
  • uddannelse: herunder afskaffelse af skolepenge, vedtagelse af foranstaltninger til fremme af pigers skolegang, forbedring af skolemiljøet, informering af unge om ligestillingsproblematikken og læse/skrive-undervisning af voksne
  • sundhed: herunder bedre socialsikring af fattige kvinder og beskyttelse af kvinders seksuelle og reproduktive sundhed (f.eks. ved oplysningskampagner om HIV/aids og uddannelse af traditionelle jordemødre med henblik på nedbringelse af mødre-/børnedødeligheden i landdistrikter)
  • vold mod kvinder: herunder reform af lovgivningen på området, bedre beskyttelse af voldsofre, kampagner i medierne og bedre personaleuddannelse inden for militær og retsvæsen.

Gennemførelse

Kommissionen understreger betydningen af, at kvindemålgruppen inddrages i arbejdet omkring udviklingssamarbejdet. Dette kan ske ved, at de deltager i civilsamfundsorganisationernes og lokalsamfundsorganisationernes aktiviteter. EU bør især fremme oprettelsen af civilsamfundsorganisationer, der støtter kønnenes ligestilling på områder, hvor den er mangelfuld, og sørge for at styrke de eksisterende civilsamfundsorganisationers kapacitet.

Størrelsen af den finansielle støtte, bør gøres afhængig af ligestillingsindikatorerne. Ligestillingsaspektet bør også tilgodeses i forbindelse med partnerlandenes opstilling af nationale og lokale budgetter. Dette kræver, at der opstilles nye prioriteringsmål for udgifterne, at programmerne omlægges på en sådan måde, at kravet om ligestilling tilgodeses, og at de offentlige indtægter og udgifter kontrolleres.

Som led i den nationale strategi for fattigdomsbekæmpelse må landene undersøge, hvad forholdene er på ligestillingsområdet for at få det fulde overblik over, hvilke følger dette aspekt har for vækst og fattigdom. Kommissionen understreger, at man i disse nationale strategier bør basere sig på en bredere definition af fattigdom, dvs. ikke blot mangel på finansielle midler. Civilsamfundsorganisationernes bidrag til udformning og opfølgning af strategier bør accepteres.

Kommissionen understreger, hvor vigtigt et aspekt samordningen og harmoniseringen med medlemsstaterne er, og hvordan dette indebærer regelmæssige møder og udveksling af oplysninger om god praksis. EU vil endvidere fortsætte med at tilskynde til debat om kønnenes ligestilling både på internationalt og regionalt niveau og understrege, hvor vigtigt det er, at andre områder end sundhed og uddannelse også inddrages.

Specifikke kommissionstiltag

Til gennemførelse af denne strategi foreslår Kommissionen tiltag på tre felter, nemlig:

  • planlægning af landeprogrammer (nationale og regionale strategier), i første række:
    1. udarbejdelse af supplerende retningslinjer for programplanlægningen
    2. systematisk evaluering af ligestillingsaspektet i landestrategierne
    3. tilpasning af strategierne på grundlag af udfaldet af en sådan evaluering
    4. etablering af partnerskaber med relevante internationale organisationer (bl.a. De Forenede Nationers Udviklingsfond for Kvinder (UNIFEM) og Den Internationale Arbejdsorganisation (ILO)), som har stor erfaring med integrering af ligestillingsaspektet i deres programmer
  • de flerårige temaprogrammer inden for rammerne af finansoverslagene for 2007-2013, der kan fremme ligestilling på alle områder inden for menneskelige ressourcer, miljøog fødevaresikkerhed.
  • andre finansieringsordninger, der kan fremme ligestilling, bl.a. den europæiske ordning for demokrati og menneskerettigheder samt stabilitetsinstrumentet.


Kontekst

Grundlaget lagt for en styrkelse af Kommissionens kapacitet på dette felt blev lagt med et "Handlingsprogramfor generel hensyntagen til kønsaspektet i Fællesskabets udviklingssamarbejde - 2001-2006" (DE Deutsch (de) English (en) español (es) français (fr) ) (EN Deutsch (de) English (en) español (es) français (fr) ) (ES Deutsch (de) English (en) español (es) français (fr) ) (FR Deutsch (de) English (en) español (es) français (fr) ).

De finansielle rammer for gennemførelsen af foranstaltninger i forbindelse med sundhed samt seksuelle og reproduktive rettigheder bygger på Europa-Parlamentets og Rådets forordning nr. 1567/2003, der udløb den 31. december 2006.

I Europa-Parlamentets og Rådets forordning nr. 806/2004, der udløb den 31. december 2006, var der endvidere afsat et rammebeløb på 9. millioner EUR til finansiering af særlige foranstaltninger på dette felt. Endelig bør det nævnes, at ligestilling indgår som en af grundmålsætningerne for fattigdomsbekæmpelse i den europæiske konsensus.

TILHØRENDE RETSAKTER

Arbejdsdokument fra Kommissionens tjenestegrene af 8 marts 2010 om EU’s handlingsplan for kvinders ligestilling og medbestemmelse inden for udvikling [SEC(2010) 265 endelig – ikke offentliggjort i Den Europæiske Unions Tidende].
Kommissionen har fremlagt en handlingsplan for perioden 2010-2015 med henblik på gennemførelsen af strategien i ovennævnte meddelelse for at styrke og fremme kønsligestilling i udviklingslandene. Handlingsplanen bidrager til indfrielsen af milleniumudviklingsmålsætningerne på udviklingsområdet samt målsætningerne i FN-konventionen om bekæmpelse af alle former for diskrimination mod kvinder.
I den sammenhæng lægger Kommissionen vægt på:

  • udvikling af EU’s handlingskapacitet og EU’s rolle som en væsentlig spiller i global sammenhæng på ligestillingsområdet
  • integration af ligestillingsspørgsmål i den politiske dialog mellem EU og udviklingslandene
  • integration af ligestillingsfremme i projekter finansieret af EU samt opstilling af brugbare indikatorer til vurdering af opnåede fremskridt
  • fremme af civilsamfundets deltagelse i udviklingslandene
  • bedre styring af og gennemsigtighed i de europæiske finansieringer
  • støtte til FN’s indsats til beskyttelse af kvinder i konfliktområder via gennemførelse af FN-resolutionen ”Kvinder, fred og sikkerhed” (resolution nr. 1325 fra 2000 og 1889 fra 2009).
Seneste ajourføring: 19.08.2010
Juridisk meddelelse | Om dette websted | Søgning | Kontakt | Sidens top