EUR-Lex Access to European Union law

Back to EUR-Lex homepage

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Finansieringsinstrument til fremme af demokrati og menneskerettigheder på verdensplan (2007-2013)

Denne forordning indfører et europæisk instrument for demokrati og menneskerettigheder, der yder bistand og bidrager til at udvikle og konsolidere demokrati og retsstatsprincipper samt overholde menneskerettighederne og de grundlæggende frihedsrettigheder.

DOKUMENT

Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1889/2006 af 20. december 2006 om oprettelse af et finansieringsinstrument til fremme af demokrati og menneskerettigheder på verdensplan.

RESUMÉ

Forordningen opretter et instrument til finansiering af fremme af demokrati og menneskerettigheder i tredjelande, som erstatning for Det Europæiske Initiativ for demokrati og menneskerettigheder.

Instrumentets indhold

Den bistand, der ydes inden for rammerne af dette instrument, har følgende formål:

  • respekten for menneskerettighederne og grundlæggende frihedsrettigheder skal forbedres i de lande og regioner, hvor de er mest truet
  • civilsamfundets rolle skal styrkes for at fremme menneskerettigheder og demokratiske reformer, støtte en fredelig forsoning mellem gruppeinteresser og konsolidere politisk deltagelse og repræsentation
  • tiltag vedrørende menneskerettigheder og demokratiske spørgsmål skal støttes på områder dækket af EU's retningslinjer
  • de internationale og regionale rammer for beskyttelse af menneskerettigheder, retfærdighed, retsstatsprincippet og fremme af demokrati skal støttes og styrkes
  • opbygning af tillid til demokratiske valgprocedurer, især gennem valgovervågning.

For at forfølge disse mål støtter fællesskabsbistanden følgende aktioner:

  • fremme og styrkelse af deltagelsesdemokrati og det repræsentative demokrati og demokratiseringsprocesser, særlig gennem civilsamfundets organisationer, især ved at: fremme forenings- og forsamlingsfrihed, menings- og ytringsfrihed; styrke retsstatsprincipper og et uafhængigt retssystem; fremme politisk pluralisme og demokratisk politisk repræsentation; fremme mænds og kvinders lige deltagelse i det sociale, økonomiske og politiske liv; støtte en fredelig forsoning mellem gruppeinteresser
  • beskyttelse af menneskerettighederne og de grundlæggende frihedsrettigheder, der er omhandlet i verdenserklæringen om menneskerettighederne og andre internationale instrumenter på området, hovedsagelig gennem civilsamfundets organisationer.

For at øge bistandens sammenhæng og effektivitet sikrer Kommissionen en tæt samordning af sine egne aktiviteter og medlemsstaternes. Endvidere er den bistand, der ydes i henhold til denne forordning, i overensstemmelse med Fællesskabets politik vedrørende udviklingssamarbejde og Den Europæiske Unions udenrigspolitik og sikkerhedspolitik generelt. Bistanden skal endvidere supplere den bistand, der ydes inden for rammerne af fællesskabsinstrumenterne for ekstern bistand og partnerskabsaftalen med landene i Afrika, Vestindien og Stillehavet (AVS).

Forvaltning og gennemførelse

Under denne forordning er bistanden fastsat:

  • i strategidokumenterne, der fastlægger Fællesskabets prioriteter, den internationale situation og partnernes vigtigste aktiviteter
  • årlige handlingsprogrammer, baseret på strategidokumenterne og deres eventuelle revisioner
  • særlige foranstaltninger, der ikke er fastsat i strategidokumenterne, og som Kommissionen kan vedtage.
  • ad hoc-foranstaltninger, hvorved Kommissionen kan yde mindre tilskud til menneskerettighedsforkæmpere for at imødekomme presserende behov for beskyttelse.

Følgende kan modtage finansiel støtte:

  • civilsamfundets organisationer,
  • almennyttige organisationer i den offentlige og private sektor,
  • nationale, regionale og internationale parlamentariske organer, medmindre de foreslåede foranstaltninger kan finansieres i henhold til et beslægtet fællesskabsinstrument for ekstern bistand,
  • mellemstatslige, regionale og internationale organisationer
  • og fysiske personer, når deres støtte er nødvendig for at nå målsætningerne i forordningen om oprettelse af et finansieringsinstrument til fremme af demokrati og menneskerettigheder.

Andre organer eller aktører kan modtage finansiel støtte, hvis det er nødvendigt for at nå denne forordnings målsætninger.

Dette instruments støtte kan tage form af:

  • programmer og projekter,
  • tilskud til finansiering af projekter, der fremlægges af mellemstatslige, regionale og internationale organisationer,
  • mindre tilskud til menneskerettighedsforkæmpere,
  • tilskud til at dække driftsudgifter for FN's højkommissær for menneskerettigheder og for Det Fælleseuropæiske Universitetscenter for Menneskerettigheder og Demokratisering,
  • bidrag til internationale fonde,
  • midler til EU-valgobservationsmissioner
  • og offentlige udbud.

Deltagelse i procedurerne for tildeling af indkøbs- eller tilskudskontrakter, der finansieres i henhold til denne forordning, er blandt andet åben for alle fysiske og juridiske personer, der henholdsvis er statsborgere i eller er etableret i en af Det Europæiske Fællesskabs medlemsstater, i et officielt kandidatland anerkendt af Det Europæiske Fællesskab, i en af Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområdes medlemsstater, i et udviklingsland (ifølge OECD’s definition (EN) (FR)) samt for internationale organisationer.

Kommissionen bistås af et udvalg for menneskerettigheder og demokrati.

Kommissionen redegør i en årsrapport for de fremskridt, der er gjort med gennemførelsen af støtteforanstaltningerne i henhold til denne forordning.

Der er afsat 1,104 mia. EUR til dette instrument for perioden 2007-2013.

Referencer

Retsakt

Ikrafttrædelsesdato - Udløbsdato

Gennemførelsesdato i medlemsstaterne

Den Europæiske Unions Tidende

Forordning (EF) nr. 1889/2006

30.12.2006 – 31.12.2013

-

EUT L 386 af 29.12.2006

TILHØRENDE RETSAKTER

Forslag til Europa-Parlamentets og Rådets forordning af 21. april 2009 om ændring af forordning (EF) nr. 1905/2006 om oprettelse af et instrument til finansiering af udviklingssamarbejde og om ændring af forordning (EF) nr. 1889/2006 om oprettelse af et finansieringsinstrument til fremme af demokrati og menneskerettigheder på verdensplan [KOM(2009) 194 endelig – Ikke offentliggjort i Den Europæiske Unions Tidende]. Der er behov for at forbedre gennemførelsen af programmer og projekter finansieret under finansieringsinstrumentet til fremme af demokrati og menneskerettigheder. Derfor foreslår Europa-Parlamentet to Rådet at lempe kriterierne for støtteberettigelse til finansiering af omkostninger i forbindelse med skatter og afgifter, der skal betales i instrumentets modtagerlande. Der findes ikke skattefritagelsesordninger eller tilbagebetalingsordninger i alle de pågældende lande, hvilket virker hindrende for deltagerne i programmet.

Fælles beslutningsprocedure: (COD/2009/0060)

Seneste ajourføring: 15.10.2009

Top