EUR-Lex Access to European Union law

Back to EUR-Lex homepage

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

EU's Afrika-strategi

Med denne Afrika-strategi søger Den Europæiske Union at tage to udfordringer op: hvordan man sikrer en bæredygtig udvikling i Afrika, og hvordan millenniummålsætningerne realiseres inden 2015. Som partner og nær nabo til Afrika har EU gode muligheder for at være med til at give denne proces et afgørende skub fremad.

DOKUMENT

Meddelelse fra Kommissionen til Rådet, Europa-Parlamentet og Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg af 12. oktober 2005: EU-strategi for Afrika - En EU/Afrika-pagt til fremme af Afrikas udvikling [KOM(2005) 489 endelig - ikke offentliggjort i EUT] .

SAMMENDRAG

EU har opstillet en Afrika-strategi med handlingsrammer for medlemsstaterne med det formål at understøtte Afrikas bestræbelser på at realisere De Forenede Nationers millenniumsmålsætninger. Man har gennem nogle år kunnet konstatere store fremskridt i Afrika, både med hensyn til forvaltningspraksis og økonomisk vækst. Den Afrikanske Union, Det Nye Partnerskab for Afrikas Udvikling (NEPAD) og de internationale organisationer har etableret en fremtidsvision og en køreplan på det politiske og det økonomiske område. Der er dog endnu lang vej igen, inden man kan tale om en bæredygtig udvikling i Afrika.

En realitet præget af store kontraster

Forholdene i Afrika er meget forskellige hvad angår politisk styreform, historie, kultur og religion, samt økonomiske og geografiske forhold. Områder med god stabilitet og områder med meget usikre forhold findes ofte side om side. Nogle lande i Afrika har haft - og har fortsat - perioder med fred, sikkerhed, politisk og økonomisk stabilitet og demokratiske forhold, medens andre lande lider under konflikter uden ende. Sådanne ustabile forhold ledsages af voksende organiseret kriminalitet på tværs af grænserne og en stigende trussel fra narkotikasalg og ‑forbrug, menneskehandel, smugling af naturressourcer og våbenhandel.

Man kan dog ikke tale om mangel på vækstfaktorer. Takket være en forsvarlig udvinding af naturressourcer, udviklingen inden for landbruget og investeringerne i de menneskelige ressourcer har man skabt et gunstigt investeringsklima. Flere afrikanske lande er rige på naturressourcer, hvilket åbner mulighed for en bæredygtig udvikling. De lande, hvis økonomi er afhængig af landbrugsråvarer, kan mindske deres sårbarhed ved at gribe ind over for prisernes faldende tendens på længere sigt og svingninger i noteringerne på verdensmarkedet.

Et tillidsvækkende og tiltrækkende investeringsklima er en grundlæggende forudsætning for vækst: faktorer såsom et lands stabilitet og niveau med hensyn til forvaltningspraksis, gennemskuelighed, dialog med det nationale og internationale erhvervsliv og regional integration bidrager til økonomisk udvikling. Beslutningstagere i udlandet (Brasilien, Indien og Kina) finder Afrikas økonomiske potentiale stadig mere tiltrækkende, samtidig med at Afrikas gamle partnerlande, USA, Japan og Rusland, igen er begyndt at vise større interesse for denne verdensdel.

I disse regioner er det særligt vigtigt, at man skaber transportforbindelser for at give befolkningen nemmere markedsadgang og mindske omkostningerne i forbindelse med erhvervsaktivitet. Det bør derfor overvejes, hvordan man kan fremme den regionale integrationsproces og styrke Afrikas position i verdensøkonomien.

Social dynamik

Udviklingen af de menneskelige ressourcer har også meget forskellige forhold. Nogle lande i Afrika har nok haft en imponerende økonomisk vækst, men den meget skæve fordeling af goderne gør, at en sådan vækst ikke altid influerer positivt på bekæmpelsen af fattigdommen.

En bedre beskæftigelse er et af de vigtigste mål i bestræbelserne på at mindske fattigdommen og fremme den sociale udvikling. Beskæftigelsessituationen hænger nøje sammen med læse- og skrivefærdigheden, som langsomt forbedres. Befolkningens velfærd afhænger også af hygiejne- og sundhedsforholdene. Hiv/aids-epidemien er en tung byrde for mange lande i Afrika.

Miljømæssig dynamik

Også i miljømæssig henseende udviser Afrika store kontraster. Klimaændringen får følger for vandressourcerne, biodiversiteten og befolkningens sundhed og medfører en ringere fødevaresikkerhed og endnu værre ørkendannelse. Både oversvømmelse og tørke forekommer hyppigt, og det kan forventes, at disse fænomener forværres i takt med klimaændringen; samtidig hermed er varslingssystemerne utilstrækkelige og muligheder for katastrofeafhjælpning ringe. En bedre tilpasning til klimaændringen er en af de allervigtigste og mest hastende forudsætninger for Afrikas udvikling.

Ørkendannelse er et problem for ca. halvdelen af Afrika; ørkennære områder er hårdest ramt. Afrikas fornyelige jordbundsressourcer ligger under verdensgennemsnittet, og mange lande lider under vandstress eller -mangel. Hertil kommer, at 17 % af verdens skovarealer ligger i Afrika: afskovning, enten af kommercielle eller landbrugsmæssige årsager, giver anledning til alvorlig bekymring.

Principperne bag EU's relationer til Afrika

Gennem de seneste årtier er der indgået flere og flere aftaler mellem EF og Afrika, og herunder Lomé-konventionerne, der blev indgået med lande i Afrika, Vestindien og Stillehavet (AVS-landene), og som blev afløst af Cotonou-aftalen i 2000, aftalerne med Sydafrika og partnerskabs- og associeringsaftalerne mellem EU og Middelhavslandene.

Der må nu fastlægges grundprincipper for forholdet mellem Afrika og EU. I denne meddelelse lægges tre principper til grund:

  • lighed, baseret på anerkendelse af og respekt for den anden parts institutioner og afgrænsning af gensidige fælles interesser;
  • partnerskab, dvs. etablering af et indbyrdes forhold på basis af kommercielt og politisk samarbejde;
  • selvbestemmelse, hvilket indebærer, at udviklingsstrategierne og -politikken bestemmes af landene selv og ikke påtvinges udefra.

EU forpligter sig i Afrika på tre forvaltningsniveauer, dvs. nationalt, regionalt og kontinentalt, med udgangspunkt i nærhedsprincippet, som bygger på, at problemerne søges løst på det laveste, mest formålstjenlige niveau. Man forventer på denne måde at kunne øge den fællesafrikanske solidaritet mellem disse tre niveauer og bringe dialogen med alle afrikanske lande op på højeste politiske niveau.

EU's responsstrategi

EU vil øge sin støtte på de felter, hvor realiseringen af millenniumudviklingsmålsætningerne kræver ordnede forhold, dvs. fred, sikkerhed og god forvaltningspraksis, idet dette er forudsætningen for at kunne skabe gode vilkår for økonomisk vækst, samhandel, kommunikationsstrukturer, socialt sammenhold og miljøbeskyttelse.

EU vil derfor gøre en ekstra indsats for at fremme fred og sikkerhed i alle faser af en konflikt; det skal ske gennem en bred vifte af foranstaltninger, lige fra støtte til fredsaktioner i Afrika, til en verdensomspændende kampagne for konfliktforebyggelse, hvilket indebærer, at man tager fat på de underliggende årsager til de voldsomme konflikter. Foranstaltningerne tager også sigte på samarbejde i bekæmpelsen af terrorisme og spredning af masseødelæggelsesvåben og støtte til regionale og nationale strategier med henblik på afvæbning, demobilisering, reintegrering og hjemsendelse, hvilket vil sige, at man bidrager til at reintegrere tidligere soldater, og herunder også børnesoldater, og stabilisere forholdene i perioden efter en konflikt.

Der er gjort fremskridt med hensyn til indførelsen af en god forvaltningspraksis, men der er endnu lang vej igen. EU ønsker at bidrage til statsreformen ved at opbygge effektive centrale institutioner med gennemslagskraft og vil derfor iværksætte et forvaltningsinitiativ med sigte på den såkaldte African Peer Review Mechanism. Formålet er at sørge for en bedre overholdelse af menneskerettighederne og demokratiets principper og at fremme den lokale decentraliseringskapacitet og -proces for på denne måde at styrke demokratiet og udviklingen. Dette vil tilskynde de afrikanske lande til at undertegne og iværksætte de internationale retsakter, som er vigtigst med hensyn til forebyggelse af kriminalitet.

EU bør tilskynde til en hurtig og diversificeret økonomisk vækst i Afrika og støtte makroøkonomisk stabilitet og oprettelsen af integrerede regionale markeder for på denne måde at bidrage til en effektiv bekæmpelse af fattigdommen. Der er kun dårlig adgang til transport og kommunikation, vandressourcer, sanitet og energi, hvilket er med til at bremse den økonomiske vækst. Kommissionen foreslår derfor, at man opretter et EU/Afrika-infrastrukturpartnerskab. Man må desuden harmonisere de forskellige landes transportpolitik ved at yde støtte til transportprogrammet for landene syd for Sahara, opbygge energiforsyningsinfrastrukturer og sørge for en mere integreret forvaltning af vandressourcerne, og herunder også vandressourcerne i flodbækkener, der går på tværs af landegrænserne.

40 % af befolkningen i Afrika har mindre end 1 dollar at leve for om dagen, og man må derfor sørge for en bedre social beskyttelse for de mest udsatte befolkningsgrupper. EU bør på baggrund heraf sørge for at støtte uddannelse, bedre adgang til kundskaber og videnoverførsel (ved at gøre undervisning til en livslang proces), og sørge for bedre adgang til vand, hygiejne, energi samt informations- og kommunikationsteknologi, og et bedre sundhedsvæsen med en bedre universel og retfærdig formidling af basale sundhedstjenester.

Beskæftigelsespolitikken og arbejdet på at fremme kulturel diversitet samt spørgsmålet om, hvordan migration omdannes til en positiv kraft i udviklingsprocessen, bør også vies særlig opmærksomhed.

Hvad angår miljøspørgsmålet vil EU i sine tiltag tilstræbe en bedre forvaltning af miljøets diversitet og af jordens udnyttelse (bekæmpelse af ørkendannelse), sikring af biodiversiteten, afhjælpning af virkningerne af klimaændringer og støtte til korrekt anvendelse af kemikalier.

EU er Afrikas største donor, men der er stadig behov for en kraftig forhøjelse af finansieringen fra EU. EU forpligtede sig i juni 2005 til at forhøje den kollektive støtte til 0,56 % af BNP i løbet af perioden frem til 2010, og 0,7 % inden 2015. Der stilles årligt omkring 4 mia. EUR til rådighed for landene syd for Sahara; med denne Afrika-strategi opstilles der referencerammer for programmer og foranstaltninger under 10. EUF.

Denne strategi blev vedtaget af Det Europæiske Råd den 15.-16. december 2005.

TILKNYTTEDE DOKUMENTER

Kommissionens Meddelelse til Europa-Parlamentet og Rådet - Fra Kairo til Lissabon – et strategisk partnerskab mellem EU og Afrika [KOM/2007/0357 endelig - Ikke offentliggjort i EUT].

Seneste ajourføring: 18.05.2008

Top