RSS
Alfabetisk indeks
Siden er tilgængelig på 15 sprog
Nye sprog:  CS - HU - PL - RO

We are migrating the content of this website during the first semester of 2014 into the new EUR-Lex web-portal. We apologise if some content is out of date before the migration. We will publish all updates and corrections in the new version of the portal.

Do you have any questions? Contact us.


Cotonou-aftalen

Cotonou-aftalens primære formål er at nedbringe og på sigt udrydde fattigdommen og gradvis integrere landene i Afrika, Vestindien og Stillehavet (AVS) i verdensøkonomien samtidig med, at målsætningerne for en bæredygtig udvikling overholdes.

DOKUMENT

Partnerskabsaftale 2000/483/EF mellem på den ene side medlemmerne af gruppen af stater i Afrika, Vestindien og Stillehavet og på den anden side Det Europæiske Fællesskab og dets medlemsstater undertegnet i Cotonou den 23. juni 2000.

RESUMÉ

Generel ramme

Cotonou-aftalen danner ramme for Den Europæiske Unions (EU) samarbejdsrelationer, der skal forbedre og fremme den økonomiske, sociale og kulturelle udvikling i landene i Afrika, Vestindien og Stillehavet (AVS).

Med en central målsætning om at nedbringe og på sigt afskaffe fattigdom skal samarbejdet ligeledes bidrage til fred og sikkerhed og fremme et stabilt politisk og demokratisk klima i AVS-landene. På den baggrund yder aftalens partnere en fælles indsats for trinvist at indfri årtusindudviklingsmålene (MDG).

Cotonou-aftalen hviler på hovedprincipperne om partnernes ligestilling og ejerskab til udviklingsstrategierne. Aftalen blev underskrevet den 23. juni 2000 for en 20-årig periode med mulighed for revision hvert 5. år.

En politisk dimension

I aftalen har en stærk politiske dimension, der udmøntes i

  • en løbende politisk dialog, der har til formål at styrke samarbejdet og fremme et system til effektivt multilateralt samarbejde
  • politikken for befæstelse af fred, forebyggelse og løsning af konflikter. På dette område fokuseres partnerskabet på regionale initiativer og styrkelse af den lokale kapacitet, men også på de regionale organisationers indflydelse, f.eks. Den Afrikanske Union
  • fremme af menneskerettighederne, de demokratiske principper baseret på retsstaten og gennemsigtig og ansvarlig forvaltning af offentlige anliggender. Der er indført en ny procedure for overtrædelser af disse elementer, hvor der lægges vægt på den pågældende stats ansvar
  • fastlæggelse af spørgsmål af fælles interesse vedrørende overordnede problematikker (regional integration) eller specifikke problematikker (handel, militærudgifter, narkotika, organiseret kriminalitet, børnearbejde, diskrimination)
  • udarbejdelse af samarbejdsstrategier, herunder erklæringen om bistandseffektivitet, sektorpolitikker vedrørende miljøet, klimaforandringer, ligestilling og indvandring
  • fokus på sikkerhedsspørgsmål særligt vedrørende bekæmpelse af udbredelse af masseødelæggelsesvåben, Den Internationale Straffedomstol, internationalt samarbejde til bekæmpelse af terror og ulovlig handel.

Den politiske dialog skal være fleksibel og føres under formelle eller uformelle rammer og dækkende det område, der måtte være passende. De regionale organisationer og de nationale parlamenter kan inddrages heri.

Fremme af en participatorisk tilgang

Aftalen tillægger ikke-statslige aktører en vigtig rolle i udformningen og gennemførelsen af udviklingsstrategierne og -programmerne. Det drejer sig især om de lokale myndigheder, civilsamfundets organisationer og den private sektor, der har adgang til målrettet finansiering under partnerskabet.

Udviklingsstrategier og nedbringelse af fattigdommen

Aftalen baseres på en integreret tilgang, der omfatter aktioner til fremme af den økonomiske, sociale og menneskelige udvikling og regional integration. Der opstilles prioriteter for interventionen for hvert enkelt land i overensstemmelse med princippet om differentiering.

Den økonomiske udvikling handler især om

  • makroøkonomisk og strukturel politik og reform
  • sektorpolitik (især udvikling af industri, landbrug, turisme, fiskeri og traditionel viden)
  • investering i og udvikling af den private sektor, hvor samarbejdet særligt støtter den offentlige sektors investeringer i infrastruktur, der fremmer udviklingen i den private sektor, økonomisk vækst og afskaffelse af fattigdom.

De vigtigste aspekter ved den sociale og menneskelige udvikling vedrører

  • socialsektorpolitik, i form af forbedring af uddannelses-, sundheds- og ernæringssystemerne)
  • ungdomsspørgsmål, særligt unges deltagelse i samfundslivet og udveksling mellem partnerlandene
  • sundhed og adgang til service, bekæmpelse af fattigdomsrelaterede sygdomme og forbedring af den seksuelle og reproduktive sundhed
  • kulturel udvikling.

Integration og regionalt samarbejde med sigte på at lette udviklingen i alle sektorer. Samarbejdet støtter endvidere regionale samarbejdsprojekter og -initiativer mellem og inden for AVS-staterne, herunder projekter for udviklingslande, der ikke er AVS-stater. Integration og regionalt samarbejde handler blandt andet om

  • at fremskynde diversificeringen af AVS-staternes økonomier
  • at fremme og udvikle handelen til fordel for både de mindst udviklede lande (LDC) og AVS-staterne
  • at iværksætte sektorreformpolitikker på regionalt plan.

Udviklingsstrategiernes tager også systematisk hensyn til tre tværgående spørgsmål

  • ligestilling mellem mænd og kvinder
  • bæredygtig administration af miljøet og naturressourcerne
  • institutionel udvikling og kapacitetsopbygning.

Det økonomiske og handelsmæssige samarbejde

Aftalen er forenelig med Verdenshandelsorganisationens bestemmelser og sætter AVS-staterne i stand til at deltage fuldt ud i verdenshandelen.

Ifølge aftalen skal der forhandles om regionale økonomiske partnerskabsaftaler med henblik på at liberalisere samhandelen.

Aftalen fremhæver AVS-landenes sårbare situation samt vigtigheden af handelssamarbejdet og handelsstøtten. Følgelig er handelssamarbejdet ikke alene begrænset til handelspraksis, men vedrører også beskyttelse af intellektuel ejendomsret, overholdelse af arbejdsstandarder osv.

De mest sårbare stater

Der tages særlige hensyn til de mindst udviklede AVS-lande, indlandsstaters og østaters sårbarhed samt til lande i post-konfliktsituation. Der tages særlige hensyn på konkrete områder, Særligt fødevaresikkerhed, regionalt samarbejde samt transport- og kommunikationsinfrastruktur.

Fælles institutioner

Ministerrådet mødes en gang årligt og består af medlemmer af Rådet for EU, medlemmer af Europa-Kommissionen samt et regeringsmedlem fra hver af AVS-staterne. Formandskabet varetages på skift af et medlem fra Rådet for EU og et regeringsmedlem fra en af AVS-staterne.

Ministerrådet fører den politiske dialog og tilser, at aftalen gennemføres korrekt. Ministerrådet kan træffe afgørelser, som er bindende for parterne og fremsætte resolutioner, henstillinger og udtalelser. Det kan også delegere beføjelser til Ambassadørudvalget. Det fremlægger en årsrapport for Den Fælles Parlamentariske Forsamling om gennemførelsen af aftalen.

18. Ambassadørudvalget bistår Ministerrådet. Det består af hver medlemsstats faste repræsentant ved EU, en repræsentant for Kommissionen og en missionschef for hver AVS-stat ved EU. Formandskabet varetages på skift af den faste repræsentant for en EU-medlemsstat og for en AVS-stat.

Den Paritetiske Parlamentariske Forsamling er et rådgivende organ, der består af lige mange medlemmer af Europa-Parlamentet og repræsentanter for AVS-staterne. Forsamlingen kan vedtage resolutioner og rette henstillinger til Ministerrådet. Den træder sammen to gange om året til plenarmøde på skift i EU og i en AVS-stat.

Krænkelse af væsentlige elementer i aftalen

Aftalens åbner mulighed for at træffe forholdsregler i tilfælde af misligholdelse af aftalens væsentlige elementer, dvs. respekten for menneskerettighederne, de demokratiske principper og retsstaten.

Ifølge aftalen kan der indledes en konsultationsprocedure, og findes der ikke en acceptabel løsning, kan der træffes supplerende foranstaltninger, herunder suspension af aftalen.

Kontekst

Cotonou-aftalen indleder en ny fase i samarbejdet mellem AVS-landene og EU. For nogle af AVS-landenes vedkommende indledtes samarbejdet med undertegningen af Rom-traktaten i 1957. Det er efterfølgende blevet udbygget ved de to Yaoundé-konventioner og de fire Lomé-konventioner.

REFERENCER

Dokument(er)IkrafttrædelsesdatoGennemførelsesdato i medlemsstaterneDen Europæiske Unions Tidende

Aftale 2000/483/EF

1.4.2003

-

EUT L 317, 15.12.2000

Dokument(er)IkrafttrædelsesdatoGennemførelsesdato i medlemsstaterneDen Europæiske Unions Tidende

Afgørelse 2005/599/EF

21.6.2005

-

EUT L 209, 11.8.2005

Afgørelse 2010/648/EF

14.5.2010

-

EUT L 287, 4.11.2010

TILHØRENDE DOKUMENTER

Handelsordning

Forslag til Rådets afgørelse af 30. september 2008 om undertegnelse og midlertidig anvendelse af aftalen om fastlæggelse af en ramme for en økonomisk partnerskabsaftale mellem Det Europæiske Fællesskab og dets medlemsstater på den ene side og partnerlandene i Det Østafrikanske Fællesskab på den anden side [KOM(2008) 521 endelig – Ikke offentliggjort i Den Europæiske Unions Tidende].
Den handelsaftale, der er fastsat i Cotonouaftalen, og WTO-undtagelsen herfor udløb i december 2007. Herefter skal fastlæggelse af en ramme for en økonomisk partnerskabsaftale (RØPA) mellem EU og AØF-partnerlandene sikre fortsættelsen af de nuværende handelsrelationer og danne grundlag for forhandlinger om en endelig ØPA inden udgangen af 2009.
RØPA-aftalen omfatter alle de foranstaltninger, der er nødvendige for at etablere et frihandelsområde, samt bestemmelser om oprindelsesregler, ikke-toldmæssige foranstaltninger, handelsbeskyttelsesinstrumenter, tvistforebyggelse og –bilæggelse samt om fiskeri og administrative og institutionelle forhold.

Rådets forordning (EF) nr 1528/2007 af 20. december 2007 om anvendelse af de ordninger for varer med oprindelse i bestemte lande i gruppen af stater i Afrika, Vestindien og Stillehavet (AVS), der er fastlagt i aftaler om indgåelse af økonomiske partnerskabsaftaler eller i aftaler, som fører til indgåelse af økonomiske partnerskabsaftaler [Den Europæiske Unions Tidende L 348 af 31.12.2007].
Forordningen opstiller en liste over stater, der har indgået en økonomisk partnerskabsaftale (ØPA) Den fastlægger ikrafttrædelse af handelsordningen pr 1. januar 2008.

Særlige bestemmelser

Afgørelse 2008/991/EF nr. 3/2008 truffet af AVS-EF-Ministerrådet den 15. december 2008 om vedtagelse af ændringer af bilag IV til partnerskabsaftalen [Den Europæiske Unions Tidende L 352 af 31.12.2008].
Bilag IV om Cotonouaftalens gennemførelses- og forvaltningsprocedurer ændres med henblik på en harmonisering af indkøbs- og forvaltningsprocedurerne i forbindelse med aftaler. Aftaler indgås og udføres og tilskud tildeles efter fællesskabsreglerne.

Afgørelse nr. 2006/1/EF truffet af AVS-EF-Ministerrådet den 2. juni 2006 om fastsættelse af den flerårige finansielle ramme for perioden 2008-2013 og om ændring af den reviderede AVS-EF-partnerskabsaftale [Den Europæiske Unions Tidende L 247 af 9.9.2006].
Denne finansieringsaftale til Cotonou-partnerskabsaftalen dækker perioden 2008-2013, og der er fastsat et budget på over 24 mia. EUR. I budgettet indgår der 2 mia. EUR i egne midler fra EIB og resten udgøres af EUF. Dette svarer på årsbasis til en stigning på omkring 35 % i forhold til 9. EUF. En væsentlig del af budgettet er bevilget til regionale programmer, hvilket understreger betydningen af den regionale økonomiske integration for udviklingen på nationalt og lokalt plan.

Seneste ajourføring: 08.03.2011
Juridisk meddelelse | Om dette websted | Søgning | Kontakt | Sidens top