RSS
Alfabetisk indeks
Siden er tilgængelig på 15 sprog
Nye sprog:  CS - HU - PL - RO

We are migrating the content of this website during the first semester of 2014 into the new EUR-Lex web-portal. We apologise if some content is out of date before the migration. We will publish all updates and corrections in the new version of the portal.

Do you have any questions? Contact us.


Kosttilskud

Kosttilskud (vitaminer og mineraler) er harmoniseret i Den Europæiske Union (EU). De skal først analyseres og godkendes af Den Europæiske Fødevaresikkerhedsautoritet (EFSA). Endvidere fastsætter Kommissionen renhedskriterier for disse stoffer.

DOKUMENT

Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2002/46/EF af 10. juni 2002 om indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivninger om kosttilskud [Se ændringsretsakt(er)].

RESUMÉ

Anvendelsesområde

Dette direktiv omhandler kosttilskud, der defineres som koncentrerede produkter af næringsstoffer (vitaminer og mineraler) eller andre stoffer, der har en næringsmæssig eller fysiologisk værdi sammen eller alene, der markedsføres i dosisform (kapsler, tabletter, pulverbreve osv.) som supplement til den normale kost. Direktivet omfatter ikke medicinske specialiteter, der er omfattet af direktiv 2001/83/EF om oprettelse af en fællesskabskodeks for humanmedicinske lægemidler.

Kosttilskuddenes sammensætning

For så vidt angår vitaminer og mineraler må kosttilskud kun indeholde de vitaminer og mineraler, der er anført i direktivets bilag I, og de vitaminformuleringer og mineraler, der er anført i bilag II, enten alene eller kombinerede.

Kommissionen skal via Den Stående Komité for Fødevarekæden og Dyresundhed fastsætte renhedskriterierne for de stoffer, der indgår i kosttilskud, samt de tilladte maksimums- og minimumsmængder.

Mærkning

Produkter omfattet af direktivet sælges under betegnelsen "kosttilskud". Derudover, uden at bestemmelserne i direktiv 2000/13/EF om mærkning og præsentationsmåder for levnedsmidler tilsidesættes, skal mærkning om kosttilskud indeholde:

  • kategoribetegnelse for de næringsstoffer eller stoffer, der er kendetegnende for produktet, eller en angivelse af disse næringsstoffers eller stoffers art
  • den anbefalede daglige dosis af produktet og en advarsel om helbredsrisikoen ved indtagelse af en højere dosis
  • en erklæring om, at tilskuddet ikke kan erstatte en varieret kost
  • påskriften "Dette er ikke et lægemiddel", hvis produktet præsenteres på en måde, der svarer til lægemidlers
  • en angivelse af, at produkterne bør opbevares udenfor små børns rækkevidde.

Derudover er det ikke tilladt ved mærkningen af kosttilskud at:

  • anføre, at kosttilskud kan forebygge, behandle eller helbrede sygdomme hos mennesker
  • anføre eller antyde, at en afbalanceret og varieret kost generelt ikke kan give tilstrækkelige mængder næringsstoffer.

Overvågningssystem

For at muliggøre en effektiv overvågning af kosttilskuddene giver direktivet EU-landene mulighed for at kræve, at producenten eller den aktør, der er ansvarlig for markedsføringen af produktet i landet, skal underrette den kompetente myndighed herom ved at fremsende en model af den anvendte mærkning.

Beskyttelsesklausul

Medlemsstaterne kan ikke forbyde eller begrænse handel med kosttilskud, når de opfylder kravene i nærværende direktiv, undtagen hvis produkterne udgør en fare for sundheden. Hvis en sådan risiko foreligger, kan et EU-land midlertidigt suspendere eller begrænse anvendelsen af direktivets bestemmelser på sit område. Det pågældende EU-land underretter straks de øvrige EU-lande og Europa-Kommissionen herom med en begrundelse for beslutningen. Kommissionen undersøger den anførte begrundelse for at suspendere eller begrænse handlen med kosttilskuddet midlertidigt og hører Den Stående Komité for Fødevarekæden og Dyresundhed, Kommissionen afgiver sin udtalelse og træffer de nødvendige foranstaltninger.

Udvalg

Kommissionen bistås af Den Stående Komité for Fødevarekæden og Dyresundhed ved gennemførelsen af direktivet (f.eks. fastsættelse af renhedskriterierne for næringsstofferne, fastsættelse af maksimumsgrænser og ændring af bilagene osv.).
Desuden skal Kommssionen høre Den Europæiske Fødevaresikkerhedsautoritet (EFSA), inden der vedtages foranstaltninger, der kan få virkninger for folkesundheden.

REFERENCER

RetsaktIkrafttrædelsesdatoGennemførelsesdato i medlemsstaterneDen Europæiske Unions Tidende

Direktiv 2002/46/EF

12.7.2002

Tilladelse til markedsføring af produkter, der opfylder kravene: 1.8.2003

Forbud mod markedsføring af produkter, der ikke opfylder kravene: 1.8.2005

EFT L 183 af 12.7.2002

Ændringsretsakt(er)IkrafttrædelsesdatoGennemførelsesdato i
medlemsstaterne
Den Europæiske Unions Tidende

Direktiv (EF) nr. 1137/2008

11.12.2008

-

EUT L 311 af 21.11.2008

Ændringerne og tilføjelserne til direktiv (EF) nr. 2002/46/EF er indarbejdet i grundteksten. Denne konsoliderede version har kun dokumentationsværdi.

ÆNDRING AF BILAG

Bilag I – Vitaminer og mineraler, der kan anvendes ved fremstilling af kosttilskud
Forordning (EF) nr. 1170/2009 [Den Europæiske Unions Tidende L 314 af 1.12.2009].

Bilag II – Vitaminer og mineraler, der kan anvendes ved fremstilling af kosttilskud
Direktiv 2006/37/EF [Den Europæiske Unions Tidende L 94 af 1.4.2006].
Forordning (EF) nr. 1170/2009 [Den Europæiske Unions Tidende L 314 af 1.12.2009].

TILHØRENDE DOKUMENTER

Rapport fra Kommissionen til Rådet og Europa-Parlamentet af 5. december 2008 om anvendelse af andre stoffer end vitaminer og mineraler i kosttilskud [KOM(2008) 824 - ikke offentliggjort i Den Europæiske Unions Tidende].
Kommissionen konkluderer, at de eksisterende EF-retsakter udgør en tilstrækkelig lov- og regelramme. Det vil derfor ikke være hensigtsmæssigt at fastsætte særlige regler for andre stoffer end vitaminer og mineraler, der anvendes i kosttilskud. Markedet for kosttilskud er yderst diversificeret og varierer stærkt fra medlemsstat til medlemsstat. Ved anvendelse af andre stoffer end vitaminer og mineraler, finder eventuelle gældende nationale bestemmelser anvendelse, med forbehold af andre generelle fællesskabsbestemmelser, der måtte finde anvendelse. I det omfang, andre stoffer end vitaminer og mineraler fremover tilsættes almindelige fødevarer, udelukker Kommissionen dog ikke, at der på et senere tidspunkt kan foretages en undersøgelse, der kan supplere rapporten, om betingelserne for at tilsætte disse stoffer til fødevarer i almindelighed.

Seneste ajourføring: 24.08.2010
Juridisk meddelelse | Om dette websted | Søgning | Kontakt | Sidens top