RSS
Alfabetisk indeks
Siden er tilgængelig på 9 sprog

We are migrating the content of this website during the first semester of 2014 into the new EUR-Lex web-portal. We apologise if some content is out of date before the migration. We will publish all updates and corrections in the new version of the portal.

Do you have any questions? Contact us.


Tjekkiet

Arkiv

1) REFERENCER

Kommissionens udtalelse [KOM(1997) 2009 endelig - Ikke offentliggjort i Den Europæiske Unions Tidende]
Kommissionens rapport [KOM(1998) 708 endelig - Ikke offentliggjort i Den Europæiske Unions Tidende]
Kommissionens rapport [KOM(1999) 503 endelig - Ikke offentliggjort i Den Europæiske Unions Tidende]
Kommissionens rapport [KOM(2000) 703 endelig - Ikke offentliggjort i Den Europæiske Unions Tidende]
Kommissionens rapport [SEK(2001) 1746 endelig - Ikke offentliggjort i Den Europæiske Unions Tidende]
Kommissionens rapport [KOM(2002) 700 endelig - Ikke offentliggjort i Den Europæiske Unions Tidende]
Kommissionens rapport [KOM(2003) 675 endelig - SEK(2003) 1200 - Ikke offentliggjort i Den Europæiske Unions Tidende]
Traktat om tiltrædelse af Den Europæiske Union [Den Europæiske Unions Tidende L 236 af 23.9.2003]

2) RESUMÉ

I sin udtalelse fra juli 1997 mente Kommissionen, at der skulle arbejdes betydeligt med tilnærmelsen af de tjekkiske bestemmelser på forbrugerområdet for på mellemlang sigt af få dem bragt på linje med EU-retten. Inden for områder såsom produktsikkerhed, prisangivelse og tekstilbetegnelser skønnede man, at der var opnået en høj grad af overensstemmelse mellem den nationale lovgivning og fællesskabsnormerne, hvorimod der på andre områder overhovedet ingen lovgivning var. Man havde også anmodet om at få koordineret og fastlagt ansvarsområderne i de forskellige institutionelle organer, der har fået forbrugerbeskyttelse som ansvarsområde, samtidig med at der skulle tages skridt til gennemførelse af en lovgivning.
Rapporten fra november 1998 understregede, at tilpasningen af den tjekkiske lovgivning til EU-retten ikke skete hurtigt nok, og Tjekkiet blev opfordret til at yde en ekstra indsats inden for dette område.
Rapporten fra oktober 1999 konstaterede, at tilpasningen af den tjekkiske lovgivning til EU-retten stadig var utilstrækkelig på en række vigtige områder, og at der var behov for en yderligere indsats.
Kommissionen bemærkede i sin rapport fra oktober 2002, at forhandlingerne om dette kapitel var foreløbigt afsluttet, og at Tjekkiet ikke havde anmodet om overgangsordninger på området. Tjekkiet skulle for at afslutte forberedelserne til tiltrædelsen gøre en indsats for at finpudse sin lovgivning, vedtage særforanstaltninger og øge koordineringen mellem de berørte institutioner.
I rapporten fra oktober 2003 oplyses det, at Tjekkiet i det store og hele opfylder gældende EU-ret både inden for sikkerhedsrelaterede tiltag og andre foranstaltninger, der ikke har med sikkerhed at gøre (f.eks. forbrugerorganisationer). Tjekkiet skal imidlertid yderligere forbedre markedsovervågningen for at sikre gennemførelsen af de nævnte foranstaltninger og styrke de administrative strukturer, der varetager denne gennemførelse.
Tiltrædelsestraktaten blev underskrevet 16. april 2003 og tiltrædelsen fandt sted 1. maj 2004.

EU-RETTEN

EU-retten omfatter beskyttelse af forbrugernes økonomiske interesser (herunder kontrol med vildledende reklame, prisangivelse, forbrugerkredit, urimelige kontraktvilkår, fjernsalg, pakkerejser, salg uden for forretningslokalerne og timeshare) samt generel produktsikkerhed og produktsikkerhed inden for områderne kosmetik, tekstilbetegnelser og legetøj.

Europaaftalen omhandler tilnærmelse af lovgivningen til EU-retten samt samarbejde om at skabe fuld kompatibilitet mellem forbrugerbeskyttelsessystemerne i Tjekkiet og EU. Hvidbogens fase I-foranstaltninger fokuserer på forbedring af produktsikkerheden, herunder for kosmetik, tekstilprodukter og legetøj, og på beskyttelse af forbrugernes økonomiske interesser, herunder bl.a. på bestemmelser om vildledende reklame, forbrugerkredit, urimelige kontraktvilkår og prisangivelser. Fase II-foranstaltningerne vedrører pakkerejser, salg uden for forretningslokalerne og timeshare. Desuden vil der skulle tages hensyn til EF-lovgivning, der er vedtaget for nylig (fjernsalg, sammenlignende reklame og prisangivelse).

EVALUERING

Sikkerhedsrelaterede tiltag

Tjekkiet har ydet en stor indsats for at tilpasse sin lovgivning til gældende EU-ret inden for området sikkerhedsrelaterede tiltag. Blandt de seneste bestræbelser kan nævnes gennemførelsen i 2003 af direktivet om produktsikkerhed i almindelighed. Tjekkiet er allerede nu i stand til at sikre markedsovervågningen.

Markedsovervågningen er fordelt på flere organer og foretages hovedsageligt af følgende organisationer: den tjekkiske inspektion for landbrugsprodukter og fødevarer, den nationale veterinærtjeneste (der opererer inden for specifikke sektorer vedrørende fødevarekontrol) og den tjekkiske handelsinspektion (med ansvar for nonfoodprodukter og beskyttelse af forbrugernes økonomiske interesser).
Opgaverne er blevet fordelt mere præcist mellem disse forskellige organer, men ikke desto mindre kunne effektiviteten og koordineringen aktørerne imellem øges yderligere. Der bør ligeledes ydes en indsats for at forbedre den måde, hvorpå det eksisterende system til udveksling af oplysninger mellem de forskellige markedsovervågningsorganer fungerer.
Derudover er Tjekkiet for øjeblikket ved at foretage tilpasninger med henblik på at kunne deltage i fællesskabssystemet for hurtig udveksling af oplysninger om farlige produkter (Rapex), bl.a. ved at anvende det europæiske forum for produktsikkerhed (Prosafe).

Andre foranstaltninger, der ikke har med sikkerhed at gøre

Tjekkiet har nu næsten gennemført hele den gældende EU-ret om foranstaltninger, der ikke har med sikkerhed at gøre. Der mangler at blive gennemført bestemmelser om en ordning til udenretslig bilæggelse af tvister, der ikke har med finansielle tjenesteydelser at gøre.

Forbrugerorganisationer

Der kan gøres positiv status inden for området forbrugerorganisationer. Som følge af de seneste juridiske ændringer kan forbrugerorganisationerne nu indlede de procedurer, der er nødvendige for at vedtage et påbud om ophør med henblik på at sikre beskyttelsen af forbrugernes interesser. Der skal stadigvæk ydes en indsats for at øge omfanget af organisationernes deltagelse både i forbindelse med udarbejdelsen og undersøgelsen af sikkerhedsnormer og iværksættelsen af kampagner, der skal øge bevidstheden om forbrugerrettigheder.

I de seneste år er antallet af forbrugerorganisationer vokset, og de er blevet mere professionelle. Deres integrering i europæiske organisationer, som f.eks. Kontoret for de Europæiske Forbrugeroganisationer (BEUC), Den Europæiske Organisation for Koordinering af Forbrugernes Repræsentation i Standardiseringsarbejdet (ANEC) og European Consumers' Association (AEC), fortsætter. Den af regeringen tildelte støtte er ligeledes vokset.
Disse organisationers arbejde består hovedsageligt i gratis rådgivning og information gennem ca. halvtreds rådgivningscentre, i offentliggørelse og uddannelse, sammenlignende produkt- og vareprøver samt udenretslig bilæggelse af tvister.

Dette resumé tjener udelukkende til orientering. Det hverken fortolker eller erstatter referencedokumentet.

Seneste ajourføring: 29.01.2004
Juridisk meddelelse | Om dette websted | Søgning | Kontakt | Sidens top