EUR-Lex Access to European Union law

Back to EUR-Lex homepage

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Polen

1) REFERENCER

Kommissionens udtalelse KOM(97) 2002 endelig - ikke offentliggjort i Den Europæiske Unions Tidende

Rapport fra Kommissionen KOM(98) 701 endelig - ikke offentliggjort i Den Europæiske Unions Tidende

Rapport fra Kommissionen KOM(1999) 509 endelig - ikke offentliggjort i Den Europæiske Unions Tidende

Rapport fra Kommissionen KOM(2000) 709 endelig - ikke offentliggjort i Den Europæiske Unions Tidende

Rapport fra Kommissionen KOM(2001) 700 endelig - SEK(2001) 1752 - ikke offentliggjort i Den Europæiske Unions Tidende

Rapport fra Kommissionen KOM(2002) 700 endelig - SEK(2002) 1408 - ikke offentliggjort i Den Europæiske Unions Tidende

Rapport fra Kommissionen KOM(2003) 675 endelig - SEK(2003) 1207 - ikke offentliggjort i Den Europæiske Unions Tidende

Traktat om tiltrædelse af Den Europæiske Union [Den Europæiske Unions Tidende L 236 af 23.9.2003]

2) RESUMÉ

Det fremgik af Europa-Kommissionens udtalelse fra juli 1997, at lovgivningstilnærmelsen på antitrust-området skrider frem, idet der dog stadig skulle gøres en indsats for at tilpasse den bestående lovgivning. På statsstøtteområdet var der derimod sket relativt lidt, særlig hvad angår tilsynsmyndighedens funktion og skabelse af den fornødne gennemsigtighed.

Rapporten fra november 1998 gjorde opmærksom på de forsinkelser, der var opstået på dette område og anførte, at det var næsten umuligt for Polen på kort sigt at overholde prioriteterne i tiltrædelsespartnerskabet på statsstøtteområdet samt med hensyn til fusioner og karteller.

I rapporten fra oktober 1999 fandt Kommissionen, at Polen havde gjort store fremskridt med hensyn til tilpasningen af sine regler vedrørende karteller og fusioner. Dog var der problemer med hensyn til tilpasningen til EU-retten på statsstøtteområdet. Det var fortsat tvingende nødvendigt at få vedtaget den samlede statsstøttelovgivning. Der var endvidere behov for en stor indsats for at bekæmpe statsstøttens konkurrencefordrejende virkning samt for at tilpasse reglerne om statsmonopoler på energiområdet og enerettigheder for internationale teletjenester til EU-retten.

I rapporten fra 2000 blev det fastslået, at Polen var kommet videre, idet Polen havde vedtaget en ny lov om karteller, en forordning om monopoler og i særdeleshed en rammelov om statsstøtte. Sidstnævnte byggede på de grundlæggende principper i EU-retten og indførte forudgående kontrol med statsstøtteprojekter. Desuden havde konkurrence- og forbrugerbeskyttelsesstyrelsen foretaget en ret tilfredsstillende opgørelse over statsstøtte.

I rapporten fra november 2001 blev det anerkendt, at Polen har gjort bemærkelsesværdige fremskridt. Konkurrencelovens ikrafttræden i april har ført til forbedringer i kontrollen og procedureforenklinger og givet konkurrence- og forbrugerbeskyttelsesstyrelsen en vis autonomi. Rammeloven om statsstøtte, der trådte i kraft i januar, og som bl.a. indeholder detaljerede bestemmelser om kontrol med sektorstøtte, regionalstøtte og horisontal støtte, er et godt skridt fremad.

Rapporten fra oktober 2002 fandt, at Polen har gjort yderligere fremskridt på dette område. Landet bør dog bestræbe sig på at etablere en mere effektiv og gennemsigtig statsstøttekontrol, navnlig inden for de følsomme erhvervssektorer (bl.a. stålindustrien).

Rapporten fra november 2003 anerkender den indsats, der er gjort med hensyn til karteller, men understreger nødvendigheden af skærpet opmærksomhed om korrekt anvendelse af statsstøttereglerne.

Tiltrædelsestraktaten blev underskrevet 16. april 2003 og tiltrædelsen fandt sted 1. maj 2004.

EU-RETTEN

Det Europæiske Fællesskabs konkurrencepolitik bygger på traktatens artikel 3, litra g), der fastsætter, at Fællesskabet skal have "en ordning, der sikrer, at konkurrencen inden for det indre marked ikke fordrejes". De vigtigste anvendelsesområder er antitrust og statsstøtte.

Europaaftalen med Polen, der trådte i kraft den 1. februar 1994, indeholder bestemmelser om en konkurrenceordning, der skal gælde i handelsforbindelserne mellem Fællesskabet og Polen, og som er baseret på kriterierne i traktatens artikel 81, 82 og 87 (tidligere artikel 85, 86 og 92) om aftaler mellem virksomheder, misbrug af dominerende stilling og statsstøtte, og om, at der skal vedtages gennemførelsesbestemmelser på disse områder senest tre år efter aftalens ikrafttræden.

Europaaftalen fastsætter desuden, at Polen skal bringe sin lovgivning i overensstemmelse med Fællesskabets på konkurrenceområdet.

Hvidbogen refererer til den gradvise anvendelse af ovennævnte bestemmelser og bestemmelserne i fusionsforordningen (4046/89) og traktatens artikel 31 (tidligere artikel 37) og artikel 86 (tidligere artikel 90) om monopoler og særlige rettigheder.

EVALUERING

Den nye kartellov og rammeloven om statsstøtte, der blev vedtaget i 2000 og trådte i kraft i 2001, har ført til væsentlige fremskridt i den polske lovgivnings tilpasning til EU-retten.

Den største udfordring, der endnu står tilbage, er at få gennemført en plan for en effektiv håndhævelse af de gældende konkurrence- og statsstøtteregler. Den polske konkurrence- og forbrugerbeskyttelsesstyrelse må nu indføre et sæt sanktioner, der kan virke mere afskrækkende og føre til en mere effektiv bekæmpelse af ulovlige karteller.

På statsstøtteområdet skal Polen have indført en kontrol med alle former for statsstøtte, dvs. skattemæssig støtte til de særlige økonomiske zoner og sektorstøtte (bl.a. i stålindustrien). Polen skal således tilpasse den skattemæssige støtte, der ydes til investorer i de særlige økonomiske zoner, og som er blevet godkendt før 2001, men landet bør desuden være særlig opmærksomt over for rednings- og omstruktureringsstøtte samt støtte til forskning og udvikling.

Forhandlingerne om dette kapitel er stadig i gang. For at kunne afslutte sine forberedelser på tiltrædelse på dette område bør Polen nu koncentrere sin indsats om at ajourføre sin lovgivning til EF's og om at etablere en mere effektiv og gennemsigtig statsstøttekontrol.

Seneste ajourføring: 04.03.2004

Top