RSS
Alfabetisk indeks
Siden er tilgængelig på 15 sprog
Nye sprog:  CS - HU - PL - RO

We are migrating the content of this website during the first semester of 2014 into the new EUR-Lex web-portal. We apologise if some content is out of date before the migration. We will publish all updates and corrections in the new version of the portal.

Do you have any questions? Contact us.


Samarbejde mellem Kommissionen og de nationale domstole

Med ikrafttrædelsen af Rådets forordning (EF) nr. 1/2003 kan virksomheder og borgere indbringe spørgsmål i tilknytning til Den Europæiske Unions (EU’s) konkurrenceregler for de nationale domstole. Dette indebærer også, at de nationale domstole overtager gennemførelsen af artiklerne 101 og 102 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde (tidligere artikel 81 og 82 i traktaten om oprettelsen af Det Europæiske Fællesskab (EF-traktaten)). Denne meddelelse viser, hvorledes dette nye samarbejde mellem Kommissionen og de nationale domstole fungerer.

DOKUMENT

Kommissionens meddelelse om samarbejdet mellem Kommissionen og domstolene i EU's medlemsstater om anvendelse af EF-traktatens artikel 81 og 82 [Den Europæiske Unions Tidende C 101 af 27.4.2004].

RESUMÉ

Rådets forordning (EF) nr. 1/2003 om gennemførelse af konkurrencereglerne i artikel 101 og 102 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde (TEUF) (tidligere artikel 81 og 82 i traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab (EF-traktaten)) indfører en ordning med parallelle kompetencer, i hvilke Kommissionen, de nationale konkurrencemyndigheder i landene i Den Europæiske Union (EU) og nationale domstole * alle kan anvende artiklerne 101 og 102 i TEUF. Samarbejdet mellem de nationale domstole og Kommissionen er ikke kun omfattet af denne meddelelse, men også af meddelelsen om samarbejdet inden for netværket af konkurrencemyndigheder.

De nationale domstoles anvendelse af EU's konkurrenceregler

De nationale domstole kan anvende artikel 101 og 102 i TEUF, uden at det er nødvendigt parallelt at anvende den nationale konkurrencelovgivning. Hvis de imidlertid anvender den nationale konkurrencelovgivning på aftaler, vedtagelser eller samordnet praksis, der kan påvirke handelen mellem EU-lande i den i artikel 101, stk. 1, i TEUF (tidligere artikel 81, stk. 1, i EF-traktaten) anvendte betydning, eller på misbrug af en dominerende stilling, som er forbudt efter artikel 102 i TEUF, skal de ligeledes anvende EF's konkurrenceregler på disse aftaler, vedtagelser og former for samordnet praksis. Den parallelle anvendelse af den nationale konkurrencelovgivning på aftaler må nemlig ikke føre til andre konklusioner end dem, der følger af anvendelsen af EU-retten.

I tilfælde af parallel anvendelse af den nationale konkurrencelovgivning og EU-konkurrencelovgivningen betyder det med andre ord, at aftaler, som:

  • ikke er i strid med artikel 101, stk. 1, i TEUF eller som opfylder betingelserne i artikel 101, stk. 3, i TEUF (tidligere artikel 81, stk. 3, i EF-traktaten) ikke kan forbydes efter national konkurrencelovgivning (artikel 3, stk. 2, i Rådets forordning (EF) nr. 1/2003)
  • er i strid med artikel 101, stk. 1, og ikke opfylder betingelserne i artikel 101, stk. 3, i EF-traktaten, ikke kan håndnæves efter national ret (Domstolens retspraksis).

Hvad angår artikel 102 i TEUF, er der i Rådets forordning (EF) nr. 1/2003, artikel 3, ikke forudset en lignende pligt til at sikre overensstemmelse. I tilfælde af modstridende bestemmelser vil det generelle princip, at EU-retten har forrang, dog betyde, at de nationale domstole ikke må anvende nationale lovbestemmelser, som strider mod en bestemmelse i EU-retten, uanset om den nationale bestemmelse blev vedtaget før eller efter EU-bestemmelsen.

Når en national domstol skal anvende EU's konkurrenceregler, kan den først søge retningslinjer i EU-domstolenes retspraksis eller i Kommissionens forordninger, beslutninger, meddelelser og retningslinjer vedrørende anvendelsen af artikel 101 og 102 i TEUF. Hvis der af disse instrumenter ikke kan udledes tilstrækkeligt gode retningslinjer, kan den nationale domstol anmode Kommissionen om en udtalelse om spørgsmål vedrørende anvendelsen af EU's konkurrenceregler.

Hvis der ikke findes EU-bestemmelser om procedurer og sanktioner i forbindelse med de nationale domstoles anvendelse af EU's konkurrenceregler, skal domstolene anvende de nationale procedureregler. De nationale domstole skal også respektere betingelserne for anvendelse af EU's konkurrenceregler, f.eks. ved at give Kommissionen og de nationale konkurrencemyndigheder mulighed for at fremsætte skriftlige indlæg.

Parallel eller efterfølgende anvendelse af EU's konkurrenceregler og samarbejdet mellem Kommissionen og de nationale domstole

En national domstol kan anvende EU's konkurrenceregler på en aftale, der påvirker handelen mellem EU-lande, samtidig med eller senere end Kommissionen.

Hvis den nationale domstol når frem til en afgørelse før Kommissionen, skal den undgå at træffe en afgørelse, der vil være i strid med den beslutning, som Kommissionen overvejer at vedtage. Den nationale domstol kan derfor forhøre sig hos Kommissionen, om den har indledt en procedure om den samme aftale, og i bekræftende fald forhøre sig om procedurens forløb og sandsynligheden for en beslutning i sagen. Den national domstol kan af hensyn til retssikkerheden også overveje at udsætte sagen, indtil Kommissionen har vedtaget en beslutning. Når Kommissionen vedtager en beslutning i en bestemt sag før den nationale domstol, skal sidstnævnte, hvis den er i tvivl om lovligheden af Kommissionens beslutning, forelægge sagen for EF-Domstolen. Den nationale domstol kan dog aldrig træffe en beslutning, der går imod kommissionsbeslutningen.

Et system med parallel eller efterfølgende anvendelse af konkurrencereglerne skal være baseret på et solidt samarbejde. Trods mangelen på udtrykkelige bestemmelser i EU-lovgivningen har EU-domstolene imidlertid fastslået, at artikel 4, stk. 3, i traktaten om Den Europæiske Union (TEU) (tidligere EF-traktatens artikel 10), som forpligter EU-landene til at lette gennemførelsen af EU's opgaver, pålægger de europæiske institutioner og EU-landene gensidige forpligtelser til et loyalt samarbejde med henblik på at opfylde traktatens målsætninger. Artikel 4, stk. 3, indebærer således, at

  • Kommissionen skal bistå de nationale domstole, når de anvender EU-retten
  • de nationale domstole kan forpligtes til at bistå Kommissionen, når denne udfører sine opgaver.

Kommissionen er forpligtet til at bistå de nationale domstole på en neutral og objektiv måde uden at binde den nationale domstol. Den nationale domstol skal sende sin anmodning om bistand skriftligt til Kommissionen. Kommissionens oplysningspligt afspejles i:

  • meddelelse af oplysninger. En national domstol kan f.eks. anmode om dokumenter, som Kommissionen er i besiddelse af, eller om oplysninger af proceduremæssig art for at få kendskab til, om Kommissionen er i færd med at behandle en bestemt sag, om den har indledt en procedure, eller om den allerede har taget stilling i en sag. Den forudsete frist er på en måned fra tidspunkt for modtagelsen af anmodningen
  • fremsættelse af en udtalelse. Den nationale domstol kan anmode Kommissionen om at afgive udtalelse om økonomiske, faktuelle og juridiske spørgsmål, selvfølgelig uden at dette påvirker den nationale domstols mulighed for eller pligt til at anmode Domstolen om en præjudiciel afgørelse om fortolkningen af EU-retten eller dennes gyldighed i henhold til artikel 267 i TEUF (tidligere EF-traktatens artikel 234). Når Kommissionen afgiver udtalelse, vil den kun give den nationale domstol de faktuelle oplysninger eller den økonomiske eller juridiske afklaring, den har bedt om, uden at tage stilling til indholdet i den sag, der verserer for den nationale domstol. Denne udtalelse er ikke retligt bindende for den nationale domstol
  • fremsættelse af indlæg. De nationale konkurrencemyndigheder og Kommissionen kan fremsætte indlæg over for de nationale domstole. Dette er imidlertid kun muligt, når det er nødvendigt af hensyn til en ensartet anvendelse af artikel 101 og 102 i TEUF. For at Kommissionen kan fremsætte nyttige indlæg, kan de nationale domstole anmodes om at sende Kommissionen en kopi af alle dokumenter, der er nødvendige for vurderingen af sagen, eller sikre, at de fremsendes.

Pligten til loyalt samarbejde indebærer også, at EU-landenes myndigheder og de nationale domstole bistår Kommissionen i at løse sine opgaver. Forordning (EF) nr. 1/2003 giver tre eksempler på denne bistand:

  • videregivelse af dokumenter, der er nødvendige for vurdering af en sag, hvor Kommissionen ønsker at fremsætte indlæg
  • fremsendelse af domme om anvendelse af artikel 101 eller 102 i TEUF. Efter forordning (EF) nr. 1/2003 artikel 15, stk. 2, skal EU-landene sende Kommissionen en kopi af de skriftlige domme, som de nationale domstole har afsagt i spørgsmål vedrørende anvendelsen af traktatens artikel 101 eller 102, og en sådan kopi skal fremsendes omgående, efter at dommen i sin fulde ordlyd er forkyndt for parterne i skriftlig form
  • deltagelse i kontrolbesøg. Kommissionen kan anmode de nationale domstole om at spille en rolle i forbindelse med et kontrolbesøg hos virksomheder og virksomhedssammenslutninger.

Selv om samarbejdet mellem Kommissionen og de nationale domstole i alt væsentligt bygger på udveksling af oplysninger, må der ikke gives oplysninger, der er omfattet af tavshedspligten (artikel 339 i TEUF (tidligere EF-traktatens artikel 287)). Selv når pligten til loyalt samarbejde forpligter Kommissionen til at give de nationale domstole alle de oplysninger, disse anmoder om, herunder oplysninger, der er omfattet af tavshedspligten, kan Kommissionen nægte at videregive dem, når den nationale domstol ikke kan garantere beskyttelsen af fortrolige oplysninger og forretningshemmeligheder. Kommissionen kan ligeledes nægte at videregive oplysninger til de nationale domstole, hvis det er nødvendigt for at beskytte EU's interesser.

Kommissionen vil offentliggøre en kort redegørelse for sit samarbejde med de nationale domstole i henhold til denne meddelelse i sin årlige beretning om konkurrencepolitikken. Den kan også gøre sine udtalelser og indlæg tilgængelige på sit netsted.

Kontekst

Denne meddelelse erstatter Kommissionens meddelelse af 1993 om samarbejdet mellem Kommissionen og de nationale domstole om anvendelse af EF-traktatens artikel 85 og 86.

Dokumentets nøglebegreber
  • EU-landenes nationale domstole: de domstole i et EU-land, der kan anvende artikel 101 og 102 i TEUF, og som kan forelægge præjudicielle spørgsmål for Den Europæiske Unions Domstol i henhold til artikel 267 i TEUF.
Seneste ajourføring: 22.02.2011
Juridisk meddelelse | Om dette websted | Søgning | Kontakt | Sidens top