RSS
Alfabetisk indeks
Siden er tilgængelig på 23 sprog
Nye sprog:  BG - CS - ET - GA - LV - LT - HU - MT - PL - RO - SK - SL

We are migrating the content of this website during the first semester of 2014 into the new EUR-Lex web-portal. We apologise if some content is out of date before the migration. We will publish all updates and corrections in the new version of the portal.

Do you have any questions? Contact us.


Anvendelse af artikel 101 og 102 i TEUF (tidligere EF-traktatens artikel 81 og 82)

Formålet med den nye ordning for anvendelse af konkurrenceprocedurer, som blev indført med Rådets forordning (EF) nr. 1/2003, er på mest effektiv vis at sikre overholdelsen af Den Europæiske Unions (EU's) konkurrenceregler i forbrugernes og virksomhedernes interesse og samtidig mindske bureaukratiet for virksomheder i EU. Denne forordning, som bygger på decentraliseret anvendelse af konkurrencereglerne, og på styrkelsen af efterfølgende kontrol, letter på den ene side Kommissionens administrative arbejde og giver den mulighed for at koncentrere sine ressourcer på håndhævelse over for de mest alvorlige overtrædelser af konkurrencereglerne. Den vil også øge de nationale konkurrencemyndigheders og de nationale domstoles rolle i gennemførelsen af EU's konkurrencelovgivning og garanterer samtidig, at denne lovgivning anvendes ensartet og effektivt.

DOKUMENT

Rådets forordning (EF) nr. 1/2003 af 16. december 2002 om gennemførelse af konkurrencereglerne i traktatens artikel 81 og 82 [Se ændringsretsakt(er)].

RESUMÉ

Kontekst

Denne forordning, Rådet vedtog den 16. december 2002 om gennemførelse af konkurrencereglerne i artikel 101 og 102 i Traktaten om Den Europæiske Unions Funktionsmåde (TEUF) (tidligere artikel 81 og 82 i Traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab (EF-traktaten)), trådte i stedet for forordning (EØF) nr. 17/62 med virkning fra den 1. maj 2004.

Forordning nr. 17/62 indførte et system med centraliseret kontrol, hvor konkurrencebegrænsende aftaler, der kunne påvirke handelen mellem EU-lande, for at kunne fritages skulle anmeldes til Kommissionen. Kommissionens enekompetence til at godkende konkurrencebegrænsende aftaler, der opfyldte betingelserne i EF-traktatens artikel 81, stk. 3 (tidl. artikel 85, stk. 3), resulterede i et enormt antal anmeldelser fra virksomheder, hvilket underminerede bestræbelserne på at nå frem til en konsekvent og decentraliseret håndhævelse af EU's konkurrenceregler.

Ud fra ønsket om at forenkle de administrative formaliteter for virksomhederne og sætte Kommissionen i stand til at skride mere effektivt ind over for de alvorlige overtrædelser af konkurrencereglerne indledte Kommissionen med udsendelsen af en hvidbog i 1999 (DE (DE) (EN) (ES) (FR)) (EN (DE) (EN) (ES) (FR)) (ES (DE) (EN) (ES) (FR)) (FR (DE) (EN) (ES) (FR)) en langvarig reformproces, der mundede ud i vedtagelsen af den her omhandlede forordning.

Denne reform betegner en overgang fra et system med centraliseret godkendelse fra Kommissionen af forhåndsanmeldelser til et system med lovfæstet undtagelse, der på basis af en decentraliseret anvendelse af EU’s konkurrenceregler og en skærpet efterfølgende kontrol tager sigte på dels at mindske Kommissionens arbejdsbyrde og dels at inddrage de nationale konkurrencemyndigheder og domstole mere i håndhævelsen af EU’s konkurrenceregler, samtidig med at den ensartede og effektive anvendelse af reglerne sikres.

Anvendelsesområde

Forordningen indeholder gennemførelsesbestemmelser til TEUF’s bestemmelser om aftaler, vedtagelser inden for virksomhedssammenslutninger og samordnet praksis, der kan begrænse konkurrencen (artikel 101 i TEUF), og misbrug af dominerende stilling (artikel 102 i TEUF).

Samarbejde mellem Kommissionen og EU-landenes konkurrencemyndigheder og domstole

Det system med lovfæstet undtagelse, der indføres med denne forordning, indebærer en direkte ansvarliggørelse af virksomhederne, som ikke længere har pligt til at forhåndsanmelde deres aftaler til Kommissionen, men som skal sikre sig, at deres aftaler ikke skader den frie konkurrence og ikke er i strid med EU-reglerne på dette område. Men for at forhindre enhver form for misbrug, giver forordningen også de europæiske konkurrencemyndigheder - herunder Kommissionen - og de nationale domstole et større ansvar for at håndhæve EU’s konkurrenceregler, samtidig med at den sikrer en indbyrdes koordination af deres indsats. Det skal ske ved at fremme informationsudvekslingen mellem de forskellige institutioner.

For at lette udveksling af information mellem konkurrencemyndigheder i Europa giver forordningen mulighed for oprettelse af et europæiske konkurrencenetværk bestående af de nationale konkurrencemyndigheder og Kommissionen. Inden for netværket kan der foregå en informationsudveksling, herunder også af fortrolige oplysninger, der kan gøre det lettere at håndhæve overtrædelser af konkurrencereglerne. Kommissionen påtager sig at videresende en kopi af de vigtigste dokumenter og skal efter anmodning fra de nationale konkurrencemyndigheder udlevere ethvert dokument, der er nødvendigt til behandling af en sag, som den behandler. De nationale konkurrencemyndigheder skal for deres vedkommende underrette Kommissionen om ethvert forbud eller afgørelse, der træffes om anvendelse af artikel 101 og 102 i TEUF samt beslutninger om tilbagekaldelse af fordelene i en gruppefritagelsesordning, senest 30 dage efter dens vedtagelse.

For at undgå enhver form for dobbeltarbejde og sikre en ensartet og sammenhængende anvendelse af EU's konkurrenceret bibeholdes reglen om, at så snart Kommissionen har indledt procedure i en sag, overgår sagen til den og henhører ikke længere under de nationale konkurrencemyndigheder. Kommissionen skal i øvrigt rådføre sig med den berørte nationale myndighed, inden den indleder procedure. Når en national konkurrencemyndighed i et EU-land eller Kommissionen modtager en klage over en aftale, en vedtagelse inden for en virksomhedssammenslutning eller en samordnet praksis, som allerede er under behandling i en anden konkurrencemyndighed, kan de indstille behandlingen af sagen eller afvise klagen.

Kommissionens skal for sit vedkommende, før der træffes beslutninger om at kræve en overtrædelse bragt til ophør, om at gøre virksomhedernes tilsagn bindende, om at bringe artikel 101 (1) i TEUF i anvendelse eller om at pålægge en virksomhed en bøde eller tvangsbøde, foretage en høring af Det Rådgivende Udvalg for Kartel- og Monopolspørgsmål på et møde eller via en skriftlig procedure. Dette udvalg, der består af repræsentanter for de nationale konkurrencemyndigheder, gennemgår de sager, der behandles af de europæiske konkurrencemyndigheder.

Hvad angår det samarbejde, der skal foregå mellem Kommissionen og de nationale domstole, fastsættes det endelig i forordningen, at de nationale domstole kan anmode Kommissionen om at få tilsendt de oplysninger, den er i besiddelse af, eller om en udtalelse om spørgsmål i relation til anvendelsen af EU's konkurrenceregler. EU-landene skal for deres vedkommende sende Kommissionen en kopi af enhver dom, de nationale domstole afsiger om anvendelse af artikel 101 eller 102 i TEUF. Forordningen åbner tillige mulighed for, at Kommissionen og de nationale konkurrencemyndigheder kan fremsætte skriftlige eller mundtlige bemærkninger til de nationale domstole om anliggender vedrørende anvendelsen af artikel 101 og 102 i TEUF.

Europa-Kommissionens beføjelser

Til håndhævelse af konkurrencereglerne i relation til aftaler, vedtagelser inden for virksomhedssammenslutninger og samordnet praksis (artikel 101) samt misbrug af dominerende stilling (artikel 102) har Kommissionen en række forskellige beføjelser. Den kan vedtage beslutninger, iværksætte undersøgelser og pålægge sanktioner. Disse beføjelser udøves af Kommissionen, når den efter modtagelse af en klage eller på eget initiativ finder, at der foreligger en overtrædelse af artikel 101 og 102.

Kommissionen kan, i henhold til denne forordning, vedtage beslutninger, hvorved den:

  • fastslår, at der foreligger en overtrædelse, som skal bringes til ophør: Hvis Kommissionen fastslår, at der foreligger en overtrædelse af artikel 101 eller 102 i TEUF, kan den ved en beslutning påbyde de implicerede virksomheder og virksomhedssammenslutninger at bringe overtrædelsen til ophør eller fastslå, at overtrædelsen er ophørt
  • iværksætter foreløbige forholdsregler: I særligt begrundede tilfælde kan Kommissionen umiddelbart eller efter at have fastslået, at der foreligger en overtrædelse, træffe foreløbige forholdsregler (påbud eller forbud)
  • gør tilsagn bindende: Når den påtænker at vedtage en beslutning om at påbyde, at en overtrædelse skal bringes til ophør, og de implicerede virksomheder afgiver tilsagn for at imødekomme Kommissionens indsigelser, kan Kommissionen gøre disse tilsagn bindende i et bestemt tidsrum. Kommissionen kan genoptage sagen, hvis situationen ændrer sig, hvis de implicerede virksomheder ikke opfylder deres tilsagn, eller hvis det viser sig, at beslutningen herom blev truffet på basis ufuldstændige, urigtige eller vildledende oplysninger
  • fastslår, at artikel 101 og 102 ikke finder anvendelse: Kommissionen kan, når hensynet til EU’s almene interesser tilsiger det, fastslå, at ud fra de oplysninger, den er i besiddelse af, finder artikel 101 ikke anvendelse på en aftale, en vedtagelse inden for en virksomhedssammenslutning eller en samordnet praksis, enten fordi betingelserne i artikel 101, stk. 1, ikke er opfyldt, eller fordi undtagelsesbetingelserne i artikel 101, stk. 3, er opfyldt. Det samme gælder, hvor der er tale om misbrug af dominerende stilling efter artikel 102.

For at tilgodese det kontradiktoriske princip giver Kommissionen, før den træffer en beslutning, de implicerede virksomheder eller virksomhedssammenslutninger lejlighed til at fremsætte deres bemærkninger til de indsigelser, Kommissionen har rejst. Parterne har desuden aktindsigt i Kommissionens sagsakter, hvilket dog ikke må indebære, at forretningshemmeligheder videregives. Af hensyn til tavshedspligten må de oplysninger, der indhentes, kun bruges til det formål, hvortil de er indhentet. Kommissionen og de nationale konkurrencemyndigheder må desuden ikke videregive oplysninger, de har indhentet eller udvekslet.

Kommissionen har følgende undersøgelsesbeføjelser:

  • foretage sektorforespørgsler: Når udviklingen i samhandelen mellem EU-lande, manglende priselasticitet eller andre forhold giver grund til at antage, at konkurrencen kan være begrænset eller fordrejet på fællesmarkedet, kan Kommissionen iværksætte en undersøgelse af en erhvervssektor eller en bestemt type aftaler i forskellige sektorer.
  • anmode om oplysninger: Kommissionen kan ved simpel begæring eller ved beslutning anmode virksomheder og virksomhedssammenslutninger om de oplysninger, den har brug for til udførelse af de opgaver, denne forordning tillægger den. Enhver fysisk eller juridisk person, der modtager en sådan anmodning, har pligt til at give de ønskede oplysninger. Kommissionen kan også anmode EU-landenes regeringer og de nationale konkurrencemyndigheder om de oplysninger, den har brug for
  • indhente udtalelser: Kommissionen kan indhente udtalelser fra enhver fysisk eller juridisk person, der accepterer at udtale sig
  • foretage kontrolundersøgelser: Kommissionen kan iværksætte kontrolundersøgelser i virksomheder og virksomhedssammenslutninger, som har pligt til at underkaste sig dem. Kommissionens embedsmænd har beføjelse til:
    1. at skaffe sig adgang til de pågældende virksomheders og virksomhedssammenslutningers lokaler, grunde og transportmidler
    2. at få adgang til alle andre lokaler, grunde eller transportmidler, herunder direktørers, lederes og andre ansattes hjem, hvis der er rimelig grund til at antage, at bøger eller andre forretningspapirer af relevans for kontrolundersøgen opbevares dér
    3. at kontrollere bøger og andre forretningspapirer
    4. at tage kopi eller få udskrift af sådanne bøger og forretningspapirer
    5. at forsegle alle lokaler og forretningspapirer under kontrolundersøgelsen
    6. at afkræve alle virksomhedens eller virksomhedssammenslutningens repræsentanter eller medarbejdere oplysninger og registrere deres svar.

De af Kommissionen bemyndigede embedsmænd udøver deres beføjelser efter fremlæggelse af en skriftlig fuldmagt, der indeholder oplysning om kontrolundersøgelsens genstand og formål samt om de sanktioner, der kan pålægges. Kommissionen skal i god tid underrette konkurrencemyndigheden i det EU-land, på hvis område kontrolundersøgelsen skal finde sted. De nationale konkurrencemyndigheder i et EU-land kan desuden på deres område iværksætte enhver undersøgelsesforanstaltning i henhold til national ret på et andet EU-lands konkurrencemyndigheders vegne og for dennes regning eller på Kommissionens vegne efter dennes anmodning foretage en undersøgelse for at fastslå en overtrædelse af artikel 101 eller 102 i TEUF.

Kommissionen kan pålægge virksomheder og virksomhedssammenslutninger følgende sanktioner:

  • bøder: Kommissionen kan pålægge virksomheder og virksomhedssammenslutninger bøder på op til 1 % af deres samlede omsætning i det foregående regnskabsår, hvis de forsætligt eller uagtsomt:
    1. har givet en urigtig, ufuldstændig eller vildledende oplysning som svar på en begæring om oplysninger eller ikke givet de ønskede oplysninger inden for den fastsatte frist
    2. under kontrolundersøgelser ikke fremlægger de forlangte bøger eller andre forretningspapirer i deres helhed eller ikke underkaster sig den beordrede kontrolundersøgelse
    3. nægter at besvare et spørgsmål under en undersøgelse eller giver et urigtigt, ufuldstændigt eller vildledende svar
    4. har brudt en forsegling, som Kommissionens befuldmægtigede repræsentanter har anbragt.

    Kommissionen kan desuden pålægge virksomheder og virksomhedssammenslutninger bøder på op til 10 % af hver af de deltagende virksomheders samlede omsætning i det foregående regnskabsår, hvis de har overtrådt artikel 101 eller 102 i TEUF, hvis de har handlet i strid med en beslutning om foreløbige forholdsregler, eller hvis de ikke opfylder et tilsagn, som er gjort bindende ved en kommissionsbeslutning.

    Ved fastsættelsen af bødens størrelse tager Kommissionen hensyn til overtrædelsens grovhed og varighed. Er det en virksomhedsammenslutning, som får pålagt bøde, og er den insolvent, kan Kommissionen kræve bøden betalt af hver af de virksomheder, der var medlemmer af sammenslutningen, da overtrædelsen blev begået. Den enkelte virksomheds økonomiske ansvar for bødens betaling kan dog ikke overstige 10% af dens samlede omsætning i det foregående regnskabsår. Beslutninger om bødepålæg har ikke strafferetlig karakter.

  • tvangsbøder: Kommissionen kan også pålægge virksomheder og virksomhedssammenslutninger tvangsbøder på op til 5 % af deres gennemsnitlige daglige omsætning i det foregående regnskabsår for hver dags overskridelse af den frist, der er fastsat i dens beslutning, for at tvinge dem til:
    1. at bringe en overtrædelse til ophør
    2. at efterkomme en beslutning om foreløbige forholdsregler
    3. at opfylde et tilsagn, der er gjort bindende
    4. at give fuldstændige og rigtige oplysninger som krævet af Kommissionen i en begæring om oplysninger
    5. at underkaste sig en kontrolundersøgelse pålagt af Kommissionen.

    Når virksomhederne har opfyldt de forpligtelser, for hvilke tvangsbøden blev pålagt, kan Kommissionen beslutte at nedsætte det endelige bødebeløb.

Kommissionens beføjelse til at pålægge bøder eller tvangsbøder forældes efter tre eller fem år, alt efter hvilken overtrædelse der er tale om. Forældelsesfristen løber fra den dag, hvor overtrædelsen er begået, og afbrydes af ethvert skridt, som Kommissionen eller en national konkurrencemyndighed i en medlemsstat måtte tage til retsforfølgning af overtrædelsen. Forældelsesfristen stilles i bero, hvis der er anlagt sag for EF-Domstolen mod Kommissionens beslutning, og så længe denne sag verserer. For sanktioner gælder imidlertid en forældelsesfrist på fem år.

Domstolen gennemgår Kommissionens afgørelser og kan omstøde afgørelser truffet af Kommissionen om at pålægge bøder eller tvangsbøder.

Gruppefritagelsesforordninger

Forskellige forordninger giver Kommissionen beføjelser til, på områder fastlagt heri at udstede forordninger, der erklærer artikel 101 (1) i TEUF for uanvendelig for visse typer aftaler, vedtagelser truffet af virksomhedssammenslutninger og former for samordnet praksis (gruppefritagelsesforordninger). Der er bl.a. tale om følgende tekster:

  • forordning (EØF) nr. 19/65 om anvendelse af bestemmelserne i traktatens artikel 81, stk. 3, på kategorier af aftaler og samordnet praksis
  • forordning (EØF) nr. 2821/71 om anvendelse af bestemmelserne i traktatens artikel 81, stk. 3, på kategorier af aftaler og samordnet praksis
  • forordning (EF) nr. 487/2009 af 25. maj 2009 om anvendelse af traktatens artikel 81, stk. 3, på visse kategorier af aftaler og samordnet praksis inden for luftfartssektoren
  • forordning (EØF) nr. 1534/91 om anvendelse af traktatens artikel 81, stk. 3, på visse kategorier af aftaler og samordnet praksis på forsikringsområdet
  • forordning (EF) nr. 246/2009 af 26. februar 2009 om anvendelse af traktatens artikel 81, stk. 3, på visse kategorier af aftaler, vedtagelser og samordnet praksis mellem linjerederier (konsortier).

Hvis sådanne aftaler, vedtagelser eller samordnet praksis under en gruppefritagelse alligevel skulle have en negativ effekt, der er uforenelig med artikel 101 (3) i TEUF, kan Kommissionen og de nationale konkurrencemyndigheder på eget initiativ eller på baggrund af en klage tilbagekalde muligheden for at udnytte en sådan gruppefritagelsesordning i særlige tilfælde.

Ændringsbestemmelser

Denne forordning indebærer en ændring af følgende forordninger:

  • forordning (EØF) nr. 1017/68 om anvendelse af konkurrenceregler for transport med jernbane, ad landeveje og sejlbare vandveje
  • forordning (EØF) nr. 2988/74 om forældelse af adgangen til at pålæge økonomiske sanktioner og til tvangsfuldbyrdelse af disse sanktioner inden for transport- og konkurrenceretten
  • forordning (EØF) nr. 4056/86 om de nærmere retningslinjer for anvendelse af traktatens artikel 81 og 82 på søtransport
  • forordning (EØF) nr. 3975/87 om anvendelse af konkurrencereglerne inden for luftfartssektoren
  • forordningerne (EØF) nr. 19/65, nr. 2821/71 og nr. 1534/91 om anvendelse af artikel 81, stk. 3, på kategorier af aftaler og samordnet praksis
  • forordning (EØF) nr. 17/62 om anvendelse af EF-traktatens artikel 81 og 82

Denne forordning ophæver forordning (EØF) nr. 141/62 om ikke-anvendelse af Rådets forordning nr. 17 på transportsektoren.

REFERENCER

RetsaktIkrafttrædelseGennemførelse i medlemsstaterneDen Europæiske Unions Tidende
Forordning (EF) nr. 1/2003

24.1.2003

-

EFT L 1 af 4.1.2003

Ændringsretsakt(er)IkrafttrædelsesdatoGennemførelsesdato i
medlemsstaterne
Den Europæiske Unions Tidende
Forordning (EF) nr. 411/2004

9.3.2004

-

EUT L 68 af 6.3.2004

Forordning (EF) nr. 1419/2006

18.10.2006

-

EUT L 269 af 28.9.2006

Efterfølgende ændringer og rettelser til forordning (EF) nr. 1/2003 er indarbejdet i grundteksten. Denne konsoliderede udgave har kun dokumentationsværdi.

TILHØRENDE RETSAKTER

Kommissionens forordning (EF) nr. 773/2004 af 7. april 2004 om Kommissionens gennemførelse af procedurer i henhold til EF-traktatens artikel 81 og 82 (EØS-relevant tekst) [Den Europæiske Unions Tidende L 123 af 27.4.2004].
Denne forordning indeholder klare regler om en lang række vigtige aspekter vedrørende de procedurer, som Kommissionen indleder, bl.a. høringer, klager og aktindsigt. Denne forordning erstatter Kommissionens forordning (EF) nr. 2842/98 af 22. december 1998 om høring af parter i visse procedurer, som er baseret på EF-traktatens artikel 85 og 86.
Se den konsoliderede version

Seneste ajourføring: 14.03.2011
Juridisk meddelelse | Om dette websted | Søgning | Kontakt | Sidens top