RSS
Alfabetisk indeks
Siden er tilgængelig på 15 sprog
Nye sprog:  CS - HU - PL - RO

We are migrating the content of this website during the first semester of 2014 into the new EUR-Lex web-portal. We apologise if some content is out of date before the migration. We will publish all updates and corrections in the new version of the portal.

Do you have any questions? Contact us.


Retningslinjer for horisontale samarbejdsaftaler

Europa-Kommissionen har revideret Den Europæiske Unions (EU) konkurrenceregler om horisontale samarbejdsaftaler. Retningslinjerne tilvejebringer i overensstemmelse med artikel 101(1) og 101(3) i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde en vurderingsramme, der skal hjælpe virksomhederne til fra sag til sag at afgøre, om deres samarbejdsaftaler er forenelige med de reviderede konkurrenceregler.

DOKUMENT

Kommissionens meddelelse — Retningslinjer for anvendelsen af artikel 101 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde på horisontale samarbejdsaftaler [De Europæiske Fællesskabers Tidende C 11 af 14.1.2011].

RESUMÉ

Et samarbejde er horisontalt, hvis det består i en aftale eller samordnet praksis mellem virksomheder, der er eller kan blive konkurrenter. Retningslinjerne gælder også for horisontale samarbejdsaftaler mellem ikke-konkurrerende virksomheder, for eksempel mellem to virksomheder, der agerer på de samme produktmarkeder men på forskellige geografiske markeder uden at være potentielle konkurrenter. Horisontale samarbejdsaftaler kan medføre betydelige økonomiske fordele, når de bliver et middel til risikodeling, omkostningsbesparelser, investeringsforøgelse, fælles udnyttelse af knowhow, forbedring af produkternes kvalitet, udvidelse af produktsortimentet og hurtigere iværksættelse af innovation. Samtidig kan horisontale samarbejdsaftaler skabe konkurrencemæssige problemer, når de har en negativ indvirkning på priser, produktion, innovation, produktsortiment eller produktkvalitet. I disse retningslinjer fastsættes principperne for vurdering af de mest almindelige typer af horisontale samarbejdsaftaler med henblik på kontrol af, om de er forenelige med artikel 101 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde (TEUF).

De foreliggende retningslinjer vedrører kun de mest almindelige typer samarbejde, dvs. aftaler om forskning og udvikling (F&U), produktion, indkøb, markedsføring, standardisering og informationsudveksling. Aftaler, der indgås mellem virksomheder i forskellige produktions- eller distributionsled (vertikale aftaler), behandles principielt i gruppefritagelsesforordningen om vertikale begrænsninger og retningslinjerne for vertikale begrænsninger. I det omfang vertikale aftaler indgås mellem konkurrenter, skal de vurderes efter de principper, der finder anvendelse på horisontale aftaler. På horisontale aftaler om fusioner finder fusionsforordningen anvendelse.

Disse retningslinjer indeholder vurderingskriterier for anvendelsen af konkurrencereglerne, jf. artikel 101 i TEUF. Artikel 101(1) i TEUF anvendes til at vurdere, om en aftale, der kan påvirke samhandlen mellem landene i Den Europæiske Union (EU) har konkurrencebegrænsende formål eller en reel eller potentiel konkurrencebegrænsende virkning. Hvis en aftale har konkurrencebegrænsende virkning, bestemmes det ifølge artikel 101(3) i TEUF, hvorvidt de konkurrencemæssige fordele opvejer den konkurrencebegrænsende effekt.

Vurderingskriterier fastlagt i artikel 101(1) i TEUF

Artikel 101(1) i TEUF forbyder aftaler, der har til formål eller til følge at begrænse konkurrencen. I forbindelse med nærværende retningslinjer omfatter ”konkurrencebegrænsning” også at hindre og fordreje konkurrencen. Aftaler med konkurrencebegrænsende formål er aftaler, der ifølge selve deres natur er egnet til at begrænse konkurrencen i henhold til artikel 101(1) i TEUF, og for disse er det ikke nødvendigt at undersøge aftalens faktiske eller potentielle effekt. Hvis en horisontal samarbejdsaftale ikke har et konkurrencebegrænsende formål, skal det undersøges, om den har mærkbare konkurrencebegrænsende virkninger. For at en aftale har konkurrencebegrænsende virkninger som omhandlet i artikel 101(1) i TEUF, skal den have, eller sandsynligvis have, en mærkbar negativ virkning på mindst et af konkurrenceparametrene på markedet, såsom pris, produktion, produktkvalitet, produktsortiment eller innovation. Vurderingen af, om en horisontal samarbejdsaftale har konkurrencebegrænsende virkninger, skal foretages ved en sammenligning med de faktiske retlige og økonomiske forhold, hvorunder konkurrencen ville forme sig, hvis aftalen med alle dens påståede konkurrencebegrænsninger ikke fandtes.

Aftalens art bestemmes af faktorer som samarbejdsområde, formålet med samarbejdet, de konkurrencemæssige forbindelser mellem parterne og det omfang, hvori de kombinerer deres virksomhed. Disse faktorer er afgørende for de mulige typer konkurrencebegrænsning, der kan foreligge. Horisontale samarbejdsaftaler kan begrænse konkurrence på flere måder. For eksempel kan produktionsaftaler have en direkte konkurrencebegrænsende virkning, hvis parterne sænker produktionsniveauet. I forbindelse med markedsføringsaftaler er prisfastsættelse den vigtigste konkurrencebegrænsende faktor.

Ved markedsstyrke forstås evnen til i en periode at opnå fordele ved at holde priserne på et højere niveau eller produktionen, dvs. udbuddet, produkternes kvalitet og produktsortimentet eller innovationen, på et lavere niveau, end det ville have været muligt på et konkurrencepræget marked. Markedsstyrke kan etableres på baggrund af begrænset konkurrence mellem parterne.

Udgangspunktet for undersøgelsen af markedsstyrke er parternes position på de markeder, der berøres af samarbejdet. For at kunne undersøge parternes position er det nødvendigt at definere de(t) berørte marked(er) ved hjælp af Kommissionens meddelelse om afgrænsning af det relevante marked og beregne parternes samlede markedsandel. Hvis parternes samlede markedsandel er lille, er det usandsynligt, at et horisontalt samarbejde vil få nogen begrænsende virkning. I betragtning af de mange forskellige former for samarbejdsaftaler og de forskellige virkninger, de kan få i forskellige markedssituationer, er det umuligt at fastsætte en generel tærskel for, hvornår markedsandelen indebærer en så stor markedsstyrke, at den kan skabe begrænsende virkninger.

Afhængigt af parternes markedsposition og markedskoncentrationen bør andre faktorer tages i betragtning som f.eks. markedsandelenes stabilitet over en periode, adgangsbarrierer og sandsynligheden for, at der kommer nye virksomheder ind på markedet og købernes/leverandørernes markedsstyrke i forhold til hinanden.

Vurderingskriterier fastlagt i artikel 101(3) i TEUF

Når der er påvist en konkurrencebegrænsning som omhandlet i artikel 101(1), kan en virksomhed påberåbe sig artikel 101(3). Ifølge forordning (EC) nr. 1/2003 påhviler bevisbyrden den virksomhed, der påberåber sig denne bestemmelse. Anvendelsen af undtagelsesbestemmelsen er underlagt fire kumulative betingelser

  • den konkurrencebegrænsende aftale skal medføre økonomiske fordele som f.eks. en forbedring af produktionen eller fordelingen af varerne eller fremme af den tekniske eller økonomiske udvikling, dvs. effektivitetsgevinster
  • begrænsningerne skal være nødvendige for at nå effektivitetsgevinsterne
  • forbrugerne skal opnå en rimelig andel af de effektivitetsgevinster, der opnås ved de nødvendige begrænsninger
  • aftalen må ikke give parterne mulighed for at udelukke konkurrencen for en væsentlig del af de pågældende varer.

Når disse fire kriterier er opfyldt, vurderes effektivitetsgevinsterne opnået i kraft af aftalen at opveje den afledte konkurrencebegrænsning.

Informationsudveksling

Retningslinjerne fastlægger de generelle principper for den konkurrencemæssige vurdering af informationsudvekslinger, herunder vurdering ifølge artikel 101(1) og 101(3) i TEUF, der gælder for alle typer horisontale samarbejdsaftaler, der indebærer informationsudveksling. Informationsudveksling kan være af forskellig art som f.eks. direkte deling af data mellem konkurrenter, indirekte deling af data via et fælles agentur eller tredjepart eller gennem virksomhedernes leverandører eller forhandlere. Informationsudveksling kan indebære fordele for virksomhederne, f.eks. ved at sikre virksomhederne omkostningsbesparelser ved at nedbringe deres lagre, samt komme forbrugerne direkte til gode, f.eks. ved at nedbringe deres søgeomkostninger og forbedre deres valgmuligheder. Udveksling af markedsoplysninger kan dog også få konkurrencebegrænsende virkninger, især i situationer, hvor det vil kunne give virksomhederne kendskab til konkurrenternes markedsstrategier. Informationsudveksling mellem konkurrenter kan udgøre en aftale, en samordnet praksis eller en vedtagelse inden for en sammenslutning af virksomheder, som tager sigte på fastsættelse af priser eller mængder. Disse typer informationsudveksling vil normalt blive undersøgt nærmere og blive betragtet som karteller og medføre bøder. Ud over i tilfælde af karteller vil informationsudveksling kun blive betragtet som havende et konkurrencebegrænsende formål, når konkurrenter udveksler individualiserede oplysninger vedrørende planlagte fremtidige priser eller mængder. Udveksling af alle andre typer information, herunder gældende priser, vil ikke blive behandlet som havende et konkurrencebegrænsende formål og vil blive vurderet i forhold til den konkurrencebegrænsende virkning.

Typer af samarbejdsaftaler

Retningslinjerne beskriver de karakteristiske kendetegn ved visse samarbejdsaftaletyper og anvender vurderingsrammerne beskrevet i artikel 101(1) og 101(3) i TEUF beskrevet herover , på hver af følgende aftaletyper

  • forsknings- og udviklingsaftaler
  • produktionsaftaler
  • indkøbsaftaler
  • markedsføringsaftaler
  • standardiseringsaftaler.
Seneste ajourføring: 12.05.2011
Juridisk meddelelse | Om dette websted | Søgning | Kontakt | Sidens top