RSS
Alfabetisk indeks
Siden er tilgængelig på 15 sprog
Nye sprog:  CS - HU - PL - RO

We are migrating the content of this website during the first semester of 2014 into the new EUR-Lex web-portal. We apologise if some content is out of date before the migration. We will publish all updates and corrections in the new version of the portal.

Do you have any questions? Contact us.


Retningslinjer for vertikale begrænsninger

Disse retningslinjer udgør en ramme, der kan hjælpe virksomhederne til fra sag til sag at foretage deres egen vurdering af, hvorvidt en vertikal aftale overholder Den Europæiske Unions (EU) konkurrenceregler. Retningslinjerne beskriver den analysemetode og håndhævelsespolitik, som Kommissionen anvender i enkeltsager vedrørende vertikale aftaler i henhold til artikel 101 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde (TEUF).

DOKUMENT

Meddelelse fra Kommissionen af 10. maj 2010: Retningslinjer for vertikale begrænsninger [SEC (2010) 411 endelig].

RESUMÉ

Artikel 101(1) i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde (TEUF) forbyder aftaler, der kan påvirke handlen mellem landene i Den Europæiske Union (EU), og som påvirker, begrænser eller forvrider konkurrencen. Aftaler, der skaber tilstrækkelige fordele til at opveje den konkurrencebegrænsende virkning, er undtaget fra forbuddet ifølge artikel 101(3) i TEUF.

Vertikale aftaler er aftaler vedrørende køb og salg af varer eller tjenesteydelser, der indgås mellem virksomheder, der er placeret på forskellige trin i produktions- eller distributionskæden. Distributionsaftaler mellem producenter og grossister eller detailhandlere er typiske eksempler på vertikale aftaler. Vertikale aftaler, der udelukkende fastsætter pris og mængde for en enkeltstående salgs- og købstransaktion, virker normalt ikke konkurrencebegrænsende. Konkurrencebegrænsning kan dog forekomme, hvis aftalen pålægger leverandør eller køber begrænsninger. Disse vertikale begrænsninger kan i nogle tilfælde ud over de negative effekter også have positive effekter. De kan for eksempel hjælpe en producent ind på et nyt marked, forhindre situationer, hvor en distributør "lukrerer" på andre distributørers kampagneaktiviteter, eller give en leverandør mulighed for at afskrive en investering foretaget for en konkret kunde.

Om en vertikal aftale i praksis har konkurrencebegrænsende virkning, og om fordelene i det tilfælde opvejer begrænsningerne, vil ofte være afhængigt af markedsstrukturen. Det kræver i princippet en individuel vurdering fra sag til sag. Kommissionen har imidlertid vedtaget forordning (EU) nr. 330/2010, Gruppefritagelsesforordningen, der legitimerer de fleste vertikale aftaler. Forordning (EU) nr. 330/2010 ophæver via gruppefritagelse forbuddet i artikel 101(1) i TEUF for vertikale aftaler, der opfylder visse krav.

Formålet med retningslinjerne

Nærværende retningslinjer beskriver den procedure, der skal følges i tilfælde af vertikale aftaler, der falder uden for gruppefritagelsesforordningen. Gruppefritagelsesforordningen gælder specifikt ikke, hvis leverandør og/eller køber har en markedsandel på over 30 %. En markedsandel på over 30 % betyder dog ikke automatisk, at en aftale er ulovlig. Tærsklen tjener udelukkende til at skelne mellem aftaler omfattet af en legalitetsformodning og aftaler, der kræver individuel vurdering. Retningslinjerne er en hjælp til virksomhederne til at foretage en sådan vurdering.

Retninglinjerne fastlægger de generelle regler for vurdering af vertikale begrænsninger og beskriver vurderingskriterierne for de mest almindelige typer vertikale begrænsninger: mærkeeksklusivitet (konkurrenceforbud), eneforhandling, eksklusiv kundetildeling, selektiv distribution, franchiseaftaler, eksklusiv levering, distributionsvederlag, aftaler om kategoristyring, kombinationsklausuler, detailprisbinding.

Generelle regler for vurdering af vertikale begrænsninger

Kommissionen anvender følgende generelle regler til vurdering af vertikale begrænsninger i situationer, hvor gruppefritagelsesforordningen ikke er gældende.

I tilfælde af individuelle undersøgelser foretaget af Kommissionen, bærer Kommissionen bevisbyrden med hensyn til at påvise, at den pågældende aftale overtræder artikel 101(1) i TEUF. Virksomheder, som påberåber sig at anvende artikel 101(3) i TEUF, har bevisbyrden med hensyn til at påvise, at de nødvendige betingelser er opfyldt.

Vurdering af, hvorvidt en vertikal aftale har konkurrencebegrænsende virkning, foretages ved at sammenholde den aktuelle eller sandsynlige fremtidige situation på det relevante marked med de vertikale begrænsninger, som aftalen indebærer med, hvordan situationen ville være uden de pågældende vertikale begrænsninger.

Der vil med en vis sandsynlighed være en noterbar konkurrencebegrænsende effekt, når mindst én af parterne har eller får en vis markedskraft, og aftalen bidrager til opnåelse, opretholdelse eller styrkelse af denne markedskraft eller giver parterne mulighed for at udnytte en sådan markedskraft.

De negative virkninger på markedet, som kan resultere af vertikale begrænsninger, og som EU's konkurrencelovgivning sigter mod at forhindre, er følgende:

  • udelukkelse af andre leverandører eller kunder
  • svækkelse af konkurrencen og lettelse af samordning mellem leverandøren og dennes konkurrenter
  • svækkelse af konkurrencen og lettelse af samordning mellem køber og dennes konkurrenter
  • skabelse af hindringer for markedsintegration.

På et marked, hvor individuelle distributører udelukkende forhandler én leverandørs mærke(r), vil den begrænsede konkurrence mellem distributører af samme mærke medføre begrænsning af konkurrencen mellem mærker. Hvis der derimod er en stærk konkurrence mellem mærker, er det ikke sandsynligt, at en begrænsning af konkurrencen mellem mærker vil have negative virkninger for forbrugerne.

Eksklusivaftaler er generelt mere konkurrencebegrænsende end ikke-eksklusive aftaler. Under et konkurrenceforbud indkøber køberen eksempelvis kun ét mærke. Et krav om mindstekøb vil derimod give køber mulighed for at købe konkurrerende mærker, og graden af udelukkelse vil derfor være (langt) mindre.

Aftaler om vertikale begrænsninger for ikke-mærkevarer er generelt mindre skadelige end begrænsende aftaler vedrørende forhandling af mærkevarer. Skellet mellem ikke-mærkevarer og mærkevarer vil ofte være sammenfaldende med en opdeling i mellemprodukter og færdigprodukter.

Det er vigtigt at understrege, at vertikale begrænsninger kan have positive virkninger, især ved at fremme ikke-prismæssig konkurrence og kvalitetsforbedringer i serviceydelser. Effektivitetsgevinsterne vil generelt være størst ved vertikale begrænsninger af midlertidig varighed, der kan fremme markedslancering af nye og komplekse produkter, der beskytter relationsbetingede investeringer, eller som fremmer vidensoverførsel.

Seneste ajourføring: 03.12.2010
Juridisk meddelelse | Om dette websted | Søgning | Kontakt | Sidens top