RSS
Alfabetisk indeks
Siden er tilgængelig på 23 sprog
Nye sprog:  BG - CS - ET - GA - LV - LT - HU - MT - PL - RO - SK - SL

We are migrating the content of this website during the first semester of 2014 into the new EUR-Lex web-portal. We apologise if some content is out of date before the migration. We will publish all updates and corrections in the new version of the portal.

Do you have any questions? Contact us.


Ordningen for egne indtægter

Spørgsmålet om egne indtægter er politisk set meget vigtigt: det er indtægtskilderne, der bestemmer forholdet mellem borgerne, medlemsstaterne og fællesskabsinstitutionerne, og samtidig rejses der spørgsmålet om Fællesskabernes finansielle selvstændighed. Debatten om Fællesskabets egne indtægter skal ses i lyset af den generelle debat om fremtiden for den europæiske integration, der præges af to modstridende synspunkter, nemlig føderalisme overfor regeringssamarbejde.
Afgørelsen fra 1970 om egne indtægter adskiller Fællesskabet fra andre internationale organisationer, som finansieres af medlemsstaternes bidrag.

Målsætningen om EU's uafhængighed: fra nationale bidrag til egne indtægter

Ifølge Rom-traktaten af 25. marts 1957 skulle Det Europæiske Økonomiske Fællesskab i en overgangsperiode finansieres ved hjælp af nationale bidrag, indtil disse kunne erstattes af en ordning for egne indtægter. Princippet om egne indtægter var således allerede nedfældet i artikel 201 i traktaten: "Budgettet finansieres med forbehold af andre indtægter fuldt ud af egne indtægter". Egne indtægter er økonomiske midler, der tilkommer Fællesskabet som sådant og er uafhængige af medlemsstaterne. Der er tale om indtægter, som Fællesskabet har fået tildelt én gang for alle til finansiering af budgettet, og som Fællesskabet har ret til, uden at de nationale myndigheder behøver at træffe en ny beslutning herom. Medlemsstaterne er herved forpligtede til at betale til Fællesskabets budget.

Det første forsøg på at overføre egne ressourcer, told og landbrugsafgifter, som er et resultat af fællesskabspolitikkerne (toldunionen og den fælles landbrugspolitik), mislykkedes i 1965 på grund af modstand fra fransk side, der resulterede i det famøse Luxembourg-kompromis. Overgangsperioden frem til 1966, hvor man skulle overgå til en finansieringsordning, der garanterede Fællesskabet en vis selvstændighed, blev ikke respekteret. Beslutningen om at overgå til denne finansieringsordning blev truffet på topmødet i Haag i 1969 af stats- og regeringscheferne, som ønskede at puste nyt liv i Fællesskabet efter en periode med vanskeligheder. Rådet traf efterfølgende en afgørelse, der tilkendte Fællesskaberne egne indtægter til dækning af samtlige udgifter (som følge af Fusionstraktaten af 8. april 1965). Med afgørelsen af 21. april 1970 overgik man fra statslige bidrag, hvormed medlemsstaterne kunne kontrollere Fællesskabernes politikker, til en autonom finansiering med "traditionelle" egne indtægter (landbrugsafgifter, told) og en indtægt baseret på merværdiafgift - moms.

De egne indtægters oprindelse

De traditionelle egne indtægter inddrives inden for rammerne af fællesskabspolitikkerne, og der er ikke tale om indtægter fra medlemsstaterne beregnet som nationale bidrag. De nuværende egne indtægter stammer fra told, landbrugsafgifter, sukkerafgifter, en procentsats af det harmoniserede momsgrundlag og en procentsats af bruttonationalindkomsten (BNI).

  • Told. Told opkræves ved EU's ydre grænser på varer, der indføres fra tredjelande. Der blev indført en fælles toldtarif i 1968, to år tidligere end oprindeligt planlagt. Told var omhandlet i Rom-traktaten som den første indtægt, der skulle tildeles Det Europæiske Økonomiske Fællesskab (EØF) til finansiering af udgifterne. Tolden fra Det Europæiske Kul- og Stålfællesskab (EKSF) har været en del af denne indtægt siden 1988.
  • Indtægter fra landbruget. De vigtigste indtægter inden for denne kategori er landbrugstolden, som i begyndelsen blev betegnet som landbrugsafgiften. Den blev indført i 1962 og overført til Fællesskabet ved afgørelsen af 21. april 1970. Det var oprindeligt afgifter, der varierede i forhold til verdensmarkedspriserne og EF-markedspriserne. Efter at de multilaterale handelsaftaler (Uruguay-runden, april 1994) er blevet inkorporeret i fællesskabsretten, er der ikke længere forskel på landbrugstold og anden told. Landbrugstolden er simpelthen importtold på landbrugsprodukter, der importeres fra tredjelande.
    Ud over disse afgifter findes der produktionsafgifter for sukker, isoglukose og inulinsirup. Der er her tale om afgifter, der pålægges sukkerproducenterne inden for Fællesskabet i modsætning til afgifter på indførte landbrugsprodukter. Den nuværende afgørelse om egne indtægter fra 2000 tildeler medlemsstaterne 25 % af de opkrævede traditionelle egne indtægter til dækning af opkrævningsomkostninger.
  • Moms. Momsindtægterne blev indført med afgørelsen af 21. april 1970, fordi de traditionelle egne indtægter ikke var tilstrækkelige til at dække Fællesskabets budget. Indførelsen blev dog forsinket, fordi man ville sikre en harmonisering af momsgrundlaget, og det var først i 1980, at denne komplekse indtægt blev anvendt for første gang. Indtægten opkræves med en procentsats af momsgrundlaget, der beregnes på en ensartet måde for alle medlemsstater. Fra 1988 til 1994 blev momsgrundlaget udjævnet til 55 % af medlemsstaternes BNI. Siden 1995 har det ikke måttet overstige 50 % af BNI i de medlemsstater, hvor BNI pr. indbygger er mindre end 90 % af gennemsnittet i Fællesskabet. Denne udjævning blev mellem 1995 og 1999 gradvis indført for samtlige medlemsstater.
    Ved afgørelsen fra 1970 blev den maksimale momsopkrævningssats begrænset til 1 % af et nærmere bestemt grundlag. Med den anden afgørelse om egne indtægter af 7. maj 1985 blev satsen hævet til 1,4 % pr. 1. januar 1986, hvilket faldt sammen med Spaniens og Portugals tiltrædelse. Denne stigning skulle finansiere omkostningerne ved udvidelsen. Med den fjerde afgørelse om egne indtægter af 31. oktober 1994 vendte man gradvist tilbage til loftet på 1 % mellem 1995 og 1999 navnlig ud fra rimelighedshensyn. Med afgørelsen fra 2000 om egne indtægter blev den maksimale momsopkrævningssats fastsat til det nuværende niveau, dvs. 0,5 % af det harmoniserede og udjævnede momsgrundlag.
  • BNI-indtægten. Rådet besluttede i 1988 at indføre en fjerde form for egne indtægter baseret på bruttonationalproduktet (BNP) som skulle erstatte momsen som den indtægt, der skal skabe ligevægt på budgettet. Ved denne afgørelse af 24. juni 1988 fastsatte man loftet for egne indtægter som helhed som en procentdel af BNP, der i 1988 var på 1,14 % og i 1999 på 1,27 %. Med den nuværende afgørelse om egne indtægter fastslås det, at det europæiske nationalregnskabssystem fra 1995 (SEC 95) også skal anvendes i forbindelse med EU-budgettet. I SEC 95 er begrebet bruttonationalproduktet (BNP) blevet erstattet af bruttonationalindtægten (BNI) for så vidt angår egne indtægter. For at det beløb i egne indtægter, der stilles til rådighed for Fællesskaberne, kan forblive uændret, er loftet for de egne indtægter, der stammer fra en procentsats af EU's BNI, blevet tilpasset. Det nye loft svarer til 1,24 % af EU's BNI.
    BNI-indtægten fremkommer ved at anvende en procentsats, der fastsættes hvert år i forbindelse med budgetproceduren, på et beregningsgrundlag, der repræsenterer medlemsstaternes samlede bruttonationalindkomst i markedspriser. Indtægten beregnes som forskellen mellem udgifterne og summen af de øvrige egne budgetindtægter. Der er tale om en "nøgleindtægt", fordi den ikke kun finansierer hovedparten af budgettet, men også angiver, hvornår toppen af momsgrundlaget skal skæres, hvordan finansieringen af den britiske kompensation skal fordeles, samt loftet for de samlede indtægter, som Fællesskabet kan opkræve.

De egne indtægter stilles til rådighed for EU hver måned, idet de krediteres en konto for egne indtægter, som Kommissionen fører, normalt i den pågældende medlemsstats centralbank. De traditionelle egne indtægter bogføres hver måned, efterhånden som de opkræves. Moms- og BNI-indtægterne stilles til Kommissionens rådighed den første arbejdsdag i hver måned med en tolvtedel af det årlige anslåede beløb på Fællesskabets budget. Hvis der er tale om særlige behov i forbindelse med betaling af landbrugsudgifter, kan Kommissionen dog opfordre medlemsstaterne til i løbet af årets første kvartal at fremskynde bogføringen af de forventede moms- og/eller BNI-indtægter med en eller to måneder.

Andre indtægter. Budgettet finansieres ikke udelukkende af egne indtægter, men også af skatter og bidrag fra personalelønninger, bankrenter, bidrag fra tredjelande til visse fællesskabsprogrammer (f.eks. på forskningsområdet), tilbagebetaling af ikke anvendt fællesskabsstøtte, morarenter samt overskuddet fra tidligere regnskabsår.

Den britiske undtagelse

Det Europæiske Råd i Fontainebleau i 1984 besluttede at indføre den britiske rabat. Denne mekanisme giver Det Forenede Kongerige en kompensation svarende til 0,66 % af dets negative nettosaldo. Finansieringen af kompensationen til Det Forenede Kongerige fordeles mellem de øvrige medlemsstater i forhold til deres andel af BNI (med undtagelse af Tyskland, Østrig, Nederlandene og Sverige, hvis andel nedsættes med tre fjerdedele). Denne udgift fordeles mellem de øvrige 22 medlemsstater.

 
Seneste ajourføring: 04.09.2007

Se endvidere

  • Generaldirektoratet (DG) for BUDGET (DE) (EN) (FR)
Juridisk meddelelse | Om dette websted | Søgning | Kontakt | Sidens top