RSS
Alfabetisk indeks
Siden er tilgængelig på 15 sprog
Nye sprog:  CS - HU - PL - RO

We are migrating the content of this website during the first semester of 2014 into the new EUR-Lex web-portal. We apologise if some content is out of date before the migration. We will publish all updates and corrections in the new version of the portal.

Do you have any questions? Contact us.


Vandbeskyttelse og vandpolitik (vandrammedirektivet)

Den Europæiske Union (EU) fastlægger rammebestemmelser for vandbeskyttelse og vandpolitik. I første omgang skal medlemsstaterne udpege og analysere europæiske vandområder, opregnet efter vandløbsopland og vandområdedistrikt. Dernæst skal de vedtage forvaltningsplaner og indsatsprogrammer tilpasset til hvert enkelt vandområde.

DOKUMENT

Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2000/60/EF af 23. oktober 2000 om fastlæggelse af en ramme for Fællesskabets vandpolitiske foranstaltninger [Se ændringsretsakt(er)].

RESUMÉ

Den Europæiske Union lægger grundlaget for beskyttelse af:

  • indvand *
  • grundvand *
  • overgangsvande *
  • kystvande *

Nærværende rammedirektiv sigter mod flere målsætninger såsom at forebygge og mindske forureningen heraf, fremme en bæredygtig anvendelse heraf, beskytte miljøet, forbedre vandøkosystemernes tilstand og afhjælpe virkningerne af oversvømmelser og tørke.

Det overordnede mål er at opnå en ”god miljømæssig og kemisk tilstand” i alle EU’s vandområder inden 2015.

Administrative bestemmelser

Medlemsstaterne afgrænser de enkelte vandløbsoplande * inden for deres nationale territorium og henlægger dem under særskilte vandområdedistrikter *. Vandområdedistrikter, som ligger på mere end en medlemsstats territorium, vil blive integreret i et internationalt vandområdedistrikt.

Medlemsstaterne udpeger en ansvarlig myndighed for gennemførelsen af bestemmelserne i nærværende rammedirektiv i hvert vandområdedistrikt.

Fastlæggelse af vandanalyser

Senest i 2004 skal medlemsstaterne have udarbejdet:

  • en analyse af hvert vandområdedistrikts karakteristika
  • en undersøgelse af påvirkningen af vandområderne fra menneskelig aktivitet
  • en økonomisk analyse af vandanvendelsen
  • et register over områder, som kræver en særlig beskyttelse.
  • optegnelse af alle vandområder, der anvendes til indvinding af drikkevand, og som leverer mere end 10 m³ om dagen eller forsyner mere end 50 personer

Analysen skal revideres i 2013 og derefter hvert sjette år.

Forvaltnings- og beskyttelsesforanstaltninger

I 2009, dvs. ni år efter rammedirektivets ikrafttræden skal der foreligge en forvaltningsplan og et program over foranstaltninger for hvert vandområdedistrikt under hensyntagen til resultaterne af de foretagne analyser og undersøgelser. Planerne skal dækker perioden 2009-2015. De skal revideres i 2015 og herefter hvert sjette år.

Forvaltningsplanerne skal gennemføres i 2012 og har til formål at:

  • forebygge en forringelse af tilstanden for samt forbedre og genoprette alle overfladevandområder for at opnå en god kemisk og økologisk tilstand senest ved udgangen af 2015 og for at nedbringe forureningen fra udledninger og emissioner af farlige stoffer,
  • beskytte, forbedre og genoprette grundvandsforekomster, forebygge forureningen og forringelsen af disse samt sikre en balance mellem indvindingen og fornyelsen,
  • bevare de beskyttede områder.

Forvaltningsplanerne for vandområdedistrikterne kan suppleres med mere detaljerede programmer og forvaltningsplaner for underområder, sektorer eller særlige vandtyper.

Midlertidig forringelse af vandforekomsterne er ikke i modstrid med kravene i dette rammedirektiv, hvis forringelsen skyldes ekstraordinære omstændigheder i forbindelse med en ulykke, som ikke med rimelighed kunne have været forudset, omstændigheder af naturlig art eller force majeure.

Medlemsstaterne skal fremme den aktive deltagelse af alle berørte parter i gennemførelsen af dette rammedirektiv, særligt hvad angår forvaltningsplaner for vandområdedistrikterne. Forvaltningsplanprojekterne skal sendes til offentlig høring i en periode på minimum 6 måneder.

Fra 2010 skal medlemsstaterne sikre, at prissætning spolitikken tilskynder brugerne til at anvende vandressourcerne effektivt, og at de forskellige økonomiske sektorer bidrager til alle omkostninger i forbindelse med forsyningspligtydelser, herunder miljø- og ressourceomkostninger.

Medlemsstaterne skal fastsætte ordninger, hvorefter overtrædelse af direktivets bestemmelser medfører sanktioner, som skal være effektive, stå i et rimeligt forhold til overtrædelsen og have en afskrækkende virkning.

Der er blevet udarbejdet en liste over prioriterede forurenende stoffer, der er udvalgt blandt dem, der udgør en væsentlig risiko for vandmiljøet på europæisk plan. Denne liste udgør det foreliggende rammedirektivs bilag X.

Dokumentets nøglebegreber
  • Indvand: alt stillestående eller strømmende vand på jordoverfladen og alt grundvand på landsiden af den basislinje, hvorfra bredden af territoriale farvande måles.
  • Overfladevand: indvand bortset fra grundvand; overgangsvande og kystvande, undtagen med hensyn til kemisk tilstand, hvor det også omfatter territorialfarvande.
  • Grundvand: alle former for vand under jordoverfladen i mættede zoner og i direkte kontakt med jordoverfladen eller undergrunden.
  • Overgangsvande: overfladevandområder i nærheden af flodmundinger, som er delvis saltholdige som følge af, at de er i nærheden af kystvande, men som i væsentlig grad påvirkes af ferskvandsstrømme.
  • Kystvande: overfladevand på landsiden af en linje, hvor hvert punkt befinder sig i en afstand af én sømil til havsiden fra det nærmeste punkt på den basislinje, hvorfra bredden af territorialfarvande måles, og som, hvor det er relevant, strækker sig ud til overgangsvandets yderste grænse.
  • Vandløbsopland: landområde, hvorfra al overfladeafstrømning løber gennem en række mindre og større vandløb og eventuelt søer ud til havet i én enkelt flodmunding eller ét enkelt delta.
  • Vandområdedistrikt: et land- og havområde bestående af et vandløbsopland eller flere tilstødende vandløbsoplande sammen med det tilhørende grundvand og kystvand, som er fastlagt som hovedenhed for vandløbsoplandets forvaltning.

REFERENCER

RetsaktIkrafttrædelsesdato - UdløbsdatoGennemførelsesdato i medlemsstaterneDen Europæiske Unions Tidende

Direktiv 2000/60/EF

22.12.2000

22.12.2003

EFT L 327 af 22.12.2000

Ændringsretsakt(er)IkrafttrædelsesdatoGennemførelsesdato i
medlemsstaterne
Den Europæiske Unions Tidende

Beslutning nr. 2455/2001/EF

16.12.2001

-

EFT L 331 af 15.12.2001

Direktiv 2008/32/EF

21.3.2008

-

EFT L 81 af 20.3.2008

Direktiv 2009/31/EF

25.6.2009

25.6.2011

EUT L 140 af 5.6.2009

Ændringerne og tilføjelserne til direktiv 2000/60/EF er indarbejdet i grundteksten. Denne konsoliderede version har kun dokumentationsværdi.

ÆNDRING AF BILAG

Bilag X – Liste over prioriterede stoffer inden for vandpolitik
Direktiv 2008/105/EF [Den Europæiske Unions Tidende L 348 af 24.12.2008].

TILHØRENDE DOKUMENTER

Meddelelse fra Kommissionen af 22. marts 2007: "Bæredygtig vandforvaltning i Den Europæiske Union – Første trin i gennemførelsen af vandrammedirektivet 2000/60/EF" [KOM(2007) 128 – Ikke offentliggjort i Den Europæiske Unions Tidende].
I denne rapport fremlægger Kommissionen de resultater, medlemsstaterne har opnået med anvendelsen af vandrammedirektivet. Den fremhæver især den store risiko, der er for, at det ikke lykkes adskillige medlemsstater at opfylde rammedirektivets mål, navnlig på grund af fysisk forringelse af vandøkosystemer gennem især overudnyttelse af vandressourcerne og en betydelig forurening fra forskellige kilder. Kommissionen peger på, at der er problemer i form af manglende overholdelse af fristen for gennemførelse af rammedirektivet og mangler i indholdet af denne gennemførelse. Dog synes oprettelsen af vandområdedistrikter og udpegningen af de kompetente nationale myndigheder at være godt i gang, selv om der i visse tilfælde mangler at blive gjort fremskridt i det internationale samarbejde. Endvidere påpeger rapporten, at der er store forskelle i kvaliteten af miljøvurderingen og den økonomiske analyse af vandløbsoplande og alvorlige mangler, især i den økonomiske analyse. Til sidst formulerer Kommissionen en række henstillinger til medlemsstaterne, især med henblik på at rette op på de konstaterede mangler, integrere en bæredygtig vandforvaltning i de øvrige nationale politikker og sikre en bedre udnyttelse af offentlighedens inddragelse, og den bebuder de foranstaltninger, som den agter at træffe i fremtiden som led i EU's vandforvaltningspolitik.

Rapport fra Kommissionen af 1. april 2009 i henhold til artikel 18, stk. 3, i vandrammedirektivet 2000/60/EF (vandrammedirektivet) om programmer for overvågning af vandtilstanden [KOM(2009) 156 endelig – ikke offentliggjort i Den Europæiske Unions Tidende].

Seneste ajourføring: 24.03.2010
Juridisk meddelelse | Om dette websted | Søgning | Kontakt | Sidens top