RSS
Alfabetisk indeks
Siden er tilgængelig på 11 sprog

We are migrating the content of this website during the first semester of 2014 into the new EUR-Lex web-portal. We apologise if some content is out of date before the migration. We will publish all updates and corrections in the new version of the portal.

Do you have any questions? Contact us.


Den fælles markedsordning for korn

Arkiv

Den fælles markedsordning for korn gør det muligt at stabilisere priserne ved at gennemføre støtteordninger og regler for samhandel med tredjelande. Denne forordning gælder indtil 31. juni 2008.

DOKUMENT

Rådets forordning (EF) nr. 1784/2003 af 29. september 2003 om den fælles markedsordning for korn [Se ændringsretsakt(er)].

RESUMÉ

Fra den 1. juli 2008 er de varer, som falder inden for denne forordnings anvendelsesområde, omfattet af de fælles markedsordninger for landbrugsprodukter.

Denne forordning indgår i reformen af den fælles landbrugspolitik fra 2003 og indeholder en tilbundsgående revision af markedsordningen for korn, der tidligere blev reguleret af forordning nr. 1766/92.

Markedsordningen for korn omfatter en interventionsordning for det indre marked og nogle støtteforanstaltninger for europæiske produkter, når de handles på verdensmarkederne.

Anvendelsesområde

Markedsordningen for korn omhandler:

  • forskellige majskvaliteter (herunder sukkermajs og majs til udsæd)
  • blød og hård hvede
  • spelt
  • rug, byg og havre
  • sorghum
  • boghvede
  • mel af hvede og rug
  • gryn og groft mel af hvede
  • malt.

Produktionsåret for disse produkter begynder den 1. juli og slutter den 30. juni det følgende år.

Det indre marked

Interventionen i kornsektoren administreres af Kommissionen bistået af forvaltningskomitéen for korn (FR)

Interventionsprisen, der vedrører grossistleddet, er på 101,31 EUR pr. ton og varierer fra måned til måned. Interventionsorganerne, som medlemsstaterne udpeger (jf. afsnittet om "Godkendte interventionscentre" under "Tilhørende dokumenter"), køber blød eller hård hvede, byg, majs og sorghum til denne pris, der under visse omstændigheder kan variere. Disse opkøb kan kun finde sted i bestemte perioder, der fastsættes for hver enkelt medlemsstat.

Fra produktionsåret 2009/2010 vil majs ikke længere være omfattet af denne intervention og for produktionsårene 2007/2008 og 2008/2009 kan interventionsorganerne kun opkøbe begrænsede mængder (1 500 000 tons for 2007/2008, 700 000 tons for 2008/2009).

Der kan også træffes beslutning om særlige interventionsforanstaltninger, hvis markedssituationen skulle kræve det. Der er for bestemte produkter også fastsat en produktionsrestitution, der fastsættes regelmæssigt.

Samhandel med tredjelande

Ved import og eksport af korn kan det kræves, at medlemsstaterne udsteder import- og eksportlicenser.

Import af korn er omfattet af den fælles toldtarifs satser og i visse tilfælde også af tillægstold. Sådan tillægstold pålægges f.eks. import, der gennemføres til en lavere pris end den, Fællesskabet har meddelt Verdenshandelsorganisationen, og ligeledes også de produkter, hvis import måtte have ugunstige virkninger for fællesmarkedet.

Kommissionen bistået af komitéen kan udstede importlicenser til import af visse produkter. De benyttes sammen med andre metoder, der tager hensyn til fællesmarkedets forsyningsbehov og dets ligevægt.

Eksport af korn, også forarbejdet (som anført i bilag III), kan støttes af en eksportrestitution. Den kan ydes periodevis og efter udbud ifølge metoder, hvor enhver forskelsbehandling mellem berørte erhvervsdrivende undgås.

I tilfælde af risiko for uro på fællesmarkedet for korn kan institutionerne nedlægge forbud mod anvendelse af proceduren for aktiv eller passiv forædling og indføre andre nødvendige foranstaltninger. Der kan ligeledes træffes ekstraordinære foranstaltninger, hvis priserne på verdensmarkedet truer forsyningerne til EU.

Kontekst

Den første markedsordning for korn blev indført i 1962 med forordning (EØF) nr. 19. Siden dens ikrafttrædelse er den blevet reformeret adskillige gange, i 1967, 1975 og 1992. Reformen af markedsordningen for korn, der blev indført med forordningen fra 2003, søger at følge ideerne bag forordningen fra 1992, der sigtede mod at mindske markedsordningen for korns afhængighed af fællesskabsinterventioner og samtidig sænke interventionsprisen.

I 2007 blev denne fælles markedsordning indarbejdet i bestemmelserne vedrørende fusionsmarkedsordningen, som har afløst de 21 sektorspecifikke fælles markedsordninger og samtidig forenklet retsgrundlaget for den fælles landbrugspolitik.

REFERENCER

RetsaktIkrafttrædelsesdatoGennemførelsesdato i medlemsstaterneDen Europæiske Unions Tidende
Forordning (EF) nr. 1784/2003
28.10.2003
-
EUT L 270 af 21.10.2003

Ændringsretsakt(er)
Ikrafttrædelsesdato
Gennemførelsesdato i medlemsstaterne
Den Europæiske Unions Tidende
Forordning (EF) nr. 1154/2005
26.7.2005
-
EUT L 187 af 19.7.2005
Forordning (EF) nr. 735/2007
2.7.2007
-
EUT L 169 af 29.6.2007

Ændringer og rettelser til forordning (EF) nr. 1784/2003 er indarbejdet i den grundlæggende tekst. Denne konsoliderede version (pdf ) har kun dokumentationsværdi.

TILHØRENDE DOKUMENTER

Procedurer og betingelser for salg

Forordning (EØF) nr. 2131/93 – [De Europæiske Fællesskabers Tidende L 191 af 31.7.1993]
I denne forordning fastlægges reglerne for markedsføring af korn, som interventionsorganerne har opkøbt. Ifølge forordningen skal disse produkter tilbydes den person, der giver det gunstigste tilbud ved offentlig licitation, hvor alle interesserede deltager. Forordningen fastsætter proceduren for licitationen og ophæver den tidligere procedure, der var fastlagt ved forordning (EØF) nr. 1836/82.
Se den konsoliderede udgave (pdf ).

Forordning (EF) nr. 712/2007 [Den Europæiske Unions Tidende L 163 af 23.6.2007]
Denne forordning indeholder for hvert interventionsorgan i medlemsstaterne bestemmelser om, hvilke mængder der er til rådighed til salg på det indre marked som følge af dellicitationer, der finder sted mellem den 4. juli 2007 og den 25. juni 2008. Listen ajourføres jævnligt.
Se den konsoliderede udgave (pdf ).

Import og eksport

Forordning (EF) nr. 2133/2001 [De Europæiske Fællesskabers Tidende L 287 af 31.10.2001]
I denne forordning er fastsat Fællesskabets importlicenser for kontingentperioderne og toldlofterne for kornsektoren. Heri er ligeledes fastsat nogle mindstekvalitetskrav til hvede, der importeres til Fællesskabet.
Se den konsoliderede udgave (pdf ).

Forordning (EF) nr. 1342/2003 – [Den Europæiske Unions Tidende L 189 af 29.7.2003]
Denne forordning fastsætter gennemførelsesbestemmelserne for ordningen med import- og eksportlicenser for korn og ris. Den indeholder listen over de angivelser, som licensen skal indeholde.
Se den konsoliderede udgave (pdf ).

Forordning (EF) nr. 824/2000 – [De Europæiske Fællesskabers Tidende L 100 af 20.4.2000]
I denne forordning fastsættes procedurerne for interventionsorganernes overtagelse af korn samt de analysemetoder, der bestemmer, om kornet er af sund, sædvanlig handelsmæssig kvalitet. Forordningen fastsætter for hvert produkt i kornsektoren nogle parametre, såsom højeste vandindhold, højeste procentindhold af urenheder og specifik mindstevægt.
Se den konsoliderede udgave (pdf ).

Pesticider

Direktiv 86/362/EØF – [De Europæiske Fællesskabers Tidende L 221 af 7.8.1986]
Dette direktiv har til formål at beskytte forbrugernes sundhed mod eventuelle skadelige virkninger af tilstedeværelsen af pesticider i korn. Med henblik herpå fastsætter direktivet maksimalgrænseværdier for indholdet af rester af en række klassificerede pesticider.
Se den konsoliderede udgave (pdf ).

Årlige statistiske oplysninger om korn

Rådets forordning (EØF) nr. 837/90 [De Europæiske Fællesskabers Tidende L 88 af 3.4.1990]
I denne forordning fastsættes, hvilke statistiske oplysninger medlemsstaterne skal indberette til Eurostat.
Se den konsoliderede udgave (pdf ).

Godkendte interventionscentre

Forordning (EØF) nr. 2273/93 – [Den Europæiske Unions Tidende L 207 af 18.8.1993]
Denne forordning indeholder listen over interventionscentrene for korn i alle medlemsstaterne.
Se den konsoliderede udgave (pdf ).

Seneste ajourføring: 07.03.2008

Se endvidere

Der er flere oplysninger om markedsordningen for korn på siden om markafgrøder på generaldirektoratet for landbrugs (DE) (EN) (FR) websted såvel som i oversigten over lovgivning.

Juridisk meddelelse | Om dette websted | Søgning | Kontakt | Sidens top