Sti
LitauenEU-medlemskab: 2004
Hovedstad: Vilnius
Areal: 65 000 km²
Befolkningstal: 3,3 millioner
Valuta: litas (Lt)
Schengenområdet: Med i Schengenområdet siden 2007
Litauen er det sydligste af de tre baltiske lande – og det største og folkerigeste. Litauen var den første af de besatte sovjetrepublikker, der rev sig løs fra Sovjetunionen og genindførte sin suverænitet ved uafhængighedserklæringen af 11. marts 1990.
Landskabet er fladt med nogle få lave bakker i vest og højlandet i øst. Højeste punkt er Aukštasis på 294 meter. Litauen har 758 floder, mere end 2 800 søer og 99 km kyst langs Østersøen, som især bruges til rekreation og naturbeskyttelse. Godt 30 % af landet er dækket af skov.
Godt 84 % af befolkningen er etniske litauere. De to største minoriteter er polakker, der udgør lidt over 6 % af befolkningen, og russere, der udgør lidt over 5 %. Litauisk hører til den indoeuropæiske sprogfamilie.
Hovedstaden – Vilnius – er en malerisk by ved bredden af floderne Neris og Vilnia. I den gamle bykerne kan man se noget af den fineste arkitektur i Østeuropa. Universitetet i Vilnius, der blev grundlagt i 1579, er et stort bygningskompleks i renæssancestil med utallige indre gårde, der udgør en by i byen.
Litauens præsident, der vælges ved direkte valg for fem år, står primært for landets udenrigs- og sikkerhedspolitik. Der er 141 medlemmer af det litauiske etkammerparlament, kaldet Seimas.
Kold rødbedesuppe er nok Litauens mest kendte eksportvare på madområdet. Kartofler optræder også tit på menuen, f.eks. som kartoffelpandekager og cepelinai, kartoffelboller med kød-, oste- eller svampefyld.





