Sti
BulgarienEU-medlemskab: 2007
Hovedstad: Sofia
Areal: 111 910 km²
Befolkningstal: 7,6 millioner
Valuta: lev (лв)
Schengenområdet: Ikke med i Schengen
Bulgarien, der ligger i hjertet af Balkan, har et meget varieret landskab. Mod nord er landet domineret af de store Donausletter og mod syd af højland og højsletter. I den østlige del af landet tiltrækker Sortehavskysten turister året rundt.
Bulgarien blev grundlagt i 681 og er dermed en af de ældste stater i Europa. Landets historie er præget af dets beliggenhed tæt ved Europas grænse til Asien. Ca. 85 % af befolkningen er ortodokse kristne og 13 % muslimer. Rundt regnet 10 % af befolkningen er af tyrkisk oprindelse, og 3 % er romaer. De traditionelle retter er også en blanding af øst og vest. Kulinarisk er Bulgarien nok mest kendt for yoghurt, der siges at kunne forlænge livet, hvis man spiser det regelmæssigt.
Den bulgarske nationalforsamling (et etkammerparlament) har 240 medlemmer, der vælges for fire år.
Bulgariens vigtigste eksportartikler er lette industriprodukter, fødevarer og vin, der klarer sig godt i konkurrencen på de europæiske markeder.
Alle, der kan lide folkemusik, kender sikkert flere bulgarske musikere. Der var en bulgarsk folkesang på Voyagers guldplade, der blev sendt ud i rummet af NASA. Af kendte bulgarere kan nævnes filosoffen Julia Kristeva, Elias Canetti, der fik Nobelprisen i litteratur i 1981, og Christo Javachev ("Christo"), kunstneren bag talrige ukonventionelle skulpturer.



