EUROPA - EU - et overblik

csdadeetelenesfritlvlthumtnlplptskslfisv

EU-ansatte og medier, der beskæftiger sig med EU-stof, bruger ofte EU-jargon, dvs. ord og udtryk, som ingen andre forstår. EU-jargon kan være forvirrende for den brede befolkning. For at hjælpe dig har vi lavet denne vejledning, der er skrevet i et klart sprog.

NB: Denne vejledning indeholder ikke rent tekniske eller juridiske termer eller jargon, der kun anvendes på et enkelt sprog. Forklaringer af de tekniske og juridiske termer findes i glossaret der er en separat og mere teknisk oversigt.

Hvis du har kommentarer til denne vejledning, eller hvis du undrer dig over andre EU-udtryk, som ikke er med her, så lad os høre fra dig. Du skal bare udfylde en formular.

Absorptionskapacitet

Betyder normalt et lands eller en organisations evne til at modtage støtte og anvende den effektivt. Udviklingslandene mangler ofte denne evne. For eksempel kan et land modtage tilstrækkeligt med penge til, at alle børn kan gå i grundskole, men på grund af mangel på lærere, skoler eller et dårligt administrativt system er det umuligt at anvende midlerne på kort sigt. Der skal først uddannes lærere og bygges skoler, og systemet skal gøres mere effektivt for derved at forbedre landets "absorptionskapacitet".

Acquis communautaire

Fransk betegnelse, som grundlæggende betyder "EU, som det er" - med andre ord de rettigheder og forpligtelser, som EU-landene deler. Dette "acquis" omfatter alle EU's traktater og lovgivning, erklæringer og resolutioner, internationale aftaler inden for EU's aktivitetsområde samt de domme, der er afsagt af EF-Domstolen. Det omfatter også regeringernes fælles initiativer på området "retlige og indre anliggender" og som led i den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik. Overtagelse af EU-retten (eller "acquis'et") betyder således at acceptere EU, som det er. Kandidatlandene skal overtage EU-retten, inden de bliver optaget i EU, og gennemføre EU-retten i deres egen nationale lovgivning. En mere fyldestgørende forklaring findes under: 'EU-retten' i glossaret.

Ansøgerland

Et land, der har søgt om optagelse i EU. Når ansøgningen er blevet officielt godkendt, får landet status som kandidatland (se under dette ord).

Antitrust

EU sigter mod at garantere en fair og fri konkurrence på det indre marked og at sikre, at virksomhederne konkurrerer snarere end samarbejder i det skjulte. Derfor forbyder EU-reglerne aftaler, som begrænser konkurrencen (f.eks. hemmelige aftaler mellem virksomheder med det formål at forlange kunstigt høje priser), og virksomheders misbrug af en dominerende stilling på markedet. Denne type regler kaldes "antitrustlovgivning" eller kartellovgivning. Kommissionen har betydelige beføjelser til at forbyde aktiviteter, der er skadelige for konkurrencen, og til at give bøder til virksomheder, der findes skyldige i adfærd, der begrænser konkurrencen.

Arbejdsmarkedets parter

Samlet betegnelse for arbejdsgivere og arbejdstagere. På EU-niveau repræsenteres de af tre hovedorganisationer:

Den Europæiske Faglige Samarbejdsorganisation (EFS), der repræsenterer arbejdstagerne.
Sammenslutningen af Industri- og Arbejdsgiverforeninger i Europa (UNICE), der repræsenterer arbejdsgiverne i den private sektor.
Det Europæiske Center for Offentlige Virksomheder (CEEP), der repræsenterer arbejdsgiverne i den offentlige sektor.

Europa-Kommissionen rådfører sig med disse organisationer, når den udarbejder forslag til lovgivning på social- og beskæftigelsesområdet.

Yderligere oplysninger findes i glossaret.

Bedste praksis

En måde at forbedre politikkerne i EU på er at lade regeringerne se, hvad der foregår i andre EU-lande, og hvad der fungerer bedst. Regeringerne kan så overtage den "bedste praksis" og tilpasse den efter de nationale og lokale forhold.

Benchmarking

Benchmarking betyder at måle, hvor godt f.eks. et land, en virksomhed eller et erhverv klarer sig i sammenligning med andre lande, virksomheder og erhverv. Et "benchmark" eller en referenceværdi er den standard, resultater vurderes ud fra.

"Bruxelles har besluttet…"

Udtrykket "Bruxelles" anvendes ofte i medierne i betydningen EU-institutionerne, da de fleste jo ligger i Bruxelles. Det er Europa-Kommissionen, der stiller forslag til EU-lovgivning, men det er Rådet for Den Europæiske Union (dvs. ministre fra de nationale regeringer) og Europa-Parlamentet (valgt af EU-borgerne), som drøfter, ændrer og til sidst beslutter, om forslagene til lovgivning skal vedtages.

Budgetunderskud

En teknisk term, der betyder, at en stats udgifter er større end dens indtægter.

Civil dialog

Civil dialog betyder, at Europa-Kommissionen rådfører sig med civilsamfundet (se under dette ord), når den udarbejder politikker og forslag til lovgivning. Det er et bredere begreb end "social dialog" (se under dette udtryk).

Civilsamfundet

Fællesbetegnelse for alle typer organisationer og foreninger, der ikke er en del af regeringen, men som repræsenterer bestemte erhverv, interessegrupper eller dele af samfundet. Det omfatter f.eks. fagforeninger, arbejdsgiverforeninger, miljøbevægelser og grupper, der repræsenterer kvinder, landmænd, handicappede osv. Da disse organisationer har stor erfaring på særlige områder og er involveret i gennemførelsen af og tilsynet med EU-politikkerne, rådfører EU sig løbende med civilsamfundet og vil inddrage det yderligere i EU's beslutningsprocesser.

Dagsorden

Ordet betyder egentlig det, der skal udrettes i løbet af dagen. Det bruges normalt om fortegnelsen over de punkter, der skal drøftes på et møde, men politikerne bruger det også i deres egen jargon i betydningen "ting, vi gerne vil opnå". For eksempel beskriver EU's "sociale dagsorden", hvad EU gerne vil opnå i de kommende år inden for beskæftigelse og socialpolitik.

Demokratisk underskud

Man hører ofte, at EU's måde at træffe beslutninger på er for fjern fra almindelige borgere, der ofte ikke kan forstå de indviklede procedurer og de vanskelige lovgivningstekster. EU forsøger at udligne dette "demokratiske underskud" gennem tiltag, der forenkler lovgivningen og sikrer EU-borgerne bedre information. Desuden gives civilsamfundet (se under dette ord) større indflydelse på udformningen af EU-politikker. Borgerne er allerede repræsenteret i EU's beslutningsproces via det folkevalgte Europa-Parlament.
Yderligere oplysninger findes i glossaret.

EFTA

Denne forkortelse står for Den Europæiske Frihandelssammenslutning - en organisation, der blev stiftet i 1960 for at fremme fri handel med varer blandt sine medlemslande. Der var oprindeligt syv EFTA-lande: Danmark, Norge, Portugal, Schweiz, Storbritannien, Sverige og Østrig. Finland blev medlem i 1961, Island i 1970 og Liechtenstein i 1991. I 1973 forlod Danmark og Storbritannien EFTA og blev medlemmer af EØF (se under denne forkortelse). De blev fulgt af Portugal i 1986 og af Finland, Sverige og Østrig i 1995. I dag består EFTA af Island, Liechtenstein, Norge og Schweiz.

Enstemmighed

Når Rådet for Den Europæiske Union træffer beslutninger i visse spørgsmål, kræves der enstemmighed – dvs. alle lande skal være enige. Et enkelt land kan altså blokere for beslutningen. En sådan regel gør det meget svært at opnå fremskridt i et EU med 27 lande, så derfor kræves der nu kun enstemmighed på særligt følsomme områder som asyl, beskatning og den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik. På de fleste områder træffes der i stedet beslutninger med kvalificeret flertal (se under dette udtryk). Du kan læse mere om enstemmighed i glossaret.

ERASMUS

Det er egentlig ikke eurojargon, men navnet på et uddannelsesprogram med støtte fra EU, som er opkaldt efter den store humanist fra renæssancen. Det blev oprettet i 1987. Godt 1,5 millioner studerende har hidtil modtaget Erasmus-stipendier, der giver europæiske studerende mulighed for at bo og studere i et andet land for første gang.

Eurobarometer

En tjeneste i Kommissionen, der blev oprettet i 1973, og som måler og analyserer tendenser i den offentlige opinion i alle medlemsstaterne samt i kandidatlandene. Det er vigtigt at vide, hvad den brede befolkning mener, når Europa-Kommissionen skal udarbejde forslag til lovgivning, træffe beslutninger og evaluere sit arbejde. Eurobarometer benytter sig både af meningsmålinger og fokusgrupper. Du kan finde flere oplysninger på Eurobarometers websted.

Eurokrat

Ordet "eurokrat" (dannet af ordet "bureaukrat") henviser til de mange tusinde EU-borgere, som arbejder for EU-institutionerne (Parlamentet, Rådet, Kommissionen m.fl.).

Euroland

En uofficiel, populær betegnelse for det, der officielt hedder "euroområdet" – også kaldet "eurozonen". Området består af de EU-medlemslande, som har indført den fælles valuta, euroen. Indtil videre drejer det sig om Belgien, Cypern, Estland, Finland, Frankrig, Grækenland, Irland, Italien, Luxembourg, Malta, Nederlandene, Portugal, Slovakiet, Slovenien, Spanien, Tyskland og Østrig.

EUROPA

Det er egentlig ikke EU-jargon, men navnet på EU's officielle websted. Her finder du en masse nyttige EU-oplysninger, som opdateres løbende. Webstedet findes på alle de officielle EU-sprog.

Europa 2020:

Det er EU's plan for, hvordan man ønsker at skabe vækst og beskæftigelse frem til år 2020. Planen blev vedtaget af EU’s ledere i 2010, og den tjener som generel rammer for en række forskellige initiativer. Det er blandt andet planer for markedsreformer og øgede investeringer i uddannelse og forskning. Et indarbejdet slogan er, at Europa 2020 skal sikre "smart vækst" i Europa (der bygger på viden og nye ideer) samt "bæredygtig vækst" (fokus på miljøområdet) og "inkluderende vækst" (bedre vilkår for de dårligst stillede borgere og regioner).

Europadagen, den 9. maj

Det var den 9. maj 1950, at Robert Schuman (den daværende franske udenrigsminister) holdt sin berømte tale, hvori han foreslog europæisk integration (se under dette) som vejen til at sikre fred og opbygge velstand i efterkrigstidens Europa. Hans forslag lagde grunden til det EU, vi kender i dag. Derfor fejres den 9. maj hvert år som EU's fødselsdag.

Europæisk borgerinitiativ

Initiativet giver EU’s borgere mulighed for at deltage i beslutningsprocesserne på EU-plan. Begrebet dækker over en særlig procedure, der forpligter EU’s institutioner til at tage forslag til ny EU-lovgivning fremsat af borgerne til debat og efterfølgende afgørelse, når forslaget er underskrevet af mindst 1 million borgere fra mindst syv EU-lande. Læs mere.

Europæisk halvår

Det ”europæiske halvår” er betegnelsen for, hvordan EU-landene samordner den økonomiske politik. Betegnelsen skyldes, at man følger en procedure på seks måneder. Arbejdet gennemføres i første halvår af hvert kalenderår startende i 2011. Efter en indledende debat om økonomiens tilstand præsenterer de enkelte EU-lande planerne for deres statsbudgetter og økonomiske vækstpolitikker, hvorefter retningslinjerne fastlægges.

Europæisk integration

At forene de europæiske lande og befolkninger i en fælles struktur. Inden for EU betyder det, at landene deler deres ressourcer og i fællesskab træffer beslutninger. Denne fælles beslutningstagning finder sted i et samspil mellem EU-institutionerne (Parlamentet, Rådet, Kommissionen m.fl.).

Europæiske år for …

Hvert eller hvert andet år sætter EU eller Europarådet fokus på et bestemt europæisk tema ved at tilrettelægge en række særlige begivenheder. 2011 er det europæiske år for frivilligt arbejde

Eurotarif

Eurotariffen er det nye loft over, hvor meget mobiloperatører kan kræve for mobilopkald, der foretages eller modtages, mens man opholder sig i et andet EU-land.

EU's fædre (grundlæggere)

I årene efter anden verdenskrig drømte folk som Jean Monnet og Robert Schuman om at forene Europas befolkninger og skabe varig fred og venskab. I løbet af de efterfølgende 50 år blev deres drøm til virkelighed, efterhånden som EU blev opbygget. Derfor kaldes disse grundlæggere EU's "fædre".

EU-skeptisk

Dette udtryk anvendes ofte, når der henvises til en person, som er modstander af europæisk integration eller skeptisk over for EU og dets målsætninger.

EØS

Denne forkortelse står for Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde - som består af EU og alle EFTA-landene (se under "EFTA"), undtagen Schweiz. EØS-aftalen, som trådte i kraft den 1. januar 1994, gør det muligt for Island, Liechtenstein og Norge at drage fordel af EU’s indre marked uden de fulde privilegier og det fulde ansvar, der følger af EU-medlemskab.

Finansielle overslag

Ordet "overslag" betyder i denne sammenhæng "plan". EU er nødt til at planlægge sit arbejde i god tid og sikre, at der er penge nok til at betale for de aktiviteter, man ønsker at udføre. Derfor bliver de vigtigste EU-institutioner (Parlamentet, Rådet og Kommissionen) nødt til på forhånd at fastlægge prioriteterne for de kommende år og udarbejde en udgiftsplan, som kaldes "finansielle overslag". I disse overslag er der fastsat det maksimale beløb, som EU kan bruge, samt hvad det kan bruges på.

I en verden med stigende omkostninger er formålet med de finansielle overslag at holde EU's udgifter under kontrol.

Fire friheder

Et af EU's væsentligste resultater er etableringen af et område med åbne grænser. Det betyder, at (1) personer, (2) varer, (3) tjenesteydelser og (4) kapital frit kan krydse grænserne inden for dette område. Disse fire former for fri bevægelighed kaldes af og til for "de fire friheder".

Flexicurity

"Flexicurity" eller "fleksibilitet og tryghed i ansættelsen" er en model for velfærdsstaten med en proaktiv arbejdsmarkedspolitik. Modellen er en kombination af fleksibilitet ved ansættelse og afskedigelse (fleksibilitet for arbejdsgiverne) og høje ydelser og uddannelse til arbejdsløse (sikkerhed for lønmodtagerne). Danmark nævnes sommetider som eksempel på et land, der har en sådan model.

FLP

Den fælles landbrugspolitik (FLP) blev oprindeligt indført i 1960 med det formål at sikre Europa fødevareforsyninger til rimelige priser. Landbruget er fortsat et af de vigtigste områder i EU’s arbejde.

Forstærket samarbejde

En gruppe EU-lande kan arbejde sammen inden for et bestemt område, selv om de øvrige EU-lande ikke kan eller ikke ønsker at deltage i samarbejdet på dette tidspunkt. De medlemslande, som står uden for, skal dog senere kunne deltage i samarbejdet, hvis de ønsker det.

Fort Europa

Dette udtryk anvendes ofte til at beskrive ønsket om at beskytte EU mod påvirkning fra omverdenen, navnlig på det kulturelle område. "Fort Europa" dukker ofte op i diskussioner om asyl- og indvandringsspørgsmål.

Fællesmarkedet

Da EØF (se under denne forkortelse) blev grundlagt i 1957, var det baseret på et "fællesmarked". Med andre ord skulle der være fri bevægelighed for personer, varer og tjenesteydelser mellem medlemslandene, som om det var ét land uden grænsekontrol og uden told. Det tog dog et vist stykke tid at nå så langt. Tolden mellem EØF-landene blev først helt afskaffet den 1. juli 1968. Andre handelsbarrierer tog det også lang tid at fjerne, og det var først i slutningen af 1992, at det indre marked (som det blev kaldt) var på plads.

Frihandelsområde:

Begrebet betegner en gruppe af lande, der har fjernet deres indbyrdes handelsbarrierer – det kan være barrierer som importafgifter og kvoter. Der findes flere eksempler på frihandelsområder rundt om i verden - Mercosur i Sydamerika, NAFTA i Nordamerika og EFTA i Europa blandt andre. Den Europæiske Union er også et frihandelsområde, men Unionen rækker langt videre, da den bygger på en proces til økonomisk og politisk integration med fælles beslutningstagning på mange politiske områder.

Fællesskabet - Fællesskaberne

I 1950’erne besluttede seks europæiske lande at udnytte de økonomiske ressourcer i fællesskab og indføre en ordning med fælles beslutningstagning i økonomiske spørgsmål. Til formålet oprettede de tre organisationer:

Det Europæiske Kul- og Stålfællesskab (EKSF)
Det Europæiske Atomenergifællesskab (Euratom)
Det Europæiske Økonomiske Fællesskab (EØF).

De tre fællesskaber – der under ét blev kaldt “De Europæiske Fællesskaber” – blev starten på det, vi i dag kender som EU. Det økonomiske fællesskab blev hurtigt langt det vigtigste af de tre samarbejdsområder og fik senere navnet “Det Europæiske Fællesskab” (EF). Med Lissabon-traktaten forsvandt ordet “fællesskab” i 2009 og blev helt erstattet af “Den Europæiske Union”. Ordet “Fællesskab” anvendes dog fortsat i en lang række EU-tekster, hvor det har mere eller mindre den samme betydning som "EU".

Fællesskabsmetode

EU's sædvanlige måde at træffe beslutninger på, hvor Kommissionen fremsætter forslag for Rådet og Parlamentet, som derefter drøfter forslaget, fremsætter ændringsforslag og vedtager det som EU-lovgivning. I løbet af processen vil de ofte rådføre sig med andre organer som Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg og Regionsudvalget. Det skal blandt andet ses som modstykke til mellemstatslige beslutningsmetoder (se under dette ord).

Føderalisme

Generelt betyder det ethvert regeringsstyre, hvor flere stater danner en enhed, samtidig med at de selvstændigt forvalter deres indre anliggender. Personer, som går ind for et sådant styre, kaldes ofte for "føderalister".

En række lande verden over - f.eks. Australien, Canada, Schweiz, Tyskland og USA - har føderale regeringsformer, hvor spørgsmål som f.eks. udenrigspolitik besluttes på føderalt plan, mens andre beslutninger træffes af de enkelte stater. Modellen er dog forskellig fra land til land.

EU er ikke baseret på en sådan model. Det er ikke en forbundsstat, men en unik form for union, hvor medlemslandene forbliver uafhængige og selvstændige nationer, samtidig med at de deler deres suverænitet på mange områder af fælles interesse. Dette giver dem en fælles styrke og indflydelse på verdensplan, som ingen af dem kunne have opnået alene.

En del af debatten vedrørende EU's fremtid drejer sig om, hvorvidt EU bør eller ikke bør udvikle sig i retning af en forbundsstat.

GD

Personalet i de vigtigste EU-institutioner (Kommissionen, Rådet og Parlamentet) er organiseret i et antal forskellige afdelinger, kaldet ”generaldirektorater” (GD’er). Hvert GD har ansvar for bestemte opgaver eller politikområder. Den administrative chef for et GD kaldes "generaldirektør" (denne titel forkortes også af og til "GD").

Gennemsigtighed

Ordet anvendes ofte, når der hentydes til åbenhed i EU-institutionernes måde at fungere på. Institutionerne har forpligtet sig til større åbenhed og har indført regler for at forbedre offentlighedens adgang til oplysninger. Desuden arbejdes der på at udfærdige klarere og mere læsevenlige dokumenter, hvilket omfatter bedre lovgivningstekster og i sidste ende en samlet reformtraktat, der er enklere og kortere.

Harmonisering

Dette kan betyde, at nationale love bringes på linje med hinanden, meget ofte med det formål at fjerne nationale barrierer, der hindrer fri bevægelighed for arbejdstagere, varer, tjenesteydelser og kapital. Med andre ord betyder harmonisering at sikre, at de forskellige EU-landes regler på ethvert område, hvor EU har ansvar, pålægger borgerne i alle disse lande samme slags forpligtelser, og at der er tale om visse minimumsforpligtelser i hvert land.

Harmonisering kan også betyde koordinering af nationale tekniske standarder, så varer og tjenesteydelser kan sælges uden hindringer i hele EU. I modsætning til den udbredte myte betyder harmonisering ikke en meningsløs standardisering af alt fra agurkers krumning til farven på gulerødder. Ofte er der ganske enkelt tale om, at EU-landene anerkender hinandens standarder med hensyn til produktsikkerhed.

Kandidatland

Et land, der har søgt om optagelse i EU, og hvis ansøgning er blevet officielt godkendt . På nuværende tidspunkt er der fem kandidatlande, nemlig Kroatien, Den Tidligere Jugoslaviske Republik Makedonien, Island, Montenegro og Tyrkiet. Inden et kandidatland kan tiltræde EU, skal det opfylde Københavnskriterierne (se under dette ord).

Komitologi

Mere korrekt kendt under betegnelsen udvalgsprocedurer. De beskriver, hvilke særlige rådgivende udvalg Kommissionen skal rådføre sig med ved gennemførelsen af EU-lovgivning. Disse udvalg er sammensat af eksperter fra EU-landene. Læs mere herom "glossaret".

Kompetencer

EU-jargon med betydningen "beføjelser og ansvarsområder". Anvendes ofte i politiske drøftelser om, hvilke beføjelser og ansvarsområder der bør gives til EU-institutionerne, og hvilke der bør forblive hos de nationale, regionale og lokale myndigheder.

Kompetent myndighed

Betyder normalt det ministerium, den styrelse eller det organ, der har ansvaret for et bestemt spørgsmål. Den pågældende myndighed er "kompetent" i den betydning, at den sidder inde med de retlige beføjelser og det retlige ansvar.

Konvent

Har flere betydninger, bl.a. (i EU-sammenhæng) en gruppe mennesker, der repræsenterer EU-institutionerne, de nationale regeringer og parlamenter, og som samles for at udarbejde et vigtigt dokument. Konventer af denne type er trådt sammen for at udfærdige EU's charter om grundlæggende rettigheder eller nye EU-traktater.

Kulturbyer

Hvert år udpeges en eller flere byer i Europa som "europæisk kulturby". Formålet er at skabe opmærksomhed om de kulturelle tilbud og værker i denne by og oplyse borgerne om den rige kulturarv, de er fælles om. Liste over kulturbyer

Kvalificeret flertal

I Rådet for Den Europæiske Union træffes de fleste beslutninger ved afstemning. Hvert land har et vist antal stemmer, som står i forhold til befolkningens størrelse. Antal stemmer pr. land er som følger:

Frankrig, Italien, Storbritannien og Tyskland	29
Polen og Spanien	27
Rumænien	14
Nederlandene	13
Belgien, Grækenland, Portugal, Tjekkiet og Ungarn	12
Bulgarien, Sverige og Østrig	10
Danmark, Finland, Irland, Litauen og Slovakiet	7
Cypern, Estland, Letland, Luxembourg og Slovenien	4
Malta	3
	345

Et kvalificeret flertal er opnået:

hvis et flertal af medlemslandene (i nogle tilfælde to tredjedeles flertal) stemmer for
hvis der afgives mindst 255 stemmer for – det svarer til 73,9 % af det samlede antal stemmer.

Desuden kan et medlemsland kræve en bekræftelse af, at de stemmer, der er afgivet for forslaget, repræsenterer mindst 62 % af EU's samlede befolkning. Er det ikke tilfældet, vil beslutningen ikke blive vedtaget. Flere oplysninger om kvalificeret flertal findes i glossaret.

Flere oplysninger om kvalificeret flertal findes i glossaret.

Københavnskriterierne

I juni 1993 mødtes EU-lederne i København, hvor de fastsatte tre kriterier, som ethvert kandidatland (se under dette ord) skal opfylde, før det kan blive medlem af EU. For det første skal det have stabile institutioner, der garanterer demokrati, retsstatsprincippet, menneskerettigheder og respekt for mindretal. For det andet skal det have en velfungerende markedsøkonomi. For det tredje skal det overtage hele acquis’et (se under "acquis communautaire") og støtte EU's forskellige målsætninger. Herudover skal det have en offentlig administration, der er i stand til at anvende og forvalte EU-lovgivningen i praksis. EU forbeholder sig ret til at beslutte, hvornår et kandidatland opfylder disse kriterier, og hvornår EU er klar til at optage det nye medlem.

Lissabon-traktaten

Det er den gældende traktat om Den Europæiske Union. Traktaten blev underskrevet den 13. december 2007 i Lissabon, da Portugal på det tidspunkt havde formandskabet for EU. Den trådte i kraft den 1. december 2009. Teknisk set er Lissabon-traktaten konkrete ændringer til en række artikler i de tidligere traktater . Ønsker man at læse EU-traktaten, må man altså læse de "konsoliderede udgaver af traktaten". Det er i praksis en tekst, hvor man kan læse, hvad der er gældende nu – uanset hvordan det er blevet ændret i forhold til tidligere versioner. "Traktaterne" nævnes i flertal, fordi Lissabon-traktaten opdeler bestemmelserne i to dele: “Traktaten om Den Europæiske Union", der kort beskriver de overordnede principper, og “Traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde”, der mere detaljeret beskriver, hvordan tingene fungerer i praksis.

Maastricht-kriterierne

Fem kriterier afgør, om et EU-land er klar til at indføre euroen som valuta. Kriterierne vedrører:

Prisstabilitet:: Inflationsraten må ikke ligge mere end 1,5 procentpoint over inflationsraten i de tre EU-lande, der har haft den laveste inflation i det foregående år.
Budgetunderskud:: Budgetunderskuddet skal generelt udgøre under 3 % af bruttonationalproduktet (BNP).
Gæld:: Statsgælden må ikke overstige 60 % af BNP, men et land med en større gæld kan stadig indføre euroen, forudsat at gælden er støt faldende.
Rentesatser:: Den langfristede rentesats må ikke ligge mere end to procentpoint over rensesatsen i de tre EU-lande, der har haft den laveste inflation i det foregående år.
Valutakursstabilitet:: Den nationale valutakurs skal i to år have ligget inden for visse forud fastsatte udsvingsmarginer.

Disse kriterier blev fastlagt i Maastricht-traktaten – deraf navnet.

Mainstreaming

Betyder ganske enkelt at sørge for, at der fuldt ud tages hensyn til et bestemt spørgsmål i alle EU-politikker. For eksempel skal alle EU-politikker nu tage hensyn til de miljømæssige virkninger. Med andre ord er miljøhensyn et område, hvor der er sket "mainstreaming".

Medlemsstat

De lande, som er med i en international organisation, er dens "medlemsstater" eller medlemslande. Udtrykket anvendes også ofte til at betegne regeringerne i disse lande.

Siden den 1. januar 2007 har EU bestået af medlemslandene Belgien, Bulgarien, Cypern, Danmark, Estland, Finland, Frankrig, Grækenland, Irland, Italien, Letland, Litauen, Luxembourg, Malta, Nederlandene, Polen, Portugal, Rumænien, Slovakiet, Slovenien, Spanien, Storbritannien, Sverige, Tjekkiet, Tyskland, Ungarn og Østrig. Oplysninger om, hvornår de enkelte lande blev medlem af EU, findes under "udvidelse".

Mellemstatslig

Det er den traditionelle internationale samarbejdsmetode i modsætning til ”fællesskabsmetoden” (se under dette ord), som er mest anvendt i EU. I EU træffes visse beslutninger – f.eks. på sikkerheds- og forsvarsområdet – dog stadig ved mellemstatslige aftaler (dvs. aftaler mellem EU-landenes regeringer)

Naboskabspolitik

Den europæiske naboskabspolitik (ENP) blev udviklet i forbindelse med udvidelsen af EU i 2004 for at undgå nye skillelinjer mellem det udvidede EU og nabolandene. I stedet ville man styrke stabiliteten, sikkerheden og velfærden for alle. Den bygger på fælles værdier som demokrati, menneskerettigheder, retsstatsprincippet, god regeringsførelse, markedsøkonomi og bæredygtig udvikling. Forholdets ambitionsniveau afhænger af, i hvor høj grad disse værdier deles. En nøgle til ENP er de bilaterale handlingsplaner mellem EU og hvert enkelt partnerland. De indeholder prioriteterne for politiske og økonomiske reformer på kort til mellemlang sigt.

Non-paper

Et non-paper er et uofficielt dokument – et dokument, som ikke har været igennem en formel vedtagelsesprocedure (bruges ikke kun i EU).

Officielle sprog

Siden den 1. januar 2007 har der været 23 officielle sprog i EU, nemlig bulgarsk, dansk, engelsk, estisk, finsk, fransk, græsk, irsk, italiensk, lettisk, litauisk, maltesisk, nederlandsk, polsk, portugisisk, rumænsk, slovakisk, slovensk, spansk, svensk, tjekkisk, tysk og ungarsk.

EU-lovgivning offentliggøres på alle de officielle sprog, og du kan skrive til EU-institutionerne på ethvert af disse sprog. Herudover er der naturligvis mange andre sprog, der tales i Europa, og denne mangfoldighed af nationale og regionale sprog er noget, europæerne værner om. Det er en del af europæernes rige kulturarv. Europa-Kommissionen forvalter programmer, der skal fremme sprogindlæring og sproglig mangfoldighed.

Overnational

Betyder bogstavelig talt "på et niveau over de nationale regeringer", hvilket ikke må forveksles med "mellemstatslig" (se under dette), der betyder "mellem regeringer". Mange EU-beslutninger træffes på "overnationalt" niveau, hvilket betyder, at EU-institutionerne, som EU-landene har overdraget visse beføjelser til at træffe beslutninger, er involveret i processen. Må ikke forveksles med ordet "transnational" (se under dette).

Regeringskonference

En konference, hvor EU-landenes regeringer samles med det formål at ændre EU's traktater.

Rendezvous-klausul

Når EU-lederne drøfter et vigtigt juridisk dokument, kan de ikke altid opnå enighed om et bestemt spørgsmål. De kan da beslutte at vende tilbage til dette emne på et senere tidspunkt. Deres beslutning gøres officiel, ved at den nedfældes på skrift og indgår som en klausul i den juridiske tekst, der er genstand for drøftelserne. En sådan klausul kaldes af og til for en "rendezvous-klausul".

Rådet

Der findes tre forskellige europæiske organer, hvis navne indeholder ordet råd:

Det Europæiske Råd: Møde for stats- og regeringscheferne (dvs. præsidenter og/eller statsministre) fra alle EU-landene plus Europa-Kommissionens formand. Det Europæiske Råd mødes i princippet fire gange om året for at nå til enighed om den overordnede EU-politik og vurdere fremskridt. Det er det højeststående politiske beslutningsorgan i EU, og derfor kaldes dets møder ofte for ”topmøder”.
Rådet for Den Europæiske Union: Tidligere kendt under betegnelsen Ministerrådet. Denne institution består af ministre fra alle EU-landenes regeringer. Rådet mødes løbende for at træffe detaljerede beslutninger og vedtage EU-lovgivning.
Europarådet: Dette er ikke en EU-institution, men en mellemstatslig organisation med sæde i Strasbourg. Dets formål er bl.a. at beskytte menneskerettigheder, fremme Europas kulturelle mangfoldighed og bekæmpe samfundsmæssige problemer som fremmedhad og intolerance. Europarådet blev oprettet i 1949, og en af dets første opgaver var at udfærdige den europæiske menneskerettighedskonvention. For at gøre det muligt for borgerne at udøve deres rettigheder i henhold til denne konvention blev Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol oprettet.

Samhørighed

Udtrykket "at fremme social samhørighed" betyder, at EU forsøger at sikre, at alle har en plads i samfundet, f.eks. ved at bekæmpe fattigdom, arbejdsløshed og forskelsbehandling. EU-budgettet indeholder midler under "Samhørighedsfonden", der anvendes til at finansiere projekter, som fremmer "samhørigheden" i EU. Ved hjælp af disse midler finansieres f.eks. nye veje og jernbaner, der bidrager til, at dårligt stillede regioner kan deltage fuldt ud i EU-økonomien.

Schengen-land (= Schengen-området, Schengen-landene)

I 1985 indgik fem EU-lande (Frankrig, Tyskland, Belgien, Luxembourg og Nederlandene) aftale om at ophæve al kontrol af rejsende mellem disse lande. Det førte til oprettelsen af et område uden indre grænser, der blev kendt som Schengen-området. (Schengen er navnet på den by i Luxembourg, hvor aftalen blev underskrevet).

Schengen-landene indførte en fælles visumpolitik for hele området og enedes om at foretage en effektiv kontrol ved de ydre grænser. Der kan dog midlertidigt genindføres kontrol ved de indre grænser af hensyn til den offentlige orden eller den nationale sikkerhed.

Lidt efter lidt er Schengen-området blev udvidet. Det omfatter nu næsten alle EU-landene samt Island, Norge og Schweiz, og aftalen er blevet integreret i EU-traktaterne. Irland og Storbritannien deltager dog ikke i ordningerne vedrørende grænsekontrol og visa, og Bulgarien, Cypern og Rumænien er ikke Schengen-lande. Du kan læse mere her.

Social dialog

Drøftelse, forhandling og fælles aktion mellem arbejdsmarkedets parter i EU (se under "arbejdsmarkedets parter") samt drøftelser mellem disse parter og EU-institutionerne. Flere oplysninger findes i glossaret.

Stakeholder

Enhver person eller organisation, som har en interesse i eller er berørt af EU's lovgivning og politikudformning, er en "stakeholder" i denne proces. Europa-Kommissionen lægger vægt på at konsultere så bred en kreds af interessegrupper som muligt, inden den foreslår ny lovgivning eller nye politiske initiativer.

Strasbourg

Fransk by tæt ved grænsen til Tyskland. Her holder Europa-Parlamentet plenarmøder en uge hver måned. Byen er også hjemsted for Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol og Europarådet – som ikke er EU-institutioner. Ordet "Strasbourg" anvendes af og til i medierne, når der henvises til en af disse organisationer.

Subsidiaritet

"Subsidiaritetsprincippet" (også kaldet "nærhedsprincippet") betyder, at EU-beslutningerne skal træffes så tæt på borgerne som muligt. Med andre ord handler EU kun, hvis det vil være mere effektivt end foranstaltninger truffet på nationalt, regionalt eller lokalt plan (bortset fra de områder, hvor EU har enekompetence).

Topmøde

Møder i Det Europæiske Råd (se under "Rådet") kaldes af og til for EU-topmøder, fordi EU's stats- og regeringschefer samles. Nogle lande repræsenteres af deres statsminister, andre af deres præsident, og nogle af begge. Det afhænger af det enkelte lands forfatning.

Transnational

Dette ord anvendes ofte til at beskrive et samarbejde mellem virksomheder eller organisationer med base i mere end ét EU-land. EU har bl.a. til formål at fremme dette grænseoverskridende eller "transnationale" samarbejde.

Tredjeland

Et tredjeland er blot et land uden for EU. Betydningen træder tydeligst frem, når vi taler om forbindelserne mellem to EU-medlemslande og et andet land - bogstavelig talt et tredjeland - som er uden for EU.

Udvidelse

I 1950’erne begyndte EU-samarbejdet med kun seks medlemslande. Nu har EU 27 medlemmer. Når nye EU-medlemmer optages, taler man om "udvidelse", og det er sket flere gange:

1950’erne Belgien, Frankrig, Italien, Luxembourg, Nederlandene og Tyskland
1973 Danmark, Det Forenede Kongerige og Irland
1981 Grækenland
1986 Portugal og Spanien
1995 Finland, Sverige og Østrig
2004 Cypern, Estland, Letland, Litauen, Malta, Polen, Slovakiet, Slovenien, Tjekkiet og Ungarn.
2007 Bulgarien og Rumænien.

Åben koordinationsmetode

På mange politikområder (f.eks. uddannelse og erhvervsuddannelse, pensioner, sundhedspleje, indvandring og asyl) udarbejder regeringerne i EU-landene deres egen nationale politik snarere end at vedtage en fælles politik i form af EU-lovgivning. Regeringerne kan dog drage nytte af at dele information med hinanden, vedtage bedste praksis (se under dette udtryk) og samordne de nationale politikker. Denne måde at lære fra hinanden på kaldes den "åbne koordinationsmetode".