I. At rejse, bosætte sig og tage arbejde i EU

EU-borgernes vigtigste rettighed er retten til at færdes frit , bosætte sig og tage arbejde overalt i EU. I Maastricht-traktaten slås denne ret fast i afsnittet om unionsborgerskab.

EU har ved et direktiv indført en ordning med gensidig anerkendelse af eksamensbeviser for videregående uddannelser. Direktivet gælder for alle universitetsuddannelser af mindst tre års varighed og bygger på princippet om gensidig tillid til kvaliteten af de nationale uddannelsessystemer.

Enhver, der er statsborger i et EU-land, har adgang til at arbejde inden for sundhedssektoren, uddannelsessektoren og andre områder af den offentlige sektor overalt i EU, bortset fra de områder, der vedrører offentlig myndighedsudøvelse (politi, militær, udenrigsanliggender osv.). Hvad er mere oplagt, end at en britisk lærer bliver ansat til at undervise i engelsk i Rom, eller at en ung, universitetsuddannet belgier prøver at blive ansat i den franske offentlige sektor?

Siden 2004 har EU-borgerne hos deres nationale myndigheder kunnet få udstedt et europæisk sygesikringskort til brug under rejser i EU. Kortet gør det lettere at få godtgjort udgifter til læge og medicin, hvis man bliver syg under ophold i et andet EU-land.

II. Hvordan gør man sine rettigheder gældende?

Men EU-borgerne er ikke kun forbrugere eller økonomiske og sociale aktører. De er også unionsborgere og har som sådanne bestemte politiske rettigheder. Med Maastricht-traktaten fik enhver EU-borger — uanset nationalitet — ret til at stemme og opstille til kommunale valg og valg til Europa-Parlamentet i det EU-land, hvor den pågældende har bopæl.

Det bringer EU tættere på borgerne. Unionsborgerskabet er i dag nedfældet i traktaten, der bestemmer som følger: "Unionsborgerskab har enhver, der er statsborger i en medlemsstat. Unionsborgerskab er et supplement til det nationale statsborgerskab og træder ikke i stedet for dette.".

III. Grundlæggende rettigheder

Amsterdam-traktaten, der trådte i kraft i 1999, styrkede de grundlæggende rettigheder. Der blev indført en procedure, som indebærer, at der kan iværksættes foranstaltninger over for medlemsstater, der tilsidesætter borgernes grundlæggende rettigheder. I Amsterdam-traktaten udvidede man desuden princippet om ikke-forskelsbehandling, så det ikke kun forbyder forskelsbehandling på grundlag af nationalitet, men også køn, race, religion, alder og seksuel orientering.

Endelig rummede Amsterdam-traktaten forbedringer af EU's politik for større åbenhed ved i højere grad at give borgerne adgang til aktindsigt i EU-institutionernes dokumenter.

EU's engagement for borgernes rettigheder blev bekræftet i Nice i december 2000, hvor EU's charter om grundlæggende rettigheder  blev proklameret. Chartret blev udarbejdet af et konvent bestående af medlemmer af de nationale parlamenter og Europa-Parlamentet, repræsentanter for de nationale regeringer og et medlem af Europa-Kommissionen. I seks afsnit om henholdsvis værdighed, friheder, ligestilling, solidaritet, borgerrettigheder og retfærdighed i retssystemet fastlægger chartrets 54 artikler EU's grundlæggende værdier og EU-borgernes borgerlige, politiske, økonomiske og sociale rettigheder.

De indledende artikler vedrører den menneskelige værdighed, retten til livet, retten til respekt for menneskets integritet og ytringsfriheden og retten til militærnægtelse af samvittighedsgrunde. Afsnittet om solidaritet er nyskabende ved at forene sociale og økonomiske rettigheder, f.eks.:

• strejkeretten;
• arbejdstagernes ret til information og høring;
• retten til at kunne forene familieliv og arbejdsliv;
• retten til sundhedsbeskyttelse, social sikring og social bistand i hele E.

Chartret fremmer også ligestillingen mellem mænd og kvinder og indfører rettigheder som f.eks. beskyttelse af personoplysninger, forbud mod racehygiejnisk praksis, forbud mod reproduktiv kloning af mennesker, ret til miljøbeskyttelse, børns og ældres rettigheder og ret til god forvaltning.

IV. Kulturens og uddannelsens Europa

Følelsen af at være en del af det samme fællesskab og at have en fælles fremtid kan ikke skabes på kunstig vis. En sådan følelse kan kun udvikle sig på grundlag af en fælles kulturel bevidsthed — og EU bør derfor nu ikke bare fokusere på økonomi, men også på uddannelse, medborgerskab og kultur.

EU's uddannelsesprogrammer er et led i denne indsats. De fremmer udvekslingsprogrammer, så studerende kan studere i udlandet, deltage i fælles uddannelsesarrangementer på tværs af grænserne og lære nye sprog. Uddannelsessystemets opbygning og indhold fastlægges stadig på nationalt eller lokalt plan.

EU's programmer for livslang læring: anslåede tal for programperioden 2007-2013.

På kulturområdet bidrager EU-programmerne "Kultur" og "Media" til at fremme samarbejdet mellem programfremstillere, formidlere, radio- og tv-selskaber og kunstnere fra forskellige lande. Det er med til at sikre, at der produceres flere udsendelser og film i EU, så der bliver en bedre ligevægt mellem det europæiske og amerikanske udbud.

V. Ombudsmanden og retten til at indgive andragender

For at bringe EU tættere på borgerne indførte man med EU-traktaten en ombudsmand . Ombudsmanden udnævnes af Europa-Parlamentet for fem år — svarende til Parlamentets valgperiode. Ombudsmanden har til opgave at modtage og undersøge klager mod EU-institutioner og –organer over dårlig forvaltning. Alle EU-borgere og enhver, der opholder sig eller har bopæl i et EU-land, kan henvende sig til Den Europæiske Ombudsmand. Ombudsmanden forsøger at finde frem til en mindelig løsning mellem klageren og den institution eller det organ, sagen vedrører.

Alle, der er bosat i et EU-land, har desuden ret til at indgive et andragende til Europa-Parlamentet, hvilket er et andet led i forbindelsen mellem borgerne og EU-institutionerne.

VI. Inddragelse af borgerne

"Borgernes Europa" er et forholdsvis nyt begreb. Der er allerede flere symboler , der repræsenterer den fælles europæiske identitet, f.eks. det fælles EU design af pas (indført i 1985), EU-hymnen (Beethovens Ode til Glæden) og EU-flaget (en cirkel bestående af tolv gyldne stjerner på blå baggrund). Siden 1996 er der blevet udstedt kørekort i fælles EU-format i alle EU-lande. EU har fået et motto "Forenet i mangfoldighed", og Europa-dagen fejres den 9. maj overalt i EU.

De direkte valg til Europa-Parlamentet, der har været afholdt siden 1979, har skabt en mere direkte forbindelse mellem den europæiske integrationsproces og den folkelige opbakning. EU kunne gøres endnu mere demokratisk ved at styrke Parlamentets rolle, oprette egentlige europæiske politiske partier og give borgerne større indflydelse på beslutningstagningen i EU gennem ngo'er og andre frivillige organisationer.

Indførelsen af eurosedler og ‑mønter i 2002 har haft stor psykologisk betydning. Over to tredjedele af EU-borgerne styrer r nu deres privatøkonomi og opsparing i euro. Priserne på varer og tjenesteydelser er angivet i euro, så forbrugerne kan sammenligne dem direkte fra land til land. Grænsekontrollen er afskaffet mellem de fleste EU-lande på basis af Schengen-aftalen (som alle EU-lande forventes efterhånden at tiltræde), hvilket allerede har givet en større bevidsthed om at tilhøre et fælles geografisk område.

"Vi sammenslutter ikke stater, vi forener mennesker", udtalte Jean Monnet i 1952. At øge offentlighedens viden om EU og at få borgerne til at engagere sig EU's aktiviteter er stadig en af de store udfordringer, som EU-institutionerne står over for i dag.