I. Baggrunden for valutasamarbejdet

(a)  Det europæiske monetære system (EMS'en)

I 1971 besluttede USA at opgive den faste kobling mellem dollaren og den officielle guldpris, som havde sikret en verdensomspændende valutastabilitet efter Anden Verdenskrig. Det satte en stopper for systemet med faste valutakurser. EU-landene besluttede at danne deres egen monetære union og at forhindre udsving på over 2,25% i kursen på deres valutaer gennem en samordnet intervention på valutamarkederne.

Det førte til skabelsen af det europæiske monetære system (EMS), som trådte i kraft i marts 1979. Systemet havde tre hoveddele:

• en referencevaluta kaldet ecu'en: der var tale om en "kurv" af alle medlemsstaternes valutaer;
• en valutakursmekanisme: hver valuta havde en valutakurs i forhold til ecu'en, og den maksimale udsvingsmargen var fastsat til 2,25% mellem bilaterale valutakurser;
• en kreditmekanisme: hvert land overførte 20% af sin valuta- og guldbeholdning til en fælles fond.

De handlende på torvet i Ljubljana udskiftede den 1. januar 2007 den slovenske
tolar med euroen.

(b)  Fra EMS til ØMU

EMS'en havde en broget historie. Efter den tyske forening og det fornyede pres på valutaerne i Europa forlod den italienske lire og det britiske pund EMS'en i 1992. I august 1993 valgte EMS-landene midlertidigt at sætte den maksimale udsvingsmargen op til 15%. For at undgå store kursudsving mellem medlemsstaternes valutaer og konkurrerende devalueringer havde medlemsstaternes regeringer i mellemtiden besluttet igen at satse på en fuld monetær union og at indføre en fælles valuta.

På deres topmøde i Madrid i juni 1989 vedtog medlemsstaternes stats- og regeringschefer en tretrinsplan for Den Økonomiske og Monetære Union. Planen indgik i Maastricht-traktaten om Den Europæiske Union, som Det Europæiske Råd vedtog i december 1991.

Anden etape begyndte den 1. januar 1994 og omfattede:

• oprettelsen af Det Europæiske Monetære Institut (EMI) i Frankfurt, som bestod af centralbankcheferne fra de forskellige medlemsstater;
• de nationale centralbankers uafhængighed;
• regler om størrelsen af de nationale budgetunderskud.

Tredje etape var indførelsen af euroen. Den 1. januar 1999 indførte elleve lande euroen, som dermed blev fælles valuta i Belgien, Finland, Frankrig, Irland, Italien, Luxembourg, Nederlandene, Portugal, Spanien, Tyskland og Østrig. (Grækenland indførte euroen den 1. januar 2001.) Det Europæiske Monetære Institut blev erstattet af Den Europæiske Centralbank, som fik ansvaret for valutapolitikken, der fastlægges og gennemføres i euro.

Den 1. januar 2002 blev der sat eurosedler og -mønter i omløb i de tolv lande, der tilsammen dannede euroområdet. Deres nationale valutaer blev taget ud af omløb to måneder efter. Siden da har euroen været eneste lovlige betalingsmiddel for alle kontant- og banktransaktioner i euroområdets lande, der udgør over to tredjedele af EU's befolkning.

(b)  Konvergenskriterierne

Hvert EU-land skal opfylde de fem konvergenskriterier for at deltage i tredje etape:

• prisstabilitet: inflationsraten må ikke overstige den gennemsnitlige inflationsrate i de tre medlemsstater, der har den laveste inflation, med mere end 1,5 procentpoint;
• rentesatser: de langfriste rentesatser må ikke overstige de gennemsnitlige rentesatser i de tre medlemsstater, der har de laveste rentesatser, med mere end 2 procentpoint;
• underskud: det offentlige underskud må ikke overstige 3% af BNP;
• statsgæld: statsgælden må ikke overstige 60% af BNP;
• stabile valutakurser: de fastsatte udsvingsmargener for valutakursen skal være overholdt i de seneste to år.

Euroen — fælles valuta for over 310 millioner mennesker i EU.

(c)  Stabilitets- og vækstpagt

I juni 1997 vedtog Det Europæiske Råd en stabilitets- og vækstpagt. Pagten, som skal sikre, at medlemsstaterne bestræber sig på at overholde budgetdisciplinen, gør det muligt at straffe lande i euroområdet, der har et budgetunderskud på over 3%. Pagten blev senere anset for at være for streng og blev ændret i marts 2005.

(d)  Eurogruppen

Eurogruppen er et uformelt organ, hvor eurolandenes finansministre mødes. Formålet med møderne er at sikre bedre samordning af de økonomiske politikker, at overvåge eurolandenes budget- og finanspolitikker og at repræsentere euroen i internationale monetære fora.

(e)  De nye medlemsstater og ØMU'en

Alle nye EU-lande skal indføre euroen, når de opfylder kriterierne. Slovenien er det første af de lande, der blev medlemmer i 2004, der opfyldte kriterierne, og landet indførte euroen den 1. januar 2007, efterfulgt af Cypern og Malta et år senere.